Under mit Besøg i Berlin nød jeg den Lykke flere Gange at modtages af Prindsessen af Preussen, Søster til den nuregjerende Storhertug af Weimar, hun boede saa hyggeligt og dog som i et Fee-Palads; den blomstrende Vinterhave, hvor Kilden pladskede mellem Mosset foran Statuens Fod, førte ind til Værelserne, hvor de venlige Børn og den aand- og hjertefulde Fyrstinde tidt modtog mig. Een Formiddag læste jeg hos hende et Par af mine Eventyr, hendes kongelige Gemal lyttede til, ogsaa Semilassos Forfatter, Fyrst Püekler-Muskau, var tilstede.

Et smukt i Fløiel indbundet Album, paa hvis første Blad findes Billedet af den Fløi i Palaiet, hvor jeg her havde været, og med hendes nedskrevne Navn til Erindring, skjænkede hun mig ved Afskeden; det er ikke blot det Givne, der har en Betydning, men det er Maaden, det gives paa, som hæver dets Værd.
Strax ved min Ankomst til Berlin nod jeg den Ære at blive tilsagt til det kongelige Taffel; jeg fik Plads, ved Siden af Humboldt, hvem jeg kjendte bedst, og ikke blot ved hans aandelige Betydning og hans elskelige jevne Væsen, men ved hans uendelige Velvillie mod mig, fik endnu mere kjær; Kongen modtog mig høist naadig, sagde, at han under sit Ophold i Kjøbenhavn havde spurgt efter mig og hørt, at jeg var bortreist; han udtalte en stor Interesse for min Roman: »Kun en Spillemand« og tilføiede, at han, efter at have læst denne Bog, altid naar han saae Storken, tænkte paa den stakkels Christian; Episoden med Storkens Død havde dybt rørt ham; ogsaa Dronningen udtalte sig med samme Mildhed og Naade; senere havde jeg den Lykke en Aften at blive indbudt til Slottet i Potsdam, en Aften for mig saa rig og uforglemmelig; her var, med Undtagelse af de to opvartende Hofdamer og Kammerherrer, alene Kongen, Dronningen, Humboldt og jeg; ved samme lille Bord, hvor de sad, fik jeg Plads, netop den samme, sagde Dronningen, hvor Oehlenschläger havde siddet og forelæst sin Tragedie Dina; jeg læste fire Eventyr: Grantræet, den grimme Ælling, Toppen og Bolden og Svinedrengen; Kongen var saa livlig, saa deeltagende, udtalte sig saa klogt og aandfuldt; fortalte ogsaa, hvor smuk han havde fundet den danske Skov-Natur, hvor fortræffelig i Kjøbenhavn Udførelsen havde været af Holbergs »politiske Kandestøber«. Der blev saa gemytligt, saa godt i den kongelige Stue, milde Øine saae paa mig, jeg følte, man var mig god, ja alt for god! - Da jeg ud paa Natten kom til mit eget Kammer, var min Tanke saa opfyldt af denne Aften, mit Sind saa bevæget, at jeg ikke kunde sove; Alt forekom mig eventyrligt; hele Natten klang fra Taarnet Klokkespillet, den liflige Musik sluttede sig til mine Tanker; i Lykke bliver man god og from.

Endnu et Beviis paa Kongen af Preussens Naade og Godmod mig modtog jeg Aftenen før min Afreise. Jeg erholdt Ridderordenen af den røde Ørn, tredie Classe. Sligt Hæderstegn glæder Enhver, der faaer det, jeg tilstaaer ærligt, at jeg i høi Grad følte mig glad derved; jeg saae deri et tydeligt Tegn paa den ædle, oplyste Konges Godhed for mig; mit Hjerte var opfyldt af Taknemlighed. Det var den første Orden, der tildeeltes mig, og jeg fik den just paa min Velgjører Collins Fødselsdag, den sjette Januar; denne Dag har nu en dobbelt festlig Betydning for mig. Jeg var usigelig glad og bad: Gud glæde det kongelige Sind, der saaledes vilde glæde mig.

I en hjertelig Kreds, meest af unge Venner og Veninder, tilbragtes den sidste Aften, min Skaal blev drukken, et Digt: » Der Märchenkönig fremsagt; seent paa Natten kom jeg hjem for i den tidlige Morgen at være paa Jernbanen. - I Weimar skulde jeg igjen samles med Jenny Lind.

I »das Mährchen meines Lebens«, der blev skrevet og sluttet paa denne Reise, hvor altsaa Indtrykkene vare friske, min Følelse endnu stærkt vibrerende, siger jeg ved Afreisen herfra, og jeg maa gjentage Ordene: jeg har her fortalt en Deel af de utallige Beviser paa Naade og Godhed mod mig i Berlin og føler mig som Den, der fra en stor Forsamling modtager til et vist Øiemed rige Summer, det bliver en Trang da, at aflægge Regnskab for det Modtagne, sige hvad man har faaet; Gud give mig Kraft til at kunne det nu, jeg har modtaget Opmuntringens Sum i saa rig Fylde.

Efter et Døgns Reise var jeg alt i Weimar hos den ædle Arvestorhertug. Den uendelige Naade, jeg under dette mit Ophold daglig modtog af det weimarske storhertugelige Huus, har jeg ikke Ord for at udtale, men hele mit Hjerte er fuldt af Hengivenhed. Ved Hoffesterne, ved det hyggelige Familieliv, lærte jeg at skatte det ædleste Sind mod mig, del var en maanedlang Søndagsfest; Beaulieu hyggede om mig med en Broders Sind; uforglemmelig bliver mig de stille Aftentimer hos ham, hvor Vennen udtalte sig for Vennen; den kloge, dygtige Schöll som ogsaa Schober sluttede sig til disse. Den aandsfriske, værdige, gamle Fru von Schwindler, en trofast Veninde af Jean Paul fra hans Ungdomstid, mødte mig med Deeltagelse, moderlig Hjertelighed og de kjære Ord: at jeg mindede hende om denne store Digter! Hun fortalte saa Meget om ham, der for mig var fremmed og nyt; Jean Paul, eller, som han egentlig hed Friederich Richter, var i de unge Aar saa fattig, at han for at faae Papir til at skrive sit første Værk paa, maatte fortjene Pengene til det ved at afskrive Exemplarer af »Dorfzeitung« for Bønderne i Landsbyen, hvor han boede; det var Digteren Gleim, sagde hun, der først blev opmærksom paa ham og skrev til hende om denne unge, begavede Mand, som han havde indbudt til sig og sendt 500 Thaler, som han nok kunde behøve. - Fru von Schwindler havde levet her i Weimar i dets Glories Dage; ved Hoffet her om Aftenen samledes hun da med Wieland, Herder og Musäus; om disse, om Goethe og Schiller i Samlivet her havde hun en Rigdom at fortælle. - Eet af Jean Pauls Breve til hende, forærede hun mig og tilføiede de Ord:

»- Nach der Richtung, welche die Tages-Literatur meistens jetzt in Deutschland genommen hat, erwartete ich kaum auf meinem Lebenswege noch einer so sehönen geistigen Verwandtschaft zu begegnen, als die ist, welche Hr. Andersen unbestritten mit Jean Paul hat.«

Jenny Lind kom til Weimar, jeg hørte hende ved Hofconcert og i Theatret, besøgte med hende de Steder, der ved Schiller og Goethe ere blevne hellige; vi stode ved deres Kister, hvorhen Cantsler Müller havde ført os; den østerrigske Digter Rollet, som her første Gang mødte os, skrev siden et smukt Digt herom, der bliver mig et synligt Tegn om denne Time og dette Sted; man lægger jo kjære og smukke Blomster ind i sine Bøger, som en saadan lægger jeg her hans Vers.

Weimar am 29. Juni 1846.

Mährchenrose, die Du oftmal
mich entzückt mit süssem Duft,

Sah Dich rankers um die Särge
in der Dichterfürstengruft!

Und mit Dir an jedem Sarge
in der todtenstillen Hall

Sah ich eine schmerzentzückte,
träumerische Nachtigall.

Und ich freute mich im Stillen,
war in tiefster Brust entzückt,

Dass die dunklen Dichtersärge
spät noch solcher Zauher schmückt.

Und das Duften deiner Rose
wogte durch die Todtenhall

Mit der Wehmuth der in Trauer

stummgewordenen Nachtigall.

I en Aftenkreds hos den aandfulde Froriep mødtes jeg første Gang med Berthold Auerbach, Forfatteren til »Schwarzwälder Dorfgeschichten«; han opholdt sig just paa den Tid i Weimar. Hans »Dorfgeschichten« havde i høieste Grad opfyldt mig, jeg betragter dem som det meest Poetiske, det Sundeste og Glædeligste, den nyere Literatur har frembragt. Hans Personlighed gjorde det samme velsignede Indtryk paa mig; der er Noget saa aabent, saa klogt og ligefremt i Auerbachs hele Frerntræden, han seer ud, næsten kunde jeg sige, selv som en »Dorfgeschichte«, kjernesund paa Sjæl og Legeme, - Ærligheden lyser ud af hans Øine;. vi bleve snart Venner, han var aaben og fortrolig, foreslog mig, om vi skulde sige Du til hinanden, og smilende tilføiede han: »Men De veed, jeg er Jøde!« - jeg loe, som om det at høre til det Ældste Folk, eet af de interessanteste, kunde gjøre nogen Forandring.

Mit Ophold i Weimar drog bestandig længere ud, det blev mig næsten vanskeligt at rive mig løs. Efter Storhertugens Fødselsdag, efter at have overværet alle Festlighederne, hvortil jeg naadigt blev indbudt, reiste jeg; jeg maatte og vilde være i Rom for Paasken. Endnu engang i den tidligste Morgenstund saae jeg Arvestorhertugen, og med bevæget Hjerte sagde jeg ham mit Farvel; aldrig vil jeg for Verden glemme den ophøiede Stilling, hans Fødsel giver ham, men sige tør jeg, som jo den Fattigste tør sige om Fyrsten: jeg har ham kjær, som dem, der ere mit Hjerte kjærest. Gud glæde og velsigne ham i hans ædle Stræben! et ægte Hjerte banker her bag den fyrstelige Stjerne.

Beaulieu fulgte mig til Jena, og her ventede mig et gjestfrit Huus, der fra Goethes Tid har kjære Erindringer; jeg blev et Par Dage hos Boghandler Frommann, hvis geniale, gemytfulde Søster, under mit Ophold i Berlin, havde viist mig megen Deeltagelse. Ogsaa Arvestorhertugen saae jeg endnu engang, han kom til Jena, vi mødtes til Afsked hos Schillers Svigerinde, Fru von Wolzogen, den aandfulde Forfatterinde til Romanen »Agnes von Liliene«.

Holsteneren Professor Michelsen samlede hos sig i en festlig Aften en stor Skare af min Muses Venner, og i en smuk, hjertelig Toast for mig, udtalte han den danske Literature Betydning i dette Øieblik, det Sunde og Naturlige, der trivedes i den. Mellem de Indbudne interesserede mig især den berømte Theolog, Professor Hase, Forfatteren til »Jesu Liv« og »Kirkehistorien«. Han havde, ved en Aften forud at høre mig læse et Par af mine Eventyr, fattet stor Godhed for mig; hvad han i Hjertets og Interessens varme Øieblik, om mine Eventyr, nedskrev paa et Erindringsblad til mig, vidner derom.

»Was Schelling, nicht der jetzt in Berlin wohnt, sondern der ein unsterblicher Heros lebt im Reiche der Geistes, einst sagtete: »Die Natur ist der sichtbare Geist, der Geist, die unsichthare Natur«, ist mir gestern Abend wieder recht an schaulich geworden über Ihren Mährchen. Wie die auf der einen Seite so tief hineinlauschen in die Heimlichkeit der Natur, die Sprache der Vögel verstehen und wissen wie's einem Tannenbaum odor einem Gänseblümchen zu Muthe ist, so dass »Alles um seiner selbst willen da zu sein scheint, und wir sammt unsern Kindern in Freude und Sorge daran Theil nehmen, so ist auf der andern Seite dock alles nur des Geistes Bild und das Menchenherz in seiner Unendlichkeit zittert und schlägt durch alles hindurch. Mag dieser Quell aus dem Dichterherzen, das Gott Ihnen verliehen hat, noch eine Weile so erquicklich fortsprudeln, und diese Mährchen werden in der Erinnerung der germanischen Völker zu Volkssagen werden!«

Hvad jeg som Eventyr-Digter har at strwbe efter, ligger i disse sidste Linier! Det var ogsaa Hase og den geniale Improvisator, Professor Wolff i Jena, jeg for en Deel skylder, at en tydsk Udgave af mine Skrifter bragte mig en Indtægt. De overraskedes ved at høre, at jeg endnu af de mange Oversættelser, der alt fandtes i Tydskland, ikke havde erholdt mindste Honorar, jeg havde været glad ved, at mine Bøger fik Oversættere og Læsere og følt mig Udgiveren forbunden, naar han sendte mig et Par Exemplarer. Hase og Wolff udtalte, at jeg burde og maatte gjøre lidt indbringende for mig den Plads, mine Skrifter alt indtog i Tydskland, og de viste hertil virksomt Sind; ved min Ankomst til Leipzig fik jeg saaledes et Tilbud fra Berlin, og i Leipzig selv foreslog Brockhaus, ligesom ogsaa Härtel og derneest min Landsmand, Boghandler Lorck, at de vilde være Forlæggere og eengang for alle, for de alt udkomne Skrifter, give mig et Par hundrede Daler i Honorar; jeg sluttede mig til min Landsmand, og vi have begge havt Gavn og Glæde af dette Foretagende. Under mit Ophold i Leipzig blev det bragt i Orden, Reiselivet fik et Par Forretningstimer, Boghandlernes By bragte mig ogsaa sin Bouquet, et Honorar, dog den bragte mig ogsaa mere, jeg samledes igjen med Familien Brockhaus tilbragte lykkelige Timer hos den herlige, geniale Mendelssohn ; jeg hørte ham atter og atter spille; hans sjælefulde Øie saae mig ind i Sjælen, syntes jeg; faa Mennesker havde mere Præget af den indre Flarnme end netop Mendelssohn; en blid, venlig Hustru og deilige Børn gjorde hans rige, velindrettede Huus velsignet og godt at være i. Det morede ham at skjemte med mig over Storken og dennes hyppige Fremtræden i den i mine Skrifter; i »kun en Spillemand«, havde han faaet den kjær, glædede sig over den i Eventyrene og derfor skjerntende nikkede han tidt over Bordet: »fortæl os nu et Eventyr om Storken!« »skriv mig en Sang om Storken!« der lyste da et Skjelmeri ud af hans kloge, geniale Øine, noget Barnligt overgivent! Efter min endte Reise mødtes vi igjen og da aldrig meer paa Jorden; ogsaa hans Hustru er fulgt ham, de smukke Børn, sande Modeller til de raphaelske Drenge ved Dresdner-Madonnaen, ere spredte om i Verden.

Auerbach, som jeg atter traf her, førte mig i flere behagelige Kredse, jeg mødtes med Componisten Kalliwoda, med min dygtige Landsmand Gade, Mendelssohns Yndling, som rundt om i Leipzig var som Barn i Huset.

Straks ved min Ankomst til Dresden, ilede jeg hen til den elskværdige, gamle Baronesse Deecken, der altid med moderligt Sind hjertelig tog Deel i min Lykke; det var en jublende, hjertelig Modtagelse; en ikke mindre inderlig fandt jeg hos Maleren Dahl og gjensaae min romerske Ven, Digteren med Ord og Farver, Reineck, som ogsaa nu er mellem mine Døde: »Schwanenlied« var hans sidste Sang; jeg samledes med den geniale Bendemann, hvis »Sørgende Jøder« er en sand Digtning i Farver; Psalmens Ord: »ved Babylons Floder vi sørgende sad«, er her levendegjort for Øiet, værdigt alle Tider.

Maleren Grahl malede mit Portrait, et af de smukkest opfattede, og som er givet i Staalstik foran i »Gesammt-Ausgabe«.

Blandt ældre Venner savnedes een, Graven gjemte ham, det var Digteren Brunnow: »Troubadourens« Forfatter. Med Liv og Inderlighed modtog han mig sidst i sin Stue, hvor de smukke Blomster stode, nu vare de plantede paa hans Grav. Det vækker en egen Følelse, saaledes paa Livets Reise at mødes een eneste Gang, forstaae hinanden, faae hinanden kjær, og da skilles for altid - indtil Reisen er endt for begge.

Een for mig høist interessant Aften tilbragte jeg i den kongelige Familie, der med overordenlig Naade modtog mig; ogsaa her syntes at herske det meest lykkelige Familieliv. En Skare elskværdige Børn, alle Prinds Johans, vare tilstede, den mindste af Prindsesserne, en lille Pige, som vidste, jeg havde skrevet Histories om »Grantræet«, begyndte fortrolig sin Tale til mig med »vi havde ogsaa et Grantræ sidste Juul, og det stod her I denne Stue!« da hun, tidligere end de andre Børn, skulde til Sengs, blev fulgt bort og havde sagt god Nat til Forældrene og til Kongen og Dronningen, vendte hun sig endnu engang i den halv tillukkede Dør, hvor kun jeg kunde see hende, nikkede saa
venlig, bekendt til mig, kyssede paa Fingeren og gav mig den sidste Hilsen, jeg var hende »der Märchenprinz!«

Jeg læste et Par af mine Eventyr, eet af disse, »Holger Danske«, førte Conversationen over paa den rige Skat af Sagn, Norden eier; jeg fortalte et Par, fremhævede det Eiendommelige i den danske Naturskjønhed; hvorledes Bøgeskovene saagodtsom i een Nat sprang ud og stod i deres friske Deilighed; de duftende Kløvermarker med Kæmpehøie og Bautastene ved det aabne Hav. Heller ikke i dette kongelige Slot førte jeg Tryk af det Ceremonielle; milde, venlige Øine saae paa mig.

Min sidste Middag i Dresden tilbragtes hos Ministeren Könneritz, hvor jeg paa det Venligste førte mig optagen. Et Par Timer efter sad jeg i Diligencen, der, da Jernhane endnu ikke fandtes fra Dresden til Prag, skulde bringe mig afsted; Venner og Veninder vare paa Posthuset, Fru Serre bragte mig deilige Blomster; »Herren har stor Familie her!« sagde Conducteuren, da vi rullede afsted; min Tanke samlede i een Sum alle de Mange, som havde gjort mig Opholdet saa rigt og lykkeligt. Soles skinnede varmt; det var Foraar uden om mig og Foraar inde i Hjertet!

Fortsættes her