I Studenterforeningen blev Thorvaldsen optagen som Æresmedlem, ogsaa jeg skrev ved denne Lejlighed en Sang, der blev optagen med Jubel og hører nu til de af mine Digte, man synes at erindre:

Du blev Student, og Du kan troe,

Just i October maa det være.

Du hugged' Dig igjennem jo,

Saa Talemaaden kom til Ære.

»Hvad giver op Du af Homer?«
Blev spurgt, og man jo vented' Blade;
Da formed' Du til Liv i Leer

Den hele Iliade *)

*) See »Digte« anden Deel

Fra denne Tid saae jeg daglig Thorvaldsen i Selskabslivet og i hans Atelier. Flere Uger ad Ganges levede jeg ganske med ham side hos Baron Stampes paa Nysø, hvor han ligesom voxede fast og som en kjær Gjest, ja som en nær Beslægtet, blev pleiet, moret og drevet til Virksomhed; de fleste af hans Værker her i Danmark ere der blevne til. Han var en sund Natur, og ikke uden Humor, derfor var Holberg den Digter, han holdt meest af. Verdens Smerte og Sønderrivelse gik han slet ikke ind paa, og derfor syntes han heller ikke ret om Byrons Personlighed. En Morgen paa Nysø, han arbeidede just paa sin egen Statue, traadte jeg ind til ham i det lille Atelier, Baronesse Stampe havde ladet opføre for ham nede i Haven, tæt ved den gamle Slotsgrav. Jeg hilsede god Morgen, han syntes ikke at ville bemærke mig, han var saa ivrig i sit Arbeide, traadte imellem et Skridt tilbage og bed sine friske, kraftige Tænder sammen, som hans Maade var, naar han ret saae paa sit Værk; jeg listede mig stille bort. Ved Frokostbordet var han endnu mere ordknap end sædvanlig, og da man bad ham dog tale lidt, sagde han paa sin tørre Maade: »Jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa mig. Der mærker jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en lang Historie, jeg havde med Byron; jeg troede, at det nok var et Ord værd igjen, jeg dreier mig om, og saa har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge.Vi bad Alle Thorvaldsen at fortælle Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: »O, det var i Rom,« sagde han. »da jeg skulde giore Byrons Statue, satte han sig for mig, men begyndte strax at stille et ganske andet Ansigt op end han pleiede; »Nu, vil De ikke sidde rolig!« sagde jeg, »De maa ikke gjore de Miner.« »Det er mit Udtryk!« sagde Byron, »saa!« sagde jeg, og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde, og alle Mennesker sagde, da det var faerdigt, at det lignede, men Byron saae paa det: »Det ligner slet ikke!« sagde han, »jeg seer mere ulykkelig ud!« - »Han skulde nu altid være saa ulykkelig« tilfoiede Thorvaldsen med humoristisk Udtryk.

Det var den store Kunstner en Nydelse efter Bordet med halv tillukkede Øine at høre Musik, og hans største Glæde, naar Baronessen om Aftenen tog Gnavposen frem, og Lotterispillet begyndte; hele Nysø Omegn lærte Lotterispil; det var kun Glasstykker der spilledes om, og derfor kan jeg fortælle det, han vilde vinde, man lod ham vinde, og dette kunde have den store Mands hele Interesse. Mig kjedede i Længden dette Lotterispil, og mangen en maaneklar Aften løb jeg ad Skoven til, uagtet jeg hørte dem raabe paa mig til Lotterispillet.

Med Varme og Heftighed kunde Thorvaldsen tage Partier for dem, han troede led Uret; Ubillighed, Drilleri, naar det spillede over i det Ondskabsfulde, var Noget han opponerede imod, uden Persons Anseelse. Baronesse Stampe, født Dalgas, var det, som ved datterligt Sind for den store Kunstner gjorde ham, det godt og hyggeligt der; hele hendes Tanke og Stræben gik ud derpaa.

I hans Selskab paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, saaledes: »Ole Lukoje«, og han hørte til med Lyst og Interesse; dengang havde iøvrigt Eventyrene endnu ikke synderlig Betydning her hjemme. Tidt i Tusmørket, naar Familien sad i den aabne Havestue, kom Thorvaldsen stille og klappede mig paa Skulderen: »faae vi Smaa et lille Eventyr!« - Med sin egne Naturlighed gav han mig den skjønneste Roes over Sandheden i mine Digtninge. Det morede ham at høre og atter at høre de samme Eventyr, tidt under et af hans meest poetiske Arbeider stod han med Smiil om Munden og lyttede til Historien om »Toppen og Bolden«, »den grimme Ælling« o. s. v.
 

Jeg har et Slags Talent for at kunne improvisere smaa Digte og Sange, dette Talent morede Thorvaldsen meget, og da han paa Nysø havde formet i Leer Holbergs Buste, og man stod henrykt om den, blev det overdraget mig at sige ham paa Vers nogle Ord for hans Arbeide, og jeg gav ham da følgende Impromptu:

- »Nei, Danmark skal ei have Holberg meer,

Jeg bryder Leret, som hans Aand omfatter!«

Saa talte Døden. »Af det kolde Leer«,

Bød Thorvaldsen, »skal Holberg fødes atter«.

En Morgen, da han formede i Leret sit store Basrelief »Gangen til Golgatha«, som nu smykker Frue Kirke, traadte jeg ind i hans Atelier. »Siig mig,« sagde han, »finder De, at jeg har klædt Pilatus rigtig paa!« »De maa ikke sige Noget til ham!« raabte Baronesse Stampe, som stadig var hos ham. »Det er rigtigt, det er fortræffeligt! gaae Deres Vei!« Thorvaldsen gjentog sit Spørgsmaal; »nu vel!« svarede jeg, »da De spørger mig, saa maa jeg sige Dem, at jeg rigtignok synes, at Pilatus der, mere er klædt paa som en Ægypter, end som en Romer!« »Synes jeg det ikke selv!« sagde Thorvaldsen, og greb med Haanden ind i Leret og sønderrev Figuren. »Nu er De Skyld i, at han har ødelagt et udødeligt Vaerk!« raabte Baronessen. »Saa kan vi gjøre et nyt udødeligt Værk!« sagde han i muntert Lune og formede Pilatus, saaledes som han nu staaer paa Basreliefet i Frue Kirke.

I Sommertiden derude gik han daglig til det et Stykke fra Gaarden og langt ude i Stranden liggende Badehuus: »Idag kunde jeg nær være bleven borte!« sagde han muntert, da jeg paa Hjemveien derfra mødte ham, og han fortalte, at han havde dukket sig ned under Vandet, derpaa reist sig, men netop lige under Badehuusdøren, saa at han med sit Hoved næsten løftede den fra Hængslerne, »det sortnede lidt!« sagde han, »men det gik strax over; var jeg besvimet, saa kunde De maaskee have fundet mig derude drive om paa Vandet!«

Hans sidste Fødselsdag blev feiret ude paa Nysø, Heibergs Vaudeville »Aprilsnarrene« og Holbergs »Julestuen« blev opført, jeg havde skrevet en Sang til Bordet, men foruden denne endnu improviseret en anden; alt i den tidligste Morgenstund Lod Baronessen mig kalde, sagde, at Thorvaldsen endnu ikke var oppe, og at det vist kunde være ham morsomt, om vi med
Gongon, lldklemme, Flasker, Gafler og Knive bragte ham en Morgen-Musik, men at der hørte en Vise til, det var det samme, hvordan den var, kun lystig; og som sagt, jeg maatte bogstavelig improvisere ned paa Papiret, fra hvis vaade Skrift jeg sang Solo og alle de Andre i Chor til det støiende Accompagnement under Melodien: »Hvad siger Hr. Baronen vel«.

En lille Sang, - o hør dog den!

Thi nu er vi saa glade!
Det ere vi for Thorvaldsen,
Og saa for - Chocolade.
Hæxver nu Stemmen,
At han kan fornem'en!

Som paa Svanevinge
Den klinge!

Alverden sang om hans Genie,

Det har han hørt saa ofte,

Thi vi vil gjøre Narreri,
Men i anstændig Kofte!
Klinke med Koppen,

Synge os rød i Toppen,

Dersom det kan more

Den Store!

Før Vises bliver altfor mat,

Vi standse vil var Lire,
Gid Skjæbnen aldrig slaae en Klat
Paa Thorvaldsens Papire!

Dandse og trampe,

Saa vi Alle dampe,

Thorvaldsen skal leve,

Den Gjæve!

Og vi trampede, slog med lldklemmen og gned Korketollen opad Flasken. Thorvaldsen, i Slobrok, Tofler og Underbuxer, kom frem, svingende sin raphaelske Hue, dandsede rundt i Stuen og sang med Omqvædet:

Dandse og trampe,

Saa vi Alle dampe!

Liv og Humor var der i den kraftige Gamle.
 

Jeg sad ved hans Side ved Middagsbordet, den sidste Dag han levede. Stampes havde Vinterværelser i Kjøbenhavn, omme i Kronprindsessegaden; foruden Thorvaldsen var her Oehlenschläger, Sonne og Constantin Hansen. Thorvaldsen var usædvanlig oprømt og fortalte nogle Vittigheder af »Corsaren«, der havde moret ham; talte om den Reise han i Sommeren vilde gjøre til Italien. Det var netop Søndag, og om Aftenen skulde, i det kongelige Theater, første Gang gives Halms Tragedie »Griseldis«; Oehlenschläger vilde blive hos Stampes og forelæse Noget, Thorvaldsen havde mere Lyst til at gaae i Theatret og spurgte mig, om vi skulde følges ad, men da jeg den Aften ikke havde min fri Entree, og Stykket, troer jeg, alt var ansat til Opførelse næste Dag, sagde jeg ham, at jeg vilde vente saa længe; jeg rakte ham Haanden til Afsked; da jeg gik ud ad Døren, sad han i en Lænestol, tæt op til Sophaen, og havde lukket Øinene for at blunde lidt, jeg listede mig sagte, men da jeg vendte mig om, slog han Øinene op, smilede og nikkede til mig, det var det sidste Farvel.

Jeg blev hjemme hele Aftenen, om Morgenen sagde Opvarteren i Hotel du Nord, hvor jeg boede: »det var dog mærkeligt med Thorvaldsen, der saaledes lige med Eet døde igaar!«

»Thorvaldsen!« raabte jeg forbauset; »han er ikke død, jeg spiste med ham igaar!« - »Man siger, han er død iaftes ovre i Theatret!« sagde Karlen. »Han er bleven syg!« sagde jeg og troede, at dette maatte være Tilfældet, men følte dog en selsom Angest, tog strax min Hat og ilede over i hans Bolig. Der laae hans Lig udstrakt paa Sengen, Værelset var opfyldt af fremmede Mennesker, der havde trængt sig ind; Gulvet var vaadt af Sneevandet, deres Fodtøi havde brags med, Luften qualm, Ingen sagde et eneste Ord; Baronesse Stampe sad ved Sengekanten og græd dybt. Jeg stod rystet og bevæget.

Thorvaldsens Jordefærd var en Landets Sørgefest; sortklædte stode Mænd og Qvinder i Vinduer og paa Gader, Alle blottede uvilkaarligt Hovedet, da Kisten bares forbi; der var en Stilhed, selv de vildeste Drenge, de fattigste Børn stode og holdt hinanden i Hænderne og dannede Rækker, som det store Tog gik igjennem fra Charlottenborg til Frue Kirke, her kom Kong Christian den Ottende Toget imøde. Fra Orgelet bruste en Sørgemarsch af Hartmann, det var saa mægtige Toner, at man ligesom fornam de usynlige store Aander slutte sig til Toget. Et »Sov vel« jeg havde skrevet,*)
 

*) See »Digt" anden Deel.

og som ogsaa Hartmane havde givet Musik, blev af Studenter afsjunget ved Thorvaldsens Kiste.

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand!

I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,

En Glands han kasted over Danmarks Rige!

Opløs Dig, Sorg, i Sang ved Kistens Fjel!

I Jesu Navn, sov vel!
 

Fortsættes her