Rejsen til Rom

Rejsen til Rom

Netop på samme tid, men fjorten år efter at jeg som en fattig dreng kom til København skulle jeg træde ind i Italien, landet for min længsel og lykke.

Diligencen på vej over en af kejser Napoleons anlagte alpeveje

Rejsen over Alperne

Jeg gik gennem Rhonedalen over Simplon og hvilken naturstorhed rund omkring ! Vores overlæssede vogn med sit forspand af heste tog sig ud som en flue på en mægtig kæmpeblok. Vi ligesom krøb hen ad klippevejen, der ved Napoleons bud her er sprængt gennem jordens rygrad.

Gletscherne, glasgrønne skinnede lige over os: Det blev mere og mere koldt og hyrdedrengene kom og svøbte i kohuder, og i værtshuset var der ordentligt fyret op i kakkelovnen. Det var streng vinter udenfor, men få timer efter rullede vognen nede under kastanietræerne, hvis lange og grønne blade glinsede i det varme solskin.

Tegning af H. C. Andersen
Motiv "Simplon Veien over Alperne."
Sted Simplon, Schweiz.

Dateret 19 september 1833
Kilde: Odense Bys Museer

Domo d'Osola's torv og gader frembød billedet af Italien med sit folkeliv paa gaden. Lago Maggiore lyste mellem de sortblå bjerge. Dejlige øer lå som buketter på vandet, men himlen var ikke klar. Den havde et gråt som i Danmark. Først om aftenen var det viftet bort og og luften skinnede gennemsigtig og klar. Den syntes tre gange så høj som hjemme. Druerne hang i guirlander langs vejen, som var det til en fest. Aldrig har jeg set Italien skønnere.

Mødet med Milano 20. september 1833

Milanos Domkirke var det første underværk Italien viste mig. Jeg så dette marmorfjeld, som kunsten har hulet og formet i buer, tårne og billedstøtter løfte sig i det klare måneskin. Jeg jeg så deroppe fra Alperækken med sine gletschere og hele det frodige grønne Lombarderland. Porta sempione, som i folkemunde førte Napoleons navn, stod da endnu under arbejde. La Scala gav operaer og balletter. Alt blev besøgt og set, men Milanos Dom var dog hjertestedet. Der, under kirkemusikken og i andagtens stilhed var opløftende at være.

Med to landsmænd forlod jeg den herlige by, vi lod veturinen styre gennem Longobarder-landet, der lå fladt som hjemmets grønne øer, men også frodigt og herligt som det. De rige majsmarker, de smukke hængepile var noget nyt. Bjergene, som vi skulle over, syntes derimod små efter at vi havde set Alperne; endelig lå foran os Genua og havet. Det havde jeg ikke havde set, siden jeg forlod Danmark.

Porta Sempione: kaldt Arco della Pace(Fredsbuen), påbegyndt 1807 til ære for general Napoleon, men blev først fuldført i 1838.

Génova (Genua) og havet 29. september 1833

Tegning af H. C. Andersen

"Genua den 2den October 1833."

Genova, Italien

Kilde: Odense Bys Museer

Den kærlighed, som bjergboeren har til sine bjerge have vi danskere unægtelig til havet. Fra min balkon så jeg ud over denne nye og dog gamle kendte, mørkeblå flade. Om Aftenen skulle teatret besøges, det lå i  Hovedgaden, den eneste store, Genua har, det måtte jo, som en stor offentlig bygning være let at finde, men det var ikke tilfældet. Det ene palads prægtigere end det andet lå her side om side. Endelig viste en mægtig marmor-apollo, skinnende hvid som sne frit i den blå Luft, at det var stedet. Der blev givet en ny opera, og for første gang, det var Donnizettis "L’elisir D’amore", efter denne fulgte en komisk ballet "il flauto magico". Ved fløjtens lyd kom alt til at danse, selv til sidst det høje råd, ja alle de gamle billeder på væggen i Rådstuesalen. En ide, jeg senere har indlagt i eventyrkomedien Ole Lukøje.

Se hvad H.C. Andersens dagbog fortæller om besøget i Genua 29.september - 2.oktober 1833.  Ankomsten og om Afgangen

H.C. Andersens besøg i fængslet i Génova (Genua) 1833

En skriftlig tilladelse fra admiralitetet åbnede for os Arsenalet, hvor galejslaverne, dengang i 600 tallet, levede og arbejdede. Vi beså de indre fængsler, sovesalen med store brikse langs med væggene, jernbøjler i kæder hang her, hvortil fangerne lænkedes, når de om aftnen skulle til hvile, selv i sygeværelser lå enkelte i jern. Tre døende med gulbrune ansigter, brustne øjne gjorde et rystende indtryk på mig, man har kunnet se det, thi en af forbryderne herinde betragtede mig med et ondt blik. Jeg forstod ham, jeg var jo dog kun kommet af nysgerrighed, for at se deres lidelser, og han brød ud i en fæl latter, idet han rejste sig i sengen og ret djævelsk fæstede sine onde øjne på mig. Her lå ganske betynget af lænker, en blind olding med sølvhvidt hår. Nede i gården var forskellige arbejdsstuer. Flere af galejslaverne var måske for hele livet smedet sammen to og to. Jeg så en af fangerne, der vel var klædt ganske som de andre i hvide bukser og rød trøje, men stoffet deri var særdeles fint. Han var ung og uden lænker, man sagde os, at det var en mand der fra byen, som havde ført et stort hus, men stjålet uhyre summer og bedraget staden, nu var han dømt til to år på galejerne. Vel arbejdede han ikke, gik heller ikke om dagen med jern, men om natten blev han lukket inde med de andre, og som de lænket til briksen. Fra sin kone fik han jævnligt sendt store summer, han levede rigt og overdådigt herinde, men hvad var det mod dette, altid at være imellem disse forbrydere og om natten lænkes i deres kreds og høre deres hån og ondskab ?

H.C. Andersen overvældes af Italiens natur og kultur
 

Den første dagsrejse fra Genua langs søen syd på, er en af de smukkeste, man kan gøre. Genua selv løfter sig på bjergene frem mellem blågrønne olieskove. Appelsiner og pomeranser hang i haverne, græsgrønne skinnende citroner tydede på forår, nu nordboen stundede til vinter. Det ene smukke motiv til et billede fulgte efter det andet. Alt var mig nyt og blev mig uforglemmeligt. Jeg ser endnu de gamle broer omvoksede med vedbend. Kapucinere kom på vejen og en skare af genuesiske fiskere med deres røde huer på hovedet. Den hele kyststrækning med sine smukke villaer og havet med hvide sejlere og rygende dampskibe skinnede klart. Senere øjnedes derude blånende bjerge, det var Korsika, Napoleons Vugge. Ved et gammelt tårn sad under et mægtigt træ tre gamle koner med langt sølvhvidt hår over de gulbrune Skuldre og spandt på håndtenen. Uhyre Aloer voksede tæt ved vejen.

Tanker om naturen !

Min tankedvælen her ved Italiens natur, idet jeg fortæller et levnedsløb, vil måske bebrejdes mig, ja man vil måske med ret frygte for, at af mange følgende rejser må disse blade udskeje i beskrivelser, men det vil vise sig i den følgende tid var det menneskene, jeg kom i samvirken med, der afspejlede sig dybest. Derimod ved dette mit første besøg i Italien var det ene og alene naturen og kunsten der blev det overvældende, det egentligt oplevede i denne periode og derfor kan dette livs afsnit ikke andet end forårsage en længere dvælen ved indtrykkene udefra. Jeg ligesom svælgede i denne naturypplghed, som landet her frembød! Hvilken feeagtig skønhedsaften i Sestri di Levante. Værtshuset ligger tæt ved havet, der rullede i store dønninger, himlen strålede med ildrøde skyer, bjergene vekslede i stærke farver, træerne selv dannede her ligesom store frugtkurve, overfyldte med mægtige, tunge druer, som vinranken løftede derop, og pludseligt her forandrede sig scenen, idet vi kom ind i bjergene. Alt blev tørt, hæsligt, og det en lang strækning. Det var, som om da Fantasien dannede Italien til en stor, dejlig have, netop på dette strøg havde henkastet al havens ukrudt og affald.

Tegning af H. C. Andersen

Tegning af bjerglandskab med ruin og træer. Trasimenersøen, Italien?

14 oktober 1833

Kilde: Odense Bys Museer

De enkelte træer stod bladløse, her var ikke klippeland og ikke muldjord, nej grums og grus og stenbrokker, og atter, som ved et trylleslag, lå alt i hesperisk dejlighed, det var Spezia bugten, som vi så foran os.

Dejlige blå bjerge omsluttede den frodigste,skønneste Dal, den syntes et fyldt overflødighedshorn. Vinen hang tung og saftig om de bladfulde træer oranger og oliven slyngede sig frem imellem dem. Rankerne hang fra træ til træ, så tunge, så frodige, og sorte blankhudede grise uden børster sprang som lystige kid og fik æselet til at slå bag ud skønt kapucineren red det og bar sin kolossale, græsgrønne paraply.

Mødet med Carrara

Netop på Hertugen af Modenas fødselsdag kom vi til Carrara. Husene var pyntede med guirlander og soldaterne bar myrtegrene i deres chacoer, og kanonskudene dundrede. Men det var marmorbruddene vi ville besøge, de ligge udenfor Byen. En lille klar flod tæt ved vejen løb hen over de skinnende snehvide marmorbrokker.

To store marmorblokke hejses ombord på et skib ved kysten ud for Carrara massivet

Ukendt kunstner

Carrara

Det var et stort stenbrud med hvidt og gråt marmor, som der findes krystaller i. Det syntes mig et fortryllet bjerg, hvori oldtids guder og gudinder sad bundne i stenblokkene og ventede nu på en mægtig magiker, en Thorvaldsen eller Canova, der kunne løse dem og give dem atter tilbage til verden. Uagtet alt det nye og al den dejlighed i naturen var jeg og mit selskab dog som oftest Nicolaisk stemt mod Italien.

Læs mere om Thorvaldsen og Antonio Canova her !

Ankomsten til Pisa med mørke og lygteløse gader

Rejsemåden her var så forskellig fra hvad vi før kendte, den evige prellen i værtshusene, den idelige spørgen om pas, i få dage blev disse eftersete og beskrevne over en halv snes gange, vor veturin kendte ikke til vejen, vi forfejlede den, og i stedet for ved dag at nå Pisa kom vi først her i den sorte nat. Efter lang visitation og plage kørte vi ind i de mørke, lygteløse gader. Vor eneste belysning var et stort, brændende lys, vor kusk havde købt sig ved byens port, og som han nu holdt foran sig, endelig nåede vi målet Albergo del Ussaro. "Den ene dag ligge vi som Jeppe på en mødding, den anden dag på baronens slot!" skrev jeg hjem, her var det baronens slot. Vi trængte til hvile, ret til et dolce farniente, før vi drog ud for at se Stadens mærkværdigheder, kirken, Dåben, Campo-Santo og Det skæve Tårn.

Dåbskapellet (Dåben) med domkirken i baggrunden i Pisa

Foto. Lars Bjørnsten 1986

Det er Campo-Santo, teatermaleren sædvanlig giver os i dekorationer til klosterhallen i "Robert le diable". I buegangen står monumenter og basreliefs, et af disse er af Thorvaldsen, det forestiller Tobiæ helbredelse, og kunstneren har her i portrætlighed givet sig selv som den unge Tobias.

Det skæve tårn i Pisa 1986

Foto: Lars Bjørnsten

Det skæve Tårn var just ikke indbydende at bestige, dog gik vi derop. Det er en cylinder med kolonner udenom, og øverst oppe er slet intet rækværk.

Den side, der vender ud mod havet, virker søvinden opløsende på, så jernet smuldrer, stenene taber deres fasthed og det hele er skident gult.

Livorno

Jeg så herfra ud over en flad egn til Livorno. Nu er derhen kun en kort flugt på jernbanen, en sådan var der ikke dengang, det gik med Veturin, og udbyttet der syntes os ikke rejsen værd, vor fører vidste intet og viste os intet, uden hvad vi kunne undvære at vide. "Der," sagde han "bor en tyrkisk købmand", men i dag er boden lukket! der er en kirke med et smukt Maleri, men det er taget bort.

Tegning af H. C. Andersen
 

Motiv "Udsigt fra vort Vindue i Livorno den 6te October 1833."

Livorno, Italien
6 oktober 1833
 

Kilde: Odense Bys museer

Besøget i synagogen i Livorno

Den mand, der gik forbi, er en af de rigeste i byen. Dette var noget af det interessanteste han meddelte os, så førte han os til synagogen, "den smukkeste og rigeste i Europa" den gjorde det modsatte af et religiøst indtryk på os, den lignede indeni aldeles en børs, og det mig uvante, at de alle her gik med hatten på, at de talte højt i munden på hinanden, var mig uhyggeligt. Skidne jødebørn stod op på stolene, nogle rabbiner grinede fra en slags prædikestol og morede sig over et par gamle hebræer. Oppe ved tabernaklet puffede og skød den ene til den anden, der var en trængsel og bestormelse. Her var ikke tanke til andagt og kunne ikke være det. Oven over os alle, på et stort galleri, sad bag et tæt gitter, som kvinderne næsten skjulte.

På vej til Firenze

Det skønne i Livorno, det var en solnedgang, som ildflammer oplyste skyerne, havet skinnede, bjergene skinnede, det var rammen om den skidne Stad. Indfatningen der gav italiensk pragt - dog snart udfoldede denne sig i sin kunstherlighed, vi nåede Firenze (Florence)

Jeg havde ikke tidligere haft øje eller sans for skulpturer, så godt som intet heraf havde jeg set hjemme, og i Paris var jeg som de fleste gået stirrende forbi. Intet maleri havde endnu ret fyldt og grebet mig, det var i Florents ved besøgene i de herlige gallerier, i kirkerne mellem monumenter og herligheder, at med et' min kunstsans ligesom blev vakt. Jeg stod foran "den medicæiske Venus", der var, som marmorøjet havde sekraft. Jeg følte mig forunderlig andægtigt betaget, og jeg kunne ikke rive mig løs:

H.C. Andersens besøg i gallerierne i Firenze

Dagligt besøgte jeg gallerierne, og her var det altid "den medicæiske Venus" og "Niobegruppen", der længst holdt mig. Der er en sandhed, en uendelig skønhed i denne store gruppe og just ved dens enkelte fritstående statuer, som man går ind imellem, er man ligesom midt på skuepladsen selv. Den forstenede moder udbreder sit gevandt over den sidste endnu levende datter, man ser på arnets hoved, at pilen kommer, og på håndens stilling, at pilen må ramme.
 

Hvilken skat af herlige billeder lod ikke her en ny åndens verden rulle op for mig. Jeg så Raphaels "Madonna della Seggiola" og "Madonna del Granduca", den ene herlighed åbenbarede sig efter den anden.Tidligere havde jeg vel ved kobberstik og gipsafstøbninger lært at kende en del af hvad jeg her fandt, men jeg havde intet stort indtryk modtaget. Intet deraf var åndeligt gået over i min sjæl og jeg følte mig derfor som et nyt menneske.

Den prægtige gotiske kirke Santa Croce i Firenze, rummer mange berømte florentineres grave bl.a. Michelangelos og Galileis.

Foto: Lars Bjørnsten 21 maj 2004

De betydeligste kirker blev besøgte og oftest Santa Croce med sine mægtige marmormonumenter. Skulptur, malerkunst og arkitektur personificerede om Michel Angelos kiste. Dantes lig gemmes i Ravenna,

men Santa Croce har hans monument. Italia peger på digterens kolossale statue, mens poesien græder over hans sarkofag. Fra Canovas hånd står her et monument for Alfieri maske, lyre og laurbærkrans pranger her. Italia græder over graven og mindre storartet er graven over Galilei og Macchiavel ( Machiavelli), men stedet selv lige helligt.

En dag gik vi tre landsmænd for at søge en fjerde, kobberstikkeren Sonne, og alt var i kvarteret, hvor han skulle bo talte vi højt med hverandre, da kom der en mand i skjorteærmer og med skødeskind, han spurgte os på dansk: "Mine herrer, hvem søge De efter?" Det var en københavnsk klejnsmed, som havde nedsat sig her og giftet sig med en fransk pige og nu været ni år borte fra Danmark. Vi fik hans historie og fortalte ham igen om hjemmet. I det rige Florents gik han og længtes efter "Møntergaden".

Afrejsen kom, vi ville over Terni for at se vandfaldet der og da til Rom. Det var en hel lidelsesrejse, om dagen brændende sol og om aftenen og natten giftige fluer og myg. Desuden havde vi en mindre heldig veturin og alle plager som knytte sig dertil. De beundrings fraser om Italiens dejlighed og herlighed, som rundt om i Værtshusene var skrevet på ruder og vægge, fandt vi at være som Travestie. Mindst tænkte jeg da, med hvilken kærlighed mit hjerte siden skulle slutte sig til dette skønhedens og mindernes land.

På vej til Rom

Alt i Florents, idet vi var steget ind i den i øvrigt gode karret, veturinen bragte, begyndte vores kvaler. Ved vogndøren stillede sig en skikkelse, der så ud som Job, da han skrabede sig med potteskår, vi rystede med hovedet, idet han rørte ved vogndøren, han gik om på den anden side, der fik han samme mindelse om at fjerne sig, og da han igen kom og igen bortvistes, trådte veturinen frem og sagde os, at det var en fjerde
passager, en nobile fra Rom. Det imponerede, og han kom ind, men den skidenhed, der var i krop og klæder ved mennesket, bestemte os ved første holdested til at erklære veturinen, at vi ikke gjorde rejsen med ham til Rom, dersom denne herre skulle sidde inde hos os. Efter megen snakken og gestikulerende så vi nobile krybe op hos kusken. Det blev en skyllende regn og jeg havde ondt af stakkelen, men han var rigtignok ikke til at være i stue med og mindre i karret, så vi lod regnen vaske ham. Vejen var romantisk dejlig, men solen brændte, fluerne omsusede os, vi forsvarede os med myrtegrene, hestene så ud som ådsler, så besatte var de af fluemasser.

Overnatning i et rædsomt hul i Levane 13 oktober 1833

Vi overnattede i et rædsomt hul i Levane. Vor nobile så jeg stå op i skorstenen og tørre sig ved ilden, medens han hjalp værtinden med at plukke hønsene, som vi skulle spise. Imidlertid udtale han sin vrede over os kætterske englændere, hvem straffen nok ville komme over, og det gjorde den også allerede samme nat. Vi lod, for at få frisk luft, alle vinduer stå åbne og blev da om natten så aldeles ødelagte på ansigt og hænder af myg og fluer, at vi hovnede og blødte. Min ene hånd fremviste alene syv og halvtredsindstyve stik. Jeg følte smerte og feber derved.

Næste dag gik det over Castiglione gennem frodige dejlige landskaber med olieskove og druer, smukke, halvnøgne børn og gamle matroner med sølvhvidt hår gik og vogtede kulsorte, hudblanke grise. Ved Søen Tracymenes, hvor Hannibal stred, så jeg ved vejen det første fritvoksende laurbærtræ. Vi kom nu ind på det pavelige gebet, og efter at have overstået ved Doganen visitationen af vore pas og kufferter, gik det frem under den dejligste solnedgang. Jeg så en farvepragt, jeg aldrig glemmer, men værtshuset var skrækkeligt. Gulvet sønderbrudt, krøblinger udenfor døren, værtinden, i en skiden bluse, grinende som en fæl heks, spyttede hver gang efter at have bragt en ret mad til os, og gik så ud ad døren.

Jeg har tænkt på dette sted, da jeg i "Lykkens Galocher" gav et billede af, hvor ilde der også kan være i "bella Italia".

Næste formiddag nåede vi Perugia, byen, hvor Raphael var i lære hos Perugino, vi så billeder af eleven og af mesteren . Så fra højden ud over de udstrakte olieskove det samme smukke landskab, der afspejlede sig i Raphaels øjne, som engang i Kejser Augustus, da Triumfbuen af kvadersten her rejstes for ham og endnu står, som var den fuldendt i går. Mod aften var vi i Foligno, der frembød skuet af en faldefærdig by. Næsten alle huse i hovedgaden var fra genbo til genbo understøttet ved bjælker. Her havde kort forud været jordskælv. Store revner så man i murene enkelte huse lå ganske i grus. Det begyndte at regne og storme. Hyggeligt var det slet ikke i værtshuset og maden selv var ikke engang spiselig for os, som led af sult.

"Kennst Du das Land!"

Sang en ung tysker parodierende, mens vind og regn ruskede på de skrøbelige vinduer. Nu kommer nok et jordstød til tænkte vi så falder da den hele herlighed, men den faldt ikke og vi sov godt - og næste eftermiddag var vi ved Terni foran det herlige vandfald (Cascata delle Marmore) mellem laurbær og rosmarin, højt over udstrakte olieskove i al Italiens dejlighed. En lille flod styrter sig fra fjeldet. Det er det hele, men det er så uendeligt dejligt at se, vandstøvet stod som en damp højt op i luften. Solen belyste alt med stærke, røde stråler og sank. Det blev pludselig mørkt. Fuldkommen nat var det, da jeg kom igennem den sorte olieskov, som jeg, skilt fra mit selskab, lagde tilbage med en ung, livlig amerikaner, der imens fortalte om Niagara, om Cooper og de store stepper.

Den følgende dag var regnfuld og vejen slet. Omgivelserne frembød intet nyt. Vi følte kun træthed og besværlighed. Det smudsige Nepi bød os et skident hotel. Kun aftenvandringen her, hvor tilfældet førte mig udenfor byen til nogle ruiner, hvor et vandfald bruste ned i en afgrund, frembød en smuk erindring om, der er vokset ind i romanen "Improvisatoren". Jeg har ladet Antonio her sidste gang se Fulvias ansigtstræk.

Vue fra en by i den romerske campagne.

Johann Christian Reinhart

(1761-1857)

H.C. Andersens ankomst til Rom 18 oktober 1833

Endelig kom dagen, da vi skulle nå Rom. Vi rullede af sted i regn og rusk, kom forbi det af Horats besungne "Monte Soracte" og ind på Roms Campagne, men ingen af os følte dens skønhed eller grebes ved bjergenes farver og dejlige bølgelinier.

H.C. Andersen tegning

'Monte Soracte. 31 Jan 1834'
 

Kilde: www.kb.dk  030805

Vi tænkte kun på målet, på hvilen der, og jeg bekender, at da vi ved La Storta stod på den høj, hvor de som kommer nordfra første gang øjner Rom, hvor pilgrimme knæler i andagt. Mangen rejsebeskrivelser fortæller os sin henrykkelse og opløftelse af skuet, var jeg også glad, men mit udråb tydede slet ikke på en digter ved første gang at øjne Rom og Peterskirken råbte jeg højt: "Gud ske Lov! nu kan vi snart få noget at spise".

Hvis intet er nævnt er foto af Lars Bjørnsten Odense