Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Ved Gammel-Upsala steg jeg af Vognen for at see de nu gjennemgravede Høie, som bære Odins, Thors og Freyrs Navne. Da jeg for tretten Aar tilbage var her, laae de endnu i Aartusinder tillukkede. Den Gamle, som havde Nøglen til Høiens Indgang, og hvis afdøde Fader dengang skjænkede i Mjødhornet for mig, blev glad ved at høre mit Navn, og nu vilde hun ogsaa, sagde hun, illuminere for mig, som for de høie Herres, der havde været her fra Stockholm. Medens hun begyndte dermed, steg jeg ene op paa Høien, og Bøn og Tak til Gud for alt Godt i den hengaaede Tid, siden jeg sidst var her, fløi mig fra Læberne med de Ord »din Villie skee med mig!« saaledes har jeg min ubevidste Kirkegang, snart i Skov-Naturen, snart paa Oldtids Grave og snart i den lille eensomme Stue. Da jeg kom ned, var der sat smaa Voxlys rundt om inde i Gangen, og jeg saae den gamle Urne med hvad hun kaldte Odins Been, det vil sige hans Afkoms, Ynglinga-Slæegtens. Rundt om laae Aske af brændte Dyr.

Efter at have gjenhilset Vennerne i Upsala naaede jeg Stockholm, hvor jeg hos den gamle Fru Bremer modtoges som Barn af Huset, da levede der endnu den aandfulde, meget syge Agathe, Søster til Fredrika Bremer, til hvem alle Brevene fra Amerika ere skrevne og som siden ved Fredrikas Hjemkomst var død. Der var hyggeligt, rigt og godt i den gamle Moders Huus, hvor jeg nogle Gange samledes med en stor Kreds af Familien, der hører til de bedste i det gode Sverrig; det var saaledes ganske interessant at see Virkelighedens Forskjel imod alle de Historier i Danmark og Udlandet om denne Forfatterindes Slægt og Vilkaar; da hun først traadte frem, hed det, at hun var Gouvernante hos en adelig Familie, og saa var hun Eierinde af Godset Aosta, fri og selvstændig.

Det er ikke blot de levende Dygtige og Herlige, der i en fremmed Stad er mig en Trang at komme nær, men de kjendte kjære Dødes Grave maa jeg besøge, bringe dem en Blomst eller hente mig en fra deres Grave; i Upsala havde jeg været ved Geijers Grav. Monumentet var endnu ikke reist; Tørneros's Grav var overgroet med Græs og Nelder. I Stockholm gik jeg til Graven, der gjemmer Nicander og Stagnelius, kjørte ud til Solna ved Stockholm, paa den lille Kirkegaard ligger Berzelius, Choræus, Ingelmann og Crusell, paa den større har Wallin sin Grav.

( 1 ) Mit egentlige Hjem i Stockholm var og blev forøvrigt hos Digteren Baron Beskow, hvem Carl Johan adlede; han hørte til disse elskværdige Personligheder, fra hvem der ligesom udstraaler et mildt Lys over Livet og Verden; hjertelig og talentfuld er han, derom vidne hans Tegninger, hans Musik; Stemmen selv er i Sang her hos den ældre Mand saa blød og frisk; hans Betydning som Digter kjendes; og ved Oehlenschlägers Oversættelser er ogsaa for Tydskland hans Tragedier blevne kjendte; elsket af sin Konge og sin Omgivelse er han hædret, dertil en Mand af sjelden høi Dannelse, en trofast kjærlig Ven.

Du Kjærlige, du Milde, med et Hjerte som Faa,

Bramfri, som altid den sande Aand man saae,

Beskeden og saa rig dog paa Digtekunstens Skatte,

- I disse fattige Ord dit Billede jeg satte.

Den sidste Dag under mit Ophold i Stockholm var det Kong Oscars Fødselsdag, jeg var hædret med Indbydelse til Festen; Kongen, Dronningen og alle Prindserne vare ved Afskeden saa milde og hjertefulde; jeg var dybt bevæget, som naar man skilles fra sine Kjære.

Oehlenschläger omtaler i sit Levnet, fjerde Bind, Side 85, Grev Saltza, og man bliver nysgjerrig efter ret at vide, hvem Manden er, men kommer ikke til Kundskab derom; Oehlenschläger fortæller:

»En Bekjendt af Biskop Winter gjorde mig i disse Aar et Besøg engang. Det var en høi, anseelig svensk Mand, som ved »lndtrædclsen sagde mig sit Navn; men jeg hørte det ikke. Da jeg nu undsaae mig ved at spørge atter om Navnet, haabede jeg under Samtalen at høre det igjen, eller at slutte mig til, hvem han var. Han sagde mig, at han var kommen for at spørge mig om, hvad jeg syntes om Æmnet til en Vaudeville, han agtede at skrive. Han fortalte mig det; det var ret smukt, jeg beholdt det og tænkte: det er altsaa en Vaudevilledigter. Derpaa talte han om Münter, som en gammel Ven; thi jeg skal sige Dem, vedblev han, jeg har studeret Theologie og oversat Johannes Aabenbaring. En Vaudevilledigter, tænkte jeg nu, som ogsaa er Theolog. Münter er ogsaa Frimurer,« »vedblev han, alt sit Frimureri har han lært af mig; thi jeg er Mester af Stolen. Jeg blev ved hemmelig at regne sammen: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen. Nu begyndte han at tale om Carl Johan, som han roste meget og sagde: Jeg »kjender ham godt! jeg har drukket mangt et godt Glas med ham. Jeg sagde: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen,
intim Ven af Carl Johan. Han vedblev: Her i Danmark gaae Folk ikke med deres Ordener; imorgen gaaer jeg i Kirke, saa tager jeg mine paa. Det kan De ogsaa gjerne! svarede jeg; og han vedblev: Jeg har dem Allesammen! Jeg sagde: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen, Carl Johans intime Ven, Seraphimerridder. Endelig begyndte den Fremmede at tale om sin Søn, som han havde formaaet til at huske paa, at deres Stamfader havde været mellem de Første paa Muren, da Jerusalem blev erobret. Nu blev det mig klart, at det maatte være Grev von Saltza. Og det var han ogsaa.«
 

Saavidt Oehlenschläger.

I Forværelset hos Kong Oscar var jeg af Beskow presenteret for den gamle Grev Saltza, der strax venlig med svensk Gjestfrihed indbød mig paa Hjemreisen at besøge Sig paa sit Gods Mem, dersom han var der, idet Dampskibet lagde til, hvor jeg strax vilde erfare det, eller at komme til ham paa Godset Sæby ved Linkøping, der videre frem paa min Reise ikke laae langt fra Canalen. Jeg tog det for de almindelige venlige Ord, man saa tidt hører, og tænkte ikke at gjøre Brug af Indbydelsen; men paa Hjemreisen om Morgenen, idet vi forlode Roxen og skulde op gjennem de tretten Sluser ved Wreta Kirke, hvis Kongegrave jeg har besunget i »Billedbog uden Billeder«, traadte pludselig Componisten Josephson ombord, med hvem jeg, som tidligere er fortalt, havde levet i Sorrento og paa Capri, og senest truffet i Upsala; han var Grev Saltzas Gjest paa Sæby, og da man havde beregnet, hvilket Dampskib jeg maatte komme med paa Canalveien, afsendtes han til Sluserne her, for med Vogn at afhente mig; det viste et venligt Sind af den gamle Mand, i Hast fik jeg mit Tøi samlet, og i en skyllende Regn kjørte jeg til Sæby, til det i italiensk Stiil byggede Slot, hvor den gamle Grev Saltza boede med sin aandfulde, elskværdige Datter, Enke-Friherreinde Fock.

»Der er et aandeligt Slægtskab mellem os To!« sagde den gamle Mand; »det følte jeg strax, da jeg saae Dem! vi vare ikke hinanden fremmede!«,, han tog saa glad imod mig, og Gubben med de mange Egenheder blev mig snart kjær ved Aand og Elskværdighed; han fortalte om sit Bekjendtskab med Konger og Fyrster; med Goethe og Jung Stilling havde han staaet i Brevvexling. Han fortalte, at hans Forfædre havde været norske Bønder og Fiskere, de kom til Venedig, reddede christne Fanger og bleve af Karl den Store gjorte til Fyrster af Saltza. Det Fiskerleie, der laae, hvor nu Petersborg ligger, havde tilhørt hans Faders Fa'erfa'er, og jeg hørte fortælle, at Saltza skal engang, da Keiseren af Rusland var i Stockholm, have sagt i et Slags Spøg til Keiseren: »det er egentlig mine Forfædres Grund, den store Keiserstad ligger paa!« og Keiseren skal spøgende have svaret: »nu, saa kom og tag den!« Der gaaer et Sagn om, at Keiserinde Katharina den Første var Svensk, og efter Saltzas Fortælling og Optegnelse stadfæstes dette, han drager hendes Barndoms-Historie ind i hans Faders Bedstefaders Liv; ganske interessant ere de Optegnelser herom, han har gjort og som han fortalte:

En Dag læste Faderen et Sammendrag af den russiske Historie, men lagde snart Bogen hen og sagde, at det ikke forholdt Sig, som det stod der om Keiserinde Katharina, han vidste det bedre, og nu fortalte han ham: »Min Faders Mo'erfa'er var General Hans Abraham Kruse, Oberst for de grønne Dragoner; da han var Oberstlieutnant for disse og boede paa Oberstlieutnants Eiendommen Bråten, skete det, at hans Kammertjener Jean Rabe ønskede at gifte Sig med hans Frues Kammerjomfru Katharina Almpaph; Fru Kruse, født Annike Sinclair, lod gjøre et prægtigt Bryllup, og paa Brudesengen kom Guldgaloner, hvilke Fru Annike, som Hoffrøken hos Karl den Tiendes Gemalinde, havde baaret paa sin Skarlagens Kjortel; det blev siden et Ordsprog i Familien: »det er stadseligt som Jean Rabes Brudeseng! « Jean blev siden Regiments-Feldvebel ved Elfsborgs Regiment, men døde ligesom Hustruen meget tidlig og efterlod en eneste Datter Katharina, som blev brags til den gamle Generalinde Kruse paa Hökälla, hvor hun forblev i to Aar; da kom Fru Annikes Cousine, Grevinde Tisenhusen i Besøg hun fandt den otteaarige Katharina at være et smukt og klogt Barn, hvorfor hun tog hende til sig; de tilbragte sammen Vinteren i Stockholm og reiste saa i Vaaren til Pommern, hvor Grevinden skulde modtage en stor Arv; men da de kom ved Rügen, laae der et Vagtskib, det forbød dem at stige i Land, da Pesten var udbrudt der; nu vendte de altsaa om igjen til Stockholm og tilbragte der den kommende Vinter i Regjeringsgatan i det saakaldte Ankarcronske Huus. I Reval døde en Moster til Grevinden, som derfor i Mai reiste derover, uagtet Russerne just da stundom faldt ind og hærgede Esthland, der var Grevindens egentlige Fødeland, hvorfor hun ogsaa talte Tydsk og havde tydske Tjenestefolk; Katharina maatte naturligviis ogsaa lære dette Sprog. Reisen gik vel af, og efter tre Dages Ophold derovre sendtes Katharina i et Ærinde ud af Staden; da hun kom tilbage igjen, stod skrevet paa Husets Dør, at Ingen maatte træde ind, der var Pest-Smitte. Katharina skreg høit; Portneren svarede indenfor, at Grevinden og ni Personer allerede vare døde, og han selv afspærret. Katharina løb i Graad og Fortvivlelse op ad Gaden, da hun mødte Præsten, Pastor Glück fra Majam, som var kommen til Byen for at faae en Barnepige til sin lille Søn, der skulde vænnes fra; Præesten saae den velvoxne, blomstrende Piges Fortvivlelse, spurgte, hvad der var skeet, og da han hørte det, og at hun ikke havde været inde i Huset, tog han hende i Tjeneste som Barnepige, og hun i sin Forladthed gik ind derpaa, uagtet hun tidligere var bedre vant. Snart blev hun meget afholdt i Præstegaarden; Præstens Kone kunde tilsidst slet ikke undvære hende. Grev Saltzas Fa'erfaders Fader, naar han var paa Jagt der i Egnen, overnattede i Præstegaarden. Efter Slaget ved Narva, under Karl den Tolvte, var det at Russerne hærgede Esthland; de an-
førtes af Anesen Laputschin; han afbrændte Majam Kirke, tog den hele Besætning paa Fa'erfaders, Saltzas, Eiendom, og sendte de tro Vasaller afsted til Siberien; idet Præstegaarden stod i lys Lue, saae han første Gang Katharina, og selv beholdt han hende som Bytte. Menzikow var bleven Fyrste og Czarens Yndling, han yttrede, da han ved et Besøg hos Laputschin saae Katharina, som opvartede dem, at hun var smuk; Dagen derpaa blev hun sendt ham som hans Livegen; han brød sig ikke stort om Qvinder og saae i hende kun en net Opvarterske. En Dag laae hun og skurede hans Gulv, Keiseren traadte ind, men da Menzikow ikke var hjemme, vendee han om for at gaae igjen; da saae han paa Bordet staae den Tallerken Confect, der altid
sattes frem for ham, naar han kom, han tog af den; Katharina kjendte ham ikke, blev ved at skure Gulvet, han saae paa hende, strøg med sin Haand Haaret tilside paa hendes Pande: »Du er en smuk Pige!« sagde han; hun rødmede, han klappede hende, gav hende et Kys og gik. Katharina fortalte med stor Fortrydelse Menzikow om den fremmede Officeer, der var kommen, havde spiist af Confecten og tilladt sig at kysse hende; da hun beskrev ham, forstod Menzikow, at det var Kejseren, og benyttede sig heraf; der var just givet Befaling til at bære nye Klædninger af en anden Art end før, een af disse for Qvinderne blev Katharina iført, den var meget klædelig, dertil pragtfuld, Huetøiet lignede de hollandske Landbeboeres. Keiseren maatte hun overbringe en Tallerken Confect af kogt Frugt med en underdanig, indsmigrende Skrivelse, at Czaren ikke maatte forsmaae Confecten og hende, som bragte den. Hvorledes hun siden blev Czarens Gemalinde, melder Historien.

Fa'erfaders Fader kom under hendes Regjering tilbage fra siberisk Fangenskab, hvor han havde været i sexten Aar; en stor Fest var just anstillet i Moskov i den keiserlige Have; han blev indbudt og kom i Følgeskab med den gamle Knes Gagarin, der i Fangenskabet havde vaeret Saltzas sande Ven; den gamle Gagarin kunde ikke taale Menzikow og da ved Indtrædelsen Denne ikke gjengjældte hans Hilsen, sagde han: »Saae Du ikke, jeg hilsede?« Menzikow svarede ham ikke, men smiilte haanligt og blev nu af den Gamle udskjældt; Menzikow kaldte paa sine Folk, overvældede Gubben og traadte paa ham; Saltza, der vilde forsvare sin Ven, blev nu ogsaa angreben, Katharina saae det fra den ophøiede Plads, hvor hun stod, hun kjendte paa Stemmen sin fordums Ven og raabte til Menzikow: »Rører Du et Haar paa Saltzas Hoved, saa sidder Dit imorgen den Dag paa Kreml!« Og Strides endtes.

Siden blev Saltza Præsident i Commercecollegiet og altid i Keiserindens Gunst; hans Familie findes endnu i Rusland.

( 2 ) Gubben Saltza gjælder for at være Aandeseer; Carl Johan, der var spaaet af Lenormann, at han skulde blive Konge, havde Venskab og Tillid til ham, og forunderlig nok, Kongens Dødsdag, fortæller man, traf ind paa den Dato, Saltza forud havde sagt. Her paa Sæby, i den store Riddersal, hvor nu Saltza og jeg sad, havde Carl Johan og Dronning Eugenie ofte spiist; rundt om hang Billeder af Saltzas ridderlige Fædre, Rococo-Stole og Meubler udgjorde Bohavet, det store Rum opvarmedes ved to Kaminer. Her sad jeg med den værdige gamle Herre, vi talte om Aandelivet, og han fortalte med stor Alvor og Sandhed, hvorledes hans Oldefader havde viist sig for ham om Natten, spurgt ham, om han vilde gaae med at see Guds Himmel og tilføiet: »men saa maa Du først prøve at døe!« »Han rørte ved mig,« sagde den gamle, værdige Mand, »og jeg sank som i Besvimelse!« »er Døden ikke Andet?« »Nei«, sagde Oldefader, og saa stod jeg i Forgaarden til Guds Himmel! Det var den deiligste Have!« Beskrivelsen af denne var, saaledes som Saltza gav den, ganske som her paa Jorden, jeg erkjendte intet Nyt; han traf der sin Broder og Søster; denne var, da hun døde, et ganske lille Barn, han kjendte hende ikke, for hun sagde, hvem hun var. »Det er godt, Du kommer nu,« sagde hun, »det er idag Christi Navnedag, og da skal jeg fra Barnehimlen ind i den store Guds Himmel!« -

»Men«, indvendte jeg, »hvorfor kommer Barnet ikke strax i Guds store Himmel, det siger jo Bibelen!« - Ja vel, men jeg har nu seet det!« sagde han. - Smukt var imidlertid, hvad han sagde om Gud. »Jeg stod der i Himlen, da kom en Glands, jeg ikke kunde udholde, jeg kastede mig ned, det klang ligesom Musik, en saadan har jeg aldrig hørt, og jeg følte mig saa glad, saa usigelig vel! - Hvad er det dog! sagde jeg. Det var Gud, som gik os forbi! svarede min Oldefader.«

Alt dette fortalte den gamle Mand med en Alvor, en Overbeviisning, der gjorde et eget Indtryk paa mig; »deroppe fik jeg at vide Alt, hvad der vil hænde!« sagde han. »Jeg veed om enhver Ting, hvad Udgang den faaer! - dengang var jeg kun femten Aar.«

 Fortsættes her