Mit livs eventyr IV
 

     Rejsen til Harzen 1831

Det var i foråret 1831, at jeg for første gang rejste fra Danmark. Jeg så Lübeck og Hamburg.

Alt overraskede og fyldte mig.

H.C. Andersens rejsepas 1831 til Tyskland

Her var endnu ingen jernbaner. Den brede dybe vej gik over Lüneburg Hede, der så ud, som jeg havde læst i Baggesens beundrede ”Labyrinten”.

Jeg kom til Braunschweig og så for første gang bjerge. Det var Harzen og der gik jeg til fods fra Goslar over Brocken indtil Halle. Verden udvidede sig forunderligt for mig. Mit humør kom igen, som trækfugle, men sorgen er en spurvesværm. Den bliver tilbage og bygger i trækfuglenes rede. Oppe på Brocken havde jeg i bogen, hvori mange rejsende skrev deres navne, stemninger og tilstande, også skrevet mine i det her lille vers:

” Højt over skyen står jeg her,
Dog hjertet må bekende,
Jeg var dog himlen mere nær
Dengang jeg var hos hende”

Året efter meldte en ven mig, der havde besøgt Brocken,, at han havde fundet mit vers, og under det stod skrevet af en landsmand. ”Lille Andersen, gem dine vers til Elmquists læsefrugter, og plag os ikke med dem udenfor landet, hvor de aldrig kommer, uden du selv rejser ud og skriver dem op”

Der Brocken, er det højeste bjerg i Harzen. Se udsigten fra: Brocken

Besøget i Dresden hos Tiecks

I Dresden gjorde jeg bekendtskab med Tiecks. Ingemann havde givet mig et brev med til ham. Jeg hørte ham en aften læse Shakespeares Henrik den 4. Ved min afrejse skrev ham nogle ord i mit album, ønskede mig digterlykke, trykkede mig i sine arme og kyssede mig. Det gjorde det dybeste indtryk på mig. Han store milde, store øjne fæstede sig på mig og jeg har aldrig glemt det siden.

Johann Ludwig Tieck 1773-1853

Litografi af F.A. Fricke.

Født: 31. maj 1773 i Berlin
 

Død: 28. april 1853 i Berlin

Grædende gik jeg bort og bad til Gud på det inderligste om kraft til at vandre den vej, som min sjæl og tanke stundede efter. Kraft til at udtale, hvad jeg følte i mit bryst, og at når jeg atter så Tieck måtte jeg kendes og skattes af ham. Først flere år efter, da mine senere skrifter blev oversat og godt optaget i Tyskland genså vi hinanden og jeg følte hans trofaste håndtryk. Han som udenfor mit fødeland gav mig blandt fremmede, syntes jeg, indvielseskysset.

 

Møde i Berlin med Chamisso

I Berlin skulle et brev fra H.C. Ørsted skaffe mig Chamissos bekendtskab. Den alvorlige høje mand med de lange lokker ned over skuldrene og de ærlige øjne åbnede selv døren, da jeg ringede på. Læste brevet og jeg ved ikke hvorledes, vi forstod straks hinanden så godt. Jeg følte tillid til ham, udtalte mig, som jeg var, om endogså på et dårligt tysk. Chamisso læste dansk.

Adelbert von Chamisso ( Louis Charles Adélaïde de Chamisso de Boncourt 1781-1838)

Tysk digter og botaniker. Født i Frankrig på

Slottet Boncourt, Champagne. Hans familie flygtede under den franske revolution til Tyskland. Fra 1798 til 1807 var han preussisk officer

Litografi af C. Barth efter maleri af P. Reinich

Jeg forærede ham mine ”Digte” og han blev den første, der oversatte mig. Den første der indførte mig i Tyskland. I ”Morgenblatt für gebildete Stände” udtalte han sig dengang således om mig: ”Mit Witz, Laune, Humor und volksthümlicher Naivität begabt, hat Andersen auch tieferen Nachhal erweckende Töne in seiner Gewalt:Er versteht besonders mit Behaglichkeit aus wenigen, leicht hingeworfenen treffenden Zügen kleine Bilder und Landschaften ins Leben zu rufen, die aber oft zu örtlich-eigenthumlich sind, um den anzusprechen, der in der Heimath des Dichters nicht selbst heimisch ist. Vielleichst ist, was von ihm übersetzt werden konnte, oder übersetzt worden ist, am enigsten geeignet, ein Bild von ihm zu geben.”

Chamisso blev mig siden altid en trofast, deltagende ven; han s glæde over mine senere skrifter ses i ”Gesammt-ausgabe” af hans værker i de der aftrykte breve til mig.

Rejseindtryk fra Tyskland

Den lille rejse i Tyskland var af stor indflydelse på mig, erkendte mine københavnske venner. Rejseindtrykkene blev straks nedskrevet og jeg udgav den under titel af ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweitz”, der senere er udkommet i forskellige oversættelser på tysk, ligesom også på engelsk. Her hjemme blev det almindeligt sagt, at man i denne bog sporede fremgang og udvikling hos mig, men sligt erkendes, følte jeg ikke i den måde man var og blev imod mig. Altid samme smålige lyst til at udpille mine fejl og svagheder, kun dvæle ved disse, sammen idelige opdragen. Den jeg var svag nok til at tåle og det af aldeles uvedkommende.

Se eksempler på dagbogsnotater der har dannet baggrund for romanen og rejsebogen: "Skyggebilleder af en Reise til Hartzen fra 1831".

Kritik af H.C. Andersens stavemåde

En dag, kort efter at mine” Skyggebilleder” var udkommet fandt jeg en af mine opdragere med et eksemplar i hånden. Han havde fundet nederst, hvor et ark Endte stå med små bogstaver ”hun” og øverst på det følgende ark ”den”. Det skulle være substantivet ”hunden”, men dette ord var ved afbrydelsen i de forskellige ark blevet overset og maden spurgte strengt: ”Hvad står der? Skriver de ”Hunden” med et lille bogstav!” Jeg var i lune og ærgrede mig også over, at han kunne tro, at det var en uvidenhedsfejl og svarede derfor spøgende: ”Det er en lille Hund, derfor har jeg kun givet ham et lille h”. Men min spøg kaldtes overmod, små plager, vil man måske sige, men det er dråberne, der huler stenen. Jeg omtaler det for at protestere mod den idelige og tankeløse forfængeligheds beskyldning, som da ingen anden fejl i mit private liv kunne udpeges blev båret om og i mange, mange åringer og som gammel mønt stundom endnu kastedes på mit skuebord.

Forfatternes oplæsning

Gerne læste jeg op for enhver, hvor jeg kom. Læste hvad jeg senest havde skrevet. Thi jeg levede og var glad deri. Jeg havde ikke erfaring nok til at vide, hvor sjældent en forfatter bør gøre dette i det mindste her til lands. Enhver herre eller dame, der kan klimpre på et klaver eller synge nogle sange, tør nok i hver kreds, de komme, føre deres noder med og sætte sig til klaveret og derover gøres sjældent bemærkninger.

Udsnit af Elisabeth Jerichau-Baumann maleri: H.C. Andersen læser historien "Engelen" for malerindens børn 1862.

Læs mere om H.C. Andersen og oplæsningen her.

En forfatter kan også læse andres digterværker højt, ikke kun sine egne, da det er forfængelighed. Det har man udtalt nok om Oehlenschläger, der gerne og smukt læste sine arbejder i de forskellige kredse, hvor han kom. Hvilke bemærkninger har jeg ikke i den anledning hørt fra folk, som derved troede at gøre sig interessant eller digteren overlegen. Kunne man tillade sig det med en Oehlenschläger og tillade sig det i en grad man gjorde det, hvor vidt turde man da ikke gå med kun en Andersen.

Digtet ”Pjat, pjat”

Enkelte gange løftede lunet mig over det bitre i omgivelserne. Jeg så dets svagheder og også mine egne. I et sådant øjeblik fremsprang det lille digt ”Pjat, Pjat” der blev opfattet som pamflet, og jeg derfor i en mængde blade og aviser overstænket med godtfolks vers og prosa.

Ja en nådig frue i hvis hus jeg kom kaldte mig til sig og spurgte strengt inkvisitorisk om jeg kom i huse, hvor dette digt kunne passe. Det kunne det ikke på hendes kreds, men at mennesker nu let, fordi jeg var gæst der, kunne falde på også, at nævne det sted som det jeg sigtede til og nu fik jeg en ordentlig straffeprædiken. I teatrets forsal trådte en aften en velklædt og mig ubekendt dame lige hen mod mig og med et udtryk af forbitrelse så hun mig ind i ansigtet og sagde ”pjat”. Jeg tog hatten af. Høflighed er også et svar.
 

Fra slutningen af 1828 til 1839 måtte jeg ernære mig ene og alene ved hvad jeg kunne fortjene ved at skrive. Honoraret var ikke stort og det var mig hårdt at hjælpe mig igennem. Dobbelt hårdt, da jeg måtte se til, at nogenlunde være i klæder efter de kredse, hvori jeg kom. Bladlitteraturen gav da intet honorar for bidrag. Producere og altid producere var ødelæggende, ja umuligt. Jeg oversatte da et par stykker for Det Kongelige Teater: ”La Quarantaine” og ”La reine de seize ans”, og skrev et par operatekster.

H.C. Andersens vest - Hans Christian Andersens waistcoat. Se mere.

Jeg var ved Hofmanns Skrifter blevet opmærksom på Gozzis maskecomedier, og at blandt disse ”il Corvo” var fortrinligt til en operatekst. Jeg læste Meislings oversættelse heraf og blev ganske henrykt, og få uger efter havde jeg færdig operateksten ”Ravnen”, som jeg gav til en ung komponist. Dengang aldeles ubekendt, men af kunstnerkuld og ånd, sønnesønnen af ham, som komponerede ”Kong Christian stod ved høien Mast”.

Komponisten J. P. E. Hartmann og operaen

Min unge komponist var nuværende Professor J. P. E. Hartmann, som sig hør og bør, kendt og hædret. Nu vil vist mange smile ved at høre, at jeg dengang i mit brev til teaterdirektionen måtte ligesom påtage mig ansvaret for Hartmanns musik. Jeg måtte anbefale ham som komponist, der dog nu er den betydeligste Danmark har og det betydelig til at være stolt af.

Ravnen eller broderprøven,trylleopera i tre akter efter Gozzis tragikomiske eventyr. Af H.C. Andersen. Musikken komponeret af J.P.E. Hartmann. 1832

Jeg måtte så at sige skrive hans skudsmål, at han var en mand med talent, at han ville præstere noget godt og dygtigt. Min tekst til ”Ravnen” er uden friskhed og lyrik, og jeg har vist denne selverkendelse ved ikke at optage den i ”Samlede Skrifter”. Kun et kor og en vise, der siden ved afbenyttelsen i koncerter blev af mig omskrevne, er indlagt mellem ”Digte”. Materialet er som bekendt et gammelt eventyr, smukt behandlet af Gozzi, hvem jeg især afbenyttede. Imidlertid har Hartmann skabt et musikalsk værk, fuldt af genialitet og skønhed, som vistnok i tiden igen vil indtage sin berettigede plads i det danske operarepertoire, hvorfra det i mange år har været udelukket og er kun derfor nu kendt stykvis ved koncerter i musikforeningen, der har ladet det hele toneværk med tilhørende underlagt tekst udgive.

H.C. Andersen og J.P.E. Hartmann var nære venner. De var lige gamle og mødtes allerede som 25-årige i et venskab, der skulle vare hele livet. Læs mere om J.P.E. Hartmann og HCA. på www.kb.dk

Tilblivelsen af ”Bruden fra Lammermoor” og Oehlenschlägers bemærkninger herom !

For en anden ung komponist koncertmester J. Bredal, behandlede jeg Walter Scotts roman: ”Bruden fra Lammermoor”.

Begge operaer kom på scenen, men jeg udsattes, især ved den sidstnævnte, uagtet den i sin lyriske del fra min side næppe kan kaldes uheldig, for den mest skånselløse kritik.

 

Bruden fra Lammermoor. Syngestykke bearbejdet efter Walter Scotts roman. Opført på Det Kongelige Teater marts 1833

Man bebrejdede mig, at jeg havde sønderskåret andre digterværker, og det blev sagt mig med hån og spot i de strengeste udtryk. Fra den tid har jeg en erindring om Oehlenschläger, der vel viser hans pirrelighed, men tillige i høj grad hans inderlighed og hjerte. ”Bruden fra Lammermoor” var opført og havde i teatret vundet bifald. Jeg bragte den trykte tekst til Oehlenschläger, der smilede og gratulerede med det store bifald, som jeg havde fået min del af. Jeg var kommet til det nemt ved at tage fra Walter Scott og blive understøttet af komponisten. Det bedrøvede mig at høre ham sige det. Der kom tårer i mine øjne; men i det øjeblik han så det, faldt han mig om halsen, kyssede mig og sagde: ”Det er de andre mennesker, der gør mig ond! ” og nu var han hjerteligheden selv, forærede mig en af sine bøger og skrev sit og mit navn deri.

Samarbejdet med komponisten Weyse

Weyse, der først af alle mest levende havde vist mig deltagelse, og hvem jeg jævnligt mødte i Admiral Wulffs hus, så første forestilling af ”Bruden fra Lammermoor” og var i høj grad tilfreds med min behandling af materialet. Han kom til mig og fortalte mig, at han i lang tid havde følt lyst til at komponere, som opera, materialet i Walter Scotts ”Kenilworth”. Han havde for længe siden anmodet Heiberg om at give ham denne tekst, men det var kun blevet ved løftet. Nu kunne jeg jo gøre det, sagde han. Vi to kunne her arbejde sammen. Ikke anede jeg da, hvilket uvejr der ville drage op over mig ved at føje komponistens ønske. Jeg behøvede penge for at kunne leve; men det var sandelig ikke det forventede honorar, som bestemte mig, tør jeg nok sige. Nej, jeg følte mig glad og smigret ved at kunne arbejde sammen med Weyse.

Læs om H.C.Andersen og C.E.F. Weyse

Weyse, H.C. Andersens trofaste støtte og samarbejdspartner

Vor største og herligste komponist og det opfyldte mig med glæde at tænke på, at jeg til ham, der i Sibonis hus først havde følt deltagelse for mig, den fattige dreng, nu trådte i et slags højere forhold, og jeg tog straks fat; men jeg var ikke halv færdig, før det var omtalt i byen, og der lød hård og skånselsløs tale mod mig. Et par blade udtalte, at jeg ”sønderlemmede det ene digterværk efter det andet”.

Komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842)

Mismodig opgav jeg derfor at fuldende dette, men Weyse talte med spøg og alvor derimod.

Weyse og H.C. Andersen arbejder sammen om opera

Han ytrede en stor tilfredshed med hvad jeg alt havde bragt ham og bad mig endelig blive ved. Hans ønske var mig mere end mængdens hårdhed og dadel. Han tog selv straks fat og komponerede først den lille romance i anden akt: ”Hyrden græsser sine Faar”. Snart havde han fra mig den hele operatekst, og da den i al betydning af ordet var skreven for ham, gav jeg ham, da jeg snart efter kom på rejse, fri hånd over den. Selv skrev han hele vers ind, eller forandrede, eftersom han ville det, hvad jeg alt havde givet; således stod hos mig:

”Gjennem disse dunkle Gange
Snoer sig Dødens Slange!”

Weyse skrev det om:

”Fra denne sorte Krog
Snoer sig Dødens Snog!”

Og da jeg siden gjorde nogle bemærkninger derimod, svarede han på sin komiske måde: ”I dunkle gange er altid en sort krog, og en snog er en lille slange. De ser altså, at jeg her slet ikke har forandret Deres billede, men fået det bedre til at passe for musikken ”.

Weyse og den gode afslutning

Det var denne udmærkede mand ejendommeligt, at han ikke kunne slutte læsningen af en bog, når han kom efter, at den endte sørgeligt. Emmy Robsart i ”Kenilworth” skulle derfor ægte Leicester.” Hvorfor gøre dem ulykkelige, når man med et par pennestrøg kan gøre dem det så godt, sagde han.
Men det er imod historien, ytrede jeg og hvad gør vi desuden da ved Dronning Elisabeth? Hun kan sige: stolte England, jeg er din, svarede han og så lod jeg hende også ende operaen med disse hans ord.

Nye udgivelser og hård kritik af H.C. Andersens arbejder

”Festen på Kenilworth” kom på scenen, men jeg har kun ladet sangene deraf trykke.

To af disse er ved musikken blevet meget kendte i hjemmet, nemlig: ”Brødre, meget langt herfra” og ”Hyrden græsser sine Faar”.

"Festen på Kenilworth" 1836. Musikken til syngestykket er komponeret af C.F. Weyse. Weyse, har altid været en af H.C. Andersens trofaste støtter.

Anonyme angreb, plumpe, med fodposten mig tilsendte breve, i hvilke ubekendte størrelser forhånede og spottede mig på den mest rå og drengeagtige måde, hørte til denne min livsperiode.

Imidlertid vovede jeg dog samme år endnu at udgive en ny digtsamling: ”Årets tolv Måneder”. Der senere af kritikken er bleven omtalt som en bog, der indeholder flere af mine bedste lyriske digte, men dengang blev den almindelig forkastet og sparket til.


Videnskabsmænd, æstetik og H. C. Andersen

Da var i sin blomstren ”Maanedsskrift for Litteratur”. H. C. Ørsted, tror jeg, var stifteren og det talte imellem sine medarbejdere flere af landets hædrede videnskabsmænd. Det var en åndens domstol af betydenhed, dog, som også Ørsted indrømmede, skortede det dem i det æstetiske virksomhed. Her måtte de ofte tage, hvem de kunne få og desværre tror de fleste mennesker, at om æstetiske arbejder kan deres mening være lige så berettiget som andres. Det påstår man ikke om at sy støvler og lave mad, dog er og bliver det vist, at om man end kan skrive en fortræffelig latinsk skolebog eller flittigt samle til et leksikon, kan man dog være en udygtig dommer i det skønnes rige. Derpå er givet beviser af ”Maanedsskrift for Litteratur”, således bogstaverede dette lærde selskab dengang, medens det strengt rettede stil hos mig.

H.C. Andersen tager til genmæle mod kritikeren Molbech

Lidt efter lidt blev det bestyrelsen mere og mere vanskeligt at finde en anmelder til en digters. Arbejde. Den, som imidlertid altid var beredt ved sin mærkelige iver for at skrive og tale om enhver ting, var historikeren Molbech, dengang teaterdirektør. Han har så tit udtalt sin mening om mig, at jeg må nu også engang udtale mig om ham. Jeg erkender i ham en flittig samler, og at han ved sin ordbog særligt har bidraget til, som man kalder det, at afhjælpe et savn i litteraturen, uagtet dette hans betydeligste værk er temmelig ufuldstændigt og besidder en stor ensidighed. Han viser ikke der, hvorledes de dygtigste danskskrivende skrive, men hvorledes hans eget lune vil, at der skal bogstaveres. Som dommer over æstetiske arbejder har han tit optrådt partisk og ensidig, mens hans egen skabende genius nok alene har bragt i ungdomstiden, en vandring i gennem Danmark, skrevet i den tids blomstersprog, og en rejse igennem Tyskland, Frankrig og Italien, der synes øst af bøger og ikke af livet.

Molbech bliver teaterdirektør på Det Kongelige Teater

Han sad i sin studerstue og på Det kongelige Bibliotek og havde, som det almindelig hed, i mange år ikke været i teatret, da han pludselig blev teaterdirektør og censor over indleverede stykker. Sygelig, ensidig og gnaven, man kan da tænke sig Resultatet.

Christian Molbech 1783-1857

I min tidligste forfattertid havde jeg hans særdeles gunst, men snart sank min stjerne for en anden opgående. Det var Paludan-Müller, der fremtrådte med ”Dandserinden” og siden med ”Amor og Psyche”; og da Molbech ikke længer elskede mig, så var han imod mig. Det er den korte historie og nu er det sagt.

Ordsproget: ”Når vognen hælder, skubber alle på”,

Det er et ordsprog: ”Når vognen hælder, skubber alle på”, og jeg prøvede det dengang. Overalt talte man kun om mine fejl. Det er menneskeligt, at man under et alt for hårdt tryk ømmer sig, og det gjorde jeg og efter min natur udtalte det for hvad man kalder venner, og fra disse bragtes det om i den store stad, der tit kan være så lille. Selv velklædte folk traf jeg på, der i forbigående med grinende ansigter gjorde en forhånende bemærkning til mig. Der er hos os danske et stort element til at spotte eller smukkere sagt, vi har sans for det komiske, og derfor ejer vi så mange lystspildigtere.

Henrik Hertz og de anonyme ”Gjengangerbreve”.

Da var det en ny stjerne gik op i den danske litteratur, Henrik Hertz optrådte anonym med sine ”Gjengangerbreve”.

Henrik Hertz 1798-1870. Litografi af Em. Bærentzen 1842

Det var, hed det, alt det urenes udjagelse af templet, den afdøde Baggesen sendte polemiske breve fra paradis, og de var ham så ypperligt afkopierede i ånd og form, at man måtte sige: ”Det er Baggesen, der virkeligt har skrevet dem”. Heiberg stod her i glans og glorie.

Oehlenschläger og Hauch blev angrebet og den gamle historie om mine ortografiske fejl i ”Fodreisen” kom frem, mit navn og min skolegang i Slagelse bragtes i forbindelse med ”Hellig Anders” der, og så var vittigheden i stand: ”Hellig Andersen”, der red på ”musens nattegamle føl”. Holberg, havde vist sagt det bedre. Jeg blev ordentlig revset. De anonyme ”Gjengangerbreve” optog alles tanke og interesse. Der rullede en begejstringens sø over det hele land og rige. Alt andet var glemt. Jeg har ikke senere oplevet, at nogen digtning således har betaget folk. Det skulle da være ”Clara Raphael” ved Heibergs fortale. Det, at man ej kunne udfinde, hvem forfatteren var, gjorde det endnu mere pikant og man var henrykt med rette. En sådan digtning kommer ikke hvert år. Heiberg undskyldte eller om man vil, klarede i ”Den flyvende Post” for et par af sine venner, der var blevet kritisk berørte. For mig havde han ikke et ord.

Latterliggørelsen af H.C. Andersen

Det således offentligt i et skrift at være udstillet hånende havde da en ganske anden latterliggørelse end nu, da lignende er sket med så mange. Corsarens forgænger, ”Raketten”, som Mathias Winther udgav, var formeligt da en slags gabestok, der kastede over den udstillede en skygge af betydning hos publikum, som dengang i alt, hvad der var trykt, troede måtte være nogen sandhed.

At folk ville latterliggøre Andersen fremgår bl.a. af dette smædedigt, som H.C. Andersen modtog med posten under sin rejse til bl.a. Paris. Smædedigtet er bragt i Kjøbenhavnsposten fra 13. maj 1833

Ingen, uden en pseudonym, Davieno tog sig af mig. Det var student Drejer, broder til botanikeren, nu begge døde, et begavet menneske, hvis efterladte digte med biografi er udkommet, uden at der nævnes dennes større digtning: ”Riimbrev til Knud Sjællandsfar” den, han skrev til mit forsvar.
Der var for resten intet for mig at sige, jeg måtte lade den store, tunge sø gå hen over mig og at den aldeles ville bortskylle mig, var en almindelig mening. Jeg følte dybt såret af den skarpe kniv, og var nærved at opgive mig selv, som jeg nu blev det næsten af alle. Der var ingen Allah uden Gjenganger brevenes forfatter, og Heiberg var hans profet.
Netop i de dage udkom min digtsamling: ”Phantasier og Skizzer”, på titelbladet her satte jeg som motto nogle ord af selve Gjengangerbrevene. Det var mit eneste indlæg i denne livssag. Jeg gentog digterens egne ord:

„Dom maa der til; men den, der dømmer,
Bør mindes vel, Geniets Frugt
Er kun et endeligt Product
Der, født af Tiden, med den svømmer,
Han vaage for Critikkens Sag,
Før han et enkelt Værk berømmer;
Men overveie Nat og Dag
Før han — — fordømmer.

Thi det er let at rive ned;
Det er ei heller svært at tage;
Men vanskeligt, i Tabets Sted
At give det Forglemtes Mage
Og frelse hvad der bli'er tilbage.“

Gjenganger-Breve

Kritik af Henrik Hertz's Gengangerbreve i månedsskriftet ”Prometheus”.

Den første roligere stemme, forskelligt fra jubelens, der lød, var var digteren, professor Wilsters i månedsskriftet ”Prometheus”.

”Hertz's Gengangerbreve er intet Kunstværk, men et Kunststykke, og man kan ikke let tænke sig, at en original, begeistret Digteraand kan falde paa at skrive et saadant Arbiede af saa stort Omfang; neppe vilde en sand Digter befatte sig med Sligt, uden parodisk eller ironisk. Den paafaldende Maade, hvorpaa han forstod at eftertale Baggesens Sprog i lignende polemiske Arbeider, et Sprog, som i sin Tid havde henrevet en stor Deel af Folket skaffede dem ualmindeligt Bifald, hvortil ogsaa Anonymitetens Kryderi bidrog en Deel. De gjorde Lykke ved en Form som ikke blot i og for sig var tækkelig, men som tillige havde den Fortjeneste at være en skuffende Eftergjørelse; derfor var den Glæde de vakte, beslægtet med den, som vi føle, naar vi høre En efterligne en Andens Stemme; i slige Tilfælde spørger man heller ikke meget om hvad der siges, men kun om hvordan det siges; derfor bragtes Forfatteren saa .at sige af Selforsvarsdriften til at anprise Formen, som Poesiens eneste lyksaliggjørende Egenskab, da Formen er et saadant Digts ligesom enhver forsætlig og erklæret Efterlignings fornemste Dyd. Men egentlig Poesi, Begeistring, Dybde, Tankefylde finde vi ikke i hine Breve, og fandtes de, da lignede jo Digtet ikke, men var forfeilet; thi disse Egenskaber savnes selv i Baggesens Satirer.”
 

Omtale i ”Dagen” af H.C. Andersens ”Vignetter til danske Digtere”.

Efter ”Phantasier og Skizzer” fulgte fra mig endnu en ny lille bog: ”Vignetter til danske Digtere”, hvori jeg i nogle få linier søgte at karakterisere det dygtige hos hver af de levende og afdøde forfattere.

Den vakte opmærksomhed et lille vers til mig læstes i ”Dagen”, det lød således:

Vignetter til danske Digtere. H.C. Andersen digtsamling 1831

”Til Forfatteren af Digter-Vignetterne i Digterens Navn.”

En værdig Plads Du Dig berede i vor Hal,
Mens Musers høie Kald Du freidig lyde! -
Alt spirer Laurbærgrenen ved Din Pjedestal,
Som engang skal Din Tinding herlig pryde-
Frygt Satyr-Rappet ei, ei Fauner og Silen,
El Momus Haan! Ondt kan kun Ondt fordrive!
Ved Ild, ved Slag maa Guldet luttret blive,
Og dobbelt kostbar er den slebne Ædelsten! -

Det var underskrevet ”Knud Fyenbo”. Man spottede over denne beundrer og sanger, som jeg havde fået. Men det ville man vist næppe have gjort, havde man vidst, som jeg senere fik det at vide af forfatteren selv, at denne var den hæderlige Gubbe Wegener, forstander ved skoleseminariet på Jonstrup, som var udgiver af ”Huusvennen”. Han var almindelig agtet og hædret. Mine ”Vignetter” blev efterlignet, men kritikken fandt det ikke passende at omtale dem, ikke et venligt ord, ikke en eneste mild dråbe sendtes mig, men oftere og senere gav man derimod opkog af tidligere dadel. Jeg fik ikke kritik, men irettesættelser - og det endnu langt frem i årene. Dog på denne tid stod mine sager allerslettest.

Ansøgning om rejsestipendium til Kong Frederik den 6.

Hertz opgav sin anonymitet som forfatter til ”Gjengangerbreve” og skulle have rejsestipendium og om et sådant havde jeg netop også indgivet ansøgning om. Med sand ærefrygt og inderlig taknemmelighed så jeg op til Kong Frederik den Sjette. Jeg var opvokset i denne følelse og det var mig en trang at udtale dette sindelag. Jeg kunne det ikke anderledes end ved at bringe ham en bog, han tillod mig at dedicere sig, ”Aarets tolv Maaneder”, og nu sagde en mand, der mente mig det deltagende godt og nøje kendte alle forhold, at for selv at virke lidt til at erholde rejsestipendium, skulle jeg, når jeg overrakte Kongen min bog, fortælle ham kort og klart, hvem jeg var og at jeg efter at have taget artium selv havde uden al understøttelse hjulpet mig frem, men at en rejse mere end alt andet vist ville bidrage til min uddannelse.

"Aarets tolv Maaneder".Tegnede med Blæk og Pen. Af H.C. Andersen 1832

Da ville vistnok Kongen svare, at jeg kunne bringe ham en ansøgning. Denne skulle jeg da allerede have hos mig og overrække ham. Dette fandt jeg ganske forfærdeligt, at jeg, idet jeg bragte Kongen min bog, skulle straks bede om noget for den. Det er nu engang så, blev der svaret mig. Kongen ved godt, at De giver bogen for at opnå noget. Men dette gjorde mig ganske fortvivlet, men imidlertid måtte jeg gøre det, det var vejen, sagde man.

Overrækkelsen af digte og ansøgning om rejsestipendium til Kongen

Højst komisk har vist min indtrædelse været. Mit hjerte slog af angst, og da Kongen på sin ejendommelige måde rask trådte hen imod mig og spurgte mig, hvad det var for en bog, jeg bragte, svarede jeg: ”en Cyklus af digte”, ”Cyklus, Cyklus”, hvad mener De? Da blev jeg aldeles forknyt og sagde: ”Det er nogle vers om Danmark”. Han smilede: ”Nå, nå, det kan jo være meget godt, tak, tak” og nu bukkede han til afsked. Men jeg, der slet ikke havde begyndt på mit egentlige ærinde, sagde, at jeg havde så meget endnu, jeg skulle sige, og uden videre fortalte jeg om mine studier, og hvorledes jeg havde slået mig igennem. ”Det er meget rosværdigt” sagde Kongen og da jeg kom til det, at jeg ønskede at få rejsestipendium, svarede han, som der var sagt mig: ”Nu, så bring en ansøgning. ”Ja, Deres Majestæt” udbrød jeg nu i hele min naturlighed, den har jeg allerede med og det er det, jeg finder selv så skrækkeligt, at jeg skal bringe den tilligemed bogen. Det har man sagt til mig, at jeg skulle, at det var måden; men jeg finder det så fælt, det er mig så imod. Tårerne kom mig i Øjnene. Den gode Konge lo ganske højt, nikkede venligt og tog ansøgningen; jeg bukkede og for af sted i største hast.

Anbefalinger fra betydeligste digtere og kyndige mænd skulle skaffes

Den almindelige mening var, at jeg havde kulmineret og derfor skulle jeg til at rejse. Det måtte ske nu og jeg følte, hvad siden er blevet erkendt, at rejselivet har været mig den bedste dannelsesskole. For at jeg imidlertid kunne blive taget i betragtning blev der sagt mig, at jeg måtte se at skaffe anbefalinger fra vore betydeligste digtere og kyndige mænd, skaffe en slags attest på, at jeg var digter. Thi i dette år, just følte jeg ret betydningen og der var så mange udmærkede unge mennesker, som søgte rejsestipendium. Det ville være vanskeligt, at jeg mellem disse kunne komme i betragtning, havde jeg ikke særdeles anbefaling. Jeg forskaffede disse attester, og jeg tør tro, at jeg er den eneste af alle tidligere og måske senere danske poeter, der her i hjemmet måtte give andres skriftlige vidnesbyrd, at jeg virkelig var digter. H.P. Holst, Paludan-Müller, Thisted, Chr. Molbech, Alle have de erholdt, så vidt jeg ved, rejseunderstøttelse uden et sådant vidnesbyrd, og som disse heller ikke trængte til.

H.C. Andersens særegne egenskaber

For mig kom imidlertid det ejendommelige, at de mænd, som anbefalede mig, hver fremhævede særegne egenskaber hos mig, således Oehlenschläger mit lyriske talent, Ingemann min opfattelse af folkelivet, og Heiberg erklærede, at han I mine forskellige frembringelser troede at se et lune, som var nær beslægtet med vor berømte Wessel. H.C. Ørsted gjorde opmærksom på, at hvor forskellig meningen end var i publikum om mine arbejder, mødtes alle dog i det punkt, at jeg virkelig var en digter. Thiele udtalte sig varmt og begejstret for den Genius hos mig, han så kæmpe med livets trang og elendighed. Ønskede mine ydre forhold besejrede og ikke alene for digteren, men for digtekunsten i Danmark.

H.C. Andersen får rejsestipendium, men får også kritik

Det givne vidnesbyrd havde god virkning og jeg fik rejsestipendium. Hertz et større, jeg et mindre. Vær nu glad, sagde vennerne og føl Deres mageløse lykke. Nyd øjeblikket, thi det bliver rimeligvis den eneste gang der gives Dem lejlighed til således at komme ud. De skulle høre, hvad folk siger, fordi De skal rejse. De skulle vide, hvorledes vi må forsvare Dem, og sommetider kunne vi desværre ikke og må give de mennesker ret. Det var ord, som skar mig gennem hjertet. Jeg følte sjæletrang efter at komme bort. Jeg huskede ikke på de sandhedsord hos Horats, at sorgen sætter sig op med bag på rytterens hest. Mere end een sorg tyngede mit hjerte. Der står i ”Agnete og Havmanden” en sang:

”Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer”.

Fru Løssøe var Andersens trøst og betroede

En hel menneskesjæl kan tit afspejle sig i et lille digt. Ved afrejsen just løftede sig vennerne frem i mit hjerte og mellem de enkelte tidligere nævnte stod to, der på den tid 'virkede betydeligt ind på min hele udvikling, på mit liv og min digtning, og som jeg må omtale. Den ene var Fru Læssøe, datter af den Abrahamson som sang os: ”Min søn, vil du i verden frem” og hvis smukke følte kvad ved de faldnes grave: ”Værer Fred med Eder Alle” engang nåede folkets hjerter, moderen til helten ved Isted, den herlige, kække, ildfulde oberst Læssøe. Hun, den kærligste moder, hun, en af de mest flersidigt åndeligt udviklede. Kvinder havde åbnet mig sit hyggelige hjem. Hun delte tit med sin dybe følelse mine sorger, dem jeg fandt trøst i at betro hende alle. Deltagende, hjælpende, fuld af opmuntring var hun. Mit blik vendte hun mere og mere mod naturskønheder og det poetiske i livets enkeltheder, i det såkaldte små, og da næsten alle opgav mig som digter, holdt hun min tanke op over de tunge søer: Dersom der i noget af hvad jeg har skrevet findes kvindelighed og renhed, da er hun en af dem, jeg især skylder dette.

H.C. Andersens sande ven Eduard Collin

Den anden, også en karakter af stor indvirkning på mig, var en af Collins sønner, nuværende Etatsråd E. Collin.

Opvokset i frie og lykkelige forhold og søn af højt agtet indflydelsesrig fader, var der hos ham en kækhed, en bestemthed, som ganske manglede hos mig.

Edvard Collin (1808-1886)

Jørgen Roed 1833

Jeg havde en bevidsthed om hans inderlige deltagelse for mig og jeg havde endnu aldrig haft en ungdomsven. Blød og med hele min sjæl bøjede jeg mig mod ham. Det næsten pigeagtige hos mig stillede han sig imod. Han var den besindige, den praktiske, og skønt yngre i år end jeg, var han den ældre i forstand, den ledende, den afgørende, som det ganske lå i forholdene. Hvor tit misforstod jeg ham ikke og følte mig bedrøvet og forkuet. Ligesom hans velmente iver blev misforstået af andre. Det var min lyst og lyksalighed at deklamere enten egne eller fremmede digte. I en familiekreds, hvor jeg med min unge ven traf sammen og blev opfordret og var beredt dertil, men hvor han bedre end jeg kendte stemningen og selskabets forståen af mig. Jeg var dem unægtelig kun en komisk figur, trådte han hen til mig med de ord, at deklamerede jeg et eneste stykke, da gik han bort. Jeg blev forknyt, og værtinde og damer overvældede ham med bebrejdelser for hans opførsel. Først senere har jeg forstået, hvorledes fra hans standpunkt og med hans anskuelse af øjeblikket han just viste sig som den ærlige ven, men dengang kostede det mig tårer, uagtet jeg havde en dyb erkendelse af hans interesse for mig. Hans ønske og stræben var at bibringe mig, der var bøjelig som et siv, noget af hans selvstændighed og vilje. I det praktiske liv stillede han sig virksom ved min side, lige fra hjælpen i de latinske stile før artium til igennem åringer al ordnen med forlægger og bogtrykker, ja selv korrekturlæsningen. Igennem alle år under hele min udviklingstid, fra jeg tålmodig måtte bøje mig og tåle alt, til jeg selv fik en fri sjæl, vilje og mening, blev han min sande ven.

Idet man fjerner sig fra bjergene, ser man dem først ret i deres sande skikkelse, således gik det mig med mine kære, idet jeg drog bort.
 

Et album med vers, som fulgte H.C. Andersen

Et lille album med vers fra mange, hvis navne lyste for mig, var min lille skat. De fulgte mig og er siden voksede til en rigdom.