Der var i Oehlenschlägers Personlighed, naar man ikke mødte ham i en stor Kreds; hvor han var stille og tilbagetrædende, noget saa Aabent, saa Barnligt, at man maatte slutte sig til ham. Hans Betydning for Nationen, for hele Norden, er bekjendt; han var en af de ægte fødte Digtere, evig ung syntes han og overgik selv som Ældre alle de Unge i Productivitet. Med venligt Sind lyttede han til mine første lyriske Udbrud, fulgte mig med Deeltagelse, og om han end i lang Tid aldrig udtalte sig som henreven, naar Critiken og Mængden haardt og skaanselløs dømte mig, saa var han den, som da, med Eet heftig og inderlig udtalte sig herimod. En Dag, han fandt mig dybt bøiet over altfor streng og bitter Behandling, trykkede han mig til sit Hjerte. »Bryd Dem ikke om de Skraalere!« sagde han, »jeg siger Dem, De er en sand Digter!« Da udtalte han sin Dom heftig og varmt om Poesi og Poeter, om Dommene herhjemme, idet han gav mig sin fulde Erkjendelse. Med Alvor og Hjerte erkjendte han høit Digteren, der fortalte Eventyr, og jeg veed, at da En en Dag vilde nedsætte mig ved at tale om hvad han ansaae for orthographiske Synder, han havde fundet i en Bog af mig, udbrød Oehlenschläger levende: »Men de skal være deri, det er characteristiske Smaating, som nu hører ham til; det er jo ikke Hovedsagen. En saadan lille Synd: »Lad det Bestie staae!« sagde den store Goethe, og vilde ikke engang rette den!« Jeg vil senere endnu komme til at give et Par Træk af hans Personlighed og vort Samliv i hans sidste Leveaar, hvor vi endmere nærmede os hinanden. Min Biograph i »Dansk Pantheon« har givet mig et Berørelsespunkt med Oehlenschläger; han siger der i sin Indledning:

»Det bliver i vore Dage meer og meer et Særsyn, at Nogen »fremtræder som Kunstner eller Digter alene ifølge en medfødt Drift, som yttrer sig tidlig og med uimodstaaelig Kraft. Oftere dannes de ved Skjæbnen eller Forhold, end de synes af selve Naturen førte og baarne til denne Virksomhed. Hos de fleste af vore Digtere træde ofte et tidligere Bekjendtskab med Lidenskaberne, tidligere indre Erfaringer eller ydre Anledning istedetfor det primitive Naturkald, og et saadant kan i vor Literatur neppe med den afgjorte Bestemthed paavises Nogen som Oehlenschläger og Andersen. Heraf kan man forklare den Kjendsgjerning, at den Første sag ofte her hjemme har været Gjenstand for critiske Angreb, og at den Sidste egentligt først har vundet fuldstændig Anerkjendelse som Digter i Udlandet, hvor en ældre Civilisation allerede har hidført Afsmag for Skoletvangen og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi Danske endnu mere en from Respect for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflections-Viisdom.«

Thorvaldsen, hvem jeg, som tidligere er fortalt, første Gang lærte at kjende i Rom 1833 og 34, ventedes i Efteraaret 1838 til Danmark, og store Forberedelser gjordes; paa Nicolai Taarn skulde vaie et Flag, naar Skibet, der bragte ham, var under Opseiling. Det var en Nationalfest. Baade, pyntede med Blomster og Flag, gyngede mellem Langelinie og Trekroner. Malere, Billedhuggere, hver havde deres Emblemer i Flaget, Studenterne førte en Minerva, Digterne havde en gylden Pegasus. Det sees endnu antydet i den malede Frise paa Thorvaldsens Museum; i Digterbaaden der kjendes Oehlenschläger, Heiberg, Hertz og Grundtvig; jeg staaer op paa Roerbænken, holder mig, til Masten og svinger med Hatten. Paa Ankomstens Dag var det et taaget Veir, og man øinede først Skibet, da det var ganske nær Byen. Signalerne lød, Folk strømmede ud til Toldboden; og de indbudte Digtere, der vare sammenkaldte af Heiberg, som da var den Ledende og Afgjørende, stode ved deres Baad, der laa ved Larsens Plads, men endnu var Oehlenschläger og Heiberg selv ikke komme, Poeterne ventede, Kanonskuddene lod fra Fartøiet, der allerede kastede Anker; Thorvaldsen vilde være stegen i Land, før vi kom, indsaae jeg; allerede bar Vinden Sangtonerne til os, den festlige Modtagelse var begyndt, jeg vilde være med og sagde derfor til de Andre: »Lad os roe afsted!« - »Uden Oehlenschläger og Heiberg?« udbrød de Andre. - »Men de komme jo ikke, og Alt er snart forbi!«. En af Poeterne yttrede, at naar disse To ikke vare med, vilde jeg vel ikke seile ud under dette Flag? og han pegede paa Pegasus. - »Den kaste vi ned i Baaden!« sagde jeg og tog Flaget af Stangen; de Andre fulgte nu med mig, og vi kom netop derud, idet Thorvaldsen seilede mod Land. Heiberg og Oehlenschläger mødte vi derude i en Baad, de havde taget sig; nu kom de ombord til os. Solen skinnede, der stod en deilig Regnbue spændt over Sundet:

»En Æresport for Alexander!«

og det var i Sandhed et Alexandertog! prægtigere end det i »Dansk Folkeblad« staaer beskrevet. Jubelen lod fra Strandbredden, hvor Folket spændte sig selv for Thorvaldsens Vogn og trak ham over Amalienborg til hans Bolig; derhen strømmede Alle, og ind til ham trængte da Alle og Enhver, der havde om kun det fjerneste Bekjendtskab til ham eller en Vens Ven, der kunde føre dem. Paa Torvet stod Dag og Aften beskuende Grupper, ene og alene for at see paa de bekjendte røde Mure af Charlottenborg, thi derinde var Thorvaldsen. Om Aftenen bragte Kunstnerne ham en Serenade; Fakkelbaalet lyste i botanisk Have under de store Træer. Unge og Gamle strømmede ind ad de aabne Døre, og den hyldede, venlige Gubbe trykkede dem, han kjendte, til sit Bryst og gav dem Kys og Haandtryk. Der var for Alle da en Nimbus om Thorvaldsen, der holdt mig sky tilbage. Mit Hjerte bankede af Glæde ved at see ham, som
trøstende og mild havde mødt mig i Udlandet, som der havde trykket mig til sit Hjerte og sagt: »Vi To skulle altid blive Venner.« Men her i denne Hyldest, denne Jubel, hvor Tusinder betragtede hver Bevægelse af ham, hvor jeg af alle disse vilde blive bemærket og dømt - ja dømt, som et forfængeligt Menneske, der vilde vise: »jeg er ogsaa kjendt af Thorvaldsen! - mig er han ogsaa venlig og god!« - jeg traadte klogelig og stille tilbage, holdt mig skjult i den tætte Skare, undgik at blive seet af ham. - Først flere Dage efter, en tidlig Morgen,
da Ingen saae det, Ingen var hos ham, aflagde jeg mit Besøg og fandt i ham den uforandrede jævne, kjærlige, aabne Natur, Vennen, der glad trykkede mig i sine Arme og udtalte sin Forundring over, at han først nu saae mig.

Der var til Thorvaldsens Ære arrangeret et Slags musikalsk poetisk Academie, hvor liver af Digterne havde skrevet og Oplæste et Digt til den Hjemkomnes Hæder; hver Forfatter, paa Heiberg nær, oplæste Sit, jeg havde skrevet om Jason, der gik at hente det gyldne Skind, Jason -Thorvaldsen, der gik at vinde den gyldne Kunst. Et Festmaaltid og lidt Dands endte den smukke Fest, der var livlig og folkelig; med straalende Ansigt traadte Thorvaldsen selv i Polonaise med den unge Frøken Puggaard, der siden blev gift med Orla Lehmann og nu er død. Aftenen her var en Fest, hvori første Gang her hjemme jeg saae et Folkeliv, en stor Interesse i Kunstens Rige afspeile sig.

Fortsættes her