Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

( 1 ) Fred hvilede over Landene, Foraarssolen skinnede, jeg følte Reise-Længsel, Trang til at leve op igjen, og derfor fløi jeg ud fra Byen, ud til den lysegrønne Skov, til kjære Venner ved Prøstø - Bugt, til Christinelund. De unge Folk derude vilde have Storken til at bygge Rede paa deres Huus; et Hjul var lagt paa Gavlen, som Grundlag for Reden, men der kom ingen Stork. »Vent til jeg kommer!« skrev jeg, »da kommer Storken!« og netop, som jeg havde sagt det, i den tidlige Morgenstund, da man op ad Dagen ventede mig, kom to Storke, Han og Hun, de vare i fuldt Arbeide med at bygge, da jeg rullede ind i Gaarden; jeg saae iaar Storken flyvende, det betyder, siger gammel Tro, at man selv skal flyve afsted, komme paa Vandring, min Flugt denne Sommer blev imidlertid kun kort; Prags Taarne var de sydligste, jeg saae; Aarets Reise-Capitel havde kun faa Blade, men paa det første, som man seer, er Vignetten her de flyvende Storke, som bygge paa Taget i Læ af den nys udsprungne Bøgeskov.

Ved Christinelund havde iøvrigt Foraaret selv sat sin Vignet: en blomstrende Æblegreen, den groede paa en Markgrøft: den var Foraaret selv i sin deiligste Aabenharelse! ved Synet af den fremsprang den lille Historie: der er Forskjel! - De fleste af mine Digtninger have saaledes udenfra en Rod; Enhver vil, ved med Digterøie at betragte Livet og Naturen rundt om, see og fornemme saadanne Skjønhedsaabenharelser, der kunde benævnes Tilfældets Poesie; jeg vil nævne et Par Exempler: - netop den Dag Kong Christian den Ottende døde, veed vi, fløi en vild Svane mod Roskilde Doms Kirkespir og knuste sit Bryst; Oehlenschläger har i sit Mindedigt om Kongen opbevaret dette Særegne. Da man paa Oehlenschlägers Grav vilde hænge friske Krandse, og derfor tog de visne bort, fandt man, at i een af disse havde en lille Sangfugl bygget Rede. Da jeg en mild Juletid var paa Bregentved, laae der et Morgen et tyndt Sneelag hen over de brede Stene ved Obelisken i Haven; tankeløst skrev jeg med min Stok i Sneen de Ord:

»Udødelighed er som Sneen,

Imorgen kan man ikke see'en!«

Jeg gik bort, det blev Tøveir og efter nogle Dage igjen Frost; da kommer jeg hen til Stedet, al Sneen er smeltet paa en lille Plet nær og i den stod alene tilbage Ordet: Udødelighed! - Jeg blev dybt greben ved dette Tilfældige, og min levende Tanke var: Gud, min Gud, jeg har aldrig tvivlet!

Mit egentlige Sommerophold dette Aar blev paa det kjære Glorup hos Vennen, den ædle, gamle Grev Gebhard Moltke - Hvitfeldt. Det blev det sidste Aar, vi To samledes her; Gud kaldte ham til sig næste Foraar; men dette Sommerophold ligesom satte Krandsen paa alle de kjære Dage, jeg havde tilbragt her. Han gav en Fest for de Soldater, som fra hans Godser havde været med i Krigen. Jeg har tidligere talt om den ædle Gamles fædrelandske Sind, den levende Deeltagelse, han tog i Tidsbevægelserne, jeg har talt om de danske og svenske Troppers Ophold paa Glorup; nu havde Seirens Klokker ringet, nu skulde Soldaterne her have en rigtig glad Dag og Nat; Fest-Arrangementet blev overdraget mig, det opfyldte mig, det lykkedes og forskaffede mig stor Glæde.

Paa begge Sider af et stort Bassin i Haven strække sig to Lange Lindealleer, i den ene lod jeg reise et Telt paa halvtredsindstyve Alen i Længden, sexten i Bredden og ti i Høiden; Gulvet var med høvlede Bræder, her var Plads til at dandse. Alleens, Træer tjente som Colonner, Stammerne bleve omviklede med skinnende rødt Damask, der eengang havde været Tapeter, og nu længe ligget henkastet i en Krog; Capitælerne dannedes af brogede Skjolde og store Blomsterkoste. Et Rapsseil tjente til Tag, men under det svævede fra Salens Midtpunkt til alle Sider et Loft, virket af Guirlander og Dannebrogs-Skjolde; tolv Lysekroner med Danskens Farver lyste i det store Rum. Fra Væggens røde Grund prangede i Blomster Kongens Navnetræk, og paa broget malede Skjolde stode alle Generalernes Navne. - Mellem Salens to Indgange løftede sig et stort Orchester under en Vifte af Dannebrogs-Flag; ophøiede Loger var anbragt paa Siderne, og øverst i Salon, mellem blomstrende Forglemmigei, to Vaser med Blus og Sørgeflor; smaa sorte Skjolde hare Navnene paa den først- og sidstfaldne af Officererne: Hegermann-Lindencrone og Dalgas; to andre havde Indskriften Landsoldaten; ovenover mellem Skjolde, der nævnede Seiersstederne, prangede et mægtigt Skjold med Verset:

( 2 ) Til Landsoldaten.

For hvad Du maatte prøve og døie

I Kamp, paa Vagt og i Slud,

Staae Taarer i mangt et Øie,

Gad signe Dig - Du holdt ud!

En Krands af Blodbøg svævede ovenover med Guldkrone og gyldne Laurbærgrene. Det Hele var af en stor forunderlig Virkning paa dem, det var gjort for. - »Det kunde selv Kongen see!« sagde en Bonde. »Det har kostet over tusind Daler!« sagde en Anden, »Du kan sige en Million!« sagde hans Kone. - »Det er Himmeriges Rige!« sagde en gammel værkbrudden Mand, der var baaren derhen til Festen: »Den Deilighed, den Musik og den Levemaade! det er Himmeriges Rige!« - For intet Digterværk har jeg fagot en saa eenstemmig Erkjendelse og Roes, som her for mit Byggetalent, Noget, der maatte være let for mig, der havde seet saa meget af festligt Storartet i dette Slags, indrettet af Bournonville og tidligere af Carstensen.
 

Den syvende Juli i smukt Veir stod Festen. Om Middagen Klokken Eet kom Soldaterne opmarscherende, og bleve i Borggaarden af Præsten modtagen med en Velkomsttale; nu spilledes »den tappre Landsoldat« og Toget drog til Dandsesalen, hvor Bordene stode rigelig dækkede, Kanonskud lød fra den lille Ø, hvor Flag vaiede, Orehesteret spillede, Glæde og Fornøielse lyste ud af alle Øine. - Den gamle Exellence udbragte Kongens Skaal, jeg læste derpaa et Vers til Landsoldaten, min Vise fulgte strax efter. - Mellem de mange hjertelige Skaaler udbragte en Soldat een for den Mand, der havde bygget den deilige Sal, og en anden af dem meente i sin Uskyldighed, at det fik jeg vist ogsaa en god Skilling for.

Mod Afters først kom Pigerne, hver Karl var det overladt selv at indbyde een, og Dandsen begyndte i den straalende Dandsesal; Alleen langs Bassinet var illumineret; en lille Tremaster med brogede Lygter laae ude paa Vandet; de fleste Udklipninger til Lamper og Lygter havde jeg selv gjort.

Jeg giver næste Aar saadan en Fest igjen!« sagde Excllencen, »det er deiligt at kunne glæde saa mange Mennesker, og de ere saa brave, saa hæderlige!« Men det blev den sidste Fest han gav. Gud kaldte ham til sig i det næstkommende Foraar. Dog feiredes ogsaa i det Aar en Fest, det var hans Børns Sølvbryllupsfest, og til den blev kun indbudt Bønderne fra Godset, i heels deres Mængde.

Soldaternes Fest var imidlertid Glandspunktet i Sommerdagene her, og al min Ivev og Deltagelse havde i sig selv en Løn: den Glæde, at disse Timer staae som et straalende Blad i mit Livs-Eventyr.

Krigsaarene laae imellem, siden jeg sidst havde været i Tydskland; Krigsskuepladsen havde jeg endnu ikke besøgt, thi alene af Nysgjerrighed at komme der, medens de Andre virkede, var min Følelse imod; nu var Freden sluttet; nu skulde vi igjen venligt mødes og samles; men i min Tanke var levende de blodige Begivenheder, de Egne, hvor der var stridt og lidt, derhen maatte jeg først.

En af mine unge Venner gjorde Reisen med mig, vi mødtes ved Svendborg, og snart førte Dampskibet os til Als, hvor endnu saaes Forskandsninger og Jordhytter; paa Opseilingen af Flensborg Fjord frembød hvert Teglværk, hver fremspringende Odde en Fortælling om Krigen. I Flensborg selv var det især »de Faldnes Grave«, Besøget gjaldt. Høit over By og Fjord løfter sig de Dødes Have, og her var det især een Grav, jeg søgte og fandt: det var Frederik Læssøes, han hviler imellem Schleppegrell og Trepka; jeg plukkede der eet grønt Blad til hans Moder og eet til mig, tænkte paa hans korte, daadrige Liv, hans venlige Tanke for mig.

Snart nærmede vi os den egentlige Kampplads, nye Huse istedenfor de afbrændte stode under Bygning, men rundt om, viste endnu den nøgne Jord, hvorledes Kugleregnen havde ligesom afskrællet Græstorven. En Alvor, en Veemod fyldte min Sjæl, paa Læssøe tænkte jeg, hans sidste Øieblik, tænkte paa de Mange, her havde udaandet. Det var mig en hellig Jordbund, jeg kjørte hen over.

Endnu var Byen Slesvig i Beleiringstilstand, Helgesen var Commandant, jeg havde aldrig seet ham før, og netop han skulde være den Første, jeg mødte, idet jeg traadte ind i Hotellet hos Madam Esselbach; den kraftige Skikkelse tildrog sig strax min Opmærksomhed, hans Træk mindede ogsaa noget om det Portrait af ham, jeg havde seet; det maatte være Helten fra Frederiksstad, jeg traadte hen til ham, spurgte, om det var Commandanten: han svarede Ja, og da jeg derpaa nævnede mit Navn, tog han sig strax venligt af mig, een af hans Officerer førte mig til Dannevirke og gav livlig og god Besked; Dronning
Thyras mægtige Jordvold syntes at have løftet sig igjen, jeg saae Ulvegrave med Pæle og Huller; en heel Barakby stod endnu, Officerernes Huse der prangede med Glasvinduer, i et af disse havde nu Soldater deres Vagtstue.
Aftenen tilbragte jeg hos Helgesen, han var venlig, jævn og ligefrem, mindede mig i sit Væsen om Thorvaldsen; han nævnede eet af mine Eventyr, der ret havde moret ham, og ganske characteristisk, det var netop: »den standhaftige Tinsoldat«.
 

Ved Kronværket, foran Rendsborg, stode danske Soldater, jeg nikkede til dem, og de ærlige jævne Karle forstod, at det var Danske, der sad i Vognen, de smilede og nikkede igjen; men Farten selv i Rendsborg og gjennem Byen var mig uhyggelig, det var, som jeg kjørte igjennem en Dødsgrube, her hvor Oprøret havde sin Kjerne. Alle fæle Minder kom mig i Tanke; Byen selv har altid seet mig skimlet og trykkende ud, nu var det en smertelig, uhyggelig Følelse som Dansk at komme her. Paa Jernbanen fik jeg Plads hos en gammel Herre, han tog mig an for en Østerriger, roste disse, som han kaldte mine Landsmænd, talte derpaa ondt om de Danske; jeg sagde ham, at jeg var Dansk, og vor Samtale var forbi; ilde Blik troede jeg rundt om at see; jeg aandede først friere, da hele Holsteen og Hamborg med laae bag ved mig.
 

Paa den hannoveranske Jernbane, i Vognen tæt op til min, lød dansk Sang, danske Pige-Stemmer, en Blomsterbouquet fløi ind til mig; min Bouquet igjen var kun i Ord:

Paa Jernbaneflugt
Lyder Sangen smukt!
Den friske, den bløde, den danske Sang,

Gjør Hjertet stort og Barmen trang.

Danmark og det Danske fyldte mig, omtonede mig saaledes hiin Side Elben. Saa dansk var jeg ikke før fløiet ind i det tydske Land. I Leipzip og Dresden gjensaae jeg først Bekjendte og Venner, de vare uforandrede, hjertelige og velsignede, Mødets Stund var glad og inderlig; det gjorde Sindet vel, at den tunge blodige Mellemtid var lagt tilbage. Næsten Alle erkjendte smukt det
danske Folks Kraft og Sammenhold, den Styrke, der laae deri, og Enkelte udtalte: »de Danske havde Ret«. At der ogsaa vare dem, som havde en modsat Mening, er meget sandt, men disse udtalte det ikke. Jeg havde ingen Aarsag til at beklage mig, jeg saae og fornam et venligt Sind og en hjertensgod Stemming; ja, »Tilfældets Poesi«, om jeg tør gjentage dette Ord, gav selv sin Digtning til Ære for den Danske. Jeg maa fortælle den lille Begivenhed.

 Fortsættes her