Afreisen kunde nu ikke laongere udsættes, Julen nærmede sig og denne vilde jeg i Aar tilbringe i Berlin; men hvad er Afstanden i var Tid, fra Hannover til Berlin gik jo Dampvognen i een Dag! Jeg maatte afsted fra Oldenborg, fra alle Kjære der.

Da jeg forrige Gang var i Berlin, blev jeg, som Forfatter til »Improvisatoren«, indbudt i »det italienske Selskab«, hvor kun de, som havde været i Italien, kunde faae Adgang, her saae jeg første Gang Rauch, der ved sin kraftige, mandige Skikkelse og sit sølvhvide Haar ligner noget Thorvaldsen, dengang blev jeg ikke forestillet ham, og jeg vovede ikke selv at presenters mig; heller ikke i hans Atelier, hvilket jeg som andre Fremmede besøgte, fik jeg talt med ham; men da han, i Selskab med Museets Directeur, Olfers, gjestede Kjøbenhavn, mødtes vi der i den Preussiske Gesandts Huus og lærte at kjende hinanden; nu altsaa i Berlin gik jeg strax til ham, han havde siden vort Møde
læst de fleste af mine Skrifter og var især opfyldt af mine Eventyr; han trykkede mig i sine Arme, udtalte en altfor høi Roes over mig som Digter, men ærligt meent, tør jeg troe; et saadant Øiebliks Vurdering eller Overvurdering hos Geniet udsletter mange mørke Skygger i Sindet. Af Rauch fik jeg mit første Velkommen i Berlin, han sagde mig, hvilken stor Kreds af Venner jeg havde i Preussens Hovedstad, og jeg maatte snart erkjende Sandheden; det var de ædleste i Sindet, som de første af Rang i Kunst og Videnskab, der kom mig imøde: Alexander Humboldt, Fyrst Radziwil, Savigny og saa mange Uforglemmelige. Alt forrige Gang jeg var her, havde jeg søgt Brødrene Grimm, men var dengang ikke kommet vidt med Bekjendtskab; jeg havde da intet Anbefalingsbrev bragt med, idet man sagde mig, og jeg selv troede det, at kjendte Nogen mig i Berlin, saa maatte det være Brodrene Grimm; jeg opsøgte deres Bopæl; en Tjenestepige spurgte mig, hvem af de To jeg vilde tale med. »Den, som har skrevet meest!,« sagde jeg, idet jeg dengang var uvidende om, hvem af dem der havde været meest virksom ved Udgivelsen af Folke-Eventyrene. »Jacob er den Lærdeste!« sagde Pigen; »ja, saa før mig til ham!« - Jeg kom ind i Stuen; og Jacob Grimm med det kloge, characteristiske Ansigt stod for mig.

»Jeg kommer til Dem uden Anbefalingsbrev, idet jeg haaber, at mit Navn er Dem ikke ganske fremmed!« »Hvem er De?« spurgte han. Jeg sagde det, og Jacob Grimm sagde halv forlegen: »Jeg veed ikke, at jeg har hørt Deres Navn. Hvad har De skrevet?« Nu blev jeg forlegen, nævnede mine Eventyr. »Jeg kjender dem ikke« sagde han; »men siig mig et andet af Deres Skrifter, saa har jeg vist hørt det nævne!« Jeg nævnede »Improvisatoren,« og endnu et Par af mine Bøger, han rystede med Hovedet, jeg følte mig ganske ilde ved det. »Hvad maa De troe om mig!« begyndte jeg, »saaledes, som vildfremmed at komme ind til Dem, saaledes selv at regne op, hvad jeg har skrevet! - men De maa kjende mig! jeg veed en dansk Samling Eventyr af alle Nationer, udgivet af Molbech og dediceret Dem, i den staar i det mindste eet Eventyr af mig!«

Godmodig, men forlegen, som jeg selv var det, sagde han: »Ja, den Bog har jeg ikke læst! Men det glæder mig at kjende Dem; maa jeg føre Dem til min Broder Wilhelm!« »Nei, Tak!« sagde jeg og ønskede bare at komme bort, det var gaaet mig galt nok hos den ene Broder, saa jeg ikke havde Lyst at prøve det samme hos den anden; jeg trykkede hans Haand og skyndte mig afsted; nogle Uger efter i Kjøbenhavn, idet jeg der netop pakkede ind i min Koffert for at reise til Provindserne, traadte Jacob Grimm i Reiseklæder ind til mig, han var kommen til Kjøbenhavn, netop stegen i Land og paa Veien til Hotellet, da han kom forbi min Bopæl, var han strax gaaet op til mig, for: »nu kjendte han mig!« sagde han; hjerteligt trykkede han min Haand og saae mildt paa mig med sin) kloge Øine; Postkarlen, der skulde hente mit Tøi, traadte i de samme ind, jeg havde kun faa Minutter, og Sammentræffet Kjøbenhavn blev saaledes lige saa kort, som det i Berlin; men nu kjendte vi hinanden, nu vare vi gamle Bekjendte, der atter mødtes.

Jacob Grimm er een af de Personligheder, man maa elske og slutte sig til; ogsaa hans Broder lærte jeg nu at kjende og skatte. En Aften hos Grevinde Bismark-Bohlen læste jeg eet al mine Eventyr; i Kredsen her lyttede Een især med synlig Deeltagelse, udtalte sig klogt og eiendommeligt, det var Wilhelm Grimm. »Jeg havde dog nok kjendt Dem, dersom De var kommen ind til mig, sidst De var her! « sagde han.

Senere samledes jeg næsten daglig med begge disse to begavede, elskværdige Brødre; de Kredse, i hvilke jeg kom, syntes ogsaa at være deres, og det var mig en Lyst og en Glæde, at de lyttede til mine Eventyr, at de med Deeltagelse fulgte mig, de, hvis Navne ville evigt staae, saalænge »tydske Folke-Eventyr« læses. - Det havde under mit forrige Ophold i Berlin forstemt mig, at Grimm slet ikke kjendte mig, og naar derfor den Tid Nogen stærkt udtalte, hvor kjendt og vel optagen jeg var i Berlin, rystede jeg med Hovedet og gav min Tvivl med de Ord: »Grimm kjendte mig aldeles ikke!« - Nu var det opnaaet!
Tieck var syg, kunde Ingen see hos sig, sagde man, men da han fik mit Kort, sendte han mig strax Brev og ordnede et Lille Festmaaltid, hans Broder, Billedhuggeren Tieck, Historikeren Raumer saint Steffens Enke og Datter vare med mig de eneste Gjester. Det var sidste Gang, vi samledes; et Par glade, levende Timer fløi; aldrig glemmer jeg siden den Musik, der laae i hans Tale, den Inderlighed, der straalede ud af hans kloge Øine, hvis Ild ikke ved Alderen slukkedes, men vandt i Glands. - »Alferne«, et af de skjønneste Eventyr, der er digtet i vor Tid, formaaer, om Tieck ikke havde skrevet Andet, at bære hans Navn til Udødeligheden. - Som Eventyrfortæller bøiede jeg mig for ham, den Ældre, Mester, han, som var den første tydske Digter, for mange Aar tilbage, der først trykkede mig til sit Bryst, som var det en Indvielse af, at vi skulde vandre de samme Veie.

De ældre Venner maatte alle besøges, Antallet af de nye voxte hver Dag, Indbydelser fulgte; der hører ordentligt legemlige Kræfter til at udholde saa megen Velvillie! Henved tre Uger blev jeg i Berlin, og Tiden syntes ligesom at flyve. hurtigere ved hver Dag, der gik, men jeg overanstrengedes, jeg var tilsidst legemlig og aandelig træt! Jeg kunde kun vente Ro og Hvile ved igjen at komme paa Jernhanen, idet jeg, fløi gjennem Landene.-

Og dog midt i denne Suus og Tummel, i alt dette Overmaal af Godhed og Interesse for at gjøre mig mit Ophold her be. hageligt, stod een Aften tom, ubesat, een Aften, hvor jeg pludseligt følte Eensomheden i sin trykkende Skikkelse. Det var Juleaften. Netop den Aften, jeg med Barnets Sind saae i Festglands, hvor det hører til, at jeg maa see Juletraeet, glæde mig over Børnenes Glæde, see de ældre blive Børn igjen. - Netop denne Aften, som jeg siden hørte af de Mange, der gjestfrit og gjerne saae mig, Enhver troede, at jeg forlængst havde taget Indbydelse, hvor jeg heist vilde være, sad jeg ganske alene i min Stue i Hotellet og tænkte paa Hjemmet i Kjøbenhavn. Jenny Lind var i Berlin, Meyerbeer havde, som han tidligere udtalte for mig, sat igjennem, at hun var optraadt her, hyldet og beundret lod overalt hendes Roes, ikke blot Kunstnerindens, men Qvindens, begge i een forenet vakte en Begeistring, en Enthusiasme, saa Theatret formeligt bestormedes, naar hun sang. I alle Byer, paa alle Steder, hvor jeg kom, taltes om hende, dog denne Tale behøvedes ikke, hun var dybt i min Tanks, og det havde hende været min deiligste Phantasie, at tænke mig Juleaften tilbragt hos hende, jeg var forvisset om, at var jeg paa den Tid i Berlin, skulde jeg denne Festaften være i hendes Selskab. Det var mig en saadan fix Overbeviisning, at jeg afslog alle Indbydelser af Vennerne i Berlin, og da saa Aftcnen kom, - var jeg ikke indbudt af Jenny Lind, og sad ganske eensom i Hotellet, følte mig saa forladt, aabnede Vinduet, saae op i Stjernehimlen, den var mit juletræ; jeg var saa blød i Sindet, Andre vii maaskee kalde det sentimental, de kjende Navnet, jeg kjender Stemningen. Morgenen derpaa var jeg ærgerlig, barnagtig ærgerlig over min spildte Juleaften, og jeg sagde Jenny Lind, hvor trist jeg havde tilbragt den. »Jeg troede, De var hos Prindser og Prindsesser!« sagde hun; da fortalte jeg hende, at jeg havde afslaaet alle Indbydelser for at være hos hende, og at det havde jeg glædet mig til i lang, lang Tid, ja derfor var jeg netop i Julen kommet til Berlin.

»Kind!« sagde hun smilende, strøg sin Haand hen over min Pande, loe af mig og sagde, »det faldt mig aldrig ind, jeg var desuden buden ud, men nu maae vi gjøre Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde for Barnet! Nytaarsaften staaer Juletræet hos mig!« Og netop Aarets sidste Aften stod for mig alene hos hende et lille Træe med Lys og Stads; Jenny Lind, hendes Ledsagerinde og jeg vare hele Kredsen. Vi tre Børn fra Norden vare samlede Sylvester-Aften. Jeg var Barnet, for hvem Juletræet var tændt; det var som Børns Legen »komme Fremmede«, vi fik alle Anretninger som ved stort Selskab, Thee, Iis og endelig Aftens-Bord; Jenny Lind gav en stor Arie og et Par svenske Sange, det var en ganske festlig Soirée, og jeg fik alle juletræets Foræringer. Vor stille festlige Aften rygtedes og blev omtalt i Avisen, de to Børn fra Norden, Jenny Lind og Andersen, begge under Juletræet, stod der omtrent.

En lille Historie, et Bidrag til hendes Triumph, blev jeg indviet i. En Morgenstund saae jeg fra mit Vindue, »Unter den Linden, stod, halv skjult af Træet nærmest Huset, en Mand, noget fattigt klædt, han tog en Kam op af Lommen, satte sit Haar, glattede Halsdugen og børstede Kjolen med Haanden. Jeg kjender den undseelige Armod, der trykkes af de fattige Klæder; min Interesses var alt vakt for ham. Et Øieblik efter bankede det paa min Dør, og samme Mand traadte ind til mig; det var Naturdigteren B - , der kun er en fattig Skrædder, men et ægte poetisk Gemyt, Rellstab, Kletke og flere Forfattere i Berlin havde i Bladene hæderligt omtalt ham, sagt, at der i hans Digte var noget Sundt og religiøst Inderligt. Han havde læst, at jeg var i Berlin og kom derfor at besøge mig. Vi sad i Sophaen sammen, og han udtalte en saa elskværdig Nøisombed, et saa ufordærvet godt Gemyt, at det gjorde mig ondt, at jeg ikke var rig, for ret at kunde gjøre Noget for ham. At han i al sin Nøisombed var trængende, saae jeg, Penge skulde han have, men det Lidet, jeg kunde give, skammede jeg mig ved at byde ham, det maatte idetmindste derfor komme under en modtagelig Form. Jeg spurgte ham, om jeg turde indbyde ham til at høre Jenny Lind.

»Jeg har hørt hende! « sagde han med et Smiil. »Ja, jeg havde jo ikke Penge til at kjøbe Billet, men saa gik jeg hen til Formanden for Statisterne og spurgte om jeg ikke en Aften kunde blive Statist i »Norma«, og man antog mig; jeg blev klædt som romersk Kriger, fik et stort Sværd ved Siden og kom ind paa Theatret, hørte hende bedre end Alle andre, jeg stod tæt ved hende, ak, hvor hun sang! hvor spillede hun! jeg kunde ikke lade være, jeg maatte græde derved, men det maatte man ikke, Formanden forbød det, han blev vred og vilde ikke oftere lade mig komme med, thi man tør ikke græde paa Theatret.«

Jenny Lind førte mig til Madam Birch-Pfeiffer. »Hun har lært mig Tydsk«, sagde hun, »hun er mig som en god Moder! De skal lære at kjende hende!« jeg glædede mig dertil. Paa Gaden satte vi os op i en Droschke, den verdensberømte Jenny Lind i en Droschke, vil Enkelte sige som det blev sagt i Kjøbenhavn, da man engang mødte hende saaledes kjørende med en ældre Veninde; »det er upassende for Jenny Lind at kjøre i Droschke, det Ene maa dog svare til det Andet! « Hvor underligt tidt Begrebet om det Passende fremstiller sig, saadanne Hverdagslivets Smaaligheder falde aldrig den sande Storhed ind. - Thorvaldsen sagde engang paa Nysoe, da jeg derfra vilde tag, ind til Byen med Dagvognen: »jeg tager med Dem!« og nu lød: »det passer sig ikke, Thorvaldsen med Dagvogn!« - »Men Andersen kjører jo ind med den!« sagde han uskyldig i sin Tanke; »det er noget Andet!« maatte jeg sige ham, Thorvaldsen med Dagvogn, det vilde forarge, det havde det allerede, at Jenny Lind sad i en Droschke; dog nu i Berlin kjørte hun med mig i en saadan, som vi tog paa Gaden, og kom til Madam Birch-Pfeiffer. Jeg vidste om denne Kunstnerindes Dygtighed som Skuespillerinde, kjendte hendes næsten Scribeske Talent til at gjengive i dramatisk Form, hvad der er voxet frem paa Romanens Grund, vidste den Haardhed, Critiken havde næsten altid Duet mod den høitbegavede Kone, det forekom mig ogsaa i det første Øieblik, som om dette - og ganske naturlig - havde givet hende et lille Bitterheds-Smiil, jeg fornam det i hendes Hilsen. -»Jeg har endnu ikke læst Deres Bøger, men jeg veed, Critiken er altid Dem saare gunstig! det kan jeg ikke glæde mig
ved!«

»Han er mig som en god Broder!« sagde Jenny Lind, og lagde min Haand i hendes, og Madam Brinch-Pfeiffer bad mig hjertelig og ærlig velkommen, hun var Liv og Lune; da jeg næste Gang kom til hende, sad hun midt i Læsningen af »Improvisatoren«, og jeg følte, at jeg havde een Veninde mere.

Fortsættes her