Jeg naaede Perpignan, Solen havde her ligesom feiet alle Mennesker af Gaderne, først ved Natten kom de frem, men de kom som en brusende Strøm, som et heelt Oprør, der vilde ødelægge Staden. Menneskemassen bølgede under mine Vinduer, høi Skrig lød, det gik igjennem mit syge Legeme. Hvad var det! Hvad betød det. Kunde Feberen saaledes brænde i mit Hoved, jeg vaklede hen til Altandøren, aabnede den, og Pladsen var sort af Mennesker, de saae lige op, hvor jeg stod, de skrege, svingede med Hattene, raabte: Leve! Leve! »Min Gud,« tænkte jeg »det er Vanvid! det er Altsammen Noget, jeg bilder mig ind, her er slet intet Menneske, jeg hører slet Ingen skrige, men jeg phantaserer det Altsammen; det er jo frygteligt!« jeg var nær ved at segne, jeg bøiede Hovedet til Siden, tæt ved paa Altanen stod en Mand, han talte ned til Folket, ham var det, Hilsener bragtes, idet han traadte ud. »God Aften, Hr. Arago!« lød den størkeste Stemme, tusinde gjentoge det, og Musiken klang. Det var den berømte Arago, som var min Nabo, Folket bragte ham en Serenade. Feberen fremgjøglede det altsaa ikke, det var dog en Trøst; men denne Tummel, disse Skrig, var en fornyet Qval; jeg kjender faa Aftener i mit Liv, jeg, som da, har følt mig saa legemlig lidende. Den smukke Sang, som fulgte, kunde ikke husvale. Arago holdt igjen Tale; det var hans Fødeby, han efter mange Aar besøgte; Folkejublen rungede gjennem Gaderne; den rislede mig gjennem alle Nerver. jeg var syg; hver Tanke om at reise til Spanien blev opgiven, jeg følte, det var mig umuligt at reise længere; og selv denne Luft her, denne Varme, hvorledes skulde jeg udholde den, kunde
jeg dog naae tilbage til Schweiz! jeg gruede for den lange Tilbagevei derop, indsaae ikke hvorledes jeg skulde kunne udholde den. Man raadede mig paa det Hurtigste først at søge ind i Pyrenæeerne og der indaande den styrkende Bjergluft; Badet Vernet, hiin Side Prades, anbefaledes som køligt og godt; man gav mig Anbefaling til Commandanten i Etablissementet, og jeg bestemte mig til dette Ophold; der var intet Andet at gjøre; Natten, som den eneste kølige Tid, blev bestemt til Fart, og i en Nat og nogle Morgentimers angribende Reise naaede jeg derhen. Vernet ligger paa den franske Side, lidt inde i Bjergene. Luften var saa frisk, saa styrkende, som jeg i Maaneder ikke havde aandet den. Efter et Par Dages Ophold her, syntes jeg at føie mig igjen frisk og vel.
 

Tankerne fløi igjen ind i Spanien, som jeg var saa nær, kun nogle Timer fra; en lille Bjergtour kun, jeg gjorde den, og stod som Moses og saae for mig Landet, som jeg ikke skulde betræde. - Min Tanke, mit Haab var, Gud vil forunde mig, at jeg en Vintertid flyver fra Norden herhid igjen og da ind i det rige, skjønne Land, hvorfra nu Solen holder mig borte ved sit Flammesvæerd.
Vernet hører endnu ikke til de bekjendteste Badesteder, uagtet det har det særegne, at det besøges hele Aaret; den Tid var den berømteste Gjest, Stedet havde havt, Ibrahim Pascha, Vinteren forud havde han været der. Hans Navn var da endnu Etablissementets Glands og Glorie, Ibrahim Paschas Navn var paa Læberne af Vertinden og af alle Opvarterne, hans Værelse blev strax, som noget høist interessant, viist frem; de to franske Ord, han kunde sige: »merci og très bien!« i deres forkeerte Udtale vare staaende Anecdoter. - Vernet gjorde i Smaat og Stort det Indtryk, at det mellem Badesteder endnu var i en Slags Uskyldigheds Tilstand; kun i at skrive Regninger, det fortalte Gjesterne mig strax, havde Commandanten hævet Etablissementet i Række med de første i Europa.

Man lever her i en Eensomhed, en Afsondren, som ved intet andet Bad, og det kan være ganske fortræffeligt; forlanger man derimod Adspredelse, ja, saa er her aldeles Intet gjort til Gjesternes Underhold, jeg tales naturligviis om den Tid, jeg var der, jeg veed ikke hvad der i senere Aar kan være skeet. - Ved mit Ophold var Gjesternes eneste Underholdning den, enten til Fods eller paa et Æsel at gjøre Vandring i Bjergene; men en saadan frembød ogsaa noget saa eiendommeligt, saa afvexlende, at man slet ikke savnede de sædvanlige arrangerede Badesteders Forlystelser. - Det er rundt om Vernet, som om de meest forskjellige Natures ere kastede mellem hverandre, Norden og Syden, Bjerg - og Dal - Vegetation. - Fra eet Punkt seer man ud over Viinhaver op ad et Bjerg, der synes at vise et Prøvemønster paa Kornmarker og grønne Enge, hvor Høet staaer i Stakker; fra et andet har man kun de nøgne, metalagtige Klipper, med selsomme fremspringende Steenblokke, smalle og lange, som vare de sønderbrudte Statuer eller Søiler; snart gaaer man under Poppeltræer i smaa Enge, hvor Krusemynterne groe, en saa ægte dansk Natur, som var den skaaren ud af Sjælland selv, snart staaer man i Læ af Klippen, hvor Cypresser og Figen skyde frem mellem Viinløvet, det er et heelt Stykke af Italien. Dog Sjælen i det Hele her, de Pulse, som utallig banke lydeligt i Pyrenæerne, ere Kilderne; der er et Liv, en Sladdren i det evigt fortbrusende Vand. Overall vælder det frem, pipler i Mosset, bruser over de store Stene; der er en Flugt, et Liv deri, som Ordet ikke kan gjengive, man hører en evig brusende Accord fra de Millioner Strænge; over, under og rundt omkring sladdrer Flodnymphen.

Høit paa Klippesiden, ved den steile Afgrund, ligger Ruiner af et maurisk Slot, Skyerne hænge, hvor Balconen hang; Gangstien, hvor Æselet traver, fører gjennem Riddersalen; heroppe fra og paa Veien, som leder til Badestedet, har man Skuet over hele Dalen, der Lang og smal synes en Flod af Træer, der bugter sig mellem de røde, udbrændte Klipper; og midt i denne grønne Dal, hæver sig paa et Bjerg terrasseformigt den lille By, Vernet, der kun mangler Minareterne for at synes en bulgarisk - tyrkisk By; en ussel Kirke, med to lange Huller som Vinduer og tætved et forfaldet Taarn, danner den øverste Deel, nedenunder komme de mørkebrune Tage, de smudsiggraa Huse, med aabne Træluger istedetfor Vinduer, men malerisk er det! kommer man imidlertid ind i selve Byen, hvis Apothek tillige er dens Boghandel, da er Totalindtrykket: Usselhed. Næsten alle Husene ere opførte af Kampestene, men ikke store og tilhugne Steen, nei allesammen ligesom de kunde være samlede op fra en gammel Brolægning, de synes stablede op paa hinanden; et Par mørke Huller danne Dør og Vinduer; Svalerne flyve ud og ind, de have deres Rede i Stuen under Bjælkerne; gjør man selv en Visit derinde, i det mindste, hvor jeg gjorde det, da har man fra første Stokværk transparente Gulve under sig; gjennem de slidte Bræder seer man ned i chaotisk Mørke. Paa Væggen hænger sædvanlig et Stykke fedt Kjød med haaret Side; man forklarede mig, at det brugtes til at gnide Støvler og Skoe med, naar disse skulde pudses. Sovekamret er paa det Grelleste malet al fresco med Helgenbilleder, Engle, Krandse og Kroner, som i Malerkunstens allerufuldkomneste Tider. Menneskene selv usædvanlig stygge, endogsaa Børnene, sande Dverge-Ansigter, det barnlige Udtryk mildner ikke de plumpe Træk og kun faa Timers Vandring paa Bjergenes modsatte Side ned i Spanien, da blomstrer Skjønheden, lyse de kloge, brune Øine. Som det eneste poetiske Billede, Vernet frembød for mig, var et Skue paa Torvet: under et prægtigt, stort Træ havde en vandrende Bissekræmmer udbredt alle sine Varer, Tørklæder, Bøger og Billeder, en heel Bazar, men Jorden selv var Disken; hele Byens uskjønne Ungdom, gjennembarket af Solen, stod forsamlet om disse Herligheder; et Par gamle Mo'rliller skottede derhen fra deres aabne Luge; til Hest og til Æsel drog en lang Skare af Badegjester, Herrer og Damer, forbi, medens to Smaabørn halvskjulte bag en Brædestabel agerede Haner og ideligt raabte »Kykkeliky!«

Langt mere Kjøbstad, beboelig og vel indrettet, er den et Par Timer herfra liggende Fæstning Villefranche med sit Slot fra Ludvig den Fjortendes Tid. Landeveien fører her igjennem Olette ind i Spanien, og her er altsaa nogen Færdsel; flere Huse fraperede ved deres smukke mauriske Vinduer, hugne i Marmor; Kirken selv er halv maurisk bygget, Altrene som i de spanske Kirker, Gudsmoderen staaer med Barnet heelt i Guld og Sølv. Jeg besøgte Villefranche allerede en af de første Dage under mit Ophold; alle Gjester fra Etablissementet vare med paa dette Tog, til hvilket 'Æsler og Heste maatte drives sammen fra alle Kanter; Commandantens ærveerdige Carosse blev forspeendt, og uden og inden fyldt, som var det et fransk Trækfartøi; en høistelskværdig Holstener, den bedste Rytter af den, Alle og Alexander Dumas' Ven, den bekjendte Maley Dauzats førte Toget an; Fort, Casematter og Klippehuler bleve seete, den lille Stad Cornelia med sin interessante Kirke blev ikke forbigaaet; overalt Spor af Maurernes Magt og Kunst. Alt i disse Egne tyde mere paa Spanien end Frankrig, Sproget selv ,svæver mellem begge. Og der i den friske Bjergnatur, ved Grændsen af et Land, hvis Skjønhed jeg ikke da skulde kjende, sluttede jeg den samlede tydske Udgave af mine Skrifter: »Das Märchen meines Lebens«, »the true story of my life!« kalde Englænderne denne Bog. Slutningsordene der lyde saaledes: »Før jeg forlader Pyrenæeerne, flyver dette Skrevne til Tydskland, dette, et stort Afsnit af mit Liv; jeg selv følger efter, og et nyt, et ubekjendt Afsnit begynder. Hvad mon ruller op? Hvad skal jeg udrette? Mon den virksomste Deel af mit Liv endnu ligger for mig? Jeg veed det ikke! men taknemlig, trøstig seer jeg fremad. Hele mit Liv, de lyse og de mørke Dage førte til det Bedste. Det er som en Søreise, mod et bestemt Maal, jeg staaer ved Roret, jeg har valgt min Vei, jeg gjør mit, men Gud raader for Storm og Hav, han styrer, og skeer det anderledes, end jeg tænker, da er dette det Bedste for mig, den Tro er fast i mit Bryst, og den gjør lykkelig! Naar Juletræet tændes, naar som man siger: de hvide Bier sværme, er jeg, vil Gud, i Danmark, hos mine kjære der, med Hjertet fuldt af Reiselivets Blomsterflor, med styrket Legem og Sjæl, da springe nye Arbeider paa Papiret, Gud lægge sin Velsignelse i dem! hen vil det! - En Lykkestjerne lyser over mig, Tusinde fortjente den vel bedre end jeg, selv begriber jeg tidt ikke, hvorfor just jeg fik saa megen Glæde fremfor Utallige! den lyse! men gaaer den ned, maaskee idet jeg her slutter disse Linier, den har lyst, jeg har modtaget min rige Deel, den gaae ned - ogsaa her fremspringer det Bedste, Gud og Menneskene min Tak, min Kjærlighed!«
 

Vernet, (Ost-Pyrenæerne) i Juli 1846.

Fortsættes her