Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Den anden December forlod jeg München og gik gjennem Tyrol over Inssbruck og Brenner ind i Italien, min Længsels og kjæreste Tankes Land. Jeg skulde altsaa dog komme her igjen, det skulde altsaa ikke blive »den rimeligviis eneste Gang, den Lykke forundtes mig!« som man eengang sagde mig det. Jeg var glad bevæget, et Øieblik fortrængte det ganske de Sorger, som knugede mit Sind, og jeg bad med Alvor og Inderlighed til Gud om aandelig Sundhed og Kraft til at virke som Digterb

Den nittende December naaede jeg Rom, Reisen er i Billeder og Begivenheder givet i »en Digters Bazar«; strax samme Dag, jeg kom, fik jeg et godt Logis hos skikkelige Folk omme i Via purificatione, en stor Leilighed, en heel Etage til mig og Holst, snart vilde han jo komme.

Men der gik lang Tid, for det skete; jeg maatte laenge vandre ene om i den store, tomme Bopæl, den, jeg havde faaet billig, da kun faae Fremmede i denne Vinter opholdt sig i Rom, hvor Veiret var slet, og ond Feber grasserede.
 

Til min Lejlighed hørte en lille Have med et mægtigt Orangetræ, der hang fuldt af Frugt; op til Muren blomstrede Maanedsroser i rig Fylde, og festlig lod her over til mig Munkenes Sang fra Kapucinerklostret, just det, hvor jeg har henlagt »Improvisatorens« Barndoms Aar.
 

Jeg besøgte igjen Kirker og Gallerier, gjensaae alle Kunstskatte, traf flere gamle Venner og tilbragte igjen en Juleaften, om ikke saa festlig, som den første, dog en Juul i Rom; Carneval og Moccoli fulgte, men ikke blot var jeg legemlig syg, det laae i mig, det laae ogsaa i Luften, her var ikke den Ro, den Friskhed, som da jeg første Gang levede her. Jorden rystede, Tiberen løb op i Gaderne, man seilede der med Baade, Feber rykkede mange Mennesker bort; i faa Dage mistede saaledes Fyrsten af Borghese sin Hustru og tre Sønner; det var Slud og Blæst, der var ikke hyggeligt, mangen Aften sad jeg i min store Stue, hvor det trak fra Vinduer og Døre, de tynde Qviste blussede i Kaminen, og Heden fra dem brændte min ene Side, mens den anden følte den kolde Luft, halv i Kappe og med varme Reisestøvler inden Døre, og dertil i Nætter og Uger havde jeg den voldsomste Tandpine, den, jeg siden har søgt at spøge over i Fortællingen »mine Støvler.«

Føorst ind i Februar kom Holst, kort før Carneval. jeg var legemlig og sjælelig syg: hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild, det var en Velgjerning, thi jeg var lidende; og i den Sjæls-Tilstand dukke tidt gamle Minder op, mangt et lille Digt fra de Dage er veiret hen, jeg eier kun faa af disse:

Jeg gav mit Hjerte, mit Ungdomsblod,

Saa sagde hun: »O, han er saa god!«

Men smuk nok var jeg dog ikke!
 

Tungt var det vise for min bedste Ven,

Han samled' al Gift og gav mig den,

»Det styrker! Det maa Du drikke!«

Jeg sang, hvad jeg følte, naturligt og sandt,

Men alle de critiske Dannede fandt:
»0, det har han taget fra Heine!« - -

Raat og vaadt var det hver Dag, nu kom Brevene hjemme fra, - ikke stort forskjellige fra dem, jeg fik under mit forrige Romertog. - Det var ikke glædeligt, hvad man havde at melde: »Maurerpigen« var opført og stille gaaet nogle Gange, men, som jeg havde forudseet, da Fru Heiberg ikke udførte Hovedrollen, kom der ingen Folk, og Directionen havde derfor lagt Stykket hen; Honoraret for de Aftener, det var blevet givet, vilde rimeligviis blive forringet, efter det nye System, at kun et Stykke, der heelt fyldte tre Timer, var et Aftenstykke. En af Landsmændene fik Brev, deri stod at »Maurerpigen« var udpebet, hvilket var aldeles Usandhed, men Efterretningen fik jeg, og den gjorde sin ubehagelige Virkning paa mig, saa var jo det udrettet: senere hørte jeg for vist, at Stykket var blevet vel optaget, men som sagt, havde ikke skaffet Huus. - Hovedrollen var smukt og varmt givet af Madam Holst, Hartmanns Musik høist characteristisk, men at Scenearrangementet havde været til reent at slaae Alt ihjel; slet, smagløs og forstyrrende; ja den dramatiske Deel i Alhambra aldeles klodset og latterlig, hvilket Mængden naturligviis lod gaae paa Forfatteren. Hr. Phister som Lazaron, meldte man mig, havde været saa udmærket kunstnerisk, saa overstrømmende af Lune, at Alt maatte drages ned i Latterens Strøm. Man maatte lee til det Yderste.
 

Værst af Alt for mig var imidlertid, at Heiberg vilde mig til Live, han, der da i Kjøbenhavn var baade Allah og Propheten i dansk Literatur, og i de Dage havde han netop udgivet et nyt Værk, der ganske og aldeles opfyldte Alle. Det var: »En Sjæl efter Døden«, og deri, det skrev man til en Landsmand, blev »Andersen ordentlig kjørt til Vands.« Selv meldte en af mine meest deeltagende Venner: Bogen var fortræffelig og jeg til Latter; det var Alt hvad jeg hørte, Alt hvad jeg vidste; Ingen satte ud fra hinanden, hvad Satiren egentlig havde sagt om mig, og hvori det Morsomme og Latterlige laae. »Andersen bliver ordentlig kjørt til Vands!« hed det. - Det er dobbelt piinligt at spottes, naar man ikke veed, hvad det er hos os, vi er til Spot for. Efterretningerne bleve som smeltet Bly tildryppede i en aaben Vunde.

Hele min Reise kom til at ligge imellem, før jeg fik Bogen at see, først ved min Hjemkomst til Kjøbenhavn læste jeg den, og fandt da, at det mod mig Sagte var i sig selv Intet at tage sig saa nær. Det var en Spasen over, at jeg fra »Skaane til Hundsrück« var berømt, det Heiberg slet ikke syntes om; fra »Skaane til Hundsrück« , altsaa omtrent saa langt som Heibergs Reiser gik, havde han erfaret, at jeg var berømt - det led han ikke og lod saa mig gaae ad Helvede til. Digtningen selv fandt jeg imidlertid saa fortræffelig, at da jeg havde læst den, havde jeg nær strax skrevet ham til og bragt min Tak for Nydelsen af dette Digterværk; men jeg sov paa den gode Stemning, og da jeg vaagnede, var jeg reflecterende og frygtede for, at min Tak kunde misforstaaes af ham. Hvad iøvrigt min Nedstigning i Heibergs Helvede angaar, da er der sagt mig af Folk, som tidligere hørte ham læse Digtet, at jeg dengang ikke fandtes deri, jeg maatte altsaa senere være bleven fordømt af ham og stukken derind.

I Rom, som sagt, kjendte jeg endnu ikke Bogen, jeg hørte kun Pilene suste og følte dem saare uden at kjende Giftens Magt, der kunde være lagt i dem. - Og saaledes blev ogsaa dette mit andet Besøg i Rom forbittret mig; jeg havde en Tanke om, at Verdens-Byen, som jeg saa inderligt elskede, og hvor saa Meget tiltalte og opfyldte mig, var ikke lykkebringende for mig. Mørke og bittre vare Dagene, som kom og gik, ingen af dem stort bedre end under Besøget i 1833. Jeg følte mig legemlig syg og ilede med at komme bort.

Ved Carnevals-Tiden var Holst indtruffen og med ham vor fælles Ven Conrad Rothe, nu Præst ved Frue Kirke, vi Tre tilsammen reiste i Februar til Neapel. Det er et Sagn, en Folketro hos de Fremmede i Rom, at man Aftenen før sin Afreise derfra skal gaae til Fontane del Trevi og drikke af dens Vand, saa er man sikker paa endnu engang at komme, til Rom igjen. Da jeg første Gang reiste herfra, blev jeg om Aftenen hindret i at komme til Kilden, jeg tænkte paa det hele Natten, og nu kom et Bud for at hente mit Tøi, jeg fulgte med, og tilfældigviis kom vi forbi Fontane del Trevi, jeg dyppede Fingeren i Vandet, smagte derpaa og troede: »jeg kommer her igjen!« og jeg kom; dennegang før Afreisen opgav jeg denne Overtro, vi kjørte afsted, pludselig dreiede Vognen fra il Corso, vi skulde fra et Munkekloster afhente en Geistlig, og vi kom til Fontane del Trevi, og tredie Gang kom jeg ogsaa til Rom. - Den Geistlige, vi tog med, var Capelmester, en lystig Mand, der ved Albano kastede den geistlige Dragt og blev en morsom syngende og beleven Herre; H. P. Holst har i sine »italienske Skizzer« indført ham fra dette vort Bekjendtskab.

Det var koldt i Neapel, Vesuv og Bjergene rundtom laae med Snee; der var Feber i mit Blod, jeg led aandelig og legemlig; en flere Uger vedvarende Tandpine havde dertil bragt mig i høi nerveus Tilstand; jeg tog mig sammen, saa godt jeg kunde, kjørte med Landsmændene til Herculanum, men, medens vi vandrede om i den opgravede By, sad jeg febersyg, og det var mig et af Lykkens Tilfælde, man tog feil af Banetogene, saa at vi istedetfor at gaae til Pompeji foer afsted hjem til Neapel, dødssyg kom jeg her, kun ved en hurtig Aareladning, som min neapolitanske, omhyggelige Vert nødte mig til ufortøvet at underkaste mig, undgik jeg Døden. Ugen efter folte jeg mig mærkelig bedre og afgik med et fransk Krigsdampskib »Leonidas« fra Neapel til Grækenland. Ved Strandbredden sang Folket »evviva la gioia!« Ja, Glæden leve! kunde man kun gribe den.

Et nyt Liv skulde gaae op for mig, og i Sandhed det skete, staaer det ikke læseligt i mine senere Skrifter, det rører sig da i mine Livsanskuelser, i min hele indre Udvikling. Det var om Eftermiddagen den femtende Marts, jeg forlod Neapel, Byen jeg kjendte, hvor jeg havde Venner, og det var mig, som om jeg nu lod mit europæiske Hjem bagved mig; jeg følte mig ung og let i Sindet, det var, som der gik en Forglemmelsesstrøm mellem mig og alle bittre, sygelige Minder; jeg følte Sundhed i mit Blod, Sundhed i min Tanke, karsk og modig løftede jeg mit Hoved.

Neapel laae solbelyst, Skyerne hang om Vesuv, ned til Eremittens Hytte, Havet var næsten blikstille, Natten som fulgte, blev jeg kaldt op at see Stromboli give Ild, Vandet lyste derved; om Morgenen passerede vi Charybdis, saae Brændingen ved Scylla, Sicilien med sine lave Klipper, og det rygende Ætna med sin Snee løftede sig foran os.

Jeg har i »en Digters Bazar« talt om Kystreisen, om det korte Ophold paa Malta og de deilige Nætter og Dage paa det blikstille Middelhav, der om Natten lyste i sin Dønning, og Stjernernes Pragt, hvis Glands forbausede mig: Straalerne fra Venus var som Maanens i Norden, den lod Gjenstandene kaste Skygge; i Havfladen tumlede sig store Delphiner; paa Skibet selv var Selskabs- og Salon-Liv, der blev musiceret, sunget, dandset, spillet Kort og livligt ført Conversation; Amerikanere, Italienere, Asiater, mellem hverandre. Biskopper og Munke, Officerer og Turister. - Faa Dages Samliv paa Havet knytter saaledes hverandre fast; jeg var bleven som hjemme, og det var derfor en heel tung Skilsmisse ved Syra, at forlade dette Fartøi. Den franske Dampskibslinie fra Marseille til Constantinopel skjærer ved Øen Syra Dampskibslinien mellem Alexandrien og Piræus, jeg maatte altsaa her paa et Skib fra Ægypten og var, med Undtagelse af en Perser fra Herat, den Eneste, der paa Syra forlod »Leonidas«.

Byen her,saae ud som en Stad af Telte, som en heel Leir, idet her fra Huus til Huus mod Solstraalerne vare spændte store Seil. Strandbredden skinnede hvid og rød, det var en Menneskemasse der stod, Grækere i røde Trøier og hvide Fostaneller. Det græske Dampskib, der sædvanligviis gik herfra til Piræus, var under Reparation, og jeg tog derfor Plads i det fra Alexandrien, som netop var indtruffet og kun skulde tilbringe et Par Dage med os i Qvarantainen, naar vi naaede Piræus, iøvrigt henviser jeg til »en Digters Bazar«, hvor jeg har givet Reisens Billedrække og kan altsaa her hurtigere, gjennemflyve Landene.
 

I Havnen ved Piræus, hvor vi laae for Anker og holdt vor Qvarantaine, kom strax op ad Dagen en Baad med Landsmænd og Tydskere, »Allgemeine Zeitung« havde sagt dem, jeg kom, de lagde an foran Skibet for at hilse paa mig, og da Qvarantainen var endt, afhentede de mig i Piræus, hvorfra vi med en græsk klædt Leietjener rullede afsted gjennem Olieskoven op til Athen, hvis Lykabettos og Akropolis jeg alt længe havde øinet. - Den hollandske Consul Travers var ogsaa dansk Consul og talte Dansk. Hofpræsten Lüth, en Holstener, gift med en ung dansk Dame fra Fredensborg var mellem de nye Venner. Lüth sagde mig, at han havde lært Dansk ved at læse i Originalsproget min »Improvisator«. Vor Landsmand Köppen, Architecterne, Brødrene Hansen og Holsteneren, Professor Ross mødte jeg her; det danske Sprog klang i Grækernes Kongeby, Champagnen knaldede for Danmark og for mig.
 

Een Maaned blev jeg i Athen; man havde villet arrangere det saa, at jeg paa min Fødselsdag den anden April skulde have besøgt Parnas, men Vintertiden kom, der faldt megen Snee, og jeg tilbragte min Fest meest oppe paa Akropolis. - Blandt de kjæreste og interessanteste Bekjendtskaber, jeg gjorde i Athen, var Prokesch-Ostens, den derværende østerrigske Minister, alt dengang os bekjendt ved hans Erindringer fra »Egypten og Lilleasien« og »hans Reise i det hellige Land«.
 

Consul Travers forestillede mig for Kongen og Dronningen. - Flere høist interessante Udflugter bleve gjorte. Jeg var her netop til Grækernes Paaske og til »Friheds-Festen«, af hvilke jeg har søgt at give et Billede.
 

Som et Schweiz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig. Naturen gjorde et dybt alvorligt Indtryk paa mig; jeg havde Følelsen af at gaae paa Verdens store Valplads, hvor Nationer havde kæmpet og var gaaet til Grunde. Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed; hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle, hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted Hverdagslivets Ujævnheder? En Rigdom af Ideer gjennemstrømmede mig og i en saadan Fylde, at ingen heftedes paa Papiret. Den Tanke, at det Guddommelige har paa Jorden sin Kamp at kæmpe, at det her forkastes og forstødes, men dog gjennem Secler gaaer seirende frem, havde jeg Lyst at udtale og fandt i Sagnet om den evige Jøde Motiv herfor. I den Betydning, han da optraadte, forekom mig Sandhed og det Hele blev dog forskjellig fra de mange andre Digteres Behandling af samme Stof, idet de ikke, afskrækket af, at Goethe, som han fortæller det i »Dichtung and Wabrheit«, opgav det. Den
tydske Digter Mosen, Hollænderen Ten Kate, Franskmanden Eugen Sue, og hos os, Ingemann have alle behandlet Sagnet; i mindre Digtning har vi det af Schubart, Lenau, Karl Witte, Paludan-Müller etc. I et Par Aar havde dette Stof opfyldt mig, men jeg mægtede aldrig ret at forme det i Digtning; det gik mig tidt, som man fortæller om Skattegraverne, at de troe at have hævet Skatten, og da pludselig synker den dybere; jeg tvivlede om nogensinde at hæve Guldet frem for Lyset. Jeg følte, hvilken Mængde Kundskaber jeg i forskjellige Retninger maatte tilegne mig, og læste virkelig flittig og med Valg.

Paa en Tid da der almindelig af Critiken tilraabtes mig Mangel paa Studium, var jeg just flittig, men den Ene skrev og snakkede efter den Anden, og hver havde nok Sit at kalde Studium, saaledes som jeg erfarede det hos en beherende Dame, der engang sagde til mig, at Folk havde Ret i, at jeg ikke studerede nok. »De har jo ingen Mythologie« sagde hun, »der er i alle Deres Digte ikke en eneste Gud eller Gudinde! De skal Iæse Mythologie, Corneille og Racine!«

Jeg havde læst og optegnet en Deel til min Digtning »Ahasverus«, den samlede sig først her i Athen, hvor jeg begyndte den. Snart lagde jeg den igjen hen, men altid kom Lysten tilbage, og jeg trøstede mig med, naar den noget længe hvilede, at det gik med Aandens Born som med de jordiske, medens de sove, voxe de.
 

Den een og tyvende April seilede jeg igjen fra Piræus til Syra, hvor jeg med det franske Dampskib »Rhamses« fra Marseille tog Plads til Constantinopel; vi havde et stormende Veir i Archipelagus, jeg tænkte paa Skibbrud og Død, og da jeg naaede den Overbeviisning, at det nu var forbi; følte jeg mig forunderlig rolig, lagde mig i min Køie, medens Folk rundt om jamrede og bad, Alt knagede og bragede, men jeg faldt i Søvn, og da jeg vaagnede, vare vi i god Behold i Bugten ved Smyrna. - En anden Verdensdeel laae for mig. Og i Sandhed, ved at betræde den følte jeg en Andagt, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle St. Knuds Kirke. Jeg tænkte paa Jesus Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa Homer, hvis Sange herfra lod evigt ud over Verden. Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende, end nogen Prædiken har gjort det i den murede Kirke.

Smyrna tog sig storartet ud, men med spidse, røde, nordiske Tage og kun enkelte Minareter, Gaderne selv ere smalle som Venedigs; her kom just en Struds og en Kameel forbi, for begge maatte Folk træde afveien ind i de aabne Huse. - Paa Gaderne var en vrimlende Folkemasse, Tyrkinder, som man kun saae Øinene paa og Næsetippen, Jøder og Armenianere med hvide og sorte Hatte, nogle i Form af en omvendt Jydepotte. Foran alle Consulernes Huse vaiede deres Landes respective Flag; i Bugten laae et rygende tyrkisk Dampskib, med Halvmaanen i sit grønne Flag.

Mod Aften forlod vi Smyrna, Nyet stod tændt over Achilles Gravhøi paa Trojasletten. - Klokken Sex om Morgenen seilede vi ind i Dardanellerne; paa den europæiske Side laae en rødtaget By med sine Veirmøller og en smuk Fæstning, paa asiatisk Side en mindre Fæstning, Afstanden mellem de to Verdensdele forekom mig at være som Sundet mellem Helsingør og Helsingborg, Capitainen opgav den for 2¾ Lieus. Gallipoli, ved hvilken By vi kom ud i Marmorhavet, har ganske et nordisk sort Udseende, gamle Huse var der med Karnapper og Træaltaner, Klipperne rundt om, lave, men af et nogent, vildt Udseende; vi havde stærk Søgang og mod Aften Regn. Det blev et graat nordisk Veir, og i det laae foran os næste Morgen det herlige Constantinopel, et Venedig, som Phantasien kan lade det reise sig af Havet; den ene Moskee traadte frem herligere end den anden; Serailet laae lyst og svømmende foran. Solen brød frem og beskinnede Asiens Kyst, de første Cypresskove og Scutaris Minareter; det var et underdeiligt Syn! der var en Raaben og Skrigen med Folk i de smaa gyngende Baade, som her vrimlede med; skikkelige Tyrker bar Tøiet for os.

I Constantinopel opholdt jeg mig elleve interessante Dage; vor Minister, Baron Hübsch, bowie paa sit Landsted i Bujukdereh, flere Mile fra Constantinopel, han indbød mig at komme der, men jeg blev hellere i Staden, hvor Italieneren Romani, dansk Consul, tog sig af mig; mit sædvanlige Reiseheld forlod mig ikke, just under mit Ophold her indtraf Mohameds Fødselsdag (den fjerde Mai) ; jeg saae Abdul-Meschid drage til Moskeen, Tropperne paraderede, alle Gader og Pladser vare opfyldte med Mennesker i deres østerlandske brogede Dragt, og den Aften var der stor Illumination, alle Constantinopels Minareter belyste, og over dem og hele Staden spændte sig ligesom et Net med Lamper, der straalede omkap med de blanke, blinkende i Stjerner; alle Skibe, alle Baade laae i Ildcontourer. Det var en orientalsk stjerneklar Aften, Bjerget Olymp i lille Asien glødede i den nedgaaende Sol, det var den meest feeagtige Stund, jeg har oplevet.

Hos den græske Minister Chrystides, til hvem jeg fra Athen var anbefalet, og hos den østerrigske Internuntius, Baron Stürmer, blev jeg paa det Hjerteligste modtaget, hos denne herlige Mand fandt jeg et tydsk Hjem og tydske Venner.

Fortsættes her