( 1 ) I Foraaret 1844 havde jeg fuldendt det dramatiske Eventyr »Lykkens B1omst«, i hvilket jeg vilde vise, at det er ikke Kunstnerens udødelige Navn, ikke Kongekronens Glands, der gjør Mennesket lykkelig, Lykken findes, hvor man glad i Livet elsker og er gjenelsket. Scenen er ganske dansk, et idyllisk solbelyst Liv, paa hvis Himmel som i en Drøm to mørke Billeder afspeile sig, den ulykkelige Ewalds Liv og den i Kæmpeviserne tragisk besungne Prinds Buris. - Jeg vilde, i Sandhedens Navn og til Ære for vor Tid, vise, at den Tidsalder, som mange Digtere fremstille os i kun det skjønne Lys, var mørk og elendig. -
 

Jeg indleverede mit Stykke til den kongelige Theaterdirection. Her var J.L. Heiberg bleven ansat som æsthetisk Dommer og vist med Rette Een af største Betydning; men jeg var, som, man veed, slet ikke dengang i hans Gunst. Efter at han i »en Sjæl efter Døden« havde brugt »Maurerpigen« og »Mulatten« til i Helvede at pine de Fordømte med, fik jeg i hans poetiske »Dansk Atlas« og »Intelligensblade« endnu et Par Snert, og da jeg, af Føielighed mod een af Skuespillerne, for at skaffe denne et Stykke til en Sommerforestilling, efter hans Ønske indrettede »Agnete og Havmanden« for Scenen, betegnede Heiberg det som: »transporteret umiddelbart fra Bogladen op paa Scenen, dette Arbeide, hvorpaa Gade har ødslet sin følelsesfulde Musik!« - og vedblev dernæst at tale om Forfatterens »sædvanlige Mangel paa egen Opfindelse og paa Evne til at bringe fornuftig Sammenhæng i sine Characterer og Klarhed i den fremstillede Idee (?). Alle Modsætninger, som skulde staae i organisk Bestemthed imod hinanden, røres her sammen til en jævn Vælling, hvori hverken den ene eller den anden er kjendelig.«
 

Jeg tør troe, at den Ugunst, jeg da stod i hos denne Digter og Smagsdommer, stillede mine Arbeider i et strengere Lys, end det vist ellers havde været Tilfældet; jeg troede, at personlig Uvillie ledede ham, og dette var mig piinligere, end at, som jeg snart erfarede, ogsaa dette Stykke blev forkastet; at staae i et spændt Forhold til en Digter, hvem jeg i saa Meget saae op til, og mod hvem jeg, efter min Overbeviisning, havde gjort Alt for at blive i venligt Forhold til, var mig uhyggelig. Ikke for at faae mit Arbeide frem, men for at komme i det Klare med vort Forhold, at nærme Sig ham, skrev jeg Heiberg til, udtalte mig aabent, og jeg tør troe hjerteligt, jeg bad ham erklære mig tydeligt Grunden, hvorfor han maatte forkaste mit Stykke »Lykkens Blomst«, og om han har Uvillie mod mig; efter at have modtaget mit Brev, aflagde mig strax et venligt Besøg, som, da han ikke traf mig hjemme, jeg Dagen efter gjengjældte. Han boede paa Frederiksberg, jeg blev der paa det allervenligste modtagen. Besøget og Samtalen hører vistiiok tit det Eiendommelige, men den bragte en Forklaring og som det viste sig, en bedre Forstaaen; han fremsatte mig klart sine Grunde, hvorfor han forkastede dette Stykke, og disse vare fra hans Udgangspunkt meget rigtige, men ganske forskjellige fra mine, og vi kunde altsaa deri ikke mødes. Han erklærede, at han aldeles ingen Uvillie nærede mod mig, at han erkjendte mit Talent; jeg pegede tilbage paa hans tidligere Angreb paa mig, f. Ex. i hans Intelligensblade, at han nægtede mig »Opfindelse«, og jeg meente, at denne dog viste sig i Romanerne. »Men af dem har De ingen læst!« sagde jeg, »De har selv sagt mig det.« - »Ja, det er Sandhed«, sagde han, »jeg har endnu ikke læst dem, men nu vil jeg!« - »De har senere,« vedblev jeg, »i Deres Dansk Atlas« spottet over mig i min Bazar og talt om mit Sværmeri for de deilige Dardaneller *)

*) Man vil erindre Digtet der, om Kronborg:

Muligt er Du slig en Nar,

At hvad Andersen fortæller

Om de skjønne Dardaneller

I sin tyrkiske Bazar
Du med Undren grebet har,

Mens Du tung af Inertie,

Gik vort eget Sund forbi,

Som ei mindre Blikket fryder,

Og hvor ingen Klage lyder

Fra det miskjendte Genie!

- men jeg har just i min Bog omtalt Dardanellerne som ikke smukke; det er derimod »Bosporus«, jeg var henrykt ved at see, men det synes De ikke at have lagt Mærke til, eller maaskee har De heller ikke læst den, De læser jo ikke store Bøger, sagde De engang til mig!« - »Naa, det er Bosporus!« sagde han med sit særegne Smiil, »ja, det huskede jeg ikke, og seer De, det husker Folk ikke heller, og her var det kun om, at jeg vilde give Dem et Hib!« - Tilstaaelsen klang saa naturlig, saa eiendommelig for ham, jeg maatte smile, og da jeg saae ham ind i de kloge Øine, huskede paa, hvormeget Smukt han havde skrevet - kunde jeg ikke bære Nag eller Vrede. Samtalen blev nu livligere og friere; han sagde mig nogle venlige Ord, stillede mine Eventyr høit, bad mig oftere besøge sig, jeg skulde være velkommen. - Jeg har mere og mere forstaaet denne Digter-Natur, jeg vil troe, at han forstaaer min, vi ere høist forskjellige, men gaae dog mod samme Maal.

De sidste Aaringer, i hvilke jeg har vundet og opnaaet saa meget Godt, har endmere bragt mig venlig Anerkjendelse af mig venlig denne begavede Genius; men for at blive i Tidsfølge: »Evenyr-Comedien« kom paa Scenen og oplevede i Saisonens Løb syv Forestillinger og lagdes derpaa hen til Hvile, i det mindste under den Theaterregjering.

Tidt gjorde jeg mig det Spørgsmaal, er det mine dramatisk, Arbejders særdeles Svaghed, eller er det fordi jeg er Forfatter til dem, at de bedømmes saa haardt og angribes ved hver Leilighed; for at komme efter dette, kunde jeg jo indlevere anonymt et Arbeide og lade dette gaae sin egen Gang; men var jeg istand til at tie stille? Nei, det var Alle enige om, at jeg ikke kunde, og den Mening kom mig til Gavn. Ved et kort Besøg paa Nysøe skrev jeg: »Kongen drømmer«, Ingen uden Excellences Collin vidste, at jeg var Forfatteren; Heiberg, som netop paa den Tid i Intelligensbladene var streng mod mig, hørte jeg, interesserede sig særligt for det anonyme Stykke, ja, saa vidt jeg mindes, satte han det i Scene, dog maa jeg tilføie, at senere gav han det ogsaa en smuk hædrende Anmeldelse i de nysnævnte Intelligensblade, og det efter at han, som det synes, havde Formodning om, at det var af mig, Noget, næsten Alle betvivlede.

Et nyt Forsøg, skaffede mig endnu en større Glæde og Morskab ved de Situationer, jeg kom i, de Domme og Udtalelser, jeg hørte; netop paa samme Tid som jeg havde min Nød med at faae »Lykkens Blomst« paa Scenen, skrev og indleverede jeg: »Den nye Barselstue«. - Dette lille Lystspil blev dengang ganske udmærket spillet; Fru Heiberg var som »Christine« fuld af Liv og Lune, der gik en Friskhed, en Ynde ud over det Hele; det gjorde, som bekjendt, særdeles megen Lykke. Her var det ogsaa Collin, der var indviet i Hemmeligheden, og ligesaa H. C. Ørsted; for ham, hjemme hos mig selv, læste jeg Stykket, og han glædede sig da og siden over den Roes, den i sig selv for stærke Beundring, dette lille Arbeide vandt; ingen Mennesker anede, at det var af mig. Da jeg efter første Forestilling gik hjem om Aftenen, kom en af vore unge, dygtige Critikere op til mig, han havde været i Theatret og udtalte nu paa det Stærkeste sin Glæde over det lille Lystspil; jeg var i stærk Bevægelse og frygtede ved Ord eller Mine at forraade mig, derfor sagde jeg strax: »jeg veed, hvem Forfatteren er!« - »Hvem, er det?« spurgte han. »Det er Dem!« sagde jeg, »De er i saadan en Bevægelse, og Meget af hvad De siger, forraader Dem,! gaae ikke til Nogen i Aften og tal, som De taler nu, saa er De røbet!« - Han blev ganske rød og overrasket, lagde Haanden paa Hjertet og forsikkrede, at han ikke var Forfatteren. »Jeg veed, hvad jeg veed!« sagde jeg leende, og undskyldte nu, at jeg maatte afsted; det var mig virkelig umuligt længere at holde det ud, jeg maatte derfor tale, som jeg talte, og han anede ingen Svig. Hos Theaterdirecteur, Geheimeraad Adler kom jeg just i de Dage for at hre om »Lykkens Blomst«; ja,« sagde han, »det er et meget poetisk Arbeide, men det er ikke af den Slags, vi ret kunne have Gavn af, nei, kunde De skrive et Stykke som: »Den nye Barselstue«, det er fortræffeligt, men det er nu ganske udenfor Deres Talent, De er Lyriker, og har ikke det Lune, den Mand har!«

»Nei desværre, det har jeg ikke !« svarede jeg, og nu roste ogsaa jeg »Den nye Barselstue«. Aar og Dag gik det lille Stykke med samme levende Bifald, Ingen vidste Forfatteren, der blev gjettet paa Hostrup, og det var mig ikke til Skade, senere nævnte Een og Anden ogsaa mig, men det blev ikke troet; jeg har selv været Vidne til, hvorledes de, som sagde Sligt, bleve viste til Rette, og eet af de Argumenter, man kom med, var: »Andersen kunde ikke tie stille, da Stykket gjør saa megen Lykke! « - »Nei, det vilde være mig umuligt!« sagde jeg og gjorde stille det Løfte, at jeg ikke vilde nævne mig som Forfatter, for det efter Aaringer var udspilt og ikke længere havde den Interesse, et saadant lille Arbeide i sin Nyhed kan have, og jeg har holdt Ord, først ifjor vedkjendte jeg mig det, ved at optage det i de samlede Skrifter, ligesom ogsaa »Kongen drørnmer«. Flere Characterer i Romanen »O. T.« ligesom enkelte i »Kun en Spillemand«, f. Ex. Peter Wik, maatte kunde ledet paa Spor, at jeg var Forfatteren; i selve mine »Eventyr« troede jeg, man maatte finde nogen Humor, men det har man da ikke gjort, man fandt denne kun i »Den nye Barselstue«. Det morede især H.C. Ørsted, der iøvrigt af Alle var Den, som først udtalte og gjorde mig selv opmærksom paa Humorets Evne hos mig; han sage det i flere af mine tidligste Arbeider og i enkelte Træk ved min Personlighed. Da jeg 1830 fremtraadte første Gang med en Samling »Digte«, af hvilke flere før havde været trykte spredte ad, vilde jeg give hele Samlingen et Motto, men jeg kunde intet ret betegnende finde, saa lavede jeg selv et:
 

»Vergessene Gedichte sind neue!«
 

Jean Paul.

Og siden havde jeg den Morskab at see andre Forfattere, Mænd af Læsning, citere samme af Jean Paul; jeg vidste, hvorfra de havde det, og Ørsted vidste det ogsaa. - Paa en Tid, hvor jeg virkelig led bitterlig under en altfor haard og næsten personlig Critik, saa jeg tit var ved at opgive mig selv, kom der Øieblikke, hvor Lunet, om jeg tør kalde det saa, løftede mig over den Bedrøvelse og Ynkelighed, jeg sank ned i, jeg saae vel mine egne Svagheder og Mangler, men ogsaa det stundom Taabelige og Komiske i den ofte fade Heglen og Hovmesteren: i et saadant Øieblik skrev jeg en Critik over H. C. Andersen som Forfatter, den var meget skarp og endte med Opfordring til Studium og Taknemlighed mod mine Opdragere; jeg havde ikke blot gjengivet de sædvanlige Indvendinger mod mine Arbeider, men tillige omtalt et Par endnu, som jeg selv følte nok kunde gjøres, naar man vilde mig ret til Livs. Jeg tog det Skrevne med til H. C. Ørsted en Middag, en Kreds var der samlet, jeg sagde, at jeg bragte med en Afskrift af en uforskammet haard Recension og læste den op; man kunde ikke begribe, at jeg vilde skrive Sligt af, men man indrømmede, at den ogsaa var haard. - »Det er den,« sagde Ørsted, »man er for streng mod Andersen, men dog, jeg sidder og tænker paa, der er Noget i denne, et Par Indvendinger, som virkelig ere ganske slaaende, de vise et Blik ind i Dem« - »Ja!« svarede jeg, »for den er ogsaa af mig selv!« og nu blev der en Overraskelse, en Latter og Spøg, de Fleste undrede Sig over, at jeg ogsaa selv kunde skrive Sligt. - »Han er en sand Humoristiker!« sagde H. C. Ørsted, og det var første Gang, at det gik op for mig selv, at jeg havde Noget af denne Evne.

Alt som man bliver ældre, ihvor meget man end tumler Sig om i Verden, bliver dog eet Sted det egentlige Hjem, selv Trækfuglen har sit bestemte Sted, hvorhen den altid søger, mit var, foruden hos H. C. Ørsted, Wulffs og Fru Læssøe, det Collinske Huus, det var og bliver det egentlige Hjem i Hjemmet. Behandlet som Søn, næsten opvoxet med Sønnerne og Døttrene, er jeg bleven et Led i Familien; et inderligere Sammenhold end i dette Huus har jeg aldrig kjendt; eet Led brast i denne Kjæde, og just i Tabets Time følte jeg, hvor fast jeg var voxet her, at jeg blev betragtet som eet af Børnene. Skulde jeg nævne et Exempel paa en Huusmoder, der ganske hengav sit eget Jeg i sin Mand og sine Børn, da maa jeg nævne Collins Hustru, Søster til Botanikeren Hornemann og Enke efter Tænkeren Birckner.

I de sidste Leveaar var hendes Hørelse aftagen, og hun havde den Ulykke, snart at blive næsten blind; en Øienoperation blev foretagen, den faldt lykkelig ud, hun kunde alt i Vinteren begynde igjen at læse en Bog og var taknemlig glad derover, længtes forunderlig efter at see det første Foraarsgrønne, og hun saae det i sin Lille Have. En Søndagaften forlod jeg hende glad og sund, om Natten blev jeg kaldt op, Collins Tjener bragte mig et Brev, Collin skrev: »Min Kone er meget syg, alle Børnene ere samlede herude!« Jeg forstod det, jeg fløi afsted, hun sov stille, uden Smerte, ja som det syntes uden at drømme, det var den Godes Søvn, det var Døden, som nærmede Sig saa stille, saa venligt; paa tredie Dag laae hun endnu saaledes i uafbrudt rolig Slummer, da gik der en Bleghed hen over Ansigtet, og hun var død.

Du lukked' Øiet for at samle ret
Med Tanken i een Sum din hele Lykke.

Vi saae et Blund, som Barnets blød og let,

O Død, Du er jo Glands og ikke Skygge!

Aldrig havde jeg tænkt mig, at det at forlade denne Verden kunde være saa smertefrit, saa lyksaligt. Der kom en Andagt i min Sjæl, en Forvisning om Gud og Evigheden, som løftede dette Øieblik til et Moment i mit Liv; det var den første Dødsseng, jeg som ÆIdre havde staaet ved. Børn og Børnebørn vare samlede; i et saadant Øieblik er det helligt rundt omkring os.
Hendes Sjæl var Kjærlighed, hun gik til Kjærlighed og Gud!

Fortsættes her