Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Reiselivet er mig som et forfriskende Bad for Aand og Legeme; et Par Uger i det kommende Aar tog jeg bort, for i Wien, Triest og Venedig at nyde Foraaret i sin Friskhed; kun tre, fire Livsbilleder herfra af Betydning ere nedtegnede.

Kirsebærtræerne blomstrede i det kjære sachsiske Hjem i Maxen, Kalkovnene dampede, Königstein, Lilienstein og alle disse Bjerge i det Smaa løftede sig og vinkede; det var igjen, som der kun laae en lang Vinternat - men med en fæl Choleradrøm imellem, - siden jeg stod her sidst; jeg troede at see den samme Blomstren, de samme Skyer og Skygger, det samme gjestfrie Hjem og de kjære Venner. - Paa Dampens Vinger gik det i Flugt igjennem Bjerge, over Dale, Stephans-Taarnet øinedes, og i Keiserstadan, efter mange Aar, skulde jeg mødes igjen med Jenny Lind-Goldschmidt. Hendes Mand, som jeg første Gang her saae, kom mig hjerteligt imøde, en kraftig, lille Søn stirrede paa mig med store Øine. Jeg hørte hende igjen Synge; det var den samme Sjæl, det samme Tonevæld! Tauberts lille Sang: »Ich muss nun einmal singen, ich weis nich warum,« er som bleven til paa hendes Læber, det var den jublende qviddrende Fugl, saaledes kan ikke Nattergalen fløite, Droslen ikke trille, der maa en Barnesjæl deri, en Tanke-Sjæl, den maa synges af Jenny Goldschmidt. Det er det dramatiske Foredrag, det dramatiske Sande, der udgjør hendes Magt, hendes Storhed, og kun i Concert-Salen i den der foredragne Arie og Vise lader hun os høre det, - hun har forladt Scenen - det er en Synd mod Aanden, det er at opgive sin Mission - det Gud vil! Bedrøvet og dog glad, underlig tankefuld - fløi jeg mod Illyrien, Landet hvor Shakspeare har henlagt saa mange ved ham ud udødelige Scener, Landet hvor Viola finder sin Lykke.
 

Det er et overraskende deiligt Skue ved Solnedgang, som jeg saae det, pludseligt fra den høie Fjeldrand at see dybt under sig det rødstraalende Adriaterhav; Triest laae ved denne Belysning end mere mørk, Gaslamperne vare netop blevne tændte, Gaderne straalede i Ildcontour, det var fra Vognen et Skue ned, som fra en Luftballon i sin langsomme Dalen; det skinnende Hav, de straalende Gader, seet i disse faa Minuter, beholdes gjennem Aaringer.

Fra Triest er man ved Dampskib paa sex Timer i Venedig. »Et sørgende Vrag paa Vandet« var Indtrykket, det gjorde paa mig, da jeg første, Gang 1833 var her, nu kom jeg her igjen, søsyg fra Døninger paa Adriaterhavet, det forekom mig, som jeg slet ikke slap i Land, men kun fra et mindre over i et større Fartøi, det eneste Hyggelige syntes mig kun det, at nu ved Jernbane-Moloen var den tause By bleven forenet med det levende Fastland. - Venedig, seet i Maaneskin, er et deiligt Skue, en underlig Drøm, værd at kjende, de lydløse Gondoler glide som Charons Baade mellem de høic Paladser, der speile sig i Vandet, men ved Dagen er her uskjønt, Canalerne have et smudsigt Vand, hvori flyder Kaalstokke, Salatblade og alskens Ting, Vandrotterne komme fra Husenes Revner, Solen brænder hedt ned mellem Murene.

Glad fløi jeg paa Dampen fra den vaade Grav, henover det uendelige Dige, omgivet af skimlet grønne Vandstriber og Sandflager; paa Fastlandet hang Viinløvet i festlige Guirlander, den sorte Cypres pegede mod den blaa Luft, Verona var Reisens Maal den Dag. I det varme Solskin sad her paa Amphi- theatrets Trin nogle hundrede Mennesker, de fyldte ikke stort, de saae Skuespil, der opførtes paa et mid herinde opreist Theater, med malede Coulisser, seet ved italiensk Solskin. Orchestret spillede Dandse-Musik, det Hele havde noget saa Travesterende, noget saa ynkeligt Nutids her paa Rest af den svundne romerske Old.

Under mit første Besøg i Venedig fik jeg der et Skorpionsstik i Haanden, nu i Nabobyen, som Verona er bleven det ved Jernbanen, skulde jeg friste samme Skjæbne, jeg fik et Stik paa Hals og Kind, det brændte, det hovnede, jeg var meget lidende, og saaledes saae jeg Garda-Søen, det romantiske Riva med sin frodige Viinløvsdal, men Smerte og Feber drev mig afsted. Vi kjørte om Natten i det klareste Maaneskin en vild romantisk Vei, en af de skjønneste, jeg har seet, et Natur-Maleri, som ikke en Salvator Rosas Phanthasie kunde skabe paa Lærredet. Jeg har Indtrykket deraf, som af en deilig Drøm midt i en Smertens Nat.

Lidt over Midnat naaede vi Trient, der frembød hele Italiens Uhyggelighed for de Reisende. Venten ved Porten til en Gensd'arm langsomt kom og affordrede Pas, det man i den mørke Nat maatte give ud i fremmed Haand, med Løfte om at erholde det igjen næste Morgen tidlig, uden Billet, uden Beviis, ganske uden al Tilhold i det passtrenge Østerrigske; saa slæbede man hen ad store, bælmørke Gader til et palaisagtigt, men som uddødt Hotel, hvor efter lang Banken og Larmen kom en dvask halvklædt Cameriere, der førte os op ad kolde, brede Trapper, ad Lange Gange og skumle Corridorer, ind i en stor, høi gammel Sal med to opredte Senge, hver til en heel Familie med Børn; en søvnig Lampe stod paa det skovede Marmorbord, Dørene kunde ikke lukkes, man saae gjennem dem ind i store Sale, ogsaa med Senge til hele Familier; der var Blinddøre i Tapeterne, Løntrapper og rød Viin spildt paa Gulvet, livagtig at see som Blodpletter. Det var Omgivelsen, det var Stedet den sidste Nat i Italien. Saarene brændte, Blodet brændte, der var ikke Tanke om Søvn og Hvile, endelig blev det Morgen, Bjælderne klang paa Veturinens Heste, og vi fløi fra Trient og dets nøgne Morbærtræer. Bladene vare plukkede af og bragt til Torvs. Over Brenner, gjennem Innsbruck, naaede vi München.

Her fandt jeg Venner, Omhu, Hjelp. Kongens Læge, den elskværdige, gamle Geheimeraad Gietl tog sig paa det Hjerteligste og meest deeltagende af mig; og efter fjorten noget pinefulde Dage var jeg istand til at modtage den kongelige Indbydelse til Slottet Hohenschwangau, hvor Kong Max og hans Gemalinde tilbragte Sommertiden.

Der kunde digtes et Eventyr om Alperosens Alf, der fra sin Blomst flyver gjennem Hohenschwangaus billedmalede Sale, hvor han seer Noget, som er endnu skjønnere end hans Blomst.

Mellem Alperne og Floden Lech i en aaben, frodig Dal, mellem to klare, mørkegrønne Søer, den ene noget høiere end den anden, hæver sig paa et Marmorbjerg Slottet Hohenschwangau, før stod her Borgen Schwanstein; Welfer, Hohenstaufer og Schyrer vare engang dets Herrer, deres Bedrifter leve endnu her i Billeder, malede paa Slottets Vægge. - Kong Max har, som Kronprinds, ladet Slottet restaurere og blive til den Pragtbolig, den nu er.

Intet af Slottene ved Rhinen er deiligt som Hohenschwangau og ingen har der en Omgivelse som dette, den udstrakte Dal og de sneedækkede Alper. Prætigt løfter sig den høit hvælvede Port, hvor to Ridderskikkelser staae med Baierns og Schwangaus Vaabenbillede, Rude og Svane. I Slotsgaarden, hvor Vandstraalen springer fra Muren, der pranger med Madonnas Billed, malet al fresco, skygge tre mægtige Lindetræer, og i Haven, mellem en Fylde af Blomster, hvor de deiligste Rosen svulme i det Grønne, troer man at gjenfinde Ahambras Løvebrønd; det iiskolde, friske Væld løfter endnu paa denne Høide sin Straale fyrretyve Fod i Veiret.

Digtningens levende Ord udtaler over Slottets Indgang sin Hilsen:

»Willkommen, Wandrer, holde Frauen,

Die Sorge giebt dahin,
Lasst eure Seele sick vertrau'n
Der Dichtung heiterem Sinn.«

En Vaabenhal, hvor gamle Rustninger med Hjelm og med Landse synes levende Ridder-Skikkelser, er det første Sted, man træder ind i, og nu aabne sig en Række rigtmalede Sale, hvor selv Vinduernes brogede Glas fortælle Legender og Historier, hvor hver Væg er som en heel Bog, der melder om forsvundne Tider og Mennesker.

»Hohenschwangau er den smukkeste Alperose, jeg saae her i Bjergene; gid den ogsaa altid her blive Lykkens Blomst.« Disse Ord paa Tydsk nedskrev jeg der i et Album, de ere og blive ogsaa i mit Hjerte.

Her tilbragte jeg et Par deilige, lykkelige Dage! Kong Max modtog mig, om jeg tør sige det, som en kjær Gjest, den ædle, aandfulde Konge viste mig saa stor Deeltagelse og Naade; her var godt og velsignet. Dronningen, en født Prindsesse af Preussen, af sjelden Skjønhed og elskelig Qvindelighed, blev jeg af Hans Majestaet selv forestillet for. Efter Taflet, den første Dag, kjørte jeg med Kongen i en Lille aaben Vogn en ganske deilig Tour, vist et Par Mile, heelt ind i det østerrigske Tyrol, og denne Gang var jeg fri for Spørgen og Pas, der er mig en Plage, ingen Standsning mødte; deilig malerisk vexlede Egnen, Landboere stode paa Veiene, hilsende Kongen; de Kjørende, vi mødte, holdt, imedens Hans Majestæt drog forbi. Et Par Timer varede denne deilige Fart mellem de solbelyste høie Bjerge, og i al den Tid talte med mig Kongen, saa deeltagende, om »Das Märchen meines Lebens«, det han nylig havde læst, og spurgte om flere af de deri nævnte danske Personer, udtalte dertil, hvor smukt og godt nu Alt var for mig, hvilken glad Følelse jeg maatte have, efterat have overvundet saa Meget og endelig tilkæmpet mig al Erkjendelse.

Jeg sagde, at mit Liv virkelig tidt forekom mig som et Eventyr, saa rigt, saa forunderligt vexlende, jeg havde prøvet det at være snart fattig og eensom, snart i rige Sale; jeg kjendte at være haanet og at være hædret, - selv denne Stund, nu jeg ved en Konges Side fløi mellem de solbelyste Alper, var et Eventyr-Capitel i mit Liv!

Vi talte om Skandinaviens nyeste Literatur, jeg nævnede Salomon de Caus, Robert Fulton og Tycho Brahe, hvorledes Digtekunsten i vor Tid drog frem disse Tidens Løftere. Aand, Hjerte og Gudsfrygt lyste i al den ædle Konges Tale; det var og er mig een af de uforglemmelige Timer her.

Om Aftenen læste jeg for det kjære Kongepar Historierne: »Under Piletræet« og »Det er ganske vist«. Med v. Dönniges besteg jeg et af de nære Bjerge; saae den deilige, storartede Natur. - Altfor hurtig henfløi Tiden.

Dronningen forundte mig at skrive nogle Ord i sit Album; Keisere og Kongers Navne straalede der, og mellem disse et fra Videnskabernes Rige, Professor Liebig, hvis hjertelige, indtagende Personlighed jeg i München havde lært at kjende og faae kjær.

Blød om Hjertet, dybt taknemlig mod det elskelige Kongepar, forlod jeg Hohenschwangau, hvor der blev sagt mig, jeg atter skulde være velkommen. En stor Bouquet af Alperoser og Forglemmigei førte jeg med mig i Vognen, som kjørte mig til Füssen. Fra München gik Hjemveien over Weimar.

Carl Alexander havde tiltraadt Regjeringen; han opholdt sig just paa Slottet »Wilhelmsthak« ved Eisenach, hvorhen jeg tog og tilbragte rige, lykkelige Dage hos den ædle Fyrste, I denne uendelig deilige Natur midt i Thüringerskoven.

Det gamle Wartburg, paa hvis Opbyggelse ganske i dets oprindelige Stiil den nu regjerende Storhertug i en Række af Aar har anvendt store Summer af sin egen Formue, stod nu saagodt som fuldendt, med prægtige Billeder paa Murene der meldte Slottets Sagn og Historie. Minnesangersalen i sin Fortids Storhed stod allerede med Søilerækkerne, og hvilken Udsigt her over Skov og Bjerge, hele Sceneriet fra Minnesangertiden: Venusbjerget, hvor Tannhäuser forsvandt, de tre »Glcichen"«, selv Skoveensomheden, som Walther von der Vogelweide og Heinrich von Osterdingen kjendte den. - Sagn og Historie har her hele sit uforandrede Grundrids.

Paa det lille Slot nede i Byen Eisenach boer Hertugen af Orleans' Enke med sine to Sønner, Greven af Paris og Hertugen af Nemours; jeg hørte af de mest Forskjellige, hvor afholdt hun og Børnene vare af Alle der, hvor uendeligt meget Godt hun efter sine Kræfter udøvede: hvor hjertensgod og deeltagende hun viste sig, en sand Velsignelse for den lille Stad. Paa Gaden mødte jeg de unge Prindser med deres Lærere, de vare tarveligt klædte, men saae opvakte og gode ud; - Storhertugen af Weimar præsenterede mig selv for Hertuginden. - Det gik mig saa levende gjennem Tankerne, hvad hun havde prøvet, lidt og gaaet igjennem, den hele Omvexling i hendes Liv, uvilkaarlig kom Taarerne mig i Øinene, før jeg endnu ret havde begyndt at tale, hun saae det, rakte mig venligt Haanden, og da jeg paa Væggen betragtede Billedet af hendes afdøde Gemal, ung og blomstrende, som jeg havde seet ham i Paris paa Ballet i Hôtel de Ville, og omtalte den Tid, kom Taarerne i hendes Øine; hun talte om ham, om sine Børn, sagde mig venligt, at de kjendte mine Eventyr; der var en Hjertelighed, en Inderlighed, en Sorg og dog noget qvindeligt Kjækt, som jeg havde tænkt mig det hos Helene af Orleans. Hun stod netop reiseklædt for med Banetoget at gaae nogle Mile bort; »vil De spise hos mig imorgen?« spurgte hun. Jeg maatte svare, at jeg var i Begreb med Afreisen endnu i Dag: »om et Aar kommer jeg her tilbage!« - »Eet Aar,« gjentog hun: »hvor Meget kan der ikke skee i et Aar, der skeer saa Meget i faa Timer! « - Og Taarer og Alvor lyste fra hendes Øine.

Hun rakte mig venligt Haanden til Afsked, og sært bevæget forlod jeg den ædle Fyrstinde, hvis Skjæbne har været tung, men hvis Hjerte er kongeligt stort og stærkt i Tillid til Gud.

 Fortsættes her