Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Største Delen af Sommeren tilbragte jeg paa Glorup, var der i Vaar og Høst, og blev saaledes Vidne til Svenskernes Ankomst og senere Bortreise. Selv kom jeg ikke til Krigsskuepladsen, jeg blev paa Glorup, hvor der daglig indtraf Folk, som kom derovre fra, Nysgjerrige og Slægtninge, som saae til deres Kjære. Men som en Duft kom det Skjønne fra Krigsskuepladsen og gik op i min Tanke; jeg hørte om en gammel Bedstemoder, der med sine Børnebørn stode paa Veien, da vore Tropper kom, hun havde strøet Sand og Blomster for dem og raabte med de Smaa: »Gud velsigne de Danske!« jeg hørte om det Naturspil, at der i Slesvig i ell Bondes Have voxte røde Valmuer med hvide Kors, fuldkommeligt Dannebrog. En at mine Verner besøgte Als og tog derfra over til Dyppel, hvor alle Huse stode med Revner og Huller af Kanonkugler og Kartetscher og dog stod endnu og paa eet af Husene Fredens Symbol: en Storkerede med hele dens Familie; den staerke Skyden, Ild og Røg havde ikke jaget Forældrene bort fra Ungerne, da de endnu ikke kunde flyve.

Seent paa Sommeren bragte Posten fra Udlandet mig et Brev, fra en mig ubekjendt Haand, dets Indhold bevægede mig stærkt, og kastede tillige et Lys over, hvorledes tidt Begivenhederne erfaredes ude. Brevet var fra en høi Embedsmand, en fremmed Souverains Undersaat; han skrev, at uagtet han aldrig havde seet mig, ikke havde fjerneste Bekjendtskab til mig, troede han dog gjennem mine Skrifter, især: »Das Märchen meines Lebens« at vide, at han kunde have Tiltro til mig, og nu fortalte han, at en Morgenstund var det Rygte naaet til Staden, hvori han boede, at de Danske havde gjort et Angreb paa Kiel og skudt den i Brand; hele Ungdommen kom derved i Bevægelse, og i Øieblikkets Opflammen drog ogsaa hans yngste Søn med andre unge Mennesker afsted for at hjelpe de Betrængte; i Slaget ved Bau blev den unge Mand gjort til Fange og førtes til Kjøbenhavn ombord paa Linieskibet »Dronning Maria«; efter et længere Ophold der var han imellem de Flere, det forundtes at forlade Skibet; men efter at være komne i Land var der Nogle, som øvede Excesser, saa at det senere ikke kunde tillades Andre Frihed, end dem, som kunde skaffe for sig en Kjøbenhavns Borger, der vilde indestaae for Deres Opførsel. Brevskriveren kjendte ikke en Eneste i Kjøbenhavn; jeg var den, han gjennem mine Skrifter vidste om og havde Tillid og Haab til, og derfor vilde han bede mig at gaae i Caution for Sønnen, der var et bravt hjertensgodt Menneske! bad mig tillige om, jeg vilde skaffe Denne i Kost hos en Kjøbenhavnsk Familie »der ikke for meget hadede de Tydske!«

Denne Tillid rørte mig, og jeg skrev øieblikkelig derom til en af mine meest formaaede Venner i Kjøbenhavn, lagde det tydske Brev ved, for at man deraf kunde see klart den hele Sag, saaledes som den var given mig, og spurgte nu, om man efter dette kunde paa mit Ansvar opfylde det Forlangte og være den unge Mand til Gavn. Hver Time det drog ud, vidste jeg var en Fængsels-Time, og derfor sendte jeg strax et ridende Bud med min Brevpakke til næste Kjøbstad. Postdagen efter erholdt jeg Svar, at der behøvedes ikke at gjøres Noget, alle Fanger vare netop i disse Dage udleverede og med Dampskibet i Kiel. Jeg blev glad paa den sørgende Faders Vegne, glad ved strax at have gjort, hvad jeg følte Hjerte til at gjøre, men jeg besvarede ikke Brevet, det behøvedes da ikke. Manden har aldrig erfaret om min Deeltagelse, først her i Fredens velsignede Dage sender jeg ham nu min Hilsen, den jeg tidt har tænkt paa at burde bringe, og det tør jeg tilføie, jeg følte dybt ved hans Brev og handlede, som vistnok mange af mine Landsmænd, beæret med samme Tillid, vilde have handlet.

Seent paa Høsten forlod jeg Glorup. Vinterens Nærmelse bragte Hvile i Krigsoperationerne, den tilsyneladende Ro vendte Tanker og Virken ligesom mere tilbage for en Tid til de vante Beskjæftigelser; jeg havde paa Glorup fuldendt i Sommerens Løb min Roman: »De to Baronesser«, der ved dette Sommerophold vist vandt i Friskhed og Sandhed, hvad Ø-Naturen angaaer.
Den engelske Udgave dedicerede jeg min engelske Forlægger, den hædrede og kjendte Richard Bentley.

( 1 ) Bogen udkom og blev efter Tid og Omstædigheder ret vel optaget; i eet af vore Blade blandedes vistnok Romanen og Tidsbevægelserne saaledes sammen, at man fandt det ikke passende, at den gamle Baronesse, i Glæde over sin Yndling Kammerjunkerens Tilfredshed med London, udbragte en Skaal for England, og bemærkede, at det var lidt for tidlig, at lade hende gjøre det, da England endnu ikke havde gjort Noget for os Danske.

Heiberg læste denne Bog, skrev mig et Par venlige Ord til og indbød mig hos sig sammen med flere Venner og Bekjendte, og udbragte da smukt min Skaal: »for den Roman, man gik forfrisket fra, som fra en Foraarsvandring i Skoven.« Det var den første ret hjertelige Imødekommen, jeg i mange Aar havde fundet hos denne Digter, det gjorde mig godt og »det Bittre glemtes, det nye Gode gjemtes.«

Det danske Theaters hundredaarige Fest skulde feires den attende December; Heiberg og Conferentsraad Collin vare enige om at overdrage mig at skrive Forspillet til denne Fest. Bournonville skulde give en Ballet i samme Anledning og han gav »gamle Minder«; man saae som i en Laterna magica alle, de meest malende Scener i Repertoirets Balletter. Min Plan til Forspillet havde vundet Directionens Bifald, da den ganske billigede min Idee, der hvilede heelt paa Tidsøieblikket. Jeg vidste med hvilken Stemning Folk den Tid kom i Theatret, vidste hvor ringe Betydning det just nu havde for dem, thi Tanken var derovre, Tanken var hos Soldaterne i Krigen, jeg maatte altsaa lade min Digtning følge med dem og da derovre fra see at bære den tilbage til den danske Skueplads, min Overbeviisning sagde mig, at det ikke var i Sværdet nu til Dags vor Styrke laae, men i Aandens Dygtighed, og jeg skrev »Kunstens
Dannevirke«, som man kjender det og som det nu findes i mine samlede Skrifter. Det blev Festaftenen optaget med stærkt Bifald; men det blev givet Abonnenterne rundt, det var et Misgreb; det benyttedes som et Trækmiddel en heel Uges Aftener. Paa Festen selv blev det, som sagt, optaget med stort Bifald; - Folk vare grebne - men nu kom Bladene, og eet af disse bebreidede mig især, at der i Forspillet var en væmmelig evig Snakken om Danmark og Dannebrog, at vi skulde lade Andre rose os og ikke rose os selv, da det ellers klang som Jacob von Thybo o. s. v. - Et andet Blad referede Forspillet saaledes, at jeg ikke ret vidste, om Referenten havde skrevet det i Eenfoldighed eller af ond Villie. Ved fjerde Forestilling var det alt en gammel Historie, man klappede ikke længere, og fra denne Forestilling gaves Anmeldelsen i »Nord og Syd«, hvis Redacteur ikke var fornøiet med min Digtning; den gjorde imidlertid sin Virkning, da den skulde, og jeg anseer endnu Ideen og hele Formen for heldig og den eneste rigtige i de Dage og under den Folkestemning.

I Januar kom »Brylluppet ved Como-Søen« paa Scenen, og nu blev Componisten, Gläser, hvem man længe havde viist Ligegyldighed, ja Uretfærdighed, høilig paaskjønnet, og hans Musik modtaget med stormende Bifald. Bladanmeldelsen lød varmt og erkjendende for ham, hans Musik og Bournonvilles Arrangement blev særdeles rost, jeg derimod ikke nævnet. Derimod udtalte Gläser sig varmt og inderligt for den Hæder, jeg havde medvirket til.

Omtrent ved Juletid var Fredrika Bremer for første Gang kommen her til Kjøbenhavn, jeg var den Eneste hun personlig kjendte, og hendes øvrige Bekjendskab indskrænkede sig til Brevvexling med nuværende Biskop Martensen; jeg havde saaledes den Glæde at tage imod hende, være hende til Tjeneste og føre hende om her i Kjøbenhavn, Noget, der var ligesaa let som behageligt med en Qvinde af den Betydning, som hun er; hun blev her hele Vinteren over og langt ind i Sommeren, i hvilken hun besøgte Ingemann i Sorø, samt reiste til Svendborg og Møens Klint; hendes Hjerte voxte fast til den danske Sag, og det lyser fra hendes lille Bog, den synlige Blomst af hendes Ophold her, og som er udkommen paa Svensk, Engelsk, Tydsk og Dansk: »Livet i Norden«. Hendes Hjerte og Tanke var for de Danske.

»Tapperhet, mensklighet,

hjeltemod, ädelmod,
är igar, som idag,
Danska krigsmäns lag.«

Dette lille Vers skrev hun her i Kjøbenhavn, og det var et Udtryk af hendes dybe, varme Sjæl, som den omfattede Dansken. Hendes lille Bog vandt imidlertid ikke den Erkjendelse, ja man kan sige slet ikke den Tak, hun her med Rette fortjente, vi critisere altid, især hvor vi see, Hjertet spiller en Rolle; man opholdt sig og dvælede ved den lidt for overdrevne Skildring af Trængselen paa Østergade, som vi vare vante til, men ikke hun, der da endnu ikke havde besøgt London eller Amerikas store Stæder. Hendes lille Bog, der viser et stort Hjerte for Danmark, fik, som sagt, ikke her den Deeltagelse, de Taarer, jeg saa tidt saae i hendes Øine, idet hun dybt følte for det danske Folks og Riges Skjæbne. - Hun var her i de tunge Dage, de levende Dage.

 Fortsættes her