H.C. Andersen: "Mit livs eventyr" Kapitel 9-1

Mit livs eventyr 1
Mit livs eventyr 2
Mit livs eventyr 3
Mit livs eventyr 4
Mit livs eventyr 5
Mit livs eventyr 6
Mit livs eventyr 7
Mit livs eventyr 8
Mit livs eventyr 9
Mit livs eventyr 10
Mit livs eventyr 11
Mit livs eventyr 12
Mit livs eventyr 13
Mit livs eventyr 14
Mit livs eventyr 16

H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 9-1

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

I kapitel 9 er der følgende afsnit: 9-1 9-2 9-3

Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

( 1 ) Det politiske Liv var paa den Tid i Danmark i en høiere Udvikling med sine gode og sine slemme Sider. Veltalenheden, der før halv ubevidst havde øvet sig paa Philosophens Viis med at tage Smaasteen i Munden, Hverdagslivets Smaasteen, bevægede sig nu friere med de større Interessers. Jeg følte imidlertid ingen Evner og ingen Nødvendighed til at blande mig i Sligt, ligesom jeg troer, at i vor Tidsalder Politiken er en stor Ulykke for mange Digtere. Fru Politica er den Venus, som lokker dem i sit Bjerg, hvor de gaae til Grunde. Det gaaer med disse Digteres Sange som med Døgnblade, de gribes, læses, opløftes og - glemmes. I vor Tidsalder ville Alle regjere, Subjectiviteten gjør sin Magt gjældende; men de Fleste huske ikke paa, at Meget, der lader sig theoretisk tænke, fader sig derfor ikke practisk udføre; man glemmer, at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. Hvo, som drives af en ædel Overbeviisning, Fyrsten saavelsom Manden af Folket, hvo, som kun vil det Bedste og har Evner dertil, for ham bøier jeg mig. Politik er ikke min Sag, der kan jeg Intet udrette; Gud har givet mig en anden Opgave; jeg følte og føler det.

Jeg mødte hos, hvad man kalder Landets første Familier, endeel venlige, hjertelige Mennesker, der skattede det Gode hos mig og toge mig i deres Kreds, lod mig i deres rige Sommerliv tage Deel i deres Lykke; jeg kunde der uafhængig ret overgive mig til Naturen, til Skov-Eensomhed og Herregaards-Liv; der levede jeg først ret ind i dansk Natur, der digtede jeg de fleste af mine Eventyr og senere Romanen »De to Baronesser« Ved de stille Søer inde i Skovene, paa de grønne Græsmarker der, hvor Vildtet sprang forbi og Storken gik paa sine røde Been, Hørte jeg ingen Politik eller Polemik, Hørte Ingen tale efter Hegel; Naturen om mig og indeni mig prædikede mig min Mission. Ved Baronesse Stampe paa Nysø blev jeg indført hos Familien Danneskjold paa Gisselfeld. - Julefesten her paa den gamle, klosterlige Gaard var saa nordisk herlig, den gamle Grevinde Danneskjold en kjærlig, fortræffelig Dame; jeg var ikke her et fattigt Barn af Folket, nei, en venlig modtagen Gjest; - nu skygge Bøgetræerne over hendes Grav derude ved Skoven i den venlige Natur, hvormed hendes Hjerte var beslægtet. Fra Gisselfeld kom jeg til det prægtige, hyggelige Bregentved, hvor daværende Finantsminister Grev Wilhelm Moltke og hans afdøde kjærlige, velsignede Hustru indbød mig. Den Gjestfrihed, jeg her har fundet, det lykkelige Huusliv, jeg her har levet ind i, har kastet Solskin i mit Liv. Under forskjellige og længere Besøg paa Nysøe førte jeg et lykkeligt Samliv med Thorvaldsen, for hvem et Atelier var bygget der i Haven; jeg lærte ret at kjende ham som Kunstner og Menneske; det var mig en høist interessant Tid, den, jeg nærmere vil komme til at omtale.

Hele denne Leven ind i forskjellige Kredse blev af stor Indvirken paa mig; hos Fyrsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i Folket har jeg fundet det ædle Menneskelige beslægtet; i det Gode, i det Bedste ligne vi Alle hverandre.

Den meste Tid tilbragtes imidlertid i Kjøbenhavn i Excellences Collins Huus; hos hans gifte Sønner og Døttre, hvor en Børnekreds voxte op, groede jeg ogsaa fast; med den geniale Hartmann blev Venskabet fastere, hans sjæl- og livfulde Kone tryllede et Hjem der, saa velsignet, saa solbelyst; selv var Hun en ildfuld, genial og dertil forunderlig naiv elskelig Natur. Excellences Collin var i det practiske Liv min Raadgiver, Ørsted blev det ved ethvert nyt Arbeide, og meer og meer nærmede vi os og forstode hinanden; hans Indflydelse paa min Natur og hans Betydning for mig vil jeg senere faae Lejlighed til endnu mere at udtale. Imidlertid var Theatret hver Aften, om jeg tør kalde det saa, min Klubsal; der søgte jeg stadigt hen. Netop dette Aar havde jeg faaet min Plads, i det saakaldte »Hofparquet«, der da kun ved en Jernstang skiltes fra det øvrige første Parquet; dengang var den Lov, at hver Forfatter, som gav eet Stykke for Scenen, fik derved Friplads i Parterret, to Stykker gav ham andet Parquet og tre førte ind i Hofparquettet, naturligviis maatte det være tre hele Aftenstykker eller saa mange smaa, at de, lagt sammen, kunde udfylde hele tre Aften-Forestillinger; og saa fik man Adgang til den Deel i Parquettet, hvor Kongen gav Pladser til sine Cavalerer, Diplomates og første Embedsmænd. Man fortæller, at da en Digter, som dengang var Skuespiller, ved sine dramatiske Arbeider fik Rettighed at komme her, blev der sagt til ham: »Ja, De maa jo have den Plads, men vær nu beskeden, der komme saa mange fornemme Folk!« - Jeg opnaaede ogsaa denne 'Ære; her var dengang Thorvaldsen, Weyse, Oehlenschläger og Flere. Thorvaldsen vilde gjerne, at jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og give ham Besked om Eet og Andet, og jeg var, medens han levede, gjerne der ved hans Side; ogsaa Oehlenschläger blev tidt min Nabo, og mangers Aftenstund - Ingen drømte vist derom - gik, naar jeg sad hos disse Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl; mit Livs forskjellige Perioder foresvævede mig, fra den Tid, jeg sad paa bageste Bank oppe i Figurantindernes Loge i tredie Etage, fra den Tid, jeg barnagtig overtroisk knælede i Mørket deroppe paa Scenen og læste mit »Fadervor, netop ud for den Plads, hvor jeg nu sad blandt de første, de betydeligste Mænd. Dersom nogen Landsmand da fra sit sæde har tænkt og dømt, »der staaer han tæt ved de to Store og er hovmodig og stolt«, han vil nu af min Bekjendelse see, hvor urigtig han har dømt mig. Ydmyghed gjennemtrængte mig, og fra mit Hjerte løftede sig til Gud Bønnen om Kraft til at fortjene min Lykke; Gud, lad mig altid beholde disse Følelser! Thorvaldsen og Oehlenschläger saae jeg her hver Aften, begge have viist mig Venskab, begge høre til de betydeligste Stjerner paa Nordens Horizont; Deres Afspeiling i og om mig kan jeg her fremhæve.

Fortsættes her