Mødet og forsoningen med digteren Hauch

Mange, som før havde været mine modstandere, skiftede nu mening, og mellem disse vandt jeg en, som jeg tør tro, for hele livet. Det var digteren Hauch, en af de ædleste naturer, jeg kender. Han var efter flere års ophold i udlandet vendt hjem fra Italien, netop da københavnerne levede og åndede kun i Heibergs vaudeviller.

Min "Fodreise" gjorde lykke, og han trådte, som tidligere er berørt, polemisk op mod Heiberg og sparkede lidt til mig. Ingen havde da, som han senere har sagt mig, gjort ham opmærksom på mine lyriske bedre sager. Man omtalte mig for ham som et forkælet, overgivent lykkebarn. Han fandt i "Fodreisen" en hul, tom legen. Nu havde han læst "Improvisatoren" og fornam, at der var poesi og dybde hos mig, som han ikke havde troet. Han følte, at noget bedre rørte sig i mig, end han havde tænkt, og det var ham derfor naturligt, at han straks skrev mig et hjerteligt brev til, sagde at han havde gjort mig uret, rakte mig hånden til forsoning, og fra den tid blev vi venner. Med iver søgte han at virke for mig, med inderlighed har han fulgt hvert af mine skridt fremad. Men så lidt have flere villet forstå det fortræffelige hos ham, det ædle forhold mellem os, at da han senere skrev sin roman "Slottet ved Rhinen" og i den skildrede et vrangbillede af en sand digter, der går til galehuset af forfængelighed, fandt man her hjemme, at han havde handlet højst uretfærdigt og hårdt mod mig ved således at fremstille mig i alle mine svagheder. Man tror ikke, at det var en enkelts ytring, nej, det gik så vidt, var så almindelig antaget, ja udtalt, at Hauch selv følte sig kaldet til i denne anledning at skrive en afhandling over mig som digter, for at vise, på hvilken åndens plads han stillede mig. Den findes aftrykt i Schouws "Ugeskrift".

Sibbern ønskede H.C. Andersen det godt !

 Frederik Christian Sibbern.

Dansk filosof, forfatter og professor ved Københavns Universitet.

Født 18 juli 1785 i København

Død: 16- december 1872

Læs mere om: Frederik Christian Sibbern 1785 - 1872

Om Sibbern, hvem alle skattede og hvis henrykkelse over Paludan - Müllers "Amor og Psyche" lagdes til beviserne for dette digts fortræffelighed, var sagt mig, at han strengt dadlede hele min virksomhed, ikke led mig som digter. Jeg var derfor blevet glad og overrasket ved at se i en lille bog, han skrev til forsvar for Ingemann, at han just var mig godt sindet, idet han udtalte det ønske, at nogen også måtte sige mig et venligt ord.

Han læste "Improvisatoren", og ud af sit hjerte skrev han mig et brev til, det eneste skrevne, med undtagelse af Carl Baggers korte anmeldelse, der var givet i erkendelse og kærlighed og det var ham så ligt, som hørte man ham tale.

Brevet fra Sibbern til H.C. Andersen             København 12 september 1835

Sibbern skrev:

"Jeg har læst Deres "Improvisator" og har læst den med "sand og stor baade Fornøielse og Glæde  - Fornøielse over "den selv, Glæde over, at De netop har skrevet den. Atter et "opfyldt Haab, atter en sand Aqvisition! Sammenlignede jeg den i Tankerne med hvad jeg kjendte af Deres tidligere Poesie, da forekom Forskjellen mig liig Forskjellen imellem hiin unge Aladdin, vi saae lure bag Søilen og tumle sig paa Torvene, og den Aladdin, der, ældet og forynget paa eengang, »træder ud af Badet. Jeg læste Deres "Improvisator" til Enden med det Samme: "det er godt, det er meget godt!" hvormed »jeg læste de første 24 Sider. Og Dagen efter, jeg var kommen til Ende, gad jeg intet Andet læse. De maa vide, hvad det vil sige. Det viser, at man har følt sig fyldt.

H.C. Andersen.

Romanen "Improvisatoren" København 1835

Andersen første roman var inspireret af sin første store rejse til Rom 1833-1834

Læs:

Improvisatoren. Original Roman i to Dele. (1835) her.

Og hvad der fyldte mig var baade Glæde over Bogen og over Dem. Vi kjende Dem som, hvad Tydsken kalder: eine "gute Seele"; med Glæde vidste jeg nu, at De ogsaa er en grundig Sjæl. De er i Selskabskredse hos Andre aaben, godmodig, velvillig, livlig, let bevægelig. Jeg seer, at De hjemme formaaer at være dyb, varm, inderlig og af en saa kjærnefuld Phantasie. Bevar Dem selv i begge Henseender. Og for at kunne det, fæst ikke Sind og Hjerte til Critic, eller hvad der kalder sig saa. Læs helst ingen. Lad Ingen komme Dem nær . De har en Muse, en Guddom, som er Dem nær. Skrærn hende ikke bort, og lad det ikke skee, at Andre gjøre det.
De har været i Italien; De har levet i Italien for at være deri, ei for at male det. Maleriet kom siden af sig selv, og i stor Stiil er det Maleri, De lader træde frem for os.
Der vil komme en Tid - eller er den maaskee kommen? - da De vil begive Dem ud i en anden stor Region - Historien. Jeg glæder mig ved Tanken om, hvad De da vil bringe hjem og bringe os.
Da vil der senere endnu komme en drages ud i et andet stor Rige og leve i det -- Philosophiens. Ogsaa da haaber jeg, De vil bringe os Gjenbilleder, vidnende om, at Musen har været Dem nær .
Jeg skriver disse Linier af et oprigtigt Hjerte. Jeg vil Dem inderlig vel, og vil det ei ved andet, end ved Oprigtighed. Men skulde disse Linier just komme til Dem i det Øieblik, da det er helligt i Deres Sind og i Deres Stue, da lad mit Brev ei anfægte Dem, men læg det stille hen. Og er det ei saa, da gid det snart maa blive helligt i Deres Sind og i Deres Hjem; og kommer da Noget, som vil indgribe forstyrrende eller forlokkende, da siig: Abitote, nam heic Dii sunt.
 

Og nu hilses De af Hjertet af Deres hengivne
 

Sibbern.
Kjøbenhavn, den 12. Sept. 1835. "Til Digteren Andersen."

Om "Improvisatoren"

Tysk originaludgave fra april 1835:

Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters nach H.C.Andersens Danischen Original :Improviasatoren.

Ins Deutsche ubertragen von L. Kruse Erster teil. Hamburg. Verlag von August Campe. 1835

Men til "Improvisatoren" igen. Denne bog rejste mit faldne hus, samlede igen vennerne, ja forøgede endogså disses antal. Første gang følte jeg nogen sand tilkæmpet erkendelse.

Bogen blev straks af professor Kruse oversat på tysk under den lange titel: "Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters". Jeg ytrede mig imod denne titel. Men han påstod, hvad jeg nu ved, han havde uret i, at en sådan titel var nødvendig for at vække opmærksomhed, hvilket den simplere, "Improvisatoren", ikke ville kunne. Carl Bagger havde, som vi ved, anmeldt bogen. Egentlig kritik udeblev, til der var talt og atter talt; da endelig kom en, jeg tror i Litteraturtidende, vel høfligere end jeg her var vant til, men man gled hen over det gode: "Det var jo noksom bekendt," hed det, og holdt sig til manglerne, opsummerede alle de italienske fejlskrevne ord og udtryk.

Nicolais bog "Italien wie es wirklich ist"

Ja, da på samme tid Nicolais bekendte bog "Italien wie es wirklich ist" udkom, der stiller Italiens natur under Tysklands og i Capri kun ser et "Meerungeheuer" og forkaster al skønhed hin side Alperne, på den nær, som den medicæiske Venus ejer, hvis skønhedsformer Nicolai derpå opgiver efter egen opmåling med seglgarn, så blev der her hjemme højt talt om, at nu kunne man se, hvad det var for noget Andersen havde skrevet, - nej, Nicolai var en ganske anden, hos ham fik man det sande begreb om Italien.

De andre poeter hænger sig HCA's stavefejl !

Jeg bragte Christian den Ottende, dengang prins Christian min bog. I forgemakket traf jeg en af vore småpoeter, der i Statskalenderen står som en meget fornem mand. Han var så nådig at tale til mig. Vi drev jo håndværket, vi var begge poeter, og nu holdt han for mig til en højtstaaende herre et foredrag over det ord "Collosseum" det stod i bogen stavet anderledes end hos Byron, hvor det fejlagtig skrives »Colisæum«, - det var forfærdeligt! Det var igen dette sprogjaskeri, man glemte over det, hvad talent der ellers viste sig i bogen. Foredraget blev lydeligt holdt for den hele forsamling. Jeg søgte at bevise, at jeg just havde skrevet det rigtigt, men det havde Byron ikke, og den ophøjede herre trak med smil på skuldrene, rakte mig min bog og beklagede "den slemme trykfejl" i den smukt indbundne bog! - "O, den handler jo bare om Dem selv" hed det rundt om i de mange kredse, hvor man fordærvede Andersen med evige lovtaler. "Månedsskrift for Litteratur", det, hvilket alle for intelligent ansete ledere så op til, og som var det skønnes højesteret, talte om mangen lille, nu glemt brochure og Comedie, men værdigede ikke "Improvisatoren" et ord, måske fordi den havde vundet et stort publikum, et andet oplag af bogen var udkommet.

En ny roman O.T. høster stor anerkendelse i Tyskland

Dansk udgave af : O.T. Original Roman af H.C. Andersen i to dele 1830.

Titlen O.T. hentyder til hovedpersonens Otto Thostrups forbogstaver og til Odense Tugthus, hvor han er vokset op, og bogen skildrer, på baggrund af det åndelige og politiske liv i Danmark i 1830'erne, hans opstigen i samfundslagene fra disse betingelser.

Jeg havde, styrket ved det fodfæste, jeg havde fundet, skrevet en ny roman "O. T ." og da først, det var i året 1837, omtalte månedsskriftet denne og "Improvisatoren"; men hvorledes jeg blev revset, skolemestret - derom siden.
Fra Tyskland lød den første stærke erkendelse eller måske overvurderen af min digtning, og jeg bøjede mig, som en syg, efter solskinnet, taknemmelig glad - thi mit hjerte var taknemmelig. Jeg var ikke, hvad det danske månedsskrift nedlod sig til at underskrive og så omtrent sagde i dets kritik over "Improvisatoren". Et utaknemmeligt menneske, der i min bog viste mangel på tak mod velgørere. Jeg var jo selv den fattige Antonio, der ømmede sig ved trykket, det jeg skulle tåle, burde tåle. Jeg, den fattige dreng, man havde givet nådens brød!

Ros fra Sverige og England

I Sverige udkom også en oversættelse, og i alle svenske blade, der kom mig for øje, genlød ros og lovtale over mit arbejde. Også i England blev bogen oversat af kvækerinden Mary Howitt, og hvad der var af betydning blev bemærket og yndet. "This book is in romance what Childe Harold is in poetry" således anmeldtes den der, og da jeg omtrent tretten år efter første gang kom til London, hørte jeg om en hædrende kritik  "foreign review", den man tillagde Walter Scotts svigersøn, den dygtige, kritisk strenge Lockhart. Jeg vidste Intet om den. Tidligere læste jeg ikke engelsk, og uagtet den stod i et af de mest læste og i London udbredte reviews, der kom til København, omtaltes det ikke af et eneste dansk blad, der ellers om enhver anden dansk digter melder, når i England navnet på hans bog nævnes.

Min anmelder siger:
"Improvisatoren" er et dansk værk, digtet i det danske sprog, det, hvilket Hamlet, den sorgfulde prins af Danmark, talte og tænkte. En ven har sagt, at Corinna var Improvisatorens bedstemoder; måske, der er træk, men Improvisatoren er en elskeligere ledsager.
 

Den tyske kritik har sagt om Improvisatoren:
"Es wäre nicht uninteressant, zwischen Andersens Improvisator und der Corinna von Madame Staël eine parallele zu ziehen. Beide Verfasser haben sich in der Gestalt von italienischen Improvisatoren zu Helden ihrer Romane gemacht; beide haben eine Schilderung der Herrlichkeiten Italiens damit zu verschmelzen gesucht. Aber der Dane ist naiv, die Französinn sentimental; Andersen giebt Poesi, die Stael Rhetorik!"

"Dansk Maanedsskrift for Litteratur" nævnte også "Gorinna", men her klang det anderledes: "Det er sandsynligt, at Fru Staël-Holsteins Roman "Gorinna" har været Forfatteren et vildledende Forbillede o. s. v."

Læs portrættet kvækerinden Mary Howitt: Poetry of Mary Howitt (1799-1888)

"improvisatoren" får positive anmeldelser i mange lande 

 Hvor forskellig, ser man, lyder ikke således tysk og engelsk sammenstilling af Corinna og Improvisatoren mod den affærdigelse i samme punkt, det danske månedsskrift giver mig.
Også i Nordamerika udkom senere et par engelske oversættelser, og efter det svenske fulgte i Petersborg, dog først i 1844, en russisk oversættelse, en lignende i bøhmisk; også i Holland vakte denne bog stor opmærksomhed; i det der meget udbredte tidsskrift "Di Tijd" stod en anbefalende kritik over den. I 1847 udkom den på fransk, oversat af Mad. Lebrun, og blev særdeles rosende anmeldt, og hvor især dens "renhed" fremhævdes. - I Tyskland findes en syv  a otte forskellige udgaver af denne roman og dertil flere oplag. Jeg må derhos henvise til den bekendte Hitzigs udgave af Chamissos værker, hvor i et af dennes aftrykte breve til mig udtaler digteren sin Glæde over min bog, den, han fremhæver for værker, som Nôtre dame de Paris, La salamandre, o. s. v.
Udefra kom således straks og gennem årene, som sagt er, den tydeligste erkendelse, der åndeligt holdt mig oppe. Har Danmark i mig en digter, da har man ikke herhjemme opelsket mig dertil.

Forsøget med at kvæle H.C. Andersens digterspire mislykkedes !

Medens forældre tit kæle for og sætte i drivhus enhver lille antydende spire af hvad de troede der kan føre til et slags talent, havde de fleste så godt som gjort alt for at kvæle det hos mig. Men således vilde Vorherre det nu til min udvikling, og derfor sendte han solstråler ude fra og lod hvad jeg havde skrevet selv bane sig vej. Der er derhos en magt i publikum, stærkere end alle kritikere og de enkelte partier, - jeg havde dog ved "Improvisatoren" vundet fodfæste herhjemme. Jeg havde hos nogle her tilkæmpet mig en hæderlig plads og mit lune følte øjeblikke, hvori det løftede vingerne. Kun få måneder efter at "Improvisatoren" kom ud, trådte jeg op med det første hefte af mine eventyr; men man må ikke tro, at disse blev øjeblikkelig vel modtagne.

H.C. Andersen " Eventyr fortalte for Børn " udkom i 6 små hefter i perioden 1835 - 1842.

Her ses originaludgaven 1-3 1835 - 1837. Hefte 1. udkom 8 maj 1835.
 

Læs om H.C.Andersens brev til en ung digterspire 1863

H.C. Andersen kritiseres for barnagtighed og spild af tid ved at skrive eventyr.

Folk, der sagde sig at mene mig det godt, beklagede, at jeg, der nylig i "Improvisatoren" havde givet håb om at levere "noget", pludselig faldt tilbage i "barnagtighed". "Maanedsskrift for Litteratur" værdigede aldrig at omtale disse, og i "Dannora", et dengang læst kritisk skrift, blev der lagt mig på hjertet, ikke at spilde min Tid med at skrive Eventyr. Man savnede hos mig den sædvanlige form for denne digteart, og man opgav mig mønstre at studere. Det ville jeg jo ikke, sagde de - og så opgav jeg at skrive eventyr, og bragte i den tid, vekslende mellem mismod og lune, min anden roman "O. T."

H.C. Ørsted, en af H.C. Andersens trofaste støtter

Læs mere om H.C.Andersen og H.C.Ørsted

 Der var hos mig en åndelig trang til at producere, og jeg troede i romanen at have fundet mit rette Element. Lige efter hinanden udkom således "Improvisatoren" 1835 og  "O. T." 1836 og "Kun en Spillemand" 1837.

 Mange syntes godt om "O. T.", især H.C.Ørsted, der havde stor sands for det komiske element. Han opmuntrede mig til at vedblive i denne retning, og hos ham og i hans kreds fik jeg glæde og erkendelse.

Kun en spillemand Original Roman i tre Dele af H.C. Andersen.

Første del. Kjøbenhavn.

Paa Universitets-Boghandler C. A. Reitzels Forlag.

Trykt hos Bianco Lunø og Schneider. 1837
 

O.T. oversættes til andre sprog og H.C. Andersen får hjælp til korrekturlæsningen

Hos Sibbern, med hvem jeg efter at have modtaget brevet om "Improvisatoren" havde gjort personligt bekendtskab, læste jeg "O. T.". Poul Møller, der var kommen herned fra Norge, og der ikke havde yndet "Fodreisen", var tilstede ved en af disse aftenlæsninger og hørte til med stor deltagelse; Scenerne ovre i Jylland, på heden og ved Vesterhavet interesserede ham, og han udtalte sig varmt og inderligt. Et par oversættelser af "O. T." på tysk blev senere gengivet på svensk, hollandsk og engelsk. Mine københavnske landsmænd havde ved "Improvisatoren" opholdt sig over nogle latinske ords fejlskriven og korrekturfejl. For at fjerne en lignende anke, tilbød de mig, da "O. T ." skulle udkomme, en af universitetets professorer til at læse korrektur; "jeg er øvet deri", sagde han, "og har altid erholdt ros for min korrekthed, så skal man ikke have den mindre betydelige ting, bogstavering, at dvæle ved, når man recenserer Dem" - Han læste ark for ark; to dygtige mænd foruden ham så også disse nøjagtigt igennem.

Uansat korrekturlæsning hagler kritikken ned over Andersen

Bogen kom ud, og kritikken jeg fik herhjemme, endte med, at "de sædvanlige grammatikalske skødesløsheder, som altid hos Andersen, findes også i denne bog". "Nej, nu er det for galt!" sagde professoren, "jeg har anvendt samme flid som i mine egne bøger! man gør Dem virkelig Uret".

"O. T." blev læst og atter læst og mit publikum tog til, men blad-  og journalkritik viste mig endnu ikke stor opmuntring. Ja man glemte, at med årene bliver drengen til mand, og at man også udenfor den almindelige vej kan erhverve sig kundskaber; man hang ved gamle påstande og beskyldninger.  Mange, der måske aldrig havde læst mine senere større arbejder, udtalte sig allerstrengest, men var ikke så ærlige som Heiberg, der, da jeg spurgte ham, om han havde læst disse romaner, spøgende svarede: "jeg læser aldrig store bøger". Hvorledes den tone var, man tillod sig i månedsskriftet, ses benyttet som anke mod dette selskab af Paludan-Müller, der, da han, den erkendte og skattede unge digter, fik af samme månedsskrift også en streng dom, skrev sit polemiske digt: "Trochæer og Jamber", og anførte der i en note, hvorvidt månedsskriftet vovede at gå mod en digter.

Professor Frederik Paludan-Müller.

Født i Kerteminde i 1809.

Søn af Jens Paludan-Müller sognepræst i Kerteminde.

2. november 1829 ægtede Paludan-Müller Henriette Erichsen Rosenstand-Goiske. Hun døde 10. januar 1877.
 

Frederik Paludan-Müller døde i 1876 i København
 

Paludan-Müller tager til genmæle mod kritikken af H.C. Andersen
 

Jeg giver Paludan-Müllers ord :

"I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person ? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlige Studium gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering: Trudsel med Critik anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse og mange flere de anmeldte Skrifter ("Improvisatoren" og "O.T.") uvedkommende og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer, hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemmelighed mod Velgjørere, tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, den fortjente Revselse af den Fornærmede!"

Kampen mellem Andersens digternatur og de hårde omgivelser !

Karakteristisk er det, da senere af Månedsskriftet størstedelen af anmelderne til de forskellige kritikere blev opgivne, Forfatteren siden ikke har vovet at navngive sig.
Året efter (1837) kom romanen "Kun en Spillemand", der så ganske er en åndig blomst, fremsprungen af det tryk, jeg led i denne mægtige kamp mellem min digternatur og den alt for hårde Omgivelse, og dog var jeg kommet et skridt fremad, forstod mere mig selv og verden, men jeg var ved at opgive tanken om nogen slags sand erkendelse her af det, Gud havde givet mig; i en anden verden måtte det komme til klarhed, deri søgte jeg min trøst.

Var "Improvisatoren" en virkelig improvisator, da var "Kun en Spillemand" den forestående kamp og liden. Denne digtning var i sin helhed gennemtænkt og set udefra, som den i hver enkelthed var født og næsten oplevet; den gærende opposition mod ubilligheden, tåbeligheden, prosaen og trykket af den hele omgivelse gav stemninger, der åbenbarer sig i karaktererne Naomi, Ladislaus og Gudfaderen i "Hulgaden". Også denne bog brød sig vej herhjemme; men ingen tak eller opmuntring lød. Kritikken indrømmede kun, at jeg tit blev forunderlig heldig ledet af Instinktet, - man valgte det udtryk, man bruger om dyret, men som i menneskeverdenen, i poesiens verden ellers kaldes genialiteten; hos mig skulle det stemples som instinkt. Det var en vedvarende træden ned af alt godt hos mig. En enkelt begavet ytrede vel mundtligt til mig, at jeg blev for hårdt og ubilligt behandlet, men Ingen trådte op og udtalte det.

Søren Kierkegaard og H.C. Andersen

Filosoffen Søren Kierkegaard 1813 - 1855.

Tegning af C. Kierkegaard 1838.

Romanen "Kun en Spillemand" opfyldte en kort tid en af vort lands unge, højt begavede mænd, det var Søren Kierkegaard; på gaden, hvor vi mødtes, sagde han mig, at han ville skrive en kritik over den, og at jeg ville vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man opfattede mig ganske urigtigt. Der gik lang tid hen, han læste bogen om igen, og det første gode indtryk udviskedes; og jeg må tro, at jo alvorligere han drøftede digtningen, des fejlfuldere blev den, og da kritikken kom, kunne jeg ikke være glad ved den; den kom som en hel bog; den første, tror jeg, Kierkegaard skrev, noget besværlig at læse, med den hegelske tunghed i udtrykkene: Man sagde også i spøg, at kun Kierkegaard og Andersen havde læst bogen ud. Det var "Af en endnu Levendes Papirer". Jeg fik dengang det ud af den, at jeg var ingen digter, men en digterisk figur, der var løben ud af min gruppe, og at det var en tilkommende digter givet at stille mig i den, eller at benytte mig som figur i en digtning, hvori han skabte mit supplement. Senere forstod jeg bedre denne forfatter, der i min frernskriden er kommen mig i møde med venlighed og skønsomhed. Jeg fandt ikke og vandt ikke hjemme nogen offentlig beskytter eller anmelder for mine romaner, og hvad dertil satte dem i skygge var den almindelige begejstring for netop de af Heiberg udgivne beundrede "Hverdagshistorier". Sproget i disse, indholdet og frem for alt den Heibergske anbefaling og beundring for disse værker, gav dem hos den danske læseverden den højeste rang i nutidens litteratur.

Tilfredshed i Sverige og i Tyskland med H.C. Andersens romaner
 

Dog, i hvor hånligt jeg end blev affærdiget, jeg blev læst, og såvidt havde jeg imidlertid bragt det, at mange herhjemme nu ikke tvivlede om min poetiske evne. Den man før min rejse til Italien aldeles opgav hos mig. Men ingen dansk anmelder udtalte sig om ideen, om friskheden, om lunet, om hvad der kunne være ejendommeligt i mine romaner. Først da de udkom på svensk, gik med godt sind et par svenske blade lidt dybere ind, læste og opfattede med god og ærlig vilje, og i Tyskland var det samme tilfældet; herfra styrkedes mit mod til at vedblive.

Om "O.T." og "Only a fiddler" udtalte sig "London literary Gazette" : "Dette er et af de interessanteste værker, som i en række af år har forladt pressen. Dets skildringer af det danske liv er naturlig og beundringsværdig og dets skildring af scenen, hvor det foregår, er sand og træffende. Dets udmærkede fremstilling af børn og børns tanker, dets naivitet og livlige sprog, dets verdenskundskab og indbildningskraft, kort, alt er sat så klart i lyset for os og besidder en sådan ynde, at vi ikke tage i betragtning at sige, at dette er en bog, som vil tiltale enhver klasse af læsere og fortjener plads blandt de mest udmærkede romantiske værker, som nogensinde er frem. kommet."

Professor Carsten Hauch

Født i Frederikshald, Norge 1790  

Indtil ca.1815 hed byen Frederikshald i dag Halden .

Død i Rom 1872
 

Carsten Hauch skriver en afhandling i Schouws Ugeskrift og udtaler sig hjerteligt om H.C. Andersen, som digter.

Først flere år efter udtalte i Danmark en mand af betydning, digteren Hauch, i sin tidligere nævnte afhandling i Schouws Ugeskrift sig hjerteligt over mig som digter. Han udtalte sig om romanerne og fremhævede i få træk der det karakteristiske: "Hovedgenstanden", siger han, "i Andersens bedste og mest gennemarbejdede skrifter, i dem, hvori den rigeste fantasi, den dybeste følelse, den mest bevægede digtersjæl kommer frem, er et talent, eller idet mindste en ædlere natur, der vil kæmpe sig frem af snævre og trykkende kår.  Det er således tilfældet i hans tre Romaner, og i denne

Retning har han jo også virkelig et betydningsfuldt liv at fremstille, en indre verden, som Ingen bedre kender, end den, der selv har drukket af den bitre kalk: lidelser og savn, smertelige og dybe følelser, som er nær beslægtede med dem, han selv har gennemgået, og hvori erindringen der, efter den gamle betydningsfulde mythe er musernes moder. Hånd i Hånd med disse træder ham i møde og hvad han her kan fortælle verden, fortjener da sikkert med opmærksomhed at høres, thi uagtet det på den ene side kun er den enkeltes inderste personlige liv, så er det dog tillige talentets og geniets almindelige lod, idet mindste når det befinder sig i ringe kår , der her føres os for øje.

For så vidt han nemlig i sin "Improvisator", "O. T." og "Kun en Spillemand" ikke blot fremstiller sig selv i sin afsondrede particularitet, men tillige den betydningsfulde kamp, som mange har gennemgået, og som også han kender, fordi hans liv har udviklet sig derigennem, så gengiver han jo slet ikke noget, der tilhører illusionernes verden, men kun det, der vidner om sandheden, og der, som ethvert sligt vidnesbyrd, har en almindelig og varig gyldighed. Ja, han forfægter således ikke blot talentets og geniets, men, som sagt, tillige den krænkende og uretfærdigt behandlede menneskeheds sag; og da han selv så smerteligt har følt denne svære kamp, hvori laokoonsslangerne knuge de opadstræbende hænder, da han selv har været nødt til at drikke af det malurtfyldte bæger, som den ligegyldige og overmodige verden så tit rækker den, der befinder sig i en undertrykt stilling, så er han også i stand til at give sin fremstilling i denne henseende en sandhed og alvor, ja en tragisk og smertevækkende pathos, der vanskeligt på det følende menneskehjerte forfejler sin Virkning. --- Hvor kan i hans "Spillemand" læse hint optrin, hvori den "fornemme hund", som digteren udtrykker sig, med foragt vender sig bort fra den føde, hvormed den fattige dreng må tage til takke, uden tillige at erkende, at dette ikke er en leg, hvori forfængeligheden søger sin triumph, men at det tværtimod er den i sit inderste dybt krænkede menneskenatur, der her udtaler sin Smerte."

Således lød det en ni a ti år senere om mig i Danmark. Således lyder en mands, en ædel hædret stemme. Det er gået mig med kritikken, som det går med vinen, jo flere år, der går, før den skænkes, desto fortræffeligere smager den.

H.C. Andersens første besøg i Sverige ad Göta kanal til Stockholm i 1837

Samme år, som "Spillemanden« udkom (1837), besøgte jeg første gang nabolandet, gjorde Kanalrejsen til Stockholm. Da kendte man ikke, hvad man nu kalder skandinaviske sympatier; fra gamle krige med naboen var endnu nedarvet en slags mistillid. De københavnske gadedrenge glemte ikke om vinteren, når isen bandt landene sammen, og svenske kom i kane over til os, på en rå og kåd måde at skrige efter dem. Meget lidt kendtes af svensk Litteratur, og det faldt kun få danske ind, at man med ringe øvelse let kunde læse og forstå det svenske sprog. Tegners "Frithiof" og "Axel" var kendt og det kun i oversættelse. Tiderne forandres.

Motiver fra Sverige, området ved Trollhättan anno 2005. Foto: Jørgen Pedersen Allesø

H.C. Andersens lovprisning af Sverige

Jeg havde læst et par svenske forfattere, og af disse tiltalte mig især den afdøde, ulykkelige Stagnelius. Hans digtninger fyldte mig endnu mere end Tegner, der da repræsenterede digtekunsten i Sverige. Jeg, som kun havde rejst syd på, hvor altså afskeden fra København er afskeden med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mit danske sprog, og hørte i landets tunge kun som en dialekt af det danske; jeg syntes, at Danmark udvidede sig og det beslægtede i folket trådte mig så levende frem. Jeg begreb, hvor nær svensk, norsk og dansk stod til hinanden. Jeg mødte hjertelige, venlige mennesker, og det er min natur at slutte mig snart til disse. Denne rejse var og er mig endnu en af mine gladeste. Det maleriske svenske land, med sine udstrakte skove, store søer, den brusende, storartede Trollhättan, de maleriske skærgårde, hele denne natur var mig ny.

Stockholm selv, hvis beliggenhed næsten nærmer sig Constantinopels, og måler sig med Edinburghs, overraskede mig i høj grad. Kanalfarten selv klinger jo halveventyrlig for den uindviede, når man fortæller, at dampskibet sejler der fra søerne op over bjerghøjderne, hvorfra man seer under sig de udstrakte gran og birkeskove. Gennem dristige sluser løfte og sænke sig skibene, mens den rejsende gør sine skov vandringer. Fra denne rejse, og navnlig fra den mægtige Vänern sø, knytter sig et bekendtskab af stor interesse og ikke uden Indflydelse på mig, det er med den svenske roman forfatterinde Fredrika Bremer.

Svensk forfatterinde

Fredrika Bremer

Født i 1801 og død i 1865

Hun er født i Åbo i Finland og familien flyttede i 1804 till Sverige og hun voksede op Årsta slot og i Stockholm.

H.C. Andersen har på rejse altid lykken med sig!

På Kanalen mellem Trollhättan og Vänersborg havde jeg just spurgt kaptajnen ombord og nogle af de medrejsende, om hvilke svenske forfattere der levede i Stockholm, og udtalte min lyst til at se og tale med frøken Bremer. Ja, hende træffer De ikke, sagde kaptajnen, da hun for øjeblikket er på besøg i Norge. Hun kommer vel, må komme tilbage, medens jeg er her, sagde jeg i spøg og tilføjede, at på rejse har jeg altid lykken med mig, så at det meste, som jeg ønsker bliver opfyldt. Men næppe denne gang, sagde kaptajnen. Tre Timer efter, da vi skulle bort fra Vänersborg, hvor vi lå og tog varer og passagerer ombord, kom han leende med listen over de ny tiltrådte rejsende og råbte højt: "Lykkelige menneske, jo De har lykken, frøken Bremer er her og sejler med til Stockholm". Jeg antog det for spøg, men han viste mig navnet på sin liste, men jeg var dog ikke overtydet om det var forfatterinden selv. Mellem dem, jeg opdagede gå ombord, så jeg ingen, der forekom mig at kunne være hende. Aftenen faldt på, og ved midnat var vi på den store vidtudstrakte Vänern sø.

H.C. Andersens møde med Fredrika Bremer 26 juni 1837

Klokken tre om morgenen stod jeg op for at se solopgangen, foruden mig kom endnu en fra kahytterne. Det var en dame, ikke ung, ikke gammel, indhyllet i shawl og kåbe, og hun ville også se solen stå op. Jeg tænkte: er  frøken Bremer her ombord, så må det være hende og jeg begyndte en samtale. Hun svarede høfligt  men fremmed, og da jeg spurgte hende, om hun ikke var forfatterinde til de bekendte romaner, gav hun et undvigende svar og spurgte nu om mit navn. Hun kendte det, men tilstod, at hun ingen af mine skrifter havde læst og hun spurgte om jeg intet eksemplar af disse ejede hos mig. Jjeg havde just "Improvisatoren", som jeg havde bestemt for Beskow, men jeg lånte hende den, og hun gik ned i sin kahyt og kom ikke frem hele formiddagen, men da jeg igen så hende, var hendes ansigt klart og fuldt af hjertelighed. Hun trykkede min hånd, og sagde, at hun havde læst det meste af første del af bogen, og nu kendte hun mig.

Skibet fløj med os over bjerge, gennem stille indsøer og skove ud i Østersøens skærgård, hvor klippeøerne ligge strøede og danner de mærkeligste overgange fra den nøgne sten til grønsværsøen og den, hvor træer og huse fæste sig. Det gik gennem brænding og over strudel, to steder måtte alle passagererne sidde stille på deres plads, medens lodsens hele opmærksomhed var heftet på ét punkt, man følte i fartøjet naturkraftens hånd, der et sekund greb og slap det. Frøken Bremer fortalte mangt et sagn, mangen historie, der knyttede sig til én og anden ø og til den og den gård oppe i Landet. Rejsen blev rigere og glædeligere.

Bekendtskabet med Fredrika Bremer fortsattes i Stockholm og i årene efter

I Stockholm fortsattes bekendtskabet, og år have knyttet det fastere ved breve. Hun er en ædel kvinde. Religionens store trøstende sandheder og det poetiske i livets stille enkeltheder have dybt gennemtrængt hende, og hun ejer en genius til at udtale det..
 

Endnu var ingen af mine romaner udkommen i svensk oversættelse. Jeg var i Stockholm som digter kun kendt af enkelte, der havde læst "Fodreisen" og mine lyriske digte, og disse enkelte var mest litterære folk, hvilke også på det hjerteligste og med svensk forekommenhed og opmærksomhed modtoge mig. Den for sine humoristiske digte kendte og hædrede gejstlige, Dahlgreen, som nu længst er død, skrev en sang til mig. Jeg fandt gæstfrihed og venlighed, Sverige og de svenske fik jeg kær.

Uppsala i Sverige ca. 1849

Af H. C. Ørsted var jeg anbefalet til den berømte Berzelius, hvis bekendtskab jeg nu første gang gjorde, ved ham fik jeg en god modtagelse i Uppsala, hvorhen jeg drog nogle dage og af den da levende professor Rudberg førtes til Uppsalahøjen, hvor vi af det store sølvhorn, Kong Carl Johan der havde givet, drak i champagne Nordens skål. Land og folk fik jeg kær og syntes, som sagt, at mit hjems grænse voksede. Først nu forstod jeg ret, hvor beslægtet svensk, dansk og norsk var, og i denne følelse skrev jeg straks efter min hjemkomst sangen:   "Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver"
 

Første side af H.C. Andersens manuskript til digtet (sangen) "Jeg er en Skandinav", hvor første linie hedder " Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver"

Se manuskriptet her !
 

Se teksten til digtet (sangen) her

Kilde: www.kb.dk 041005

H.C. Andersens skandinaviske sang.

 Ved dette digt var ikke tanke af politik, den er mig fremmed. Digteren skal ikke arbejde i politikens tjeneste, men rolig gå foran bevægelserne, som en ser. Den skandinaviske sang blev til, da der ikke taltes om skandinaver; den fremsprang i følelsen af det beslægtede hos de tre folk, den kærlighed, jeg følte og ønskede de i ånd og hjerte med mig må eje for hinanden, og ikke uvenligt og misforstående stå skilte som de stride strømme. Man kan se, at de svenske have gjort af ham, var det første, jeg hørte hjemme om min sang. Et par år gik, naboerne forstod bedre hinanden; Oehlenschläger, Tegner og Fredrika Bremer bragte dem gensidig til at læse hinandens litteratur, og slægtskabet blev følt og forstået. Den tåbelige gamle rest af uvenskab, fordi de ikke kendte det gensidige gode hos hinanden forsvandt og der kom et smukt og hjerteligt forhold mellem svensk og dansk.

Det  "Skandinavisk Selskab" i København

Skandinavismen satte imidlertid blomst i København, måske også i Sverige, i Norge tror jeg ikke det ret er sket vi fik et "Skandinavisk Selskab", det vil sige en forening i København, hvor man holdt broderlige taler om Nordens tre folk, gav historiske foredrag og fik skandinaviske koncerter,

sagde mig, at denne sang vilde overleve alt af hvad jeg havde skrevet. Ja en af vore betydelige offentlige karakterer forsikrede og i alvor, at dette var det eneste digt, der gjorde mig til dansk digter. Nu sattes det så højt, for et år tilbage var det kun produktet af smigret forfængelighed.
Såvel i Sverige som i Danmark havde min vise komponister og er bleven koncertvise, men den er ikke bleven populær.

Lykkesholm på Fyn anno 2005

Efter min hjemkomst fra den svenske tur begyndte jeg flittig at læse historie, gjorde mig mere bekendt med fremmed litteratur. Dog den bog, som jeg læste mest i og fra hvilken jeg fik de stærkeste indtryk, var som altid, naturens. Ved Sommerlivet paa fyenske herregårde, især det tæt ved skoven romantisk beliggende "Lykkesholm", Kai Lykkes gamle gård.

På det grevelige Glorup, hvor den mægtige Walkendorf, Tycho Brahes fjende, havde boet, og hvor nu den ædle gamle Grev Moltke-Hvitfeldt levede, fandt jeg den venligste modtagelse, det hyggeligste hjem og lærte her på mine stille vandringer vistnok mere, end skolen kunne give mig af refleksions visdom.

                                                                          Gammel prospekt af Glorup slot

                                                                   H.C. Andersen og herregården Glorup på Fyn

Lovprisning af det Collinske Hus

I København var allerede da, som til den seneste tid, Collins hus blevet mig "Hjemmets Hjem", som jeg alt foran i "Improvisatoren" har betegnet det; her fandt jeg forældre og søskende. Det lune, den livsmunterhed der findes i romanen "O. T." og i de i disse åringer skrevne dramatiske arbejder, f. eks.  "Den usynlige paa Sprogø", har sin kilde fra det Collinske hus, der i denne retning virkede sundt ind på mig, så at mit sjæle-sygelige ikke fik herredømmet. Collins ældste datter, fru Ingeborg Drewsen, var med sit kække lune, sit vid og humor, især af en stor Indvirkning; når sindet er blødt og elastisk, som havfladen, og det var mit, da afspejler det, som den, sin omgivelse.

"Den Usynlige paa Sprogø". En dramatisk Spøg i 1 Akt med Kor og Sange af H.C. Andersen

Drøftelsen med Dickens om H.C. Andersens lave danske honorar for "Improvisatoren"

Jeg var ret produktiv, og mine skrifter hørte til dem hjemme, som altid blev købte og læste; for hver ny roman erholdt jeg et højere honorar, men man vil huske på, hvor langt danske bøger købes, og at jeg ikke fra Heibergs og Månedsskriftets slotsaltan var erklæret for tidens betydende digter, så blev honoraret ringe. Imidlertid levede jeg naturligvis ikke som man i England tænkte sig det, når man der nævnte "Improvisatorens Digter". Jeg erindrer Charles Dickens forbavselse senere ved at høre mit honorar for denne bog. "Hvad har De fået" spurgte han; jeg svarede "19 £" "For arket?" gentog han. "Nei" sagde jeg, for hele Bogen. Ja, vi misforstår vist hinanden, blev han ved og de kan ikke for det hele værk, Improvisatoren, have fået 19 £, det har De erholdt for arket. Jeg måtte beklage, at det ikke var tilfældet og arket blev omtrent kun ½ £. Du min Gud, udbrød han og det er jo ikke til at tro, fortalte De det ikke selv. Vistnok kendte Dickens ikke danske forhold, målte indtægten efter den, han fik i England,  men rimeligt er det, at min oversætterinde der vandt mere, end jeg som forfatter, men nok om det, jeg levede rigtignok under en del savn.

Læs mere om Charles Dickens og H.C.Andersen

H.C. Andersen fandtes for god til ansættelse på Det Kongelige Bibliotek
 

Producere og altid producere, følte jeg, ville være ødelæggende. De forsøg, jeg gjorde for at skaffe mig en slags stilling eller andet hæderligt hverv, mislykkedes. Jeg søgte om en ansættelse ved Kongens Bibliotek, H. C. Ørsted understøttede på det varmeste min ansøgning hos bibliotekets chef, overkammerherre Hauch. Ørsted sluttede sit skriftlige vidnesbyrd efter at have omtalt H. C. Andersens "Fortjenester som Digter.... at han også udmærker sig ved Retsindighed og ved en Orden og Nøjagtighed, som Mange ikke tro, at man kan vente af Digteren, men som man unægtelig, når man kender ham, må tilstaae ham".  Disse ord om mig af Ørsted udrettede dog intet. Overkammerherren affærdigede mig med den største artighed, idet han sagde, at jeg var for talentfuld til, at han kunne anstille mig ved et så trivielt arbejde, som bibliotekets var.

Afslag fra Trykkefrihedsselskabet til udgivelsen af en dansk folkekalender

En side af en dansk folkekalender fra juli 1857 med første vers af H.C. Andersens  "Dandse, dandse dukke min" .

H.C. Andersen forsøgte, at få udgivet en sådan men ingen troede på hans projekt. Sidenhen er der flere forlag der har udgivet folkekalendere.

Kilde: www.kb.dk  061005 

Jeg søgte at sætte mig i forbindelse med Trykkefrihedsselskabet, idet jeg havde lagt plan og givet udkast til en dansk folkekalender, lig den meget udbredte af Gubitz og dengang fandtes endnu ingen dansk. Jeg troede ved naturskildringerne i "Improvisatoren" at have vist dygtighed for fremstillinger af denne art, et par småhefter af mine eventyr var da allerede ude og de måtte vise, at jeg nok kunne fortælle. Ørsted var meget tilfreds med den givne plan, og også denne understøttede han på det bedste, men skriftkomiteens medlemmer fandt, at dette arbejde ville være forbundet med for mange og store vanskeligheder til, at selskabet kunne indlade sig på samme. Det vil sige, man tiltroede mig ikke dygtighed dertil. Senere udkom under en anden redaktør en sådan kalender, understøttet af selskabet.

Altid måtte jeg således, for at leve, tænke på den dag i morgen. Et gæstfrit hus endnu var på den tid åbnet for mig af en gammel dame, hvis ejendommelighed lettere op og fattedes af enhver end hendes mange andre fortræffelige egen skaber. Hun fandt glæde i at læse mine skrifter, og med moderligt sind viste hun mig sin velvillige. Det var den gamle, nu afdøde enkefru Bügel, født Adzer. Konferensråd Collin var i øvrigt i den tid min hjælp, min trøst og støtte, som jeg dog beskedent, kun i de tungeste tilfælde tyede til. Jeg prøvede trang og armod, som det her ikke lyster mig at fortælle om. Dog, som jeg tænkte det i barndomsårene, når det er ret hårdt, da hjælper vor Herre! Jeg har en lykkestjerne, og den er Gud.

H.C. Andersens møde med grev Konrad Rantzau-Breitenburg

En dag, jeg sad i min lille stue i Nyhavn, dengang på Charlottenborgs side, bankede det på døren, en fremmed mand, med et fint, venligt ansigt. Jeg havde aldrig set ham før, trådte ind og det var nu afdøde grev Conrad Rantzau-Breitenburg, en holstener og daværende statsminister. Han elskede poesi, var opfyldt af Italien og ville aflægge et besøg hos Improvisatorens forfatter.  Min bog havde han læst i originalsproget, og følte sig levende opfyldt af den. Han havde ved hoffet og i sin kreds på det varmeste erklæret sig for den.

                                           Statsminister Konrad Ranzau til Breitenburg 1773- 1845. Litografi.

Catharina Bügel, f. Adzer (1767-1845) H.C. Andersen lærte fru Bügel at kende efter sin dannelsesrejse. Den ældre enkefrue, der var et særdeles excentrisk væsen og HCA benyttede hende som model  til den gamle baronesse i romanen De to Baronesser fra 1848.

Han stod i stor anseelse, var erkendt som en mand med smag og kendskab til litteratur, et ægte ridderligt sind. I sin ungdom havde han rejst meget, opholdt sig længe i Spanien og Italien og hans dom blev således af stor betydning. Ham var det, der opsøgte digteren og stille trådte han ind i min lille stue, udtalte sin tak og kærlighed for min bog: Han bad mig besøge sig og spurgte mig uforbeholdent, om der intet var, hvori han kunne virke til gavn for mig. Jeg antydede, hvor tungt det var at måtte skrive for at leve, ikke at kunne, sorgløs for det nødvendige, udvikle sig og virke, og han trykkede kærligt min hånd og lovede at blive mig en virksom ven, og det blev han.

H.C. Andersen får rejseunderstøttelse efter at Conrad Rantzau-Breitenburg, Collin og H.C. Ørsted i det stille har arbejdet for det i forhold til Kong Frederik den Sjette.

Kong Frederik den Sjette.

Konge af Norge og Danmark

Frederik 6. er født i 1768 og døde i 1839, som søn af Christian 7. og Caroline Mathilde. Han blev officielt konge efter Christian 7.s død – men i realiteten havde han været regent siden 1784. I 1790 giftede han sig med Marie af Hessen-Kassel.

H.C. Andersen får rejseunderstøttelse og et et nyt afsnit i hans liv begyndte.

Collin og H. C. Ørsted, tror jeg, have vistnok også i stilhed virket med som mine talsmænd hos Kong Frederik den Sjette. Alt i flere år under denne konges regering var anordnet, at en sum af finanserne anvendtes til rejseunderstøttelse for unge videnskabsmænd og kunstnere. Ja enkelte, der endnu ikke var i fast embede havde en slags årlig gage, eller om man vil understøttelse, således mellem digterne, Oehlenschläger, tidligere Ingemann, Heiberg etc. Netop i de dage havde Hertz erholdt en årlig tilstået sum og hans fremtid var derved nogenlunde bleven betrygget. Det var mit håb og ønske, at samme held måtte forefindes mig, og det skete, Kong Frederik den Sjette tilstod mig fra nu af årligt 200 Species.

H.C. Andersen. Maleri af C. A.Larsen. 1836

Jeg var opfyldt af taknemlighed og glæde. Jeg behøvede nu ikke, som jeg så tit tidligere nødtes til, atmåtte skrive for at leve. Jeg havde nu, i mulige sygdoms tilfælde, en sikker Hjælp og jeg var mindre afhængig af Menneskene om mig.
 

Et nyt afsnit i mit liv begyndte.

Hvis intet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense