Vi naaede Marseille, men een Dag senere end Bestemmelsen, og kom saaledes for sildigt til at kunne gaae til Barcelona med Dampskibet, det gik kun hver tiende Dag, det blev mig for længe at vente. Søreisen havde styrket mig noget, jeg meente at have Kræfter nok til at kunne gjøre Reisen over Land, gjennem Sydfrankrig, saa fik jeg dog det at see tilligemed de pyrenæiske Bierge. Før jeg forlod Marseille bragte Tilfældet mig et kjært Møde, en af mine Venner fra Norden, Ole Bull; han kom fra Amerika, og var i Frankrig bleven modtagen med Jubel og Serenader. Vi boede i Marseille begge i Hotel des Empereurs; ved Table d'hôte mødtes vi, fløi hinanden imøde, vi talte om hvad vi havde seet og oplevet; han fortalte mig, hvad jeg da ikke vidste, ja ikke engang tænkte, at jeg i Amerika havde mange Venner, at disse paa det meest deeltagende havde spurgt ham om mig, at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte der og ved Godtkjøbs-Udgaver vidt udbredte i Landet. Mit Navn var fløiet over det store Verdenshav! jeg førte mig ganske Lille, ved Tanken herom, men glad, inderlig lykkelig! hvorfor fik jeg dog fremfor saa mange Tusinder saa meget Held. jeg havde en Følelse herved, som var jeg en fattig Bondeknøs, man kastede en Kongekaabe omkring; men lykkelig derved var jeg og er jeg. Mon dette er Forfængelighed, eller ligger denne i, at jeg udtaler min Glæde?

Om Aftenen, efterat jeg var til Ro, hørte jeg Musik udenfor, det var en Serenade til Ære for Ole Bull, Dagen derpaa reiste han til Algier, jeg gik til Pyrenæerne.

Veien førte gjennem  Provence; Roser saae jeg ikke mange af, men blomstrende Granattræer, forresten havde Landskabet i sin grønne Friskhed, i sine bakkede Høider, noget beslægtet med Danmark; i Reisebogen staaer, at Qvinderne i Arles høre til de skjønneste, og er Afkom fra Romerne, og Bogen har Ret; til Overraskelse vare her selv de fattigste Piger deilige; de havde ædle Skikkelser, deilige Former, Øine, som straalede med Sjæl og Udtryk; hele Reiseselskabet i Diligencen var betaget af Overraskelse og Henrykkelse, og Pigebørnene forstode det meget godt, de flygtede ikke som Gazellen, men de havde dennes lette Bevægelser, dennes straalende Øine. Ja Mennesket er rigtig det Skjønneste, der er skabt.

I Nimes var mit første Besog det prægtige romerske Amphitheater, dets Storhed mindede om, hvad Italien frembyder. Om Syd-Frankrigs Oldtids Minder havde jeg saa godt som slet Intet hørt, og blev derfor i høi Grad overrasket; alene »det fiirkantede Huus i Nimes« staaer i en Pragt som Theseus-Templet i Athen; Rom har ikke Noget saa vel bevaret. - I Nimes boer Bageren Reboul, der skriver de smukke Digte; hvo, som ikke kjender ham fra disse, kjender ham vel fra Lamartines Reise til Orienten. - Jeg fandt Huset, traadte ind i Bageriet, der stod en Mand i Skjorteærmer, han satte Brød ind i Ovnen, det var Reboul selv. Et ædelt Ansigt, der udtrykker Characteren af en Mand, hilsede mig; jeg sagde ham mit Navn, og han var saa høflig at sige, at han kjendte det fra et Digt til mig i »Revue de Paris«, det, den franske Digter Martin der havde skrevet, bad mig dernæst, dersom min Tid tillod det, at besøge sig i Middagsstunden, saa skulde han bedre modtage mig. Da jeg paa den bestemte Time kom til ham igjen, modtog han mig i et lille, næsten elegant Værelse; det var pyntet med Malerier, Statuer og Bøger, blandt disse ikke blot den franske Literature, men ogsaa Oversættelser af de græske Classikere. - Et Par Billeder paa Væggen vare Foræringer, sagde han, de forestillede hans berømte Digt: »det døende Barn;« han vidste af Marmiers Bog: »Chansons du Nord«, at jeg havde behandlet det samme Thema og jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet det, da jeg endnu gik i Skole. - Havde jeg i Morgenstunden seet ham, som den driftige Bager, var han nu ganske Poeten; han talte livligt om sit Fædrelands Literatur, yttrede det Ønske at see Norden, hvis Natur og aandrige Liv særdeles interesserede ham.

Med stor Agtelse forlod jeg en Mand, hvem Muserne havde givet en ikke ringe Gave og som havde Forstand til, under den Hyldest, der bragtes ham, at blive ved sit hæderlige Haandværk, foretrække at være den mærkelige Bager i Nimes, for en kold Hyldest og derpaa at forsvinde i Paris mellem hundrede Poeter.

Paa Jernbanen gik det over Montpellier til Cette med den Flugt, et Jernbanetog har i Frankrig! man flyver, som gik det omkap med »den vilde Hær«; jeg huskede uvilkaarlig paa en Indskrift i Basel paa Gadehjørnet til Jernbanen; netop paa Pladsen, hvor eengang den berømte Dødningdands var malet paa Muren, staaer med store Bogstaver skrevet: »Dødningdands«, men lige over denne Indskrift staaer en anden: »Vei til Jernbanen«; disse to, netop paa Grændsen af Frankrig, giver Spil for Phantasien; i den susende Flugt kom den mig i Tanken, »Dødningdands og Jernbane«, det var som Signalpiben gav Tegn til Dandsen! paa de tydske Jernbanen og paa den til Roeskilde har man ikke saa vilde Phantasier.

Øboeren elsker Havet, som Bjergboeren sine Bjerge, det veed jeg fra mig selv! hver Søstad, den være nok saa lille, faaer for mig, ved Havet, en egen Nimbus. Var det Havet i Forening maaskee med det danske Sprog, som fra to Huse klang mig imøde i Cette, der gjorde mig denne By saa hjemlig; jeg veed ikke, men jeg havde mere Følelsen af at være i Danmark, end i Sydfrankrig. Naar man langt fra sit Fædreland træder ind i et Huus hvor Alle, fra Herskabet til Tyendet, taler von Lands Sprog, som Tilfældet var for mig i Cette hos Casalis-Tutein, da har disse hjemlige Toner en Trolddoms Kraft, de bære, som en Faust-Kappe, os med Huus og Alt derinde i et Nu til Hjemmet ogsaa vor danske Consul, Jansen, var et Kjøbenhavns Byesbarn: Cette blev mig med Eet som et Stykke Danmark. Dog, Nordens Sommer var her ikke, men Neapels Sol-Dønning, Luften mægtede at forbrænde Faustkappen; Varmen væltede ned, Solstraalerne lammede alle Kræfter; i Aaringer havde man heller ikke her kjendt en saadan Sommer; rundt om fra Landet lod Efterretninger om Folk, der af Heden faldt døde om; Natten selv var heed. Man forudsagde mig, at jeg ikke holdt Reisen ud i Spanien, jeg følte det selv, men Spanien var nu eengang Maalet, jeg øinede jo alt Pyrenæerne, de blaa Bjerge lokkede - og en tidlig Morgen var jeg paa Dampskibet og foer over l'etang de Thau. Solen kommer høiere, den brændte fra oven, den brændte fra Vandfladen; Myriader Medusaer, i deres geleagtige Bævren, flydte Vandet rundt om; det var som om Solstraalerne fordunstede Søvandet og efterlod kun en gyngende Dyreverden; aldrig for eller siden har jeg seet Sligt. Ved Languedoc - Canalen kom vi Alle fra Dampskibet over i et stort Trækfartøi, der mere syntes indrettet for Gods, end for Passagerer; Dækket blev overfyldt med Kofferter og Kister, disse igjen besat med Mennesker, som under udspændte Paraplyer søgte Skygge; det var ikke muligt at bevæge sig heroppe, og intet Rækværk omgav denne Koffert - og Menneske - Stabel, som tre, fire Heste, ved Lange Touge slæbte afsted; nede i begge Kahytter saae det ligesaa bepakket ud; Side ved Side sad man som Fluer i en Sukkerskaal; et af Hede og Tobaksrog afrnægtigt Fruentimmer blev baaret ind til os i første Kahyt og lagt paa Gulvet, den eneste Plet der for et Øieblik var tom; hun skulde trække Luft, dog den syntes ikke at vare der, i hvor mange Vifter der end bevægede sig. Ingen Forfriskninger fandtes, ikke engang en Drik Vand var det muligt at bringe tilveie uden det gule, lunkne Vand, Canalen frembød. Ned over Lugerne hang fra Dækket bestøvlede Been, der ved Lyset, de lukkede ude, ligesom gav den trykkende Luft Legeme; indelukket i dette Rum havde man endnu den Qval at maatte bære paa en Mand, der bestandigt vilde sige noget Vittigt, bestandigt synes interessant, Ordstrømmen squlpede ham om Munden, som den eensformige Kløven af Vandet squlpede om Fartøiet forude. Det var ikke til at døie. Jeg brød mig Vei op mellem Kofferter, Mennesker og Paraplyer og stod i en koghed Luft, og til begge Sider, fremad og tilbage, Time for Time, var der evig eet og det samme at see: grønt Græs, grønt Træ, en Sluse - grønt Græs, grønt Træe, en Sluse, og saa igjen det samme. Det var til at blive vanvittig over.

En halv Times Vei fra Béziers bleve vi satte i Land; jeg følte mig næsten afmægtig, og ingen Vogne var her, Omnibusføreren havde ikke ventet os saa tidligt. Solen brændte ganske forfærdeligt, de smaa Træer havde vist solgt deres Skygge, der var ikke engang Contur af den. Man siger, at Sydfrankrig er et Stykke Land fra Paradiset, mig forekom det, under de Omstændigheder, hvori jeg saae det, at være et Stykke skudt op fra Helvede selv med al sin infernalske Hede.

I Béziers ventede Diligencen. Alle de bedre Pladser vare optagne, jeg kom, for første og jeg vil haabe for sidste Gang, ind i det bageste Aflukke af en saadan Vogn; ved Siden af mig satte sig en skrækkelig tyk Madame i Tøfler og med et alenhøit Hovedtøi, det hun imidlertid strax tog af og hængte lige foran mig; nu kom en lystig Matros, der vist forud havde drukket for mange Skaaler, saa et Par skidne Karle, hvis første Manoeuvre var, at de trak deres Støvler og Trøier af og sad der hede og stinkende af Løg, medens de tykke Støvskyer væltede ind, og Solen brændte og blendede; det var ikke muligt at holde det længere ud, end til Narbonne; syg og lidende søgte jeg Hvile; nu kom Gensd'armer og spurgte om Pas; nu skulde der just ved denne begyndende Nat bryde Ild ud i den nærmeste Landsby, Alarmen lod, Sprøiterne rullede afsted; det var, som om alle Plageaander vare slupne ud. Herfra og til Pyrenæerne fulgte en gjentagen trættende Pasvisitation, som jeg ikke engang i Italien har kjendt; der blev som Grund hertil angivet den nære spanske Grændse, de mange Flygtninge derfra og nogle i Egnen her stedfundne Mord. Alt var til at giøre Reisen til en Plage; og kun for hvad der var en saadan havde jeg Tanke og Nerve.
 

Fortsættes her