Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

( 1 )  Et Par Dage efter var jeg i Danmark.
 

Min vistnok meest gjennemarbeidede Bog »I Sverrig« giver det aandige Resultat af denne Reise, og jeg tør troe, at fremfor noget andet enkelt af mine Arbeider aabenbarer sig her det Eiendommeligste hos mig: Naturskildringer, det Eventyrlige, Humor og Lyrik, som denne sidste kan gives i Prosaen. Det svenske Blad »Bore« udtalte sig først herom: »Man finner i denne bok inga vanliga tourist-impressioner och reflexioner, det hele er en dikt på prosa, fordelad i flera fristående tafler, men udgörende eet helt, affattadt i denne naive, barnslig trohjertade stil och med denna öppna blick for natur - och folklif, som gjort manga af Andersens dickter och förtäljningar så kära här i Sverige. Bilder från det virkliga lifvet äre pa ett Wackert och otvunget sätt sammenväfda med historiska minnen och fantasiens gestalter och det hela blir et äkta poetiskt resaäfventyr, en skärsommarbild från höga Norden.«

Ogsaa her hjemme, hvor Critiken i de sidste Aar ikke alene havde antaget en sømmeligere Tone, naar den talte om mine Arbeider, men viist disse større Opmærksomhed og sand Erkjendelse, nævnedes med Roes og Velvillie denne Bog; særlig fremhævedes deri »en Historie«: »Det er en deilig Digtning, besjælet af Poesiens og den skjønne, rene Menneskelighedens Aand og derved forlenet med en opløftende Kraft; det gjør godt at læse dette Afsnit, det er ogsaa fortalt med rolig Høihed, undtagen det første Blad, der er holdt i den bekjendte Eventyrmaneer, der her ikke er paa sin Plads!« - Og deri kan Anmelderen have Ret. - »Poesiens Californien« bliver særlig erkjendt: »Den tegner os i træffende Billeder Overtroen og Videnskaben, disse to Poler, som den med Rette betegner som Grundlaget for de to Retninger i Digtekunsten, den sygelige Romantik og den klare, livsfriske, humane Digtning. Vor Forfatter udtaler sig med Energi mod Romantiken og bortkaster med Stolthed alle dens brogede Pjalter, der kun tilhylle og vanzire den classiske nøgne Skjønhed. I dette Afsnit, som overhovedet i hele Værket, viser Andersen sig besjælet af en sund og smuk Stolthed og Glæde over Menneskeaanden, en velgjørende, stille Tilfredshed over alt det Gode og Skjønne i Tilværelsen og overhovedet en mild og human Verdensanskuelse.«

I England, hvor »I Sverrig« udkom samtidig med den danske Original, mødte jeg samme Velvillie, samme hædrende Udtalelse, og som jeg maa sige næsten altid har været Tilfældet, indtil jeg mødte et Angreb, og det fra den af Alle, jeg mindst ventede det, fra hende, som indførte mine Skrifter i England, som med saa stor Venlighed der modtog mig: Mary Howitt; det overraskede mig, det var mig saa uventet, saa utænkeligt. Jeg har tidligere omtalt vor Sammentræffen i London, hvorledes, under mit Ophold der, Venner, som interesserede sig for mig, fik bragt i Orden, at den Yndest, mine Skrifter vandt i det store England, ogsaa kom mig lidt til Gode i pecuniair Henseende.

( 2 ) Den høiagtede, dygtige Boghandler Richard Bentley vedblev at være min Forlægger, jeg skulde fra Kjøbenhavn tilsende ham et engelsk Manuskript; dette skete, og Mary Howitt kom saaledes ikke til at oversætte hverken »De to Baronesser« eller »I Sverrig«, men at hun skulde blive mig vred derfor, og i de haardeste Udtryk nu dømme om mig, som Tilfældet er i det af William og Mary Howitt udgivne Værk: »the literature and romance of northern Europe«, ventede jeg ikke. Alle danske Digtere, store og smaa, omtales deri venligt og smukt, men ikke mig, der eengang syntes at være hendes Yndling; hun skriver, efter først at have erkjendende omtalt de af mine Bøger, hun har oversat:

»Men Andersens senere Frembringelser have været mislykkede Forsøg; de, der ere udkomne i England, ere næsten faldne døde fra Pressen, og Grunden dertil ligger klart for Dagen. Andersen er en besynderlig Blanding af Naturlighedhed og Verdslighed. Det barnlige Hjerte, som giver hans bedste Arbeider deres Liv, viser sig til din Forbauselse i Virkeligheden under Skikkelse af en petit maître, der sukker efter at blive lagt Mærke til af Fyrster. Digteren i ham gaaer tabt for Dig, og Du beholder kun Egoisten tilbage; og naar Du engang har faaet Øinene op herfor, saa veed Du ogsaa, hvorfor Du finder saa stort Behag i een eller to af hans Romaner, medens de øvrige forekomme Dig høist ubetydelige; thi han skildrer altid sig selv - sin egen Aand, Historie og Følelse. Dette henriver os den første Gang, mindre den anden og aldeles ikke den tredie; thi det er kun crambe repetita. Maaskee er Andersens Berømmelse hos os for en stor Del begrundet i den Kjendsgjerning, at vi vare fuldkommen uvidende om, at Danmark besad en Skare af virkeligen store og originale Skribenter. Andersen fremstod som et Vidunder fra et Land, til hvis literaire Rigdom det engelske Publicum kun kjendte meget lidet, medens han i Virkeligheden kun tilhørte en talrig og gigantisk Slægt som et af dennes middelgode Medlemmer.«

Hvor ganske anderledes opfattede og omtalte den samme begavede Dame mig, nogle Aar forud, da jeg besøgte London; da skrev hun i den udbredte »Howitts Journal«:

»I dette Øieblik, da Hans Christian Andersen er i vort Land troe vi ikke at kunne byde vore Læsere nogen mere velkommen Gave end et fortræffeligt Portrait og en Livsskildring af denne ualmindelige Mand. Hvad enten vi betragte ham som Menneske, der i sin egen Personlighed lægger sand Aandsadel og moralsk Værd for Dagen, eller som den geniale Mand, hvis Værker alene have hævet ham fra den dybeste Fattigdom og Ringhed til at være en hædret Gjest hos Konger og Dronninger, saa er Hans Christian Andersen en af sin Tids mærkeligste og interessanteste Mænd.«

»Ligesom de fleste Mænd af stort originalt Talent tilhører ,han aldeles Folket; og i hans Skrifter, som fornemmeligen ere grebne ud af Folkelivet, beskriver han, hvad han selv har lidt og seet. Dog have aldrig Fattigdom og Modgang forbittret hans Sind, tvertimod, Alt hvad han har skrevet, er særdeles livligt og rigt paa den mildeste rnenneskekjærlige Medfølelse. Det menneskelige Liv med alle dets Prøvelser, Savn og Taarer er ham en hellig Ting; han gjør os bekjendt med Hjertets Dybder, ikke for at fremstille skjulte og oprørende Lidenskaber eller Forbrydelser, men for at vise os, hvor elskeligt det er i sin Naturlighed og Sandhed; hvor rørende i dets Svaghed og dets Mangler; hvormeget det maa elskes og beklages, vises Overbærenhed imod og bekæmpes. Kort sagt, denne store Skribent, med al en stærk poetisk Naturs brændende Iver og med sin store Evne til at skildre Lidenskaber, er i høi Grad gjennemtrængt af en christelig Aand.«

Hvorledes skal jeg kunne sammenstille disse tidligere og senere nedskrevne Domme, af en Dame rned Aand, og, som det syntes, Hjertelag for mig og min Musa? Da Frøken Bremer kom her tilbage fra Amerika og havde lagt Reisen over London, spurgte jeg hende om Mary Howitt, hvem jeg vidste, hun havde besøgt.

»Den gode Mary Howitt,« sagde hun, »talte saa vel om Dem, talte med Taarer og sagde: »han vil ikke have med mig at gjøre!« Hvorledes forstaaes saa venligt sagte Ord og haarde skrevne, nu, disse ere vel blevne til i et Øiebliks umilde Stemning; den kan vi Alle have, hun kan maaskee ogsaa have skiftet Mening om mig, som hun eengang havde gjort det. - Der er ikke Vrede i mit Sind, venligt rækker jeg hende over Havet, gjennem disse Blade, min Haand til Forsoning.

( 3 ) Romanen »De to Baronesser« blev imidlertid hædrende optagen, »I Sverrig« ikke mindre, ja denne Bog opnaaede netop sarnme Aar, som Mary Howitts strenge Dom udtaltes, den Hæder, at blive gjort ret folkelig, idet den i Forening med »The story of my life« optoges i »The popular library, der almindelig kjendes under Benævnelsen: Udgaver til one shilling, hvilke udbredes i tusindeviis. - Oversættelsen her er fortræffelig og i et Postscript  udtaler sig Oversætteren, Kenneth Mackenzie, saa varmt, saa hædrende, at Mary Howitts skarpe Ord overtones, ogsaa »the Atheneums« Critik over min senest i England udkomne Bog »A Poets daydreams«, som man benævner mine »Historier«, tyder paa samme Deeltagelse og Gunst.

Det nye Aar 1850 gik op med en Sorg for mig, en Sorg, ogsaa for Danmark og det Skjønne, mit første Brev i Aaret til Weimar meldte det:

»Oehlenschläger er død den tyvende Januar, netop Kong Christian den Ottendes Dødsdag, ja næsten samme Dødstime; jeg gik sildigt om Aftenen to Gange forbi Slottet ud til Oehlenschläger, jeg vidste af Lægerne, at Døden var ham nær, og underlig var det mig ved Amalienborg at see op til de mørke Slotsvinduer og tænke, for to Aar siden gik jeg her i Angest for min kjære Konge, og nu gik jeg atter i lignende Stemning for en Konge - en Digter-Konge. Hans Død var uden Smerte; sine Børn havde han om sig og bad dem læse høit en Scene afhans »Socrates«, hvor denne taler om Udødelighed og Forvisningen om det evige Liv; han var saa rolig, bad, at Dødskampen ikke maatte blive haard, lagde saa Hovedet ned og var hensovet. Jeg saae hans Liig, Guulsotten havde givet det Udseende af en Bronze-Statue, der var Intet, som viste kun den Døde, Panden var saa deilig, Udtrykket saa ædelt. Den sex og tyvende Januar blev han af Folket baaren til Graven; Folket i Ordets Betydning, thi det var Embedsmænd, Studenter, Matroser, Soldater, alle Classer, som af sig selv skiftedes til at bære Kisten den lange Vei til Frederiksberg, derude hvor han fødtes, og hvor han ønskede sin Grav. Den egentlige Sørgefest var i Frue Kirke. Af Sørgecomiteen vare to Digtere opfordrede til at skrive Cantaten, den Ene var gamle Grundtvig, den Anden var jeg. Talen holdtes af Sjællands Biskop. Til Sørgefesten i Theatret blev bestemt Tragedien »Hakon Jarl« og den Scene af »Socrates« som i hans læstes for Oehlenschläger i hans Dødsstund«

 Fortsættes her