Mit livs eventyr IV
Fra H.C. Andersens "Mit
livs eventyr"
Rejsen til
Harzen 1831
Det var i foråret 1831, at jeg for første gang rejste fra Danmark. Jeg
så Lübeck og Hamburg.
Alt overraskede og fyldte mig.
H.C.
Andersens rejsepas 1831 til Tyskland
Her var endnu ingen
jernbaner. Den brede dybe vej gik over Lüneburg Hede, der så ud, som jeg
havde læst i Baggesens beundrede
”Labyrinten”.
Jeg kom til Braunschweig og
så for første gang bjerge. Det var Harzen og der gik jeg til fods fra
Goslar over Brocken indtil
Halle. Verden udvidede sig forunderligt for
mig. Mit humør kom igen, som trækfugle, men sorgen er en spurvesværm.
Den bliver tilbage og bygger i trækfuglenes rede. Oppe på Brocken havde
jeg i bogen, hvori mange rejsende skrev deres navne, stemninger og
tilstande, også skrevet mine i det her lille vers:
” Højt over skyen står jeg her,
Dog hjertet må bekende,
Jeg var dog himlen mere nær
Dengang jeg var hos hende”
Året efter meldte en ven mig, der havde besøgt Brocken,, at han havde
fundet mit vers, og under det stod skrevet af en landsmand. ”Lille
Andersen, gem dine vers til Elmquists læsefrugter, og plag os ikke med
dem udenfor landet, hvor de aldrig kommer, uden du selv rejser ud og
skriver dem op”
Der Brocken, er det højeste bjerg i
Harzen. Se udsigten fra:
Brocken
Besøget i Dresden hos Tiecks
I Dresden gjorde jeg bekendtskab med Tiecks. Ingemann havde givet mig et
brev med til ham. Jeg hørte ham en aften læse Shakespeares Henrik den 4.
Ved min afrejse skrev ham nogle ord i mit album, ønskede mig
digterlykke, trykkede mig i sine arme og kyssede mig. Det gjorde det
dybeste indtryk på mig. Han store milde, store øjne fæstede sig på mig
og jeg har aldrig glemt det siden.
Johann
Ludwig Tieck 1773-1853
Litografi
af F.A. Fricke.
Født: 31. maj 1773 i
Berlin
Død: 28. april 1853 i
Berlin
Grædende gik jeg bort og bad til Gud
på det inderligste om kraft til at vandre den vej, som min sjæl og tanke
stundede efter. Kraft til at udtale, hvad jeg følte i mit bryst, og at
når jeg atter så Tieck måtte jeg kendes og skattes af ham. Først flere
år efter, da mine senere skrifter blev oversat og godt optaget i
Tyskland genså vi hinanden og jeg følte hans trofaste håndtryk. Han som
udenfor mit fødeland gav mig blandt fremmede, syntes jeg,
indvielseskysset.
Møde i Berlin med Chamisso
I Berlin skulle et brev fra H.C. Ørsted skaffe mig Chamissos
bekendtskab. Den alvorlige høje mand med de lange lokker ned over
skuldrene og de ærlige øjne åbnede selv døren, da jeg ringede på. Læste
brevet og jeg ved ikke hvorledes, vi forstod straks hinanden så godt.
Jeg følte tillid til ham, udtalte mig, som jeg var, om endogså på et
dårligt tysk. Chamisso læste dansk.
Adelbert
von Chamisso ( Louis Charles Adélaïde de Chamisso de Boncourt 1781-1838)
Tysk digter
og botaniker. Født i Frankrig på
Slottet
Boncourt, Champagne. Hans familie flygtede under den franske revolution
til Tyskland. Fra 1798 til 1807 var han preussisk officer
Litografi
af C. Barth efter maleri af P. Reinich
Jeg forærede ham mine ”Digte” og han
blev den første, der oversatte mig. Den første der indførte mig i
Tyskland. I ”Morgenblatt für gebildete Stände” udtalte han sig dengang
således om mig: ”Mit Witz, Laune, Humor und volksthümlicher Naivität
begabt, hat Andersen auch tieferen Nachhal erweckende Töne in seiner
Gewalt:Er versteht besonders mit Behaglichkeit aus wenigen, leicht
hingeworfenen treffenden Zügen kleine Bilder und Landschaften ins Leben
zu rufen, die aber oft zu örtlich-eigenthumlich sind, um den
anzusprechen, der in der Heimath des Dichters nicht selbst heimisch ist.
Vielleichst ist, was von ihm übersetzt werden konnte, oder übersetzt
worden ist, am enigsten geeignet, ein Bild von ihm zu geben.”
Chamisso blev mig siden altid en trofast, deltagende ven; han s glæde
over mine senere skrifter ses i ”Gesammt-ausgabe” af hans værker i de
der aftrykte breve til mig.
Rejseindtryk fra Tyskland
Den lille rejse i Tyskland var af stor indflydelse på mig, erkendte mine
københavnske venner. Rejseindtrykkene blev straks nedskrevet og jeg
udgav den under titel af ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det
sachsiske Schweitz”, der senere er udkommet i forskellige oversættelser
på tysk, ligesom også på engelsk. Her hjemme blev det almindeligt sagt,
at man i denne bog sporede fremgang og udvikling hos mig, men sligt
erkendes, følte jeg ikke i den måde man var og blev imod mig. Altid
samme smålige lyst til at udpille mine fejl og svagheder, kun dvæle ved
disse, sammen idelige opdragen. Den jeg var svag nok til at tåle og det
af aldeles uvedkommende.
Se eksempler på dagbogsnotater der har dannet baggrund
for romanen og rejsebogen: "Skyggebilleder af en
Reise til Hartzen fra 1831".
Kritik af H.C. Andersens stavemåde
En dag, kort efter at mine” Skyggebilleder” var udkommet fandt jeg en af
mine opdragere med et eksemplar i hånden. Han havde fundet nederst, hvor
et ark Endte stå med små bogstaver ”hun” og øverst på det følgende ark
”den”. Det skulle være substantivet ”hunden”, men dette ord var ved
afbrydelsen i de forskellige ark blevet overset og maden spurgte
strengt: ”Hvad står der? Skriver de ”Hunden” med et lille bogstav!” Jeg
var i lune og ærgrede mig også over, at han kunne tro, at det var en
uvidenhedsfejl og svarede derfor spøgende: ”Det er en lille Hund, derfor
har jeg kun givet ham et lille h”. Men min spøg kaldtes overmod, små
plager, vil man måske sige, men det er dråberne, der huler stenen. Jeg
omtaler det for at protestere mod den idelige og tankeløse
forfængeligheds beskyldning, som da ingen anden fejl i mit private liv
kunne udpeges blev båret om og i mange, mange åringer og som gammel mønt
stundom endnu kastedes på mit skuebord.
Forfatternes oplæsning
Gerne læste jeg op for enhver, hvor jeg kom. Læste hvad jeg senest havde
skrevet. Thi jeg levede og var glad deri. Jeg havde ikke erfaring nok
til at vide, hvor sjældent en forfatter bør gøre dette i det mindste her
til lands. Enhver herre eller dame, der kan klimpre på et klaver eller
synge nogle sange, tør nok i hver kreds, de komme, føre deres noder med
og sætte sig til klaveret og derover gøres sjældent bemærkninger.
Udsnit af Elisabeth Jerichau-Baumann
maleri: H.C. Andersen læser historien "Engelen" for malerindens børn
1862.
Læs mere om
H.C. Andersen og oplæsningen her.
En
forfatter kan også læse andres digterværker højt, ikke kun sine egne, da
det er forfængelighed. Det har man udtalt nok om Oehlenschläger, der
gerne og smukt læste sine arbejder i de forskellige kredse, hvor han
kom. Hvilke bemærkninger har jeg ikke i den anledning hørt fra folk, som
derved troede at gøre sig interessant eller digteren overlegen. Kunne
man tillade sig det med en Oehlenschläger og tillade sig det i en grad
man gjorde det, hvor vidt turde man da ikke gå med kun en Andersen.
Digtet ”Pjat, pjat”
Enkelte gange løftede lunet mig over det bitre i omgivelserne. Jeg så
dets svagheder og også mine egne. I et sådant øjeblik fremsprang det
lille digt ”Pjat, Pjat” der blev opfattet som pamflet, og jeg derfor i
en mængde blade og aviser overstænket med godtfolks vers og prosa.
"Pjat,pjat"
Om
tebordet sidder de damer smukt
ak, munden er aldrig på dem lukt:
Pjat! Pjat!
Den ene taler om silke og bånd,
den anden viser sin hvide hånd,
den tredje er poetisk stemt
hun sværmer, og stiger, så så det er slemt.
Pjat! Pjat!
Om
ballerne snakkes der bredt og vidt,
ja
politikken får også sit.
Pjat! Pjat!
Ved bordet sidder en mandsperson,
han er så rar i konversationen;
han smiler og skænker dem viddets mjød,
og
damerne siger: "hvor han er sød"
Pjat! Pjat!
Nu
tager man da teatret fat,
så
kommer de først i den rette pjat.
Pjat! Pjat!
Til sidst skrider natten endelig frem;
man så - ja så skal der følges hjem.
Det hjælper ikke at krybe i skjul;
nu
går der først som en kæp i hjul:
Pjat! Pjat!
Pjat! Pjat!
Digtet " Pjat, Pjat er skrevet af H.C.
Andersen 22 september 1830 |
Ja en
nådig frue i hvis hus jeg kom kaldte mig til sig og spurgte strengt
inkvisitorisk om jeg kom i huse, hvor dette digt kunne passe. Det kunne
det ikke på hendes kreds, men at mennesker nu let, fordi jeg var gæst
der, kunne falde på også, at nævne det sted som det jeg sigtede til og
nu fik jeg en ordentlig straffeprædiken. I teatrets forsal trådte en
aften en velklædt og mig ubekendt dame lige hen mod mig og med et udtryk
af forbitrelse så hun mig ind i ansigtet og sagde ”pjat”. Jeg tog hatten
af. Høflighed er også et svar.
Honorarer
og udgifter til tøj
Fra slutningen af 1828 til 1839 måtte jeg ernære mig ene og alene ved
hvad jeg kunne fortjene ved at skrive. Honoraret var ikke stort og det
var mig hårdt at hjælpe mig igennem. Dobbelt hårdt, da jeg måtte
se til,
at nogenlunde være i klæder efter de kredse, hvori jeg kom.
Bladlitteraturen gav da intet honorar for bidrag. Producere og altid
producere var ødelæggende, ja umuligt. Jeg oversatte da et par stykker
for Det Kongelige Teater: ”La Quarantaine” og ”La reine de seize ans”,
og skrev et par operatekster.
H.C. Andersens vest - Hans Christian Andersens
waistcoat. Se mere.
Jeg var ved Hofmanns Skrifter blevet
opmærksom på Gozzis maskecomedier, og at blandt disse ”il Corvo” var
fortrinligt til en operatekst. Jeg læste Meislings oversættelse heraf og
blev ganske henrykt, og få uger efter havde jeg færdig operateksten
”Ravnen”, som jeg gav til en ung komponist. Dengang aldeles ubekendt, men
af kunstnerkuld og ånd, sønnesønnen af ham, som komponerede ”Kong
Christian stod ved høien Mast”.
Komponisten J. P. E. Hartmann og operaen
Min unge komponist var nuværende Professor J. P. E. Hartmann, som sig
hør og bør, kendt og hædret. Nu vil vist mange smile ved at høre, at jeg
dengang i mit brev til teaterdirektionen måtte ligesom påtage mig
ansvaret for Hartmanns musik. Jeg måtte anbefale ham som komponist, der
dog nu er den betydeligste Danmark har og det betydelig til at være
stolt af.
Ravnen eller broderprøven,trylleopera i tre akter
efter Gozzis tragikomiske eventyr. Af H.C. Andersen. Musikken komponeret
af J.P.E. Hartmann. 1832
Jeg måtte så at sige skrive hans skudsmål, at han var en mand
med talent, at han ville præstere noget godt og dygtigt. Min tekst til
”Ravnen” er uden friskhed og lyrik, og jeg har vist denne selverkendelse
ved ikke at optage den i ”Samlede Skrifter”. Kun et kor og en vise, der
siden ved afbenyttelsen i koncerter blev af mig omskrevne, er indlagt
mellem ”Digte”. Materialet er som bekendt et gammelt eventyr, smukt
behandlet af Gozzi, hvem jeg især afbenyttede. Imidlertid har Hartmann
skabt et musikalsk værk, fuldt af genialitet og skønhed, som vistnok i
tiden igen vil indtage sin berettigede plads i det danske
operarepertoire, hvorfra det i mange år har været udelukket og er kun
derfor nu kendt stykvis ved koncerter i musikforeningen, der har ladet
det hele toneværk med tilhørende underlagt tekst udgive.
H.C. Andersen og J.P.E. Hartmann var nære venner. De
var lige gamle og mødtes allerede som 25-årige i et venskab, der skulle
vare hele livet. Læs mere om
J.P.E. Hartmann og HCA. på www.kb.dk
Tilblivelsen af ”Bruden fra Lammermoor” og Oehlenschlägers
bemærkninger herom !
For en anden ung komponist koncertmester J. Bredal, behandlede jeg
Walter Scotts roman: ”Bruden fra Lammermoor”.
Begge operaer kom på
scenen, men jeg udsattes, især ved den sidstnævnte, uagtet den i sin
lyriske del fra min side næppe kan kaldes uheldig, for den mest
skånselløse kritik.
Bruden fra Lammermoor. Syngestykke bearbejdet efter Walter Scotts
roman. Opført på Det Kongelige Teater marts 1833
Man bebrejdede mig, at jeg havde sønderskåret andre digterværker, og det
blev sagt mig med hån og spot i de strengeste udtryk. Fra den tid har
jeg en erindring om Oehlenschläger, der vel viser hans pirrelighed, men
tillige i høj grad hans inderlighed og hjerte. ”Bruden fra Lammermoor”
var opført og havde i teatret vundet bifald. Jeg bragte den trykte tekst
til Oehlenschläger, der smilede og gratulerede med det store bifald, som
jeg havde fået min del af. Jeg var kommet til det nemt ved at tage fra
Walter Scott og blive understøttet af komponisten. Det bedrøvede mig at
høre ham sige det. Der kom tårer i mine øjne; men i det øjeblik han så
det, faldt han mig om halsen, kyssede mig og sagde: ”Det er de andre
mennesker, der gør mig ond! ” og nu var han hjerteligheden selv,
forærede mig en af sine bøger og skrev sit og mit navn deri.
Samarbejdet med komponisten Weyse
Weyse, der først af alle mest levende havde vist mig deltagelse, og hvem
jeg jævnligt mødte i Admiral Wulffs hus, så første forestilling af
”Bruden fra Lammermoor” og var i høj grad tilfreds med min behandling af
materialet. Han kom til mig og fortalte mig, at han i lang tid havde
følt lyst til at komponere, som opera, materialet i Walter Scotts ”Kenilworth”.
Han havde for længe siden anmodet Heiberg om at give ham denne tekst,
men det var kun blevet ved løftet. Nu kunne jeg jo gøre det, sagde han. Vi to kunne her arbejde sammen. Ikke anede jeg da, hvilket uvejr der
ville drage op over mig ved at føje komponistens ønske. Jeg behøvede
penge for at kunne leve; men det var sandelig ikke det forventede
honorar, som bestemte mig, tør jeg nok sige. Nej, jeg følte mig glad og
smigret ved at kunne arbejde sammen med Weyse.
Læs om H.C.Andersen og
C.E.F. Weyse
Weyse, H.C. Andersens trofaste støtte og samarbejdspartner
Vor største og herligste komponist og det opfyldte mig med glæde at
tænke på, at jeg til ham, der i Sibonis hus først havde følt deltagelse
for mig, den fattige dreng, nu trådte i et slags højere forhold, og jeg
tog straks fat; men jeg var ikke halv færdig, før det var omtalt i byen,
og der lød hård og skånselsløs tale mod mig. Et par blade udtalte, at
jeg ”sønderlemmede det ene digterværk efter det andet”.
Komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842)
Mismodig opgav
jeg derfor at fuldende dette, men Weyse talte med spøg og alvor derimod.
Weyse og H.C. Andersen arbejder sammen om opera
Han ytrede en stor tilfredshed med hvad jeg alt havde bragt ham og bad
mig endelig blive ved. Hans ønske var mig mere end mængdens hårdhed og
dadel. Han tog selv straks fat og komponerede først den lille romance i
anden akt: ”Hyrden græsser sine Faar”. Snart havde han fra mig den hele
operatekst, og da den i al betydning af ordet var skreven for ham, gav
jeg ham, da jeg snart efter kom på rejse, fri hånd over den. Selv skrev
han hele vers ind, eller forandrede, eftersom han ville det, hvad jeg
alt havde givet; således stod hos mig:
”Gjennem disse dunkle Gange
Snoer sig Dødens Slange!”
Weyse skrev det om:
”Fra denne sorte Krog
Snoer sig Dødens Snog!”
Og da jeg siden gjorde nogle bemærkninger derimod, svarede han på sin
komiske måde: ”I dunkle gange er altid en sort krog, og en snog er en
lille slange. De ser altså, at jeg her slet ikke har forandret Deres
billede, men fået det bedre til at passe for musikken ”.
Weyse og den gode afslutning
Det var denne udmærkede mand ejendommeligt, at han ikke kunne slutte
læsningen af en bog, når han kom efter, at den endte sørgeligt. Emmy
Robsart i ”Kenilworth” skulle derfor ægte Leicester.” Hvorfor gøre dem
ulykkelige, når man med et par pennestrøg kan gøre dem det så godt,
sagde han.
Men det er imod historien, ytrede jeg og hvad gør vi desuden da ved
Dronning Elisabeth? Hun kan sige: stolte England, jeg er din, svarede
han og så lod jeg hende også ende operaen med disse hans ord.
Nye udgivelser og hård kritik af H.C. Andersens arbejder
”Festen på Kenilworth” kom på scenen, men jeg har kun ladet sangene
deraf trykke.
To af disse er ved musikken blevet meget kendte i hjemmet,
nemlig: ”Brødre, meget langt herfra” og ”Hyrden græsser sine Faar”.
"Festen på Kenilworth" 1836. Musikken til syngestykket
er komponeret af C.F. Weyse. Weyse, har altid været en af H.C. Andersens
trofaste støtter.
Anonyme angreb, plumpe, med fodposten mig tilsendte breve, i hvilke
ubekendte størrelser forhånede og spottede mig på den mest rå og
drengeagtige måde, hørte til denne min livsperiode.
Imidlertid vovede
jeg dog samme år endnu at udgive en ny digtsamling: ”Årets tolv
Måneder”. Der senere af kritikken er bleven omtalt som en bog, der
indeholder flere af mine bedste lyriske digte, men dengang blev den
almindelig forkastet og sparket til.
Videnskabsmænd, æstetik og H. C. Andersen
Da var i sin blomstren ”Maanedsskrift for Litteratur”. H. C. Ørsted,
tror jeg, var stifteren og det talte imellem sine medarbejdere flere af
landets hædrede videnskabsmænd. Det var en åndens domstol af betydenhed,
dog, som også Ørsted indrømmede, skortede det dem i det æstetiske
virksomhed. Her måtte de ofte tage, hvem de kunne få og desværre tror de
fleste mennesker, at om æstetiske arbejder kan deres mening være lige så
berettiget som andres. Det påstår man ikke om at sy støvler og lave mad,
dog er og bliver det vist, at om man end kan skrive en fortræffelig
latinsk skolebog eller flittigt samle til et leksikon, kan man dog være
en udygtig dommer i det skønnes rige. Derpå er givet beviser af
”Maanedsskrift for Litteratur”, således bogstaverede dette lærde selskab
dengang, medens det strengt rettede stil hos mig.
H.C. Andersen tager til genmæle mod kritikeren Molbech
Lidt efter lidt blev det bestyrelsen mere og mere vanskeligt at finde en
anmelder til en digters. Arbejde. Den, som imidlertid altid var beredt
ved sin mærkelige iver for at skrive og tale om enhver ting, var
historikeren Molbech, dengang teaterdirektør. Han har så tit udtalt sin
mening om mig, at jeg må nu også engang udtale mig om ham. Jeg erkender
i ham en flittig samler, og at han ved sin ordbog særligt har bidraget
til, som man kalder det, at afhjælpe et savn i litteraturen, uagtet
dette hans betydeligste værk er temmelig ufuldstændigt og besidder en
stor ensidighed. Han viser ikke der, hvorledes de dygtigste
danskskrivende skrive, men hvorledes hans eget lune vil, at der skal
bogstaveres. Som dommer over æstetiske arbejder har han tit optrådt
partisk og ensidig, mens hans egen skabende genius nok alene har bragt i
ungdomstiden, en vandring i gennem Danmark, skrevet i den tids
blomstersprog, og en rejse igennem Tyskland, Frankrig og Italien, der
synes øst af bøger og ikke af livet.
Molbech bliver teaterdirektør på Det Kongelige Teater
Han sad i sin studerstue og på Det kongelige Bibliotek og havde, som det
almindelig hed, i mange år ikke været i teatret, da han pludselig blev
teaterdirektør og censor over indleverede stykker. Sygelig, ensidig og
gnaven, man kan da tænke sig Resultatet.
Christian Molbech 1783-1857
I min tidligste forfattertid
havde jeg hans særdeles gunst, men snart sank min stjerne for en anden
opgående. Det var Paludan-Müller, der fremtrådte med ”Dandserinden” og
siden med ”Amor og Psyche”; og da Molbech ikke længer elskede mig, så
var han imod mig. Det er den korte historie og nu er det sagt.
Ordsproget: ”Når vognen hælder, skubber alle på”,
Det er et ordsprog: ”Når vognen hælder, skubber alle på”, og jeg prøvede
det dengang. Overalt talte man kun om mine fejl. Det er menneskeligt, at
man under et alt for hårdt tryk ømmer sig, og det gjorde jeg og efter
min natur udtalte det for hvad man kalder venner, og fra disse bragtes
det om i den store stad, der tit kan være så lille. Selv velklædte folk
traf jeg på, der i forbigående med grinende ansigter gjorde en
forhånende bemærkning til mig. Der er hos os danske et stort element til
at spotte eller smukkere sagt, vi har sans for det komiske, og derfor
ejer vi så mange lystspildigtere.
Henrik Hertz og de anonyme ”Gjengangerbreve”.
Da var det en ny stjerne gik op i den danske litteratur, Henrik Hertz
optrådte anonym med sine ”Gjengangerbreve”.
Henrik Hertz 1798-1870. Litografi af Em. Bærentzen
1842
Det var, hed det, alt det
urenes udjagelse af templet, den afdøde Baggesen sendte polemiske breve
fra paradis, og de var ham så ypperligt afkopierede i ånd og form, at
man måtte sige: ”Det er Baggesen, der virkeligt har skrevet dem”.
Heiberg stod her i glans og glorie.
Oehlenschläger og Hauch blev angrebet og den gamle historie om mine
ortografiske fejl i ”Fodreisen” kom frem, mit navn og min skolegang i
Slagelse bragtes i forbindelse med ”Hellig Anders” der, og så var
vittigheden i stand: ”Hellig Andersen”, der red på ”musens nattegamle
føl”. Holberg, havde vist sagt det bedre. Jeg blev ordentlig revset. De
anonyme ”Gjengangerbreve” optog alles tanke og interesse. Der rullede en
begejstringens sø over det hele land og rige. Alt andet var glemt. Jeg
har ikke senere oplevet, at nogen digtning således har betaget folk. Det
skulle da være ”Clara Raphael” ved Heibergs fortale. Det, at man ej
kunne udfinde, hvem forfatteren var, gjorde det endnu mere pikant og man
var henrykt med rette. En sådan digtning kommer ikke hvert år. Heiberg
undskyldte eller om man vil, klarede i ”Den flyvende Post” for et par af
sine venner, der var blevet kritisk berørte. For mig havde han ikke et
ord.
Latterliggørelsen af H.C. Andersen
Det således offentligt i et skrift at være udstillet hånende havde da en
ganske anden latterliggørelse end nu, da lignende er sket med så mange. Corsarens forgænger, ”Raketten”, som Mathias Winther udgav, var
formeligt da en slags gabestok, der kastede over den udstillede en
skygge af betydning hos publikum, som dengang i alt, hvad der var trykt,
troede måtte være nogen sandhed.
At folk ville latterliggøre Andersen fremgår bl.a. af
dette smædedigt, som H.C. Andersen modtog med posten under sin rejse til
bl.a. Paris. Smædedigtet er bragt i Kjøbenhavnsposten fra 13. maj 1833
Ingen, uden en pseudonym, Davieno tog sig af mig. Det var student
Drejer, broder til botanikeren, nu begge døde, et begavet menneske, hvis
efterladte digte med biografi er udkommet, uden at der nævnes dennes
større digtning: ”Riimbrev til Knud Sjællandsfar” den, han skrev til mit
forsvar.
Der var for resten intet for mig at sige, jeg måtte lade den store,
tunge sø gå hen over mig og at den aldeles ville bortskylle mig, var en
almindelig mening. Jeg følte dybt såret af den skarpe kniv, og var
nærved at opgive mig selv, som jeg nu blev det næsten af alle. Der var
ingen Allah uden Gjenganger brevenes forfatter, og Heiberg var hans
profet.
Netop i de dage udkom min digtsamling: ”Phantasier og Skizzer”, på
titelbladet her satte jeg som motto nogle ord af selve Gjengangerbrevene.
Det var mit eneste indlæg i denne livssag. Jeg gentog digterens egne
ord:
„Dom maa der til; men den, der dømmer,
Bør mindes vel, Geniets Frugt
Er kun et endeligt Product
Der, født af Tiden, med den svømmer,
Han vaage for Critikkens Sag,
Før han et enkelt Værk berømmer;
Men overveie Nat og Dag
Før han — — fordømmer.
Thi det er let at rive ned;
Det er ei heller svært at tage;
Men vanskeligt, i Tabets Sted
At give det Forglemtes Mage
Og frelse hvad der bli'er tilbage.“
Gjenganger-Breve
Kritik af Henrik Hertz's Gengangerbreve i månedsskriftet ”Prometheus”.
Den første roligere stemme, forskelligt fra jubelens, der lød, var var
digteren, professor Wilsters i månedsskriftet ”Prometheus”.
”Hertz's Gengangerbreve er intet Kunstværk, men et Kunststykke, og
man kan ikke let tænke sig, at en original, begeistret Digteraand kan
falde paa at skrive et saadant Arbiede af saa stort Omfang; neppe vilde
en sand Digter befatte sig med Sligt, uden parodisk eller ironisk. Den
paafaldende Maade, hvorpaa han forstod at eftertale Baggesens Sprog i
lignende polemiske Arbeider, et Sprog, som i sin Tid havde henrevet en
stor Deel af Folket skaffede dem ualmindeligt Bifald, hvortil ogsaa
Anonymitetens Kryderi bidrog en Deel. De gjorde Lykke ved en Form som
ikke blot i og for sig var tækkelig, men som tillige havde den
Fortjeneste at være en skuffende Eftergjørelse; derfor var den Glæde de
vakte, beslægtet med den, som vi føle, naar vi høre En efterligne en
Andens Stemme; i slige Tilfælde spørger man heller ikke meget om hvad
der siges, men kun om hvordan det siges; derfor bragtes Forfatteren saa
.at sige af Selforsvarsdriften til at anprise Formen, som Poesiens
eneste lyksaliggjørende Egenskab, da Formen er et saadant Digts ligesom
enhver forsætlig og erklæret Efterlignings fornemste Dyd. Men egentlig
Poesi, Begeistring, Dybde, Tankefylde finde vi ikke i hine Breve, og
fandtes de, da lignede jo Digtet ikke, men var forfeilet; thi disse
Egenskaber savnes selv i Baggesens Satirer.”
Omtale i ”Dagen” af H.C. Andersens ”Vignetter til danske Digtere”.
Efter ”Phantasier og Skizzer” fulgte fra mig endnu en ny lille bog:
”Vignetter til danske Digtere”, hvori jeg i nogle få linier søgte at
karakterisere det dygtige hos hver af de levende og afdøde forfattere.
Den vakte opmærksomhed et lille vers til mig læstes i ”Dagen”, det lød
således:
Vignetter til danske Digtere. H.C. Andersen
digtsamling 1831
”Til Forfatteren af Digter-Vignetterne i Digterens Navn.”
En værdig Plads Du Dig berede i vor Hal,
Mens Musers høie Kald Du freidig lyde! -
Alt spirer Laurbærgrenen ved Din Pjedestal,
Som engang skal Din Tinding herlig pryde-
Frygt Satyr-Rappet ei, ei Fauner og Silen,
El Momus Haan! Ondt kan kun Ondt fordrive!
Ved Ild, ved Slag maa Guldet luttret blive,
Og dobbelt kostbar er den slebne Ædelsten! -
Det var underskrevet ”Knud Fyenbo”. Man spottede over denne beundrer og
sanger, som jeg havde fået. Men det ville man vist næppe have gjort,
havde man vidst, som jeg senere fik det at vide af forfatteren selv, at
denne var den hæderlige Gubbe Wegener, forstander ved skoleseminariet på Jonstrup, som var udgiver af ”Huusvennen”. Han var almindelig agtet og
hædret. Mine ”Vignetter” blev efterlignet, men kritikken fandt det ikke
passende at omtale dem, ikke et venligt ord, ikke en eneste mild dråbe
sendtes mig, men oftere og senere gav man derimod opkog af tidligere
dadel. Jeg fik ikke kritik, men irettesættelser - og det endnu langt
frem i årene. Dog på denne tid stod mine sager allerslettest.
Ansøgning om rejsestipendium til Kong Frederik den 6.
Hertz opgav sin anonymitet som forfatter til ”Gjengangerbreve” og skulle
have rejsestipendium og om et sådant havde jeg netop også indgivet
ansøgning om. Med sand ærefrygt og inderlig taknemmelighed så jeg op til
Kong Frederik den Sjette. Jeg var opvokset i denne følelse og det var
mig en trang at udtale dette sindelag. Jeg kunne det ikke anderledes end
ved at bringe ham en bog, han tillod mig at dedicere sig, ”Aarets tolv Maaneder”, og nu sagde en mand, der mente mig det deltagende godt og
nøje kendte alle forhold, at for selv at virke lidt til at erholde
rejsestipendium, skulle jeg, når jeg overrakte Kongen min bog, fortælle
ham kort og klart, hvem jeg var og at jeg efter at have taget artium
selv havde uden al understøttelse hjulpet mig frem, men at en rejse mere
end alt andet vist ville bidrage til min uddannelse.
"Aarets tolv Maaneder".Tegnede med Blæk og Pen. Af
H.C. Andersen 1832
Da ville vistnok
Kongen svare, at jeg kunne bringe ham en ansøgning. Denne skulle jeg da
allerede have hos mig og overrække ham. Dette fandt jeg ganske
forfærdeligt, at jeg, idet jeg bragte Kongen min bog, skulle straks bede
om noget for den. Det er nu engang så, blev der svaret mig. Kongen ved
godt, at De giver bogen for at opnå noget. Men dette gjorde mig ganske
fortvivlet, men imidlertid måtte jeg gøre det, det var vejen, sagde man.
Overrækkelsen af digte og ansøgning om rejsestipendium til Kongen
Højst komisk har vist min indtrædelse været. Mit hjerte slog af angst,
og da Kongen på sin ejendommelige måde rask trådte hen imod mig og
spurgte mig, hvad det var for en bog, jeg bragte, svarede jeg: ”en
Cyklus af digte”, ”Cyklus, Cyklus”, hvad mener De? Da blev jeg aldeles
forknyt og sagde: ”Det er nogle vers om Danmark”. Han smilede: ”Nå, nå,
det kan jo være meget godt, tak, tak” og nu bukkede han til afsked. Men
jeg, der slet ikke havde begyndt på mit egentlige ærinde, sagde, at jeg
havde så meget endnu, jeg skulle sige, og uden videre fortalte jeg om
mine studier, og hvorledes jeg havde slået mig igennem. ”Det er meget
rosværdigt” sagde Kongen og da jeg kom til det, at jeg ønskede at få
rejsestipendium, svarede han, som der var sagt mig: ”Nu, så bring en
ansøgning. ”Ja, Deres Majestæt” udbrød jeg nu i hele min naturlighed,
den har jeg allerede med og det er det, jeg finder selv så skrækkeligt,
at jeg skal bringe den tilligemed bogen. Det har man sagt til mig, at
jeg skulle, at det var måden; men jeg finder det så fælt, det er mig så
imod. Tårerne kom mig i Øjnene. Den gode Konge lo ganske højt, nikkede
venligt og tog ansøgningen; jeg bukkede og for af sted i største hast.
Anbefalinger fra betydeligste digtere og kyndige mænd skulle skaffes
Den almindelige mening var, at jeg havde kulmineret og derfor skulle jeg
til at rejse. Det måtte ske nu og jeg følte, hvad siden er blevet
erkendt, at rejselivet har været mig den bedste dannelsesskole. For at
jeg imidlertid kunne blive taget i betragtning blev der sagt mig, at jeg
måtte se at skaffe anbefalinger fra vore betydeligste digtere og kyndige
mænd, skaffe en slags attest på, at jeg var digter. Thi i dette år, just
følte jeg ret betydningen og der var så mange udmærkede unge mennesker,
som søgte rejsestipendium. Det ville være vanskeligt, at jeg mellem
disse kunne komme i betragtning, havde jeg ikke særdeles anbefaling. Jeg
forskaffede disse attester, og jeg tør tro, at jeg er den eneste af alle
tidligere og måske senere danske poeter, der her i hjemmet måtte give
andres skriftlige vidnesbyrd, at jeg virkelig var digter. H.P. Holst,
Paludan-Müller, Thisted, Chr. Molbech, Alle have de erholdt, så vidt jeg
ved, rejseunderstøttelse uden et sådant vidnesbyrd, og som disse heller
ikke trængte til.
H.C. Andersens særegne egenskaber
For mig kom imidlertid det ejendommelige, at de mænd, som anbefalede
mig, hver fremhævede særegne egenskaber hos mig, således Oehlenschläger
mit lyriske talent, Ingemann min opfattelse af folkelivet, og Heiberg
erklærede, at han I mine forskellige frembringelser troede at se et
lune, som var nær beslægtet med vor berømte Wessel. H.C. Ørsted gjorde
opmærksom på, at hvor forskellig meningen end var i publikum om mine
arbejder, mødtes alle dog i det punkt, at jeg virkelig var en digter.
Thiele udtalte sig varmt og begejstret for den Genius hos mig, han så
kæmpe med livets trang og elendighed. Ønskede mine ydre forhold
besejrede og ikke alene for digteren, men for digtekunsten i Danmark.
H.C. Andersen får rejsestipendium, men får også kritik
Det givne vidnesbyrd havde god virkning og jeg fik rejsestipendium.
Hertz et større, jeg et mindre. Vær nu glad, sagde vennerne og føl Deres
mageløse lykke. Nyd øjeblikket, thi det bliver rimeligvis den eneste
gang der gives Dem lejlighed til således at komme ud. De skulle høre,
hvad folk siger, fordi De skal rejse. De skulle vide, hvorledes vi må
forsvare Dem, og sommetider kunne vi desværre ikke og må give de
mennesker ret. Det var ord, som skar mig gennem hjertet. Jeg følte
sjæletrang efter at komme bort. Jeg huskede ikke på de sandhedsord hos
Horats, at sorgen sætter sig op med bag på rytterens hest. Mere end een
sorg tyngede mit hjerte. Der står i ”Agnete og Havmanden” en sang:
”Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer”.
Fru Løssøe var Andersens trøst og betroede
En hel menneskesjæl kan tit afspejle sig i et lille digt. Ved afrejsen
just løftede sig vennerne frem i mit hjerte og mellem de enkelte
tidligere nævnte stod to, der på den tid 'virkede betydeligt ind på min
hele udvikling, på mit liv og min digtning, og som jeg må omtale. Den
ene var Fru Læssøe, datter af den Abrahamson som sang os: ”Min søn, vil
du i verden frem” og hvis smukke følte kvad ved de faldnes grave: ”Værer
Fred med Eder Alle” engang nåede folkets hjerter, moderen til helten ved
Isted, den herlige, kække, ildfulde oberst Læssøe. Hun, den kærligste
moder, hun, en af de mest flersidigt åndeligt udviklede. Kvinder havde
åbnet mig sit hyggelige hjem. Hun delte tit med sin dybe følelse mine
sorger, dem jeg fandt trøst i at betro hende alle. Deltagende,
hjælpende, fuld af opmuntring var hun. Mit blik vendte hun mere og mere
mod naturskønheder og det poetiske i livets enkeltheder, i det såkaldte
små, og da næsten alle opgav mig som digter, holdt hun min tanke op over
de tunge søer: Dersom der i noget af hvad jeg har skrevet findes
kvindelighed og renhed, da er hun en af dem, jeg især skylder dette.
H.C. Andersens sande ven Eduard Collin
Den anden, også en karakter af stor indvirkning på mig, var en af
Collins sønner, nuværende Etatsråd E. Collin.
Opvokset i frie og
lykkelige forhold og søn af højt agtet indflydelsesrig fader, var der
hos ham en kækhed, en bestemthed, som ganske manglede hos mig.
Edvard Collin (1808-1886)
Jørgen Roed 1833
Jeg havde
en bevidsthed om hans inderlige deltagelse for mig og jeg havde endnu
aldrig haft en ungdomsven. Blød og med hele min sjæl bøjede jeg mig mod
ham. Det næsten pigeagtige hos mig stillede han sig imod. Han var den
besindige, den praktiske, og skønt yngre i år end jeg, var han den ældre
i forstand, den ledende, den afgørende, som det ganske lå i forholdene.
Hvor tit misforstod jeg ham ikke og følte mig bedrøvet og forkuet.
Ligesom hans velmente iver blev misforstået af andre. Det var min lyst
og lyksalighed at deklamere enten egne eller fremmede digte. I en
familiekreds, hvor jeg med min unge ven traf sammen og blev opfordret og
var beredt dertil, men hvor han bedre end jeg kendte stemningen og
selskabets forståen af mig. Jeg var dem unægtelig kun en komisk figur,
trådte han hen til mig med de ord, at deklamerede jeg et eneste stykke,
da gik han bort. Jeg blev forknyt, og værtinde og damer overvældede ham
med bebrejdelser for hans opførsel. Først senere har jeg forstået,
hvorledes fra hans standpunkt og med hans anskuelse af øjeblikket han
just viste sig som den ærlige ven, men dengang kostede det mig tårer,
uagtet jeg havde en dyb erkendelse af hans interesse for mig. Hans ønske
og stræben var at bibringe mig, der var bøjelig som et siv, noget af
hans selvstændighed og vilje. I det praktiske liv stillede han sig
virksom ved min side, lige fra hjælpen i de latinske stile før artium
til igennem åringer al ordnen med forlægger og bogtrykker, ja selv
korrekturlæsningen. Igennem alle år under hele min udviklingstid, fra
jeg tålmodig måtte bøje mig og tåle alt, til jeg selv fik en fri sjæl,
vilje og mening, blev han min sande ven.
Idet man fjerner sig fra bjergene, ser man dem først ret i deres sande
skikkelse, således gik det mig med mine kære, idet jeg drog bort.
Et album med vers, som fulgte H.C. Andersen
Et lille album med vers fra mange, hvis navne lyste for mig, var min
lille skat. De fulgte mig og er siden voksede til en rigdom.
Lad nu din Digterphantasie Omsvæve som en flittig Bi Og bringe dygtig Honning,
Imidlertid os ikke glem !
Kjøbenhavn, 19. April 1833.
A. Oehlenschläger
|
”Flyv over Rhinen til Paris
Ned til Neapels Paradis, ,
Og hør de hulde Toner
Som bæve der i Aftnens Luft
Og blandes med Orangens Duft
Høit under Piniens Kroner.
Tilbed Natur og Kunst og Gud,
Men sluk ei Længslen ganske ud;
Den er en hellig Kjerte;
Den flammer evig underfuld
I Elskovs Perle, Venskabs Guld
En trofast, venlig Smerte;
Da veed jeg, kommer Du engang
Til Kuben her paa Sjællands Vang
Med Rigdom for din smukke Sang,
Med uforandret Hjerte.
Kjøbenhavn, 19. April 1833.
Christian Winther.
|
-- Det Dybe skal det Høie bære
Det største Skib kan ei paa Fladen staae,
Det dybt maa vandre, hvis det høit skal svinge,
I Storm og Sky, mod Stjernerne sin Vinge.
Til venlig Erindring
B. S. Ingemann.
|
|
Mind
Dem og glem ei Danmarks Land
hist under Sydens varme Himmel,
glem ikke Danmark, bliv ei svimmel
ved Arnos eller Seinens Strand!
modtag et Raad fra den, der ærlig
har yndet Dem og Deres Pund,
tro ei, jeg falde vil besværlig
ved Reisens sidste Afskedsstund.
Nyt Phantasien som en Digter,
men brug Forstanden som en Mand;
hvor høit man end til Maalet sigter,
man vandrer som i Taagers Land,
naar Flid og Kundskab ei ledsage
paa Livets Vandring al vor Daad.
Lev vel, min Ven ! reis! kom tilbage
tilfreds og glad - antag som Plage
ei mit velmeente lille Raad.
Søcadetacademiet, 20. April 1833
Wulff |
|
|
Eines schickt sich nicht für Alle;
Sehe jeder, wie er treibe,
Sehe jeder, wo er bleibe,
Und wer steht, dass er nicht falle!
Med disse Ord af Göthe Ønsker jeg Dem et heldigt Udbytte af den
forestaaende Reise.
Kjøbenhavn, den 22. April 1833.
J. L. Heiberg
Reis
ikke saa langt, at De glemmer Molbechs Ordbog.
Deres
J. L. Heiberg. |
Fornuften i Fornuften = det Sande, Fornuften i Villien = det Gode, Fornuften i Phantasien = det Skjønne. Mind ved denne Text til mangen Samtale
Deres hengivne H. C. Ørsted
Kjøbenhavn, den 21. April 1833. |
|
Hils
Mignon i Orangelund
Fra hendes Ven ved Øresund
Og siig, at jeg - skjøndt her på grund –
Er sydlig munter, nordisk sund,
Og at jeg tænker mangenstund
(Helst naar jeg faaer et lille Blund)
Paa Mødet i Orangelund!
Sa vil hun studse lidt, men smile
Og bryde ud: Aah!
Fra Just Thiele |
Reis og nyd med Appetit
Glæden under Palmebuer!
Men forglem ei hvad Du skuer!
Thi Du seer det paa credit –
Hva Du saae i Aar og Dage
- Som Jurist jeg maa forpligte,
Giver Du os smukt tilbage
I et Bind af smukke Digte.
Din Ven
F.J.Hansen
|
Hvis intet er nævnt er foto af: Lars
Bjørnsten Odense
|