Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )      

( 1 ) I Sommeren 1842 gav jeg til de danske Sommerskuespil et lille Stykke: »Fuglen i Pæretræet«, det blev der modtaget med saa meget Bifald, at Theaterdirectionen optog det i det kongelige Theaters Repertoire, ja Fru. Heiberg viste det lille Stykke den Interesse, at hun deri overtop Elskerindens Rolle. Man havde moret sig, fundet Valget af Melodierne fortræffeligt, jeg vidste Stykket havde udstaaet sin Prøve, da pludselig ved en af Vinterforestillingerne blev det udpebet. Nogle unge Mennesker, som dengang førte Ordet, pebe; de skulde selv have sagt til Andre, der spurgte dem om Grunden: »at den Bagatel gjorde for megen Lykke, og at Andersen fik for meget Mod!« - Jeg var ikke selv i Theatret den Aften, de peb, og havde ikke Anelse derom; Dagen efter kom jeg i en Familiekreds, jeg havde Hovedpine, saae noget alvorlig ud, og da Husets Frue var fuldkommen vis paa, at Udtrykket i mit Ansigt hidrørte fra Aftenens Begivenhed, traadte hun mig imøde, tog deeltagende min Haand og sagde: »er det at tape Dem det nær! der var jo ikke uden to Piber, og hele Huset tog Deres Partie!« - »Piber! mit Partie!« raabte jeg. »Er jeg udpeben!« og nu blev der en stor Skræk over, at hun var den Første, som bragte mig Efterretningen derom.

Ved næste Forestilling blev jeg hjemme, og da Stykket var ude, havde jeg i min Stue en ganske morsom Scene med deeltagende Venner. - Den Første, som indfandt sig, forsikkrede, at den Pibning, der havde været iaften, havde, som han udtrykkede sig, været en sand Triumph for mig! Alle havde de jublet Bifald, og, der havde kun været een eneste Pibe. Nu kom en anden Mand til, jeg spurgte ham om Pibernes Antal. »To!« sagde han; den Næste sagde: »Tre, bestemt ikke flere!« da kom en af mine ærligste Venner, den dygtige, naive, prægtige Hartmann; han vidste slet ikke hvad de Andre havde sagt, og da jeg nu paa Samvittighed bad ham sige mig hvormange Piber, han, havde hørt, lagde han Haanden paa Brystet og sagde: »I det allerhøieste var der fem!« - »Nei, nei!« udbrød jeg, »nu spørger jeg ikke Flere, Antallet voxer jo ligesom hos Falstaf! her staaer En, der endogsaa paastaaer, at der kun var een eneste
Pibe.

For nu at gjøre Sit godt igjen, sagde Hartmann ganske pudsig i al -Ærlighed: »Ja det kan gjerne være, at der ogsaa kun var een - men det var een forbandet Pibe.«

Balletmester Bournonville sendte mig Dagen efter et smukt Digt af ham selv, »Digterens Træ«, der staaer aftrykt i Bilaget til hans Erindringer, Digtets Slutning lyder saaledes om mit Digtertræ:
 

- I Somrens Hede lædsked' dine Pærer,

Nu kastes de, som overmodne, hen.

Ad Aare maaskee Træet Druer bærer,

Og qvæger ved sin Frugt os mildt igjen.

Derfor lad Mismod ei dit Hjerte nage,

Lad Sorgen ei aftvinge Dig et Ak!

Hvormange troer Du, som Guds Gaver smage,

Betænke sin Velgjører vel med Tak?

Vær selv ei utaknemlig mod din Skaber!

Du har modtaget Meget af hans Haand.

For Digteren sig ingen ldræt taber,

Han kan ei døe, thi alt hans Værk er Aand!

Riimbrev til min Ven H. C. Andersen fra hans hengivne og oprigtige
 

August Bournonville.

Kjøbenhavn den 13de Novbr. 1842.
 

I flere Blade blev »Pæretræet« latterliggjort, ogsaa »en Digters Bazar« blev igjen draget frem for at spottes; ved denne Leilighed erindrer jeg, at Oehlenschläger da hjerteligt roste og hævede begge. Heiberg derimod skrev i sine Intelligensblade om min dramatiske Bagatel.

- Den hører til den Art af Smaakreaturer, hvis Indlemmelse i vort Theaterbuur det vilde være pedantisk at modsaette sig, thi man kan sige om den, at gjør den ikke Godt, saa gjør den heller ikke Ondt; dertil er den for Lille, for ubetydelig og for uskyldig. Som en Aftens Fyldekalk, hvortil et Theater ofte trænger, kan den maaskee more Mange, men visselig ikke forbittre Nogen. Ja, den er endog ikke aldeles blottet for enkelte »naive og lyriske Skjønheder.
 

Uagtet Heiberg dengang ikke var en Ven hverken af mig eller mit Arbeide, kom der dog som hos hver Angriber, der er af Dygtighed, Noget han lod vederfares Ret, og det var: at jeg dog egentlig led kun ved Partiesag; han skrev i samme sin Anmeldelse: »Fuglen i Pæretræet«, mod hvilken Fugl Publicum, dog forst ved tredie eller fjerde Forestilling, har viist en Haardhed, som havde været retfærdigere anvendt paa de af Herren seete Veie (som Herren næppe nedlader sig til at see), og paa den Medgift, som er given den ulykkelige Suzette, men »som er saa fattig og saa plump, at den ikke kan skabe nogen Piges Lykke. Fuglen i Pæretræet er nemlig en saa uskyldig Lille Fugl, at den umulig kan bringe et nogenlunde sindigt og sagtmodigt Menneske i Harnisk, selv ikke Den, som forresten ikke finder Behag i dens Sang. Den voldsomme Hyssen og Piben, som under Gongongens Tordenslag gjorde Ende paa dette stakkels Dyrs svage Liv, en Opposition, saa voldsom, som om den gjaldt et Principspørgsmaal, maa derfor betragtes som et af Udbruddene af den danske, tamme Fanatisme.
 

Ti Aar efter gav Heiberg, som Directeur for det kongelige Theater, hvis Eiendom det henlagte Stykke var, Casino Tilladelse til at opføre det, jeg var da voxet ind i en mig velvilligere Slægt end før. Det Lille Arbeide blev optaget med stort og levende Bifald, og er siden tidt og ofte der blevet givet.
 

Den ottende October 1842 døde Weyse, han, min første ædle Beskytter, vi mødtes vel i tidlig Tid ofte hos Wulffs, arbeidede sammen paa »Kenilworth«, men vi bleve dog ikke ret fortrolige Omgangsvenner; hans Liv var eensomt som mit, og dog saae man ham gjerne, som jeg for troe, Mange saae mig; men jeg bar Trækfuglenes Natur og flyver ud over Europa, hans længste Udflugt var til Roeskilde, hvor han i en bestemt Familiekreds følte sig hjemme, hvor han paa Domkirkens Orgel kunde phantasere, ved Roeskilde er endnu hans Grav. Det at tage længere bort kunde han slet ikke gaae ind paa, jeg husker hans Humor, da jeg efter min Hjemkomst fra Grækenland og Constantinopel besøgte ham. »See nu er De dog ikke længer end jeg!« sagde han. »De er kommen til Kronprindsessegaden og seer ud over Kongenshave, det gjør jeg ogsaa, og De har kastet de mange, mange Penge ud. Vil De reise, saa reis til Roeskilde, det er nok, vent til der reises til Maaner og Planeter!« - Fra den første Tid at »Kenilworth« blev opført, har jeg endnu et characteristisk Brev fra ham, det begynder:

»Carissime dontine poeta!«

»De tungnemme Kjobenhavnere kunne ikke forstaae, hvorledes det hænger sammen med anden Acts Finale i vor Opera etc.«

Til Sørgefest i Theatret blev bestemt, at »Kenilworth« skulde gives; det var Weyses sidste og maaskee derfor kjæreste Arbeide, selv havde han jo valgt sig Sujettet, selv skrevet enkelte Stykker ind i Texten, jeg er forvisset om, at dersom hans udødelige Sjæl endnu i en anden Verden havde sit Jordlivs Tanke som for for sine Compositioner, den vilde have følt meest Glæde ved at see dette i hans Liv noget tilsidesatte Værk bragt ham som Hædersblomst, men det blev opgivet, og man valgte Shakespeares Tragedie »Macbeth«, hvortil Weyse har leveret en Musik, der idetmindste forekommer mig ikke at være den meest characteristiske af hans Compositioner.

Paa Begravelsesdagen var, forunderlig nok, Liget endnu ikke ganske koldt i Hjertekulen; da jeg med Følget kom til Sørgehuset, hørte jeg dette og bad Lægen for Himlens Skyld undersøge og gjøre Alt til hans Gjenoplivelse, men man forsikkrede efter den nøieste Undersøgelse, at han var og blev død; denne Slags Varme var intet Ualmindeligt, jeg bad dem da endelig hellere overskjære hans Pulsaarer, før Kisten blev slaaet til; det skete ikke; Oehlenschläger hørte derom og kom hen imod mig: »hvad er det, vil De have ham sønderlemmet!. « sagde han med sin i enkelte Tilfælde egne Heftighed. »Ja, det er da bedre end at han skal vaagne i Graven, og det vil De vel ogsaa have, naar De døer! « »Jeg!« udbrød Oehlenschläger og traadte tilbage. Desværre Weyse var død.

Ved hans Grav Lød min Sang:

Hans trætte Støv er bragt til Gravens Ro,

Hans stærke Aand i Kraft end meer ophøiet -
Han stod i denne Verden eensom jo,
Og eensom lukked han i Døden Øiet.
Alene var han; naar da Hjertet led
Med Melodier Smerten han indlulled',
I Toner staaer hans Ungdoms Kjærlighed,

Den lyder i: »de klare Bolger rulled!«

Han sad ved Orglet, og en egen Magt

Da loftede vor Tanke høit fra Jorden;

En Skat af Sange har han Folket bragt,

I Toner udtalt Aandens Dyb i Norden.
Hans Tale var et Væld, saa Sundt og rigt,
Hans Sjæl var ung; nu har han Himlens Glæde!

Ak, død er Weyse! Hvilket Sørgedigt
Har Kraft som disse Ord! og dybt vi græde!
 

Fortsættes her