Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

I denne Sommer fuldendte jeg paa Glorup og paa det smukke Corselitze paa Falster min maaskee meest gjennemarbeidede Bog »I Sverrig«; denne var det sidste Skrevne, H.C. Ørsted hørte, og i høieste Grad tiltalte den ham; de to Afdelinger: »Tro og Videnskab« samt »Poesiens Californien«, begge fremsprungne ved hans aandfulde, indvirkende Samtaler, og ved Opfattelsen af »Aanden i Naturen«, blev Stof for os til mangen Samtale. »Man har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa Studium«, sagde han en Dag paa sin milde, spøgende Maade, »maaskee bliver De Den af Digterne, der vil udrette meest for Videnskaben!« - Beslægtet med denne Klang, lod siden et »Postscript«, der følger den engelske Udgave i Routledge's pupolar library. Man vil ikke misforstaae mig, som om jeg tænkte at virke for Videnskaben i Videnskabens Betydning, nei som Digter at hente Stof fra de der lidet søgte Gruber, fra en saadan derinde er f. Ex. Eventyret »Vanddraaben«, hvilket ogsaa Ørsted i sin Bog »Aanden i Naturen« nævner, idet han fremhæver videnskabelige Opdagelser, der alt have fundet Indgang i Digterverdenen.

Han forstod og glædede sig over den Inderlighed og Kjærlighed, hvormed jeg omfattede alle de nyere Opdagelser, alle disse mægtige Aandens materielle Bærere i vor Tid. - »Og dog har De«, sagde han en Dag i Spøg, »forsyndet Dem mod Videnskaben, glemt hvad De skylder den, - ikke med et Ord har De omtalt den i Deres smukke Digt: »Danmark, mit Fædreland!« Nu har jeg derfor søgt at erstatte det!« og han bragte mig et Vers, han havde skrevet og føiet til mit Digt mellem tredie og fjerde Vers, og som lyder saaledes:

»See Tankelyn gik ud fra danske Hjerner,

Og lyste for den hele vide Jord,
De vendte Øiet op mod Himlens Stjerner,

Og ned i Løndomskraftens dunkle Spor;

Du danske friske Strand,
Hvor Øiet frit omsvæver,
Og frie Blik til Tankeflugt os haver,
Dig elsker jeg, Danmark, mit Fædreland!«

Da jeg en Dag gjentog for ham: »Tro og Videnskab« og »Poesiens Californien«, trykkede han venlig min Haand og sagde, jeg havde her gjort Bet godt igjen.

Under mit Sommeropholdt paa Glorup tilsendte han mig anden Deel of »Aanden i Naturen«, og skrev om denne Bog: »Jeg tør ikke haabe, at den skal gjøre det samme gunstige Indtryk paa Dem, som jeg havde den Glæde at erfare, at den »første havde gjort, thi denne nye Bog har fornemlig det Øiemed, nærmere at belyse den tidligere; dog vil den ikke savne »al Nyhed, og at Tænkemaade og Tone er den samme, tør jeg selv forsikkre!«
 

Bogen opfyldte mig, og jeg udtalte min Tak og Glæde derover i et langt Brev; heraf Følgende:

» - - De meente, at den ikke vilde gjøre det Indtryk paa mig, som første Deel; jeg kan ikke skille dem fra hinanden; det er som een riig Strøm; og hvad der især gjør mig glad, er, at jeg her synes kun at see min egen Tanke, den, jeg tidligere ikke saaledes har gjort mig klar selv. Det er min Tro, min Overbeviisning, der ligger i tydelige Ord for mig. Jeg kan ikke forstaae mig paa Biskop Mynster, jeg synes dog, han maa indsee og forstaae, hvad jeg har som den soleklare Dag. Jeg har ikke blot for mig selv, men senere for enkelte Andre læst høit »Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgjenstande.« Dette Stykke især er saa skikket til at forelæse, og jeg vilde ønske, jeg kunde give alle Mennesker det. Jeg skatter hos den fromme Mængde det: blindt hen at troe; men jeg finder det langt mere velsignet: i sin Tro ogsaa at vide. Vor herre kan godt taale, at han sees gjennem den Forstand, han selv gav os; jeg vil ikke med tilbundne Øine gaae til Gud; jeg vil havde dem aabne, see og vide, og kommer jeg vel ikke til andet Maal end Den, som kun troer,  saa er min Tanke dog bleven rigere. Jeg er glad i Deres Bog, glad ogsaa over mig selv, at den er mig saa let læselig, at den ligesom forekommer mig at være et Resultat af min egen Tænkning; jeg synes ved Læsningen at kunne sige: »Ja, det vilde jeg ogsaa have sagt!« - Sandheden i den er gaaet over i mig og er bleven en Deel af mig selv. Imidlertid har jeg endnu kun læst den halve Bog; jeg blev reven fra den ved Efterretningerne om Krigens Gang, og siden har jeg kun havt Tanke for Begivenhederne der. Dog, jeg kunde ikke udsætte det ganske med at skrive og med, ud af min hele Sjæl, at takke Dem - - -. I hele otte Dage har jeg Intet kunnet bestille, jeg er saa betagen; jeg glemmer vore brave Soldaters Seir, ved Tanken om de mange unge Mennesker, der have offret Livet; jeg kjendte jo flere af de Faldne. Oberst Læssøe, veed De, var en Ven af mig; jeg havde kjendt ham, fra han var ung Cadet og altid følt, der maattte blive noget Dygtigt af ham; hans Forstand var uendelig klar, hans Villie saa fast, og dertil kom Kundskaber og høi Dannelse. Jeg havde ham saa kjær! Hvor tidt har han ikke, skjøndt yngre end jeg, overfløiet mig med kjække, modige Tanker; han drillede mig saa spøgende, naar der kom sygelige Skud i min Phantasie. Vi have tidt, paa Veien fra hans Moder ind til Byen, saa levende talt om Øieblikket, om Verden og Fremtiden - nu er han borte! hans stakkels, gamle Moder er vist dybt nedbøiet; jeg veed ikke, hvorledes hun bærer sin Sorg. Han faldt samme Dag, som Schleppegrell og Trepka, faldt i en lille By, nær Idsted; de of vore Soldater, som først kom ind i Byen, bleve af Beboerne, fortæller man, tracterede med Mad og Drikke; de Efterfølgende bleve derved gjorte trygge, og da de vare midt derinde, aabnede sig Døre og Porte, Insurgenterne og Beboerne, Mænd og Qvinder, styrtede væbnede ud og skød ned for Fode. Vore Soldaters Udholdenhed er mageløs, gjennem en dyb Mose gik de fremad mod den fjendtlige Ild, sprang fra Knold til Knold, og uagtet de for Kartetscherne faldt som Fluer, fulgte Kammeraterne og forjog Fjenden fra sin sikkre Position. Var nu kun dette Slag det sidste, men vi veed ikke, hvad der endnu kan forestaae; om ikke de Manges dyre Liv er henkastet. - Gud lad dog Sandhed blive Sandhed, lad Freden igjen lyse over Landene! Sorgen seer i denne Tid ind til de fleste Familier, det er bittre alvorlige Dage. En Slags Lyst føler jeg til at reise derover, og see det rige Liv, som rører sig, men jeg bekæmper denne Lyst, jeg veed, jeg vil gribes altfor stærkt ved Synet af Elendighed, som der møder mig. Ja kunde jeg gjøre Noget, blot alene vederqvæde og oplive nogle af de Lidende, men jeg kan ikke! - -

Lev hjertelig vel!

Deres sønlig hengivne

H.C. Andersen
 

Da Efterretningen kom om Slaget ved Idsted, kunde jeg ikke juble op i Seiren, jeg var betagen og opfyldt af Læssøes Død; midt om Natten skrev jeg til hans Moder, jeg vidste ikke, hvad Kraft Gud gav hende til at bære dette tunge Tab.

Oberst Læssøe.

Paa Valpladsen faldt Du for Danmarks Sag,

Der brast dit ildfulde Hjerte,
Din Aand var klar som den lyse Dag,
Men »fremad!« den steg i det blodige Slag,

Saae Danskens Seier og - Smerte.

Græd, stakkels Moder, nedbøiet tungt,
»Hans Liv var saa ungt!« - men evigt ungt

Staaer ogsaa hans Eftermæle.
 

Efter Kampen og Seiren lyste Freden - den, jeg med jublende Hjerte hørte om. Soldaternes Hjemkomst vare Festdage, der straalede ind i mit Liv, og blive der altid i Erindring og Skjønhed. - For de svenske og norske Frivillige skrev jeg en Sang, som de ude ved Jernporten til Frederiksberg-Allee modtoge Dansken med. Over Vesterport prangede som Hilsen den Indskrift:

»Sit Løfte har han holdt, den tappre Landsoldat!«

Alle Laugene modte med deres Faner og Emblemer, som, vi før kun var vant til at see paa Theatret i Dramaet Hans Sachs; det greb mangen ringe Mand at see den Betydning, hans Stand havde i Staden, at et eget Banner var hans; Musiken klang; »Guldæblerne« paa »gammel Torv« sprang, som ellers kun paa Kongens Fødselsdag. Fra alle Huse vaiede danske, norske og svenske Flag, mange Indskrifter vare sindrige smukke: »Seier - Fred - Forsoning«, stod der eet Sted. Alt var saa festligt, man følte sig »saa dansk i Sind«. - Da de første Soldater kom, strømmede Taarerne mig ned over Kinderne.

- - »Nu komme de! hør fra Voldene Skud!

Saa sunde, saa prægtige see de ud!,«

Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

De komme med Blomster paa Hat og Gevær,

Et vandrende Foraar de ligne;
Gaa ind imellem dem, tal med hver,

Det er de Mænd vi velsigne.
De stred og døied og udholdt, som Faa,

Og vide selv ikke, hvor store de staae.

Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.

Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

Ridehuset var forvandlet til en Seiers-Hal med vaiende Flag og Guirlander. - Officerernes Bord var dækket under tre, med gyldne Frugter, prangende Palmer; de Menige sad ved Lange Borde, Studenter og andre unge Mennesker agerede Skaffere, Musik, Sang og Taler vexlede i festligt Lag, Bouquetter og Krandse regnede ned. Det var en Lyst at være her, en Glæde for mig at tale med de jævne, brave Karle, der ikke vidste, at de vare Helte.
 

( 1 ) Jeg spurgte En, om de nu havde det lidt godt i Casernerne, og han, der var Slesviger fra Angeln, svarede: »Vi have det velsignet! Vi kunde ikke sove den første Nat, saa godt var det, vi laae paa Madraser med Tæppe til! derovre vare vi i tre Maaneder ikke af Klæderne, og det Værste var i Barakkerne den slemme Røg af det vaade Brænde. Her er bare Fornøielse, og det er et galant Folk i Kjøbenhavn.« Flensborg roste han, som en rigtig dansk Stad; »de varme Dage kjørte Folk derfra lige ned til Slesvig og bragte os Viin og Vand! Det var en Velsignelse! «

Der var en Beskedenhed udbredt over Soldaterne, især Fodfolket, hver udpegede selv de Tappreste af Kammeraterne, og den Krands, der tilfældig kastedes i Vrimlen, satte de paa Den, de fandt Værdigst. Inde i Ridehuset, hvor sexten hundrede Mennesker bevertedes, Fodfolk og Husarer, hvor mange Taler holdtes, sagde en af Officererne til en Menig: »Du skulde ogsaa staae op og tale, Du taler saa godt!« »Det skikker sig ikke her!« svarede han! »Jo, det vilde just vare kjønt, at ogsaa en Menig talte!« - Ja, saa maatte det være en Husar!« sagde Soldaten i stor Beskedenhed.

Indskydelsens levendegjørende Ord bleve rigeligen talte, og ligesaa inderlig modtagne; der traadte vel ogsaa en Enkelt op, der ikke magtede Ordet efter Hjertelaget, saaledes beholdt jeg af det Noget, en skikkelig Rigsdagsmand sagde, kun dette, » I er er fra Jylland og jeg er fra Jylland, og vi døiede meget. Og nu er vi her! Nogle af Jer er fra den By og Andre fra den den By, jeg er nu fra den!«

Hr. Directeur Lange i Casino havde givet et stort Antal Billetter til hver Forestilling, saa at en Mængde af Soldaterne frit kunde komme der, og det var mig en usigelig Glæde at være dem lidt, til Tjeneste, skaffe dem Pladser, tale med dem, give dem Besked; meget Eiendommeligt hørte og saae jeg ved denne Leilighed, de Fleste havde aldrig været paa Comedie, og havde ikke Begreb om Sligt. - Vestibulen og Gangene vare festligt smykkede med Grønt og Flag. Under en Mellemact traf jeg to Soldater udenfor. »Naa, faae De Noget at see!« spurgte jeg? - »O Alting, det er deiligt at see paa!« - »men Comedien derinde!« - »er her mere endnu!« sagde de begge To, de vare blevne paa Gangen og havde seet paa Gasflammer og Flag, seet Kammerater og Folk gaae op og ned ad Trapperne.

Under disse Jubelens Dage feiredes dertil i Privatlivet endnu en anden Fest - en Familiefest kan den kaldes. To Aar forud var under Tidsbevægelsernes Omskiftelser Geheimeraad Collin traadt ud af sin Embedsvirksomhed; hans Jubilæum indtraf den attende Februar 1851; i Stilhed feiredes den i Familie-Kredsen.

Med Seirens Grønt Soldaterne hjemdrage,

En Jubel giennem hele Danmark gaaer,
Og sindrigt, smukt, just mellem disse Dage

Det være maa, din Hæders Festdag staaer;

Du ogsaa ærligt kæmped' for det Sande,

Alt Godt og Herligt tjente Du saa tro,

Velsignet er rundt om i Kongens Lande

Din Virken i halvtredsindstyve Aar.
 

Din Daad er gjemt i Frugter, der vil trives,

Dit Navn, det staaer i Slægters Kjærligbed,

Men ingen Kjærlighed dog større gives

Til Dig, end den, Du i vort Hjerte veed;

Vi, dine Nærmeste, vi Lykkelige,
Som dagligt see Dig, dagligt staae Dig nær.

Tæl os, som Sjæle i dit Hjerte-Rige,

Saa inderligt vi holde af Dig hver.

See med os mange Aar det Foraars-Grønne,

Der opad Muren groer til Spurvens Ly,
Hør med os Fredens Klokker for det Skjønne,

Pluk Frugter af det Gode i det Ny.
Med Seiers Blomst staaer Thyras »Vang og Vænge«,

Du ogsaa, Oldefader, evig ung;
Du leve med os, leve for os længe,
Hurra! da er os ingen Sorg for tung!

 Fortsættes her