H.C. Andersen:
»Mit livs eventyr«
Kapitel 9-1
Hans Christian Andersen
biography »The Fairy Tale of my Life«
1855
I kapitel 9 er der
følgende afsnit: 9-1
9-2
9-3
Se
originalmanuskript ved markeringer
med et tal i parentes f. eks ( 1 )
( 1 )
Det politiske Liv var paa den Tid i Danmark
i en høiere Udvikling med sine gode og sine
slemme Sider. Veltalenheden, der før halv
ubevidst havde øvet sig paa Philosophens
Viis med at tage Smaasteen i Munden,
Hverdagslivets Smaasteen, bevægede sig nu
friere med de større Interessers. Jeg følte
imidlertid ingen Evner og ingen Nødvendighed
til at blande mig i Sligt, ligesom jeg troer,
at i vor Tidsalder Politiken er en stor
Ulykke for mange Digtere. Fru Politica er
den Venus, som lokker dem i sit Bjerg, hvor
de gaae til Grunde. Det gaaer med disse
Digteres Sange som med Døgnblade, de gribes,
læses, opløftes og - glemmes. I vor Tidsalder
ville Alle regjere, Subjectiviteten gjør sin
Magt gjældende; men de Fleste huske ikke
paa, at Meget, der lader sig theoretisk
tænke, fader sig derfor ikke practisk
udføre; man glemmer, at det seer anderledes
ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra
dets Rod. Hvo, som drives af en ædel
Overbeviisning, Fyrsten saavelsom Manden af
Folket, hvo, som kun vil det Bedste og har
Evner dertil, for ham bøier jeg mig. Politik
er ikke min Sag, der kan jeg Intet udrette;
Gud har givet mig en anden Opgave; jeg følte
og føler det.
Jeg mødte hos, hvad man kalder Landets
første Familier, endeel venlige, hjertelige
Mennesker, der skattede det Gode hos mig og
toge mig i deres Kreds, lod mig i deres rige
Sommerliv tage Deel i deres Lykke; jeg
kunde der uafhængig ret overgive mig til
Naturen, til Skov-Eensomhed og
Herregaards-Liv; der levede jeg først ret ind i dansk
Natur, der digtede jeg de fleste af mine
Eventyr og senere Romanen »De to Baronesser« Ved de stille
Søer inde i
Skovene, paa de grønne Græsmarker der, hvor
Vildtet sprang forbi og Storken gik paa sine
røde Been, Hørte jeg ingen Politik eller
Polemik, Hørte Ingen tale efter Hegel;
Naturen om mig og indeni mig prædikede
mig min Mission. Ved Baronesse Stampe
paa Nysø blev jeg indført hos Familien
Danneskjold paa Gisselfeld. -
Julefesten her paa den gamle, klosterlige
Gaard var saa nordisk herlig, den gamle
Grevinde Danneskjold en kjærlig,
fortræffelig Dame; jeg var ikke her et
fattigt Barn af Folket, nei, en venlig
modtagen Gjest; - nu skygge Bøgetræerne over
hendes Grav derude ved Skoven i den venlige
Natur, hvormed hendes Hjerte var beslægtet.
Fra Gisselfeld kom jeg til det
prægtige, hyggelige Bregentved, hvor
daværende Finantsminister Grev Wilhelm
Moltke og hans afdøde kjærlige,
velsignede Hustru indbød mig. Den
Gjestfrihed, jeg her har fundet, det
lykkelige Huusliv, jeg her har levet ind i,
har kastet Solskin i mit Liv. Under
forskjellige og længere Besøg paa Nysøe førte jeg et lykkeligt Samliv med
Thorvaldsen, for hvem et Atelier var
bygget der i Haven; jeg lærte ret at kjende
ham som Kunstner og Menneske; det var mig en
høist interessant Tid, den, jeg nærmere vil
komme til at omtale.
Hele denne Leven ind i forskjellige
Kredse blev af stor Indvirken paa mig; hos
Fyrsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i
Folket har jeg fundet det ædle Menneskelige
beslægtet; i det Gode, i det Bedste ligne
vi Alle hverandre.
Den meste Tid tilbragtes imidlertid i
Kjøbenhavn i Excellences Collins
Huus; hos hans gifte Sønner og Døttre, hvor
en Børnekreds voxte op, groede jeg ogsaa
fast; med den geniale Hartmann blev
Venskabet fastere, hans sjæl- og livfulde
Kone tryllede et Hjem der, saa velsignet,
saa solbelyst; selv var Hun en ildfuld,
genial og dertil forunderlig naiv elskelig
Natur. Excellences Collin var i det
practiske Liv min Raadgiver, Ørsted
blev det ved ethvert nyt Arbeide, og meer og
meer nærmede vi os og forstode hinanden;
hans Indflydelse paa min Natur og hans
Betydning for mig vil jeg senere faae
Lejlighed til endnu mere at udtale.
Imidlertid var Theatret hver Aften, om jeg
tør kalde det saa, min Klubsal; der søgte
jeg stadigt hen. Netop dette Aar havde jeg
faaet min Plads, i det saakaldte »Hofparquet«,
der da kun ved en Jernstang skiltes fra det
øvrige første Parquet; dengang var den Lov,
at hver Forfatter, som gav eet Stykke for
Scenen, fik derved Friplads i Parterret, to
Stykker gav ham andet Parquet og tre førte
ind i Hofparquettet, naturligviis maatte det være tre hele
Aftenstykker eller saa mange smaa, at de,
lagt sammen, kunde udfylde hele tre
Aften-Forestillinger; og saa fik man Adgang
til den Deel i Parquettet, hvor Kongen gav
Pladser til sine Cavalerer, Diplomates og
første Embedsmænd. Man fortæller, at da en
Digter, som dengang var Skuespiller, ved
sine dramatiske Arbeider fik Rettighed at
komme her, blev der sagt til ham: »Ja, De maa jo have den Plads, men
vær
nu beskeden,
der komme saa mange fornemme Folk!« - Jeg opnaaede ogsaa denne 'Ære; her var dengang Thorvaldsen, Weyse,
Oehlenschläger
og Flere. Thorvaldsen vilde gjerne,
at jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og
give ham Besked om Eet og Andet, og jeg var,
medens han levede, gjerne der ved hans Side;
ogsaa Oehlenschläger blev tidt min
Nabo, og mangers Aftenstund - Ingen drømte
vist derom - gik, naar jeg sad hos disse
Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl;
mit Livs forskjellige Perioder foresvævede
mig, fra den Tid, jeg sad paa bageste Bank
oppe i Figurantindernes Loge i tredie Etage,
fra den Tid, jeg barnagtig overtroisk
knælede i Mørket deroppe paa Scenen og læste
mit »Fadervor, netop ud for den Plads,
hvor jeg nu sad blandt de første, de
betydeligste Mænd. Dersom nogen Landsmand da
fra sit sæde har tænkt og dømt, »der staaer han tæt ved de to Store og er
hovmodig og stolt«, han vil nu af min Bekjendelse see, hvor urigtig han
har dømt
mig. Ydmyghed gjennemtrængte mig, og fra
mit Hjerte løftede sig til Gud Bønnen om
Kraft til at fortjene min Lykke; Gud, lad
mig altid beholde disse Følelser!
Thorvaldsen og Oehlenschläger saae jeg her
hver Aften, begge have viist mig Venskab,
begge høre til de betydeligste Stjerner paa
Nordens Horizont; Deres Afspeiling i og om
mig kan jeg her fremhæve.
Fortsættes her
|