I Slutningen af Juli skulde ved Skanderborg Monumentet for Kong Frederik den Sjette afsløres, jeg havde efter Comiteens Anmodning skrevet Fest-Cantaten*) Digte 1ste Deel

Hartmann satte den i Musik, og Studenter-Sangforeningen vilde udføre den; de Syngende ligesom Componist og Digter bleve naturligviis indbudne.

I smukke Bugter mellem de høie Banker med prægtige Bøge strækker sig Indsøen, hvor Christian den Fjerde i sine Barndomsaar legede Sømand, paa Slotsruinen er Kirken reist, og foran den staaer Monumentet, et Arbeide af Thorvaldsen. Der var meget Gemyt, vil jeg troe, i det Hele, men meget lidt Orden, Folk brød ind over Skranken for bedre at høre, ingen Ting hørte man, Vinden har Musik og Sang bort fra det egentlige Centrum, Talerens Smerte forsvandt i Luften; det egentlige, for mig, smukkeste Moment var om Aftenen efter Afslørelsen af Monumentet; rundt om dette vare Begkrandse tændte, de kastede Deres vaklende Skjær ud over Søen; inde i Skoven glimrede tusinde Lys, og Dandsemusiken klang fra Teltene; rundtom paa alle Banker, mellem Skovene og høit over disse, bleve i et Nu Festblus tændte, der lyste i Natten som røde Stjerner. Der laae over Søo og Land en Fred, en Sommerduft, som Norden eier i sine deiligste Sommernætter. Skyggerne af hver, som, gik mellem Monumentet og Kirken, glede svævende, store, hen ad dens røde Muur, som var det Aander, der toge Deel med i Festen.

Et kongeligt Dampskib var givet til at hjemføre Studenterne, og før Afreisen beredte Aarhuus Borgere os, hjerteligt og velmeent, en Balfest, vi kom i lang Vognrække til deres By, men tidligere end de havde ventet os, og da vi skulde festligt modtages, bleve vi varede ad om at vente lidt; vi maatte i den hede Sol holde lang Tid udenfor Byen, Alt for Ærens Skyld, og da vi saa kom ind paa Torvet, opstilledes vi i Rækker; de gode Borgere toge hver sin Student for at beverte ham og give ham et Hjem, Hartmann havde alt tidligt en Indbydelse, jeg stod mellem de Opstillede, et Par Borgere, een efter anden, kom, bukkede, vilde vide mit Navn, og da jeg sagde det, spurgte de: »det er dog ikke Digteren?« jeg sagde »jo!« de bukkede igjen og gik, de gik Allesammen, ikke en eneste vilde have Digteren, eller maaskee, skal jeg troe, som man bagefter høflig har sagt, de undte mig saa god en Vært, den allerbedste, saa at jeg tilsidst fik slet ingen; jeg stod forladt og ene, som paa Slavemarkedet en Sort, hvem Ingen vil kjøbe; jeg alene maatte tye  til et Hotel udi den gode Stad Aarhuus.

Hjem over Kattegattet gik det med Sang og Klang, Ungdoms Sind og Ungdoms Mod; Kullen løftede, sine sorte Klipper, de danske Kyster stode saa frisk, og grønne med deres Bøgeskove, det var en Sangfart, en Vennefart for Componist og Digter. - Jeg vandrede hjem igjen til literair Virksomhed.
I Begyndelsen af Aaret var min Roman »Improvisatoren« bleven oversat paa Engelsk af den bekjendte Forfatterinde Mary Howitt og, som før sagt, optagen med stort Bifald; »O. T.« og »Spillemanden« fulgte efter under den fælles Titel: whe life in Denmark, jeg var bleven en læst Forfatter i det store England; derfra var Skrifterne gaaet over til Amerika. Paa Tydsk og Svensk var tidligere de eneste Oversættelser af mine Skrifter; nu fulgte foruden disse nævnte ogsaa en hollandsk af Romanerne, og i Petersborg udkom paa Russisk, efter svensk Oversættelse: »Improvisatoren«. Hvad jeg aldrig dristigt havde vovet at tænke, mig muligt, opfyldtes, mine Skrifter syntes at staae under en Lykkestjerne, jeg kan ikke forklare det anderledes; de toge Flugt ud over Landene og fandt overalt Venner og mildere Dommere end i mit eget Fædreland, hvor de dog var, skrevne og læstes i Originalsproget. - Der er noget opløftende og tillige Skrækkende i, at see sine Tanker gaae vidt omkring og ind i Menneskene; det er næsten ængsteligt saaledes at tilhøre Mange. Det Ædle og Gode bliver en Velsignelse, men vore Vildfarelser, det Onde, have ogsaa deres Spires i sig, og uvilkaarligt paatrænger sig Tanken: Gud, lad mig aldrig nedskrive et Ord, hvorfor jeg ikke hos Dig kan gjøre Regnskab. En egen Følelse, blandet af Glæde og Angest, fylder mig ved hver Gang min Lykke-Genius bærer min Digtning til et fremmed Folk.

Som et styrkende Bad for Aanden, som den Medea-Drik, der altid forynger igjen, er for mig Det at reise. Jeg føler en Trang dertil, ikke for at søge Stof, som en Recensent har troet og sagt, da han omtalte »En Digtes Bazar«, og som siden er bleven eftersnakket af Andre; der ligger en Rigdom af Stof i mit eget Indre, dette Liv er for kort til at tømme dette Væld, men der hører Aands-Friskhed til at bringe det Sundt og modent paa Papiret, og for mig er Reiselivet, som sagt, dette forfriskende Bad, hvorfra jeg ligesom yngre og stærkere vender tilbage. Ved fornuftig Oeconomie og ved Indtægten af mine Skrifter har jeg i de sidste Aaringer flere Gange været paa Reise. Erkjendelse, maaskee Overvurdering, men især Hjertelighed, Lykke og Glæde er i fuldeste Maal strømmet til mig derude, det kunde jeg dengang ikke sige om Hjemmet, og ved det hænger Hjertet; derude fik jeg et Solskin, som kun i enkelte Straaler kom til mig i mit Fædreland, hvor man mest havde Øie for mine Svagheder, idelig tillod sig at opdrage mig og forkuede mangen dygtig Spire hos mig, ja havde ødelagt den, om ikke fremmed Kjærlighed havde pleiet den, givet mig Selvstændighed og endelig, ved sin Udtalelse, Medfølelse og Vurdering overrasket og tvunget Hjemmets Folk til at agte min Digternatur. - Det er gaaet mig som Den, der i Hjemmet er Skumpelskud og Syndebuk, ude et forkjælet afholdt Barn; der løftede sig vel Sindet lidt, men indenfor Hjemmets Mure følte det da Haardheden og Lidelsen større.

Dog til Reisen igjen; den jeg her omtaler hører til een af de, paa hvilke Gud forundte mig den største Erkjendelse og Glæde.
 

Jeg vilde igjen besøge Italien, det var for tredie Gang; jeg vilde kjende Syden ogsaa i sin varme Tid, og det var min Plan dernæst at gaae til Spanien og hjem over Frankrig. Sidst i October 1845 forlod jeg Kjøbenhavn; altid før naar jeg reiste ud, tænkte jeg: »Gud, hvad vil Du paa denne skeer med mine Venner her hjemme i den Lange Tid, jeg er borte?« Og jeg følte en Angest: i eet Aar kan Liigvognen mange Gange kjøre ud af Porten, og hvilke Navne skulle skinne fra Kisterne! - Vi have den Talemaade, naar man pludselig føler en kold Gysen: »nu gik Døden over min Grav!« - Der er et koldere Gys, naar Tanker, gaaer over vore bedste Venners Grave.

Jeg blev nogle Dage hos Grev Moltke paa Glorup; Landlivet her holdt mig fast, og dette har selv i det sildige Efteraar noget poetisk smukt; naar Løvet er af Træerne, men Solen, skinner paa det grønne Græs, og Fuglene qviddre, kan man tidt bilde sig ind, at det er en Foraarsdag; saaledes har vist den andre Mand Øieblikke i sin Høst, hvor hans Hjerte endnu drømmer Foraar.

I min Fødeby, det gamle Odense, blev jeg kun een Dag, jeg føler mig mere fremmed der, end i nogen af Tydskland, store Byer; som Barn var jeg eensom, har derfor ingen Barndomsvenner her; de fleste Familier, jeg her havde kjendt, ere døde, ganske nye Slægter gaae om i Gaderne, der ogsaa ere forandrede. Mine Forældres fattige Grave findes ikke mere, andre Døde ere igjen her nedlagte; Alt er forandret. - Jeg gik een af mine Barndoms-Vandringer, ud til Maria-Høi, der havde tilhørt den Iversenske Familie, denne selv var spredt ad, ubekjendte Ansigter viste sig for mig bag Ruderne. Hvor mange Ungdoms-Tanker bleve ikke vexlede her; en af de unge Piger, Henriette Hanck, som stille, med lysende Øine, dengang lyttede her til mine første Digte, da jeg som Discipel fra Slagelse og senere som ung Student kom her, sad nu langt mere stille i det larmende Kjøbenhavn og havde derfra alt sendt sine første Skrifter ud i Verden, Romanerne »Tante Anna« og »En Skribentindes Datter«. Begge vare alt udkomne i Tydskland; den tydske Forlægger troede, at et Par Ord fra mig kunde være dem, til Gavn, og jeg, den Fremmede, den maaskee alt for vel Modtagne, har indført den beskedne Piges Skrifter i Tydskland. *)

*) Samlede Skrifter. XVIII.

Hendes Barndoms Hjem ved Odense Canal, her hvor den første lille Kreds havde givet mig Hyldest og Glæde, besøgte jeg; Alt var mig nu der fremmed, jeg selv en Fremmed; heller ikke hende skulde jeg mere see, da jeg Aaret efter vendte hjem fra Reisen, naaede mig Efterretningen, at hun i Juli (1846) var død; hun blev sine Forældre en kjærlig Datter, var et dybt poetisk Gemyt, og jeg har i hende mistet en trofast Veninde fra Barndomsaarene, som med Interesse og søsterligt Sind fulgte mig i onde og gode Dage.

Fortsættes her