H.C. Andersen og H.C. Ørsted

H.C. Ørsted og H.C. Andersen

H.C. Ørsted var en trofast faderfigur fuld af dyb, oprigtig respekt for Andersen.

Efter H.C. Ørsteds død i marts 1851 udgav Andersen bogen ”I Sverrig” til ære for H.C. Ørsted.

Bogen var en rejseskildring om hans tre måneder lange rejse i Sverige og beskriver Andersen sjældne forståelse af og fordomsfrie indstilling til brydningerne mellem nyt og gammelt og mellem moderne teknik og den mere primitive kulturtilstand. Disse brydninger kommer netop til udtryk i forholdet mellem H.C. Andersen og H.C. Ørsted, som beskrives nedenfor.

H.C. Ørsteds store bogværk ”Aanden i naturen” som udkom i 1849-50 var H.C. Ørsteds naturvidenskabelige testamente, der byggede på den tro, at der er korrespondance mellem tilværelsens naturlove og tankerne i mennesket selv. Andersens eventyr skulle skabe forbindelsen mellem kunst- og naturvidenskab og mellem tro og viden. Ørsted havde altid troet på H.C. Andersens kunstneriske format og kunnen og ikke alene inden for det litterære område, som digter, men også indenfor billedkunsten, som maler og tegner. H.C. Ørsted beviste i 1820 som den første i verdenen, at kunne levere beviserne for, at elektrisk strøm har en magnetisk virkning, altså opdagelsen af elektromagnetismen.

En opdagelse, der fik epokegørende betydning for verdenen. Mennesket havde i århundreder bevæget sig rundt ved vind- og hestekraft og nu omkring 1830 fandtes damptog og dampskibe m.m. Andersen opfordrede i et brev fra Rom i april 1846 Ørsteds til at rejse ud og se, hvor stor verdenen var blevet efter opdagelsen. Således skriver H.C. Andersen i et brev til Ørsteds. ” Kom om to Aar, saa ere alle Jernbanerne i stand, og De og Deres Kone kunne flyve fra Kjøbenhavn til Neapel i syv Dage, det er dog ingenting. Hvor dog Livet bliver rigt ved Opfindelser! Man seer og oplever i Aar og Dag, hvad Folk tidligere brugte en Levealder til. Vor tid, finder jeg, er den meest poetiske, man kan tænke sig; Forstanden sætter jo Blomst ved Blomst, og disse høre dog til Poesien; thi Sandheden er dog en Deel dens Treklang; jeg tænker herved just paa, hvad De engang skrev i mit Album: ”Fornuften i fornuften er det Sande, Fornuften i Villien er det Gode, Fornuften i Phantasien det Skjønne”.

En af naturvidenskabens vigtigste opgaver var at udrydde gamle dages overtro i et moderne oplyst samfund ved bl.a. ”at sætte de engang, saa tilbedte Naturgenstande ud af de frie Væsners Række og stille dem under Naturens Love”. H.C. Andersen selv havde gennem barnetroen og sin moder fået overtroen, det mystiske og magiske ind med modermælken.

B.S. Ingemann 1822

En anden af Andersens gode venner B.S. Ingemann til Andersen, at han ikke var særlig begejstret over ”I Sverrig”, da denne gjorde op med Andersens poetiske eventyrkærlighed og inderlige romantik og var en kamp med overtroen. B.S. Ingemann fik ikke noget svar fra Andersen om dette spørgsmål, måske fordi B.S. Ingemann havde ret. H.C. Andersen har i sin eventyrdigtning i vid udstrækning spændt fantasiens kræfter for overtroen. Andersen skriver i en brevveksling i 1853 med Henriette Wulff: ” Jeg har daglig en lille Strid med Ingemann om opfindelsernes betydning….Han indrømmer at vor Tid er Opfindelsernes store Tid, men at det er kun i det mekaniske, i det Materielle, at det breder sig ud; jeg betragter dette som de nødvendige Bærere for det Aandelige, de store Grene hvorpaa Poesien siden kan sætte sin Blomst.

Det at Menneskene rykker nærmere, at Lande og Byer ved Dampen og Elektromagnetismen forbindes til én stor Forsamlings Hal, synes mig saa aandeligt stort og herligt at jeg ved Tanken derom løftes saa høit, som nogen Digters Sang har kunnet løfte mig”. Spørgsmålet var om ”overtroen” og ”Gud” var naturvidenskaben!

I eventyret ”Man siger! ” Man siger Miraklerne Tid er forbi, men det er ikke Sandhed, Hvad man der siger; Miraklernes, Underværkernes Tid er til, i vor egen Sjæl, i den kom Aabenbaringer! I den lader Gud – i det Verden synes udtørret og øde, Naadens Kilde sprudle frem, Livet blomstre og grønnes, i den komme Indskydelser; gjennem Tonerne, gjennem Poesien, gjennem Videnskaben opruller Gud Mirakler for os indtil Verdens sidste Dage” kommer Andersens holdning klart til udtryk at gennem poesien og gennem videnskaben sker Guds mirakler indtil verdens ende. En holdning H.C. Andersen havde i 1850’erne, men som blev ændret i 1856 efter at Andersen havde været på rejse i Tyskland og læste en del litteratur og er derved blevet klogere og fået mere erfaring.

I forbindelse med romanen ”At være eller ikke være” der udkom i maj 1857 havde Andersen ændret sit meget positive syn på den moderne naturvidenskab og dens forhold til kunsten, som bl.a. H.C. Ørsted stod for. Gud var for Andersen igen blevet mere nærværende, Gud kunne godt tåle at blive set og vurderet af den sunde forstand, men på den anden side kunne vi ikke undvære Gud som et støttepunkt ”Troen gives, den tænker man sig ikke til!”

Tro og videnskab er ikke længere stridspunkter hos H.C. Andersen, da de er samlet i erkendelsen af Guds abstrakte og evige tilstedeværelse i naturen og naturvidenskabens fakta.

Foto: Lars Bjørnsten Odense