Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

( 1 ) Det var fra denne Dag, som om der kom et mere stadigt Foraars-Solskin ind i mit Liv; jeg følte en større Sikkerhed, idet jeg ved at see tilbage over mine Livsdage, saae mere klart, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig at Alt, som ved en høiere Styrelse var ledet til det Bedste for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig.

»I den engelske Marine gaaer der gjennem alt Tougværket, smaat og stort, en rød Traad, der viser, at det tilhører Kronen; gjennem det menneskelige Liv, i Smaat og Stort, gaaer der en usynlig Traad, der viser, at vi tilhører Gud.« Denne Overbeviisning, som jeg har følt og nedskrevet i Romanen »de to Baronesser«, er og lever hos mig og jeg er gjennemtrængt af den.

Et Barndomsliv havde jeg levet, et Ungdomsliv begyndte egentlig nu først fra denne Tid, før var det kun en Svømmen mod Bølgerne, en Kæmpen mod tunge, store Søer, i mit fire og tredivte Aar begyndte mit rette Livs Foraar, men Foraaret har ogsaa sine graa Dage, sine Storme, før det bliver klar, varm Sommer, og de maae til for at udvikle, hvad der skal modnes.

Vi ville see lidt hen til de saakaldte graa Dage og Storme, der jo rigtignok bagefter, i en lysere, stille Tid, vække et Smil hos os, at vi saa let kunne gyse. - Men til Sagen!

Hvad en af mine kjæreste Venner skrev til mig, paa en senere Reise i Udlandet, kan tjene til Indledning for hvad jeg her vil fremføre. Han skrev i sin eiendommelige Stiil:

( 2 ) »Det er Deres udsøgte Indbildningskraft, der strax laver Historier, at De er foragtet i Danmark, det er jo Usandhed. De og Danmark forliges fortræffeligt, og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark: hinc ille lacrimæ! dette forbandede Theater! er det da Danmark, og er De ikke andet end Theaterskribent? « - -

Der ligger en Kjerne-Sandhed heri, Theatret var i en Række af Aar det Sted, hvorfra mit Liv i høi Grad blev mig forbittret. Det er, siger man, almindeligt i hele Verden, at Theater-Folk er et eget vanskeligt Folkefærd; som oftest, fra første Statist op til første Elsker, sætter hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden. Parterrets Væg er denne Verdens Grændse, Blad-Critiken er Fixstjerner i Universet; lyder nu fra hele dette Rum kun Bravo og Beundring, ofte kun født Eftersnakken og tankeløs, nedarvet Beundring, saa er det menneskeligt at svimle udover sin sande Betydning.

Paa den Tid, da Politiken aldeles ingen Rolle spillede hos os, var Theatret »det Offentlige«, det, som var Dagens og Aftenens betydeligste Conversationsthema; den kongelige danske Skueplads kunne da vistnok ogsaa henregnes til een af de første i Europa, der eiede betydelige Talenter; Nielsen var i ungdommelig Kraft, og foruden sin Tænksomhed som Kunstner eiede han et Organ, der, som en sand Musik bar Ordene og kunne bedaare. Den danske Scene havde da Dr. Ryge, der ved Person, Geni og Organ var født til at være Bæreren for Oehlenschlägers Tragedier. Scenen havde i Frydendahl en sjelden Repræsentant for Lunet og Humoren gjennemstraaet af Dannelse og Fiinhed; Stage var en complet Cavaleer, en for Øiet sand Gentleman, og havde dertil i det komiske Rollefag et dristigt Lune. Desuden var allerede da Talenter, som Fru Heiberg, Fru Nielsen, Rosenkilde og Phister. Vi eiede dernæst en Opera, og Balletten begyndte under Bournonville sin Blomstren.

Som sagt, vort Theater var da eet af de første i Europa, men at derfor alle udøvende Kræfter der skulle være Tidsalderens Bærere, gaar det ikke an at paastaa, men som saadanne optraadte nogle, idetmindste for mig, da de ikke stort vurderede Forfatteren. Jeg troer, at det danske Theater altid formeget har manglet Disciplin, og den hører til, hvor mange Individer skulle danne et Hele, og netop just et kunstnerisk Hele. I det Par Generationer, jeg alt har levet, har jeg gjort den Erfaring, at der altid har været omtrent den samme Pukken paa Directionen fra Publikums Side, især med Valg af Stykker, og samme Bølgende Stemning mellem Direction og Personale; det ligger vist saaledes i hvad der menneskeligt ikke kan være anderledes, og altsaa vil maaske rimeligvis enhver ung forfatter, der ikke har Øieblikkets Gunst; anderledes end jeg da havde den, have det samme at lide under og kæmpe mod. Selv Oehlenschläger led ofte i høi Grad, blev overset, eller i det Mindste ikke altid, synes mig, værdigt nok behandlet; at Skuespillerne fik Bifaldsklap, var en Erfaring, ham peeb man ud. Hvorledes har jeg dog hørt mine Landsmænd tale om denne Genius! dog, det er vel saa i alle Lande, men hvor sørgeligt! Oehlenschläger fortæller selv, at hans Børn, i Skolen, maatte, fordi de havde en Fader som han, høre Ondt af de andre Drenge, der talte, som de hørte deres Forældre tale.

Fortsættes her