Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

I de sidste Aaringer var Oehlenschläger til min Glæde bleven saa mild og hjertelig mod mig, han udtalte varmt sin Erkjendelse; en Dag, da jeg ved et af Bladenes Spot over mig, var afficeret, gav han mig en lille Nordstjerne, jeg havde netop paa Christian den Ottendes Begravelsesdag modtaget fra Kongen af Sverrig denne Orden. »Denne har jeg baaret!« sagde Oehlenschläger, »jeg giver Dem den til en Erindring om mig! De er en sand Digter! det siger jeg, lad dem saa snakke, de Andre!« og han rakte mig Nordstjerne-Ordenen, som jeg eier og bevarer.

Den fjortende November 1849 havde hans Fest været paa Skydehanen; nu saa kort efter skulde følge hans Sørgefest. Vi veed, at Digteren selv havde til denne forlangt opført sit Sørgespil »Socrates«; det skete imidlertid ikke. Jeg forstaaer det ikke, at den store Digter i Døden kunde tænke paa det ringe Hæders Arrangement; jeg havde ønsket, at han havde sagt som Lamartines »døende Digter«, der, da man nævner ham hans store Minde her paa Jorden, svarer: »hvad troer Du, Svanen, der flyver mod Solen, tænker paa den lille Skygge, dens Vingeslag kaster paa Bølgerne.« -

Ved Festen var Theatret opfyldt af Mennesker og Alle sortklædte, Logerne i første Række behængt med Sørgeflor og Oehlenschlägers Plads i Parquettet udhævet ved Flor og Laurbærkrands. - »Hvor det er smukt af Heiberg!« sagde en Dame, ja det vilde røre Oehlenschläger selv, om han saae det! « - og jeg maatte svare: »ja, det vilde glæde ham at see, han dog havde en Plads!« - Ved Heibergs Tiltrædelse som Theaterdirecteur bleve alle Fripladser for Digtere, Componister, forhenværende Directeurer og forskjellige Embedsmaend reducerede til den yderste Plads og Klappen paa hver af de fag Bænke, man har i første Parquet, og hertil fik saa godt som det hele Sang-, Skuespil- og Balletpersonale samme Adgang; kom Alle, da kunde ikke Trediedelen, selv staaende, rummest Oehlenschläger, medens han levede, gik i Theatret hver Aften, men kom han ikke betids, og een af de alt Siddende ikke viste ham den Opmærksomhed at lade ham faae sin Plads, saa maatte han staae; et Par Gange henvendte han sig til mig, der da selv var staaende, og spurgte i spøgende, ynkelig Tone: »hvor tør jeg her være I Aften havde han dog en Plads! Det var, netop den, han under den tidligere Direction havde bestemt for sig, ligesom ogsaa Thorvaldsen havde sig en saadan. Man kan undskylde Heiberg med, at Rigsdagen bød ham indskrænke Fripladserne, men for en Oehlenschläger, Scenens første dramatiske Digter, synes mig dog, der skulde have været en Plads. - Ved Sørgefesten gik saaledes en Bitterheds Draabe gjennem min Sjæl, men det var ikke første Gang i den danske Skueplads.
Jeg vender mig nu til en anden, som een af vore Forfattere har udtrykt sig om:

»Kun Casino!«
 

Kjøbenhavnerne havde i de to sidste Aar faaet et Folketheater, det var skudt op, kan man sige, uden at man selv vidste det, Ingen tænkte derpaa, i det mindste ikke, at det der skulde faae Fremgang. - Flere, blandt Andre Hr. Overskou, havde tænkt over, talt og skrevet om et saadant Theater, men det blev kun paa Papiret. Vi havde da en ung, talentfuld Mand, begavet med et mærkværdigt Talent til, uden selv at have Midler, dog at bringe disse tilveie, naar det gjaldt om at gjennemføre en Idee, et virkeligt Genie i sin Virken, han vidste at skaffe Kjøbenhavnerne et »Tivoli«, der kan maale sig med, om ikke overgaaer i Anlæg og Plan, alle andre lignende Forlystelsessteder; han skaffede os ogsaa »Casino«, hvor Mængden for en billig Priis fik Musik og Skuespil, og Staden selv et Sted, stort og smagfuldt, til dets meest besøgte Concerter og Maskerader, kort sagt, et Locale til egentlige Folkeforlystelser. Denne Mand var Georg Carstensen! fra Amerika lyder senest hans Navn og Dygtighed høist erkjendt, som Den, der i Forening med Ch. Gildemeister har reist det ved Architectur og Brugbarhed udmærkede Glaspalads i New York. Carstensen var af en sjelden Godmodighed, den antager jeg for hans største Feil; han blev tidt spottet, udleet, kaldt »maître de plaisir « og dog var hans Virksomhed af vedvarende Nytte, til Gavn og Glæde og er det endnu.

Selve Theatret i »Casino« blev, da Bygningen reistes, ikke betragtet som Hovedsagen her, det var først under den driftige Skuespildirecteur Lange, at det lidt efter lidt voxte i Publicums Gunst og i sin egen Styrke. Een Tid stode Casino-Actierne saa lavt, at man fortæller, at en enkelt solgtes for et Glas Punsch, men snart tog det Hele her et stort Opsving.

Repertoiret var meget begrændset; ingen dansk Forfatter af nogenlunde Navn havde viist Lyst eller Villie til at skrive eller give et Arbeide til denne Scene. Hr. Lange anmodede mig om min Deeltagelse, og mit Forsøg blev optaget over al Forventning. I »Tusind og een Nat« havde jeg læst et Eventyr: »Geschichte des Prinen Zeyn Alasnam und des Königs der Geister«, der særdeles egnede sig til en Opera-Text, men i hvor meget Stoffet endogsaa interesserede mig, opgav jeg det, da Trylle-Operaen blev saa lidt forstaaet og vurderet her til Lands, selv med den bedste Musik, jeg havde jo Exemplet for mig i »Ravnen«. - Ved at læse Gozzi, fandt jeg hos ham det omtalte Stof behandlet som Eventyrcomedie, dog endnu bedre end denne, mere egnet til Opførelse, var det hos Raimund i »der Diamant des Geisterkönigs«. Jeg havde tidligere, som man veed, forsøgt mine Kræfter i Eventyr-Comedien, skrevet for det kongelige Theater »Lykkens Blomst«, der rigtignok var bleven lagt hen efter den syvende Forestilling, men den havde vundet Bifald, og hos mig selv var den Overbeviisning, at det Talent, Verden erkjendte hos mig som Eventyr-Digter, ogsaa maatte kunne bære nogen Blomst i denne Retning; jeg gjengav da Raimund i »Meer end Perler og Guld«, og dette Stykke, tør jeg sige, bragte Casino-Theatret i Credit, alle Classer, fra de Fornemste til de Fattigste, kom at see det, 2500 Mennesker rummedes i Casino, og i en Række Forestillinger, den ene strax efter den anden, vare alle Billetter udsolgte. Jeg havde saaledes stor Erkjendelse og Glæde deraf. Hundrede Rigsdaler var mit betingede Honorar; man vil erindre, at paa den Tid intet Theater her til Lands, uden det kongelige, betalte en Forfatter for sine Arbeider, dette var allerede Noget, og et Tillæg endnu af hundrede Daler tilsendtes mig, da Stykket stadigt »gav Huus«, som man kalder det; siden fulgte andre unge Forfattere mit Exempel. Hostrup, Overskou, Erik Bøgh, Recke og Chievitz gave talentfulde Arbeider; Personalet selv hævede sig Aar for Aar, Publicums Fordringer bleve altid større og altid overtrufne; den agtværdige Omhu og Stræben, der her viste sig, er naturligviis af Enkelte bleven overseet. - »Kun Casino« er der blevet sagt, men naar Folk af Dygtighed sige det, uagtet de ikke komme der, eller f. Ex. Forfatteren af »Hundrede Aar« i sin Digtning taler med Haan om Skuespillet i Casino, saa er det en Uret.

Jeg havde skrevet et nyt Stykke for dette Theater, en Eventyr-Comedie »Ole Lukøie«; denne nordiske Drømmegud, som jeg alt tidligere i et af mine Eventyr havde søgt at legemliggjøre, give Form og Characteer, vilde jeg bringe levende for Øiet paa Scenen selv og ved ham lade udtale den Sandhed, at Sundhed, godt Humeur og Sjælefred var meer end Penge nok. - Jeg gjennemtænkte min Digtning og nedskrev den. - Directeur Lange viste den største Omhu, ja Kjærlighed for, saa værdigt som muligt, paa den Lille, snevre trykkede Skueplads i Casino at give dette Stykke, der fordrede en stor Scene; det var mig en Glæde at have med Personalet her at gjøre, de vare interesserede for Digtningen, de viste Agtelse for Forfatteren, de vare ikke de Almægtige, Digtningens bærende Aander, som jeg havde mødt dem i det »rigtige« Theater. Ole Lukøie kom paa Scenen i Casino; der var propfuldt.

Forestillingens Aften kom, og jeg oplevede i nogle faa Timer den bølgende Sø, et Publicum kan vise i sin Dom, ellers bruger den Uger dertil, men, som sagt, jeg fik Storm og Havblik paa een Aften. Man forstod ikke min Digtning, ved første Act blev leet og støiet, ved anden Acts Slutning haanede man det Hele, Flere gik bort ved tredie Acts Begyndelse, de sagde oppe i Klubben: »Det er Vrøvl det Hele! Nu ere de for Øieblikket i China! Gud veed, hvor hans Phantasie fører videre!«

Men i Begyndelsen af tredie Act blev et Øiebliks Ro, tidligere havde man talt med, nu hørte man efter, det bleve mere og mere stille, med Eet lyste Ideen for dem, og der gik et jublende Bifald stormende gjennem Huset. Da Tæppet faldt, vare Alle grebne, klappede og udtalte deres Erkjendelse. Jeg havde under Mishaget, under den Haan og Spot, der tidligere lød, ikke følt Bedrøvelse; det var første Gang i mit Liv, jeg havde en levende Bevidsthed om den Uret, jeg led, jeg følte mig ligeoverfor den haanende Mængde fornærmet, jeg var krænket, og det Bifald, som nu stormede mig imøde, var mig tomt og intet. Da jeg gik bort, kom Flere til mig og udtalte deres Tak, jeg kunde ikke modtage den: »Man har spottet og haanet mig, det maa jeg først see at glemme!«

Stykket gik mange Aftener med stort Tilløb og megen Erkjendelse; af selve Folket, al Menigmand, som man kalder den Fattigere, fik jeg den; jeg høstede en Tak, som ingen Blad-Critik, ingen Dialectisk-Interessant i de forskjellige Samfund har kunnet give større. En fattig Haandværksmand stod med Taarer i Øinene en Aften ved Slutningen af Stykket, og idet vi gik ud af Døren sammen, greb han min Haand og sagde: »Tak, Hr. Digter Andersen, det var en velsignet Comedie!« De Ord vare mig mere end den meest glimrende Anmeldelse. - Eet Træk maa jeg endnu meddele; i en Familie af Embedsklassen, et Huus hvor jeg ofte kom, fortalte mig Fruen, at hun denne Morgan var bleven forundret over det usædvanlig fornøiede Ansigt, Staldkarlen havde, da hun talte til ham. - »Er der mødt Hans noget særdeles Godt, siden han i Dag er saa fornøiet?« spurgte hun en af Pigerne, og denne fortalte, at den ene af de Billetter, der igaar blev foræret dem var nær ved ikke at blive benyttet, men saa havde man givet den til Hans i Stalden; samme Hans var ganske, hvad man kalder en Bondeknold, der gik og døsede hen. »Der er foregaaet en, heel Forandring med ham!« sagde Pigen, »da han i Aftes kom hjem fra den Comedie om Ole Lukøie, var han saa glad over Alt, hvad han havde hørt og seet.« »Jeg har altid troet, at de, der havde Penge, og de Fornemme vare saa lykkelige i det, nei, nu seer jeg nok, at vi Andre have det lige saa godt; det har jeg lært derude; det var ligesom en Prædiken det Hele, men man saae den, og det var yndigt!« Ingens Dom har glædet og smigret mig meer end den fattige, udannede Karls!

En ældre, sjelden aandfuld Dame, der ikke ofte besøgte Theatrene, saae en Forestilling af Ole Lukøie og skrev saa sandt og hædrende om Fremstillingen af Christians Rolle: » - - Hvad der henrev mig, og hvad jeg aldrig glemmer, var Schmidts velsignede Spil, nei, det er Synd at kalde det Spil, det var Natur, den elskeligste, yndigste Natur, man kan tænke sig! jeg gamle Bedstemoder græd af Glæde over hans usigelige, søde, barnlige Kjærlighed. Hils ham fra en gammel Bedstemoder, »siig ham, at jeg fulgte hvert Ord han udtalte, hver Bevægelse »han gjorde, med bævende, lyksaligt Hjerte, jeg var Bedstemoderen, han var mit Barnebarn. Gid han aldrig blev een Dag ældre, end han nu er - den Rolle kan ikke spilles eller, rettere sagt, udføres af en Æ1dre.« - -

Stykket opnaaede en Række af Forestillinger for godt Huus, men snart hed det, at en anden af de Forfattere, der den sidste Tid havde leveret de fleste Stykker for Casino, i Forening med en yngre Literat havde skrevet en Parodie paa min Eventyr-Comedie, og at samme var bestemt til at opføres paa ProvindsTheatrene eller idetmindste paa Hr. Bucharis Marionettheater. - Det smertede mig, at idet jeg erkjendte denne Forfattere Talent, lod dette vederfares al Erkjendelse, han saa aldeles kunde lukke Øinene for det Digteriske, der var i mit Arbeide, og vilde, som jeg da forstod, endogsaa personlig fremstille og spotte mig; jeg ventede Alt, hvad der kunde krænke og saare mig, jeg havde jo saa tidt prøvet det her hjemme og led smertelig herunder. I en saadan nedslaaet forkuet Stemning, før jeg havde læst Parodien, fik jeg under mit Ophold paa Glorup, fra H.C. Ørsted et Brev, der viser hans Opfattelse af mig som Digter, viser vort kjærlige Forhold og vist, som et Indlæg i Sagen, her er paa sin Plads, idet Brevet selv har sin Betydning og Interesse ved Brevskriveren.

»Kjøbenhavn den 18de Juli 1850.

»Kjære Ven.

» - -  Det Mismod, hvorom De skriver til Mathilde, bør De rive Dem løs fra, dersom De ikke allerede har gjort det, førend dette Brev kommer Dem i Hænde. De har beriget Literaturen med saa mange fortræffelige Arbeider, at Ingen uden De selv kan beskylde Dem for at have udrettet alt for Lidet; ja ikke engang at Deres modstandere nu tør have en saadan mening. Men lad ogsaa en eller anden Modstander være grov, saa maa De trøste Dem med, at næsten alle udmærkede Mænd have været saadanne Angreb underkastede. Jeg har tidt seet engelske Journalister behandle deres Lands mest udmærkede Mænd med Haan; blandt Andet mindes jeg at have seet den store Statsmand Pitt blev kaldet et Dummerhoved; Pope i forrige Aarhundrede, Byron i dette have havt at beklage sig over bittre Angreb. Goethe og Schiller er det ikke gaaet bedre i Tydskland, Oehlenschläger og Baggesen, saa forskjellige de end vare, og saa fjendtlige De stode mod hinanden, have dog det tilfælles, at de ofte ere blevne meget haardt angrebne. Gaaer De udenfor Digternes Række, kan jeg nævne Dem min Broder og Biskop Mynster, som have været udsatte for saare bittre Angreb.

Bryd Dem saalidet som muligt om Angreb; det staaer nu for altid fast, at De har leveret udmærkede Digterværker, som ville bevare Deres Navn baade her og udenlands i uforgængelig Berømmelse.

De skriver at De har udarbejdet Ole Lukøie, ligesom Deres andre eventyrlige Digte, med tænksom Overveielse. Herom tvivler jeg ikke, angaaende det Meste i Deres Digte kan jeg gjøre mig selv saa fuldkommen Rede, som der tør gjøres for et eventyrligt Digt. Det samme gjælder paa een Undtagelse nær om Ole Lukøie. Det Tankebilled, som deri fremstilles, synes mig klar nok; men det vedbliver at være mig en, om jeg maa kalde det, praktisk Vanskelighed, at see en saa omfattende Drøm, hvori saa mange Personer skulle handle og lide, fremstilles saaledes, at de samme Personer som til een Tid i Stykket skulle være Drømmebilleder, til en anden skulle være virkelige Personer. Maaskee er min Mening urigtig; men sæt, at den var rigtig, vilde Ole Lukøie dog ikke ophøre at være et Digt, fuldt af Aand og Kunst. Jeg vil endnu gaae videre og sætte, at man ikke kunde tillægge det denne Roes, men at det stod langt under Deres andre Værker, burde det ikke længe græmme Dem, om det ogsaa kunde ærgre Dem lidt; thi hvo veed ikke, at Goethe, Oehlenschläger, Baggesen og saa mange andre berømte Digtere have ladet Værker trykke, som stode langt under deres Mesterværker.

Jeg haaber, at De ligesom hidindtil ikke vil forsvare Dem imod Deres Angribere; jeg vil endog raade Dem ikke at tage Hevn ved et eller andet, om og ogsaa nok saa godt anbragt Sidehug; derimod mener jeg, at De muligt gjorde vel, om De engang Skrev en Afhandling over det Eventyrliges Aesthetik. De kunde deri bringe Folk ud af mangen Misforstaaelse. Helst maatte De bruge andres Værker til Eksempler;  men De behøver naturligviis ikke at udelukke Deres egne; men al Polemik matte holdes ude deraf. Endelig maa jeg sige, at jeg langtfra ikke vilde tilraade et saadant Arbeide, dersom det i en betydelig Grad skulde afholde Dem fra egentlige Digterværker, nei, jeg vilde da tvertimod fraraade det. - -

Stedse Deres

H. C. Ørsted

 Fortsættes her