Hertugen af Augustenborg havde holdt sit Sølvbryllup, mellem de flere Danske, man hædrede med Indbydelse, var ogsaa jeg; der havde imidlertid da tydeligt viist sig en Gjæring, en Spænding, der stillede det hertugelige Huus i en Slags vaklende Stilling til dansk Interesse; uagtet min hele Virken laae og er udenfor det politiske Liv, vilde jeg dog helst udgaae at være Vidne til mulige Ord eller Yttringer, der kunde komme i Collision med min Danskhed, det laae mig ogsaa beqvemmere paa min Reise-Udflugt senere at tage over Gravensteen og udtale min Tak for den venlige naadige Indbydelse, end at reise hen, atter tilbage og senere ud igjen. Jeg kom saaledes nu for første Gang til det smukt beliggende Jagtslot Gravensteen, og blev som tidligere naadigt og hjerteligt modtagen, Intet mærkede jeg, der kunde støde dansk Sind og Hjerte; at de om Aftenen mellem andre Sange istemte »Schleswig-Holstein  meerumschlungen«, antog jeg betydningsløst; i Familielivet taltes kun Dansk, og der udtaltes og fremhævedes for mig, hvor dansk just Hertugen var, hvilken Uret Kjøbenhavnerne i deres feilagtige Dom gjorde ham. Mindst anede jeg da, hvor snart Uveiret vilde bryde løs. - Jeg blev her hele fjorten Dage, det var, som om disse vare en Forberedelse paa al den Lykke og Velsignelse, der skulde møde mig, naar jeg kom til Tydskland. Egnen ved Flensborg Fjord er unægtelig en af de meest maleriske i det Slesvigske; her er store Skove, bjergagtige Høider og altid Afvexling med den bugtede Fjord og de mange stille Ferskvands-Søer. Selv Efteraarets svævende Taager gav Landskabet noget end mere malerisk, noget fremmed for Øboeren, der kun i mindre Maalestok seer hos sig en saadan Natur. Der var smukt ude, der var velsignet inde; og her i festlig og fyrstelig Overflødighed blev til et af Eventyrerne, der skildrer Savn og Nød, »den lille Pige med Svovlstikkerne«. Udgiveren af en dansk Folkekalender sendte mig tre forskjellige Træsnit og bad mig om jeg til eet af disse vilde skrive ham en lille Historie, og jeg valgte Billedet med den fattige lille Pige, der sidder med Svovlstikkerne i Forklædet og holder et Bundt i Haanden.

Med Indbydelsen til oftere at vende tilbage til Gravensteen og Augustenborg forlod jeg et Sted, hvor jeg havde nydt lykkelige Dage; en tung, blodig Tid skulde gaae op herover; jeg har ikke havt Hjerte til at see disse Egne igjen - de sidste Toner, klang for mig derfra, vare »Lotte ist todt!« - Prindsesserne af Augustenborg spillede den i ungdommelig Munterhed, Erindringen om hiin Tid og dens Efterklang er et smerteligt Echo - »todt! -todt« - Men igjen til Reisen.

Til de gamle Venner i Hamborg, der besøgtes, sluttede sig en ny, det var Maleren, den geniale Speckter; han overraskede mig med sine kjække, herlige Tegninger til mine Eventyr, han havde alt en heel Samling, og de ere senere komne i een af de tydske og i en engelsk Udgave; disse ere unægtelig de genialeste Billeder til Eventyrene. Det samme kjække Naturfriske, der aabenbarer sig i hvert af hans Arbeider og gjør det til et lille Kunstværk, udtaler sig i hele hans Personlighed. Han var da ikke gift, men Familiehjemmet, han var i, syntes mig et patriarchalsk Hjem; her var en gammel, hjertelig Fader, og begavede Søstre, som med hele deres Sjæl elskede Broderen. Speckter syntes opfyldt af mine Eventyr og gjennem disse at være mig inderlig god. Fuld af Liv og Spøg gik han en Aften med mig, jeg vilde i Theatret, og der var neppe meer end et Qvarteerstid til, at Forestillingen skulde begynde, vi kom forbi et rigt Huus. »Der maae vi først op, kjære Ven«, sagde han, »der boer en rig Familie, Venner af mig, Venner af Deres Eventyr; Børnene vilde blive lykkelige« - »Men Forestillingen begynder i Theatret« sagde jeg. »Kun to Minutter!« svarede han og trak mig ind i Huset, nævnede mit Navn, Børnekredsen flokkede sig om mig. »Og nu fortæeller De et Eventyr, kun et eneste!« Jeg fortalte eet og skyndte mig afsted for endnu betids at naae Theatret. »Det var et underligt Besøg!« sagde jeg. »Fortræffeligt!«  jublede han, »ganske udmærket. Børnene ere opfyldte af Andersen og hans Eventyr, pludseligt staaer han midt i Kredsen, fortæller selv eet og - er borte, forsvunden! det er for de Smaa som et Eventyr selv! det vil just blive levende i deres Erindring!«

I Oldenborg, Storhertugdømmet, ventede mig min egen lille Stue, hvor Alt var gjort hjemligt og hyggeligt for mig. Den tidligere nævnte Minister von Eisendecher og hans aandfulde Kone, hvem jeg blandt alle Vennerne i Udlandet kunde regne blandt de meest deeltagende, ventede mig, hos dem havde jeg lovet at blive en fjorten Dage, men Opholdet her drog endnu lidt længere ud. Et Huus, hvori alle de bedste og meest Aandfulde i en Stad mødes, bliver altid et behageligt Opholdssted, og et saadant fandt jeg her. I den lille Stad er en stor Selskabelighed, og Theatret, hvor der da hverken gaves Opera eller Ballet, hørte idetmindste dengang til de allerfortræffeligste i Tydskland. Gall var da Theaterintendant, hans Dygtighed er noksom bekjendt, og af en stor og heldig Indflydelse viste sig Digteren Julius Mosens Kaldelse til Medvirken. Mosen, der for endeel ligner Alexander Dumas, har et noget afrikansk Ansigt med brune, funklende Øine, var, uagtet hans legemlige Liden, Liv og Aand; snart forstode vi hinanden og mødtes tidt. Ham skylder jeg, at jeg fik eet af Tydsklands classiske Stykker at see: Lessings Nathan der Weise, hvis Titelrolle udførtes af Kaiser, en ligesaa tænkende og fortræffelig Skuespiller, som Forelæser.

Ogsaa Mayer, der saa interessant har skrevet om »Neapel and die Neapolitaner« traf jeg her atter; han gjorde sig bekjendt med mine øvrige paa Tydsk udkomne Skrifter og skrev Aaret efter i: »Jahrbücher der Gegenwart«, September og October Hefterne, en udførlig gjennemgaaende Artikel: »Andersen und seine Werke«, der aander Kjærlighed, og viser Indsigt og Tænkning ved det Læste; det Hele tør vistnok kaldes en Roes for dansk Literatur, som det var af en stor Betydning for mig, men det syntes ikke, at Nogen her hjemme har lagt Mærke til dette ellers meget læste Skrift; aldrig er Anmeldelsen bleven nævnet, og jeg skulde troe, alene for Sammenligningen der mellem Heine, der havde den høieste Erkjendelse, og mig, der kun havde den i ringe Grad, den kunde her have været nævnet, som paafaldende, og saaledes har det vist ogsaa klinget for Læseren her om Heine og Andersen, at nævne de To sammen, men det var nu Tilfældet: »Beide Dichter haben ein Verhältniss zur deutschen Romantik; aber Heine steckt aus der Romantik, in deren Kranz er in guten Stunden mit den schönsten Blüthen geflochten, in der Prosa des Witzes herab; Andersen dagegen niimt den substantiellen Inhalt, den die neueste Schule im Gegensatze zu der selbstsüchtigen Romantik fordert, in die beiden Dichtungsarten, die er vorzugsweise kultivirt, in die Romane und das Märchers, auf, ohne jedoch die kranke Seite dieser Schule: das philosophische Construiren und den politischen Tendenz zu adoptiren; er weiss nicht von Hegel, will auch nichts von ihm wissen, weil die graue Theorie seiner kindlichen, ächten Dichternatur widerstrebt; - - «

Capelmesteren Pott og min Landsmand, Maleren Jerndorf, hørte til mine tidligere Venner, liver Dag knyttedes iøvrigt nye Bekjendtskaber; ved Ministeren v. Eisendecher, i hvis Kreds jeg havde mit Hjem, aabnedes mig alle Huse; Storhertugen modtog med Deeltagelse og Naade, alt Dagen efter min Ankomst blev jeg indbudt her til Hofconcert og senere flere Gange til Taffels.

I v. Eisendechers Huus og hos Geheimeraad Beaulieus havde jeg et Par Gange læst paa Tydsk mine Eventyr, og idet jeg lagde min danske Sjæl i Udtrykket, og ved Eventyret den bløde Udtale i min Mund maaskee bidrog til at forhøie det Naive, som idetmindste er søgt at gjengives i Oversættelserne, fandt man en særegen Interesse i at høre mig selv foredrage disse. For Storhertugen, i en udvalgt Kreds, men dog den største, jeg endnu ude havde læst for, gav jeg, som eengang tidligere ved Hoffet i Weimar, i et fremmed Sprog mine Eventyr; og overalt siden hos Vennerne i Tydskland vovede jeg det oftere og altid følte man, tør jeg troe, Interesse ved at høre mig selv foredrage disse smaa Historier. Den fremmede Udtale kan bedst tillades ved Læsningen af et Eventyr, det Fremmede grændser her tit det Barnlige, der giver Forelæsningen en for denne Digtning naturlig Colorit. Jeg saae overalt de betydeligste Mænd, de mest aandfulde Qvinder med Interesse følge mig.

Anmelderen i »ahrbücher der Gegenwart« siger:

»Man hat Andersen Eitelkeit vorgeworfen, weil er nicht müde wird dieselben Märchen immer weider vorzulesen und von seinen Poesien zu sprechen. Allein gutmüthig, wie er ist, mag er einerseits den vielfachen Bitten, die allerwärts an ihn ergehen, selbst auf Gefahr grosser Ermündung nicht entgegen »sein; ein Märchen erzählen oder lesen ist ja ein so Kleines und Leichtes; wie ein artiges Lied immer wieder zu singen wird, will ein Märchen immer wieder erzählt sein und kommt erst eins an die Reihe, so folgen leicht noch ein Paar nach. »Andererseits hören andere Dichter sick auch gern lesen, zumal wenn sie, wie Andersen, gut fortragen und Beifall finden; dichleibige Manuscripte finden aber nicht leicht ein so williges Publicum. Auch andere Dichter reden sehr gern von ihren Werken, und für Alles, was ausser ihrem Kreise liegt, nur wenig Sinn zeigend, kehren sic gern im Gespräch zu ihrem ich zürück; sie sind nur klüger und wissen besser den Schein der Eitelkeit zu meiden.«

Jeg var endnu i Oldenborg, og det var allerede blevet Vinter. Engene der stode under Vand og dannede store Søer om Staden, har tyk Iis Skøiteloberne fløi hen over den, og jeg var som voxet fast tit den kjære Stad Oldenborg hos de gjestfrie Venner, Dage og Aftener glede saa hurtigt hen i aandfuldt Selskabsliv, ved Læsning, Musik, Skuespil og Samtaler; en lille Anecdote, vist ikke før optegnet, jeg hørte her og som rørte mig og knytter sig tit den ulykkelige danske Dronning Caroline Mathildes Historie, maa jeg vedlægge disse Blade. En ældre Dame ved Storhertugens Hof fortalte, at hendes Fader havde
været med i Ambassaden, der fra England afhentede Caroline Mathilde, Christian den Syvendes Dronning; ombord paa Skibet fik de i Nordsøen en Storm; det danske og engelske Flag, der forenet i eet vaiende paa Skibet, blev ved et Vindstød revet af Stangen og flenget i to Stykker, hvert Flag for sig; det var som et ondt Varsel, og Taarerne kom Caroline Mathilde i Øinene, men saa greb hun i Hast de adskilte Stykker, fik Naal og Traad og satte sig ned paa Dækket, medens Søen sprøjtede derop, og selv syede hun Flagene sammen til eet.

Et Træk af Mosens lille Søn rørte mig; han havde med stor Opmærksomhed hørt mig læse et Eventyr, og derfor da jeg Dagen for min Afreise kom at sige Levvel, og Moderen sagde, at han skulde give mig Haanden: »der gaae maaske mange Tider før Du seer ham igjen!« brast Drengen i Graad, og om Aftenen da Mosen kom i Theatret til mig, sagde han: »min lille Erik eier to Tinsoldater, han har givet mig den ene til Dem at tage med paa Reisen« og den fulgte med; i Historien om »det gamle Huus« har jeg tænkt paa lille Eriks Tinsoldat. Mosen skrev tit mig, foran i sin »Johan af Østerrig:«

Kam ein Vogel einst herüber,
Von der Nordsee wüsten Strand,

Singend zog er mir vorüber,

Märchen singen durch das Land;

Fahre wohl! bring deine Lieder
Und dein Herz den Freunden wieder.

Fortsættes her