Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

( 1 ) Snart var jeg i Danmark, og i travl Virksomhed ikke blot Med Udgivelsen af mine »Skrifter«, men med Gjengivelsen af Mosenthals »Volksschauspiel«: »Der Sonnwendhof«; jeg havde under mit Ophold i Wien seet det paa »Burgtheater«, det tiltalte mig særdeles, jeg gjorde Etatsraad Heiberg opmærksom Paa det, han tog ikke Notits deraf, det gjorde derimod Hr. Directeur Lange, han bad mig at skaffe sig det for Casino, og ved Intendanten for »Burgtheather« erholdt jeg fra Mosenthal Stykket og »fri Haand over det«. Beslægtet med Auerbachs »Dorfgeschichten«, valgte jeg dette os forstaaelige Navn: En Landsbyhistorie, og bragt paa Scenen, vandt det, som man veed, stort Bifald og er saaledes gjentagne Gange givet. Foruden de tilføiede Sange, der ere nødvendige ved Opførelsen paa CasinoTheatret, havde jeg foreskrevet, at i sidste Act »Anna« oppe i Sennhytten griber en Brand og ved Skinnet af den gjenkjender »Mathias«, som hun saae ham, da Ilsang Smedie brændte. - Mosenthal læste siden ved Hjelp af sine danske Venner i Wien, min Oversættelse og skrev mig strax derpaa et Brev til fuldt af Tak og Inderlighed, og tilføiede med Hensyn til mine faa Forandringer: »Die eingelegten Lieder sind trefflich gewählt, der Effect in der letzten Scene, ^das Schwingen des Feuerbrandes so plastisch, dass wir es bei der hiesigen Darstellung zu adoptiren gedenken!«

Mine »Eventyr«*) var, som tidligere er sagt, ved at fremtræde i den større ved

*) Nogle af disse ere i de sidste Aar blevne dramatiserede i Tydskland og der bragt paa Scenen, saaledes »Svinedrengen«, der, efter den trykte Textbog: die Prinzessin von Marzipan, allerede har oplevet mange Forestillinger, og findes optaget i »Kindertheater« von C.J. Gjörner. -  »Den lille Havfrue« er som Eventyr-Comedie opført paa et af Wiens største Theatre.

V. Pedersen  smukt illustrerede Udgave ligesom afsluttede, de nye, som fulgte og endnu kunde komme, fik jeg her Leilighed til at bringe sammen under Benævnelsen »Historier«, det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være meest betegnende for mine »Eventyr« i al deres Udstrækning og Natur; Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring hen under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen betegnes hos Barnet, hos Bonden, i det Folkelige, ved det korte Navn: Historier.

Et Par Hefter fremtraadte paa Dansk og Tydsk, de bleve høist erkjendende modtagne; en engelsk Udgave, betitlet: »A Poet's day dreams« udkom hos Richard Bentley; Anmeldelsen i »the Athenæum,« 1853 vises, at Mary Howitts forandrede Dom over mig ikke havde nogen Indvirkning paa den engelske Critiks hædrende Dom om mig; den siger: »Denne lille Bog, som er tilegnet Charles Dickens, synes nærmest at være bestemt til en Jule - eller Nytaarsgave, men den vil være ligesaa velkommen i hvilkensomhelst Blomster - eller Høstmaaned som i den hellige Tid, naar Iistapper hænge ved Muren, eftersom den kan læses og vil erindres af Digtere længe efter det
travle Aars Udløb, og efter at dets travle Mennesker har været samlede med deres Fædre. Vi behøve ikke at ytre os om vor Modbydelighed for Sentimentalitet i dette Ords sædvanlige Betydning. For det, der er usandt og sygeligt, om det end er nok saa yndefuldt, nok saa tiltrækkende, have vi hverken Øie, Øre eller Hjerte; men for den Følelse, der er mindre dyb end den lidenskabelige Bevægelse, mindre høi end den begeistrede Tro, mindre vild end Geniets meteoragtige Udskeielser, nære vi en sær eiendommelig Kjærlighed, og dem, der ikke nære den, yder Phantasien kun en halv Tilfredsstillelse. I Henseende til Originalitet, Lune og Inderlighed ere Andersens »Fortællinger enestaaende i deres Slags. Hvem der ønsker Beviis for vor Paastand, behøver blot at læse: »Hun duede ikke«, »Hjertesorg«, »Under Piletræet«, og »Det er ganske vist« i dette Bind; og lad Nogen af dem, der mulig synes, at de ere for »smaa«, forsøge paa at frembringe Noget saa fuldendt, fiint og let. Rigtignok behandle de i Almindelighed ikkun ubetydelige Gjenstande og almindelige Følelser, men derfor ere de ikke desto mindre sande Kunstværker, og som saadanne fortiene de varm Modtagelse hos Enhver, der elsker Kunsten og dens Frembringelser!

Netop i disse Dage, idet jeg fylder mit halvtredsindstvvende Aar og de »samlede Skrifter« udsendes, bringer »dansk Maanedsskrift« en af Hr. Grimur Thomsen skreven Anmeldelse af disse. Den Dybde og Varme, denne Forfatter allerede tidlig viste i sin Bog om Byron, aabenharer sig ogsaa her i dette mindre Skrift, hvori afslører sig en Kjendskab, en Inderlighed til og for de Arbeider, han omtaler; det er mig næten, som om Vor Herre vilde, at jeg skulde slutte dette Livs Capitel med at have sees opfyldt H. C. Ørsteds fortrøstende Ord til mig i mine tunge Miskjendelsens Dage! Hjemmet har bragt Erkjendelsens, Opmuntringens rige Bouquet!

I Hr. Grimur Thomsens Anmeldelse er netop ved Eventyrene i faa Ord anslaaet den rette Stræng, der giver Klangen fra denne min Digtnings Dybde; det er vistnok ikke tilfældigt, at de givne Exempler paa det Heles Kjærne og Betydning hentes fra »Historier«, altsaa fra det senest Skrevne: Eventyret holder en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjerne. Der gaaer en dobbelt Strøm deri. En ironisk Overstrøm, som Leger og spøger med Stort og Smaat, som spiller Fjerbold med Høit og Lavt; og saa den dybe Alvors Understrøm, som retfærdigt og sandt bringer Alt paa sin rette Plads. Dette er den sande, den christelige Humor!

Hvad jeg vilde og Stræbte at opnaae, er her klarligt udtalt!

 

( 2 ) Mit Livs Eventyr indtil denne Time ligger saaledes nu oprullet for mig saa rigt, saa smukt, saa fortrøstende! - selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde, en tankedyb Digtning jeg kunde ikke digte den saa. Jeg føler mig at være et Lykkens Barn! saa Mange af min Tids ædleste og Bedste ere komne mig kjærligt og aabent imøde, sjelden er min Tillid til Menneskene bleven skuffet! de bittre, tunge Dage havde ogsaa i sig Spiren til Velsignelse! hvad Uret jeg troede at lide, hver Haand, som greb tungt ind i min Udvikling, bragte dog sit Gode.

I vor Fremskriden mod Gud fordunster det Bittre og Smertelige, det Skjønne bliver tilbage, man seer det som Regnbuen paa den mørke Sky. Menneskene dømme mig mildt, som jeg i mit Hjerte, dømmer dem, og de ville, det! et Livs Bekjendelser har for alle Ædle, og Gode en Magt af Skriftemaalets Hellighed; trygt giver jeg mig hen. Aabent og tillidsfuldt, som sad jeg iblandt kjære Venner, har jeg her fortalt mit Livs Eventyr.

Kjøbenhavn, den 2den April 1855.
 

H.C. Andersen