Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

( 1 )  Aaret 1848 rullede op, et mærkeligt Aar, et Vulkan-Aar, hvori de store Tidsbølger ogsaa skyllede blodigt hen over vort Fædreland.

 Allerede de første Dage i januar laae Kong Christian den Ottende syg; sidste Gang jeg saae ham, var en Aften, jeg ved en Skrivelse blev tilsagt hos ham til Thee, og at medbringe Eet eller Andet at læse for Hans Majestæt. Foruden Høistsamme fandt jeg her Dronningen, en Hofdame og en Cavaleer. Kongen hilsede saa hjertensmild og god, men maatte ligge paa Sophaen; jeg forelæste et Par Capitler af min da endnu ikke fuldendte Roman »De to Baronesser«, jeg læste desuden to à tre Eventyr; Kongen syntes saa oplivet, loe og talte livligt og inderligt. Da jeg siden gik bort, tilnikkede Kongen mig saa glad og venligt fra sit Leie, og de sidste Ord, jeg hørte ham sige, vare: »Vi sees snart igjen.« Men det skete ikke. Han blev meget syg, jeg følte en Uro, en Angest for at miste ham og gik daglig ud til Amalienborg for at høre om hans Befindende; snart lød den Vished, at det vilde blive hans Død, jeg kom ved denne Efterretning inderlig bedrøvet til Oehlenschläger, der, forunderlig nok., endnu ikke vidste, at Kongens Liv var i Fare, han saae min Bedrøvelse og brast i Graad; hans Hjerte hang saa inderligt ved Kongen. Næste Formiddag mødte jeg paa Amalienborgs Trapper Oehlenschläger støttende sig paa Christiani, de kom ud fra Forværelset. Oehlenschläger var bleg, sagde ikke et Ord, trykkede i Forbigaaende min Haand, og Taarerne stode i hans Øine. Kongen var saa godt som opgivet.

Den tyvende Januar var jeg flere Gange derude, jeg stod en Aften i Sneen paa Pladsen og saae op til Vinduerne, hvor indenfor min Konge laae døende. Klokken 10¾ var han hensovet.

Næste Morgen stode Folk udenfor Palaiet, derinde laae Christian den Ottende død! jeg gik hjem og græd dybt og inderligt for ham, jeg saa usigelig holdt af og nu havde mistet i denne Verden. I Sorg og ret ud af mat Hjerte skrev jeg over ham uogle Stropher, den Linie i disse:

»Det Dygtige Du skatted' og forstod!«

blev lagt mig for Had, det skulde være en Hentydning paa mig selv. Hele Kjøbenbavn var i Bevægelse, den nye Tingenes Orden rullede op. Den otte og tyvende Januar blev Constitutionen forkyndt. Christian den Ottende laae paa Lit de parade, jeg kom derhen, jeg saae ham og blev saa smerteligt bevæget, at jeg syg maatte føres ind i et af de tilstødende Værelser. Den fem og tyvende Februar blev Kongens Liig bragt til Roeskilde; jeg sad herhjemme og hørte Klokkerne ringe.

Gjennem Europa gik store Bevægelser, Revolutionen brød ud i Paris, Louis Philippe med Familie forlod Frankrig; som mægtige Søer gik Oprøret gjennem Tydsklands Byer; herhjemme læste vi endnu kun herom. - Her alene var et Fredens Hjem! her kunde man endnu aande frit, tænke paa at besøge Kunst, Theater og alt det Skjønne. Men Freden varede kun kort, de store Døninger naaede allerede op til os. Oprøret brød ud i Holsteen. Rygtet slog ned som en Lynstraale og Alt var i Bevægelse. En utrolig Menneskemasse samlede sig i Casinos store Sal, og næste Morgen drog en Deputation til Frederik den syvende, jeg stod paa Slotspladsen og saae den store Skare. - Snart var Kongens Svar og Ministeriets Afskedigelse bekjendt i Staden.

Jeg var i forskjellige Kredse Vidne til de høist forskjellige Indtryk af Begivenhederne. Gjennem Gaderne droge Dag og Aften store Folkeskarer syngende fædrelandske Sange; der skete ingen Excesser, men der var noget Uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede Horder, disse mig ubekjendte Ansigter, det var, som om en heel anden Slægt var traadt frem. Flere Venner af Orden og Ro sluttede sig derfor til Folkestimlen og ledte den fra Afveie. Jeg selv blev af Ordens-Comiteen optagen til at virke med for at holde god Orden, og der behøvedes kun, naar Hoben raabte Navnet paa et Sted, hvor den maaskee vilde have skeiet ud, at en Enkelt gjentog »lige frem!« og saa gik den hele Stimmel ligefrem! - I Theatret sang Publicum, Orebestret maatte spille fædrelandske Sange. - Rundt om forkyndtes, at Byen skulde illumineres, og komisk nok, de, der vare dette nye Ministerium mindst velsindede, satte Lys i Vinduerne, for ikke at faae Deres Ruder slagne ind.

En Deputation fra Holsteen kom til Kjøbenhavn, Forbittrelsen var stor imod dem, men Kongen bød i sin Proclamation: »De slesvig-holsteenske Afsendinges Sikkerhed betroe Vi vort danske Folks Ære!«

Studenterne hævdede den, idet de gik om i Folkehoben og talte, til paa det Bedste, Soldater opstilledes i Gaderne, gjennem hvilke de Afsendte skulde til Dampskibet, Folkemassen ventede her, og imidlertid førtes de fra Slottet til Canalen bagved, og derfra til Toldboden, hvor de saaledes, uden at bemærkes, kom ombord.

Rustninger skete til Lands og Vands. Hver hjalp efter sine Kræfter. En af vore dygtige Embedsmænd kom hjem til mig og udtalte, at det vilde være godt, om jeg gjennem Pressen i England, hvor jeg var kjendt og læstes, vilde tale vor Sag. Jeg skrev strax til Hr. Jerdan, Redacteur af »Literary Gazette«, hvori mit Brev, der giver et tro Billed af Stemning og Tilstand her hjemme, øieblikkelig blev optaget:

-Kjøbenhavn, den trettende April 1848.

Kjære Ven!

Det er kun faa Uger siden jeg skrev Dem til, og i Tidshistorien ligger en Række Begivenheder, som om Aar vare hengaaede. Politik har aldrig været min Sag, Digteren har en anden Mission, men nu, da Bevægelser gaae gjennem Landene, saa at man ikke kan staae paa Jordbunden uden at føle disse i sine Fingerspidser, maa man tale derom. De veed, hvorledes det Øieblikkelig staaer til i Danmark: vi have Krig! men en Krig, der føres af hele det begeistrede danske Folk, en Krig, hvor Adelsbaaren og Bonde, fuld af sin retfærdige Sag, stiller sig frivillig i Slagrækken; det er denne Begeistring, jeg maa fortælle Dem, dette Fædrelands-Sind, som opfylder og opløfter hele den danske Nation.

Det falske Lys, hvori de partiførende Slesvigholstenere, i en Række af Aar, gjennem tydske Blade, have sat os for det ærlige, dygtige tydske Folk, den Maade, hvorpaa Prindsen af Noer har taget Rendsborg, idet han sagde, at den danske Konge ikke var fri, og at det var i Dennes kongelige Interesse, han handlede, har oprørt de Danske, og som een Mand har dette Folk reist sig; alt Hverdagslivets Smaaligheder forsvinder for store, ædle Træk. Alt er i Bevægelse, men med Orden og Enighed; Pengebidrag i rigt Maal strømme til fra alle Stænder og Classer, selv den fattige Haandværkssvend og Tjenestepigen bringer sin Skjærv; man hørte, at der var Trang paa Heste og i faa Dage sendtes fra Byerne og fra Landet en saadan Mængde, at Krigsministeren nu har bekjendtgjort, at der ikke haves Brug for flere. I alle Huse pille Qvinderne Charpie; i Skolernes Øverste Classe arbeide Drengene med at lave Patroner; de Fleste, som kunne bære Vaaben, Øve sig i at bruge disse. Unge Grever og Baroner stille sig som Menigmand i Soldaternes Række, og dette, at Alle staae lige i Kjærlighed og Forsvar for Fædrelandet, begriber De, styrker Soldatens Mod og Begeistring.

Blandt de Frivillige er en Søn af Statholderen i Norge, en ung Mand, der hører til de første Familier; han var her i Besøg denne Vinter og ønskede, henreven for vor ærlige Sag at tage Deel i Kampen, men kunde, som Udlænding ikke optages; da kjøbte han sig Øieblikkelig en dansk Gaard, meldte sig nu som dansk Borger, trak Soldatertrøien paa og gik som Menig ind i en af de bortmarscherende Batailloner, bestemt paa at leve kun af sit Commisbrød og sine tolv Skilling om Dagen, dele Kammeraternes Lod. Og som han have danske Mænd af alle Stænder gjort; Herremanden og Studenten, Rige og Fattige gaae med, og det er med Sang og Jubel, som til en Fest! Vor Konge er selv dragen til Hærens Hovedqvarteer, dansk, ærlig i Sind og Villie for sin gode Sag; hans Livgarde er om ham; en Deel af denne ere Holstenere, og disse bleve ved Afmarschen fritagne for at gaae imod deres Landsmænd, men Enhver udbad sig det som en Naade at gaae med og erholdt den.

Indtil dette Øieblik, og vi haaber fremdeles, er Vor Herre med os. Hæren gaaer rask seirende fremad, Øen Als er taget, ligesom ogsaa Byerne Flensborg og Slesvig, vi staae ved den holsteenske Grændse og have gjort over tusinde Fanger; de Fleste af disse ere bragte her til Kjøbenhavn og høilig opbragte paa Prindsen af Noer, der, uagtet hans Løfte at opoffre Liv og Blod med dem, forlod dem i det første Slag, forlod dem, da de Danske med Skud og Bajonetter trængte ind i Flensborg.

I vor Tid gaae Omskiftelsens Storme gjennem Landene, men Een over dem Alle omskiftes ikke, det er Gud, den Retfærdige! han er for Danmark, som kun vil sin Ret, og den skal og maa blive erkjendt; Sandheden er den seirende Magt hos Folk og Nationer.

»Nationaliteterne deres Ret, det Dygtige og Gode al Fremgang!« Det er og maa være Europas Løsen og ved dette seer jeg fortrøstende fremad. Tydskerne ere et ærligt, sandhedskjærligt Folk, de ville komme til Klarhed om Forholdet heroppe, og deres Forbittrelse vil og maa forvandle sig til Høiagtelse og Venskab; gid denne Tanke komme snart! Gud lade sit Ansigt lyse over Landene!

Hans Christian Andersen

 

Dette Brev var eet af de faa herhjemme fra, der gik igjennem flere udenlandske Blade.

Fortsættes her