Et Par Uger gik, og den bekjendte neapolitanske Fest for »Madonna del Arco, den, Bournonville forskjønnet har givet os i sin Ballet »Napoli«, kaldte mig igjen til Neapel; det var tillige min Bestemmelse, nu jeg følte mig lidt stærkere, at gaae herfra over Marseille til Barcelona, besøge Alhambra og Sevilla; om et Creditiv derhen havde jeg alt skrevet hjem og kunde hver Dag vente det i Neapel. Jeg kom hertil og flyttede ind i et Hotel midt i Byen, nær Toledogaden; jeg havde tidligere, men i Vintertiden, boet her, nu fik jeg Neapel i al sin Sommerhede og i al sin Larmen, Noget saaledes over al Grændse Skrækkeligt havde jeg ikke tænkt mig! Solen skinnede med sine brændende Straaler ned i den snevre Gade, ind ad alle Vinduer og Døre; Alt maatte lukkes til, ikke en Luftning fornam man. Hvert lille Hjørne, hver Plet i Gaden, hvor der faldt Skygge, blev overfyldt af Arbeidere, der sladdrede lystigt og høit; Vognene rullede forbi, Udraaberne skreg stærkere, end det var til at udholde, Folkelarmen i Gaderne brusede som et oprørt Hav, Kirkeklokkerne ringede uden Hvile! min Gjenbo, Gud veed hvem det var, spillede fra Morgen til Aften Scala, det var til at blive gal over! Sciroccoen blæste sin koghede Luft, jeg var ødelagt. Paa St. Lucia, i mit gamle Logis, vare alle Værelser optagne, jeg maatte altsaa blive, hvor jeg var. Søbadene gav ingen Køling, de syntes mere at svække end at styrke; hvad jeg fik ud af alt dette, - et Eventyr! jeg digtede her Historien om Skyggen, men jeg var saa dvask, saa mat, at jeg først hjemme i Norden bragte den paa Papiret. - Sollyset laae som en Mare paa mit Bryst, en Vampyr, der vilde dræbe mig. Jeg søgte igjen ud paa Landet, men de samme Solstraaler brændte, og de brændte med samme Kraft som inde i Byen; vel var Luften herude mere elastisk, den var mig dog en Hercules Gift-Kaabe, der ligesom sugede Kraft og Marv ud af mig; jeg, som havde troet, at jeg just var et Solbarn, saa fast hang mit Hjerte ved Syden, maatte erkjende, at der var Norden, Snee i mit Legeme, at Sneen smeltede, og jeg blev mere og mere elendig. De fleste Fremmede gik det som mig i denne usædvanlige hede Sommer, Neapolitanerne sagde ogsaa, at i mange Aaringer havde de ikke kjendt en saadan, som denne. De fleste Fremmede reiste derfor ogsaa bort, jeg vilde gjore det samme, men mit Creditiv var endnu ikke indtruffet; Dag for Dag spurgte jeg forgæves derom. Ingen Breve vare nogensinde, paa alle mine Reiser, gaaede feil, den af mine Venner i Kjøbenhavn), som skulde besørge Creditivet, var en af de meest practiske og nøiagtigste, men der kom intet Creditiv, og tre Uger var allerede gaaet over den Tid det maatte indtræffe.

»Her er intet Brev!« sagde altid den mægtige Rothschild, til hvem det først skulde komme, og en Dag, kjed af min stadige Spørgen, trak han noget heftig Skuffen ud, i hvilken laae alle Breve til de Fremmede, som havde Creditiv der til Huset. »Her er intet Brev!« og i det han halvt ærgerligt igjen stødte Skuffen tilbage, faldt et Brev til Gulvet, det var forseglet med Lak, der i denne varme Tid var smeltet og havde klæbet sig fast bagest ved Skuffen, Brevet var til mig og med Creditiv, alt i en heel Maaned havde det ligget her, og maaskee var det kommet til at ligge endnu længere, var det ikke voldsomt blevet rystet fra sit Bræt; - jeg kunde altsaa nu reise!

Med Dampskibet »Castor« tog jeg Plads til Marseille. Da jeg gik ombord, lod man fra Hotellet Camerieren følge med ned til Havnen, hvor jeg ud til Skibet skulde leie Baad, og hvor Roerkarlene gjaldt for paa det allergroveste at prelle de Reisende; omtrent to Carlin blev vi enige om, men da Camerieren var borte og jeg med Karlene et godt Stykke fra Land, lagde de Aarerne og spurgte, om jeg vilde give en Scudo, ellers gjorde de ikke et Slag i Vandet, Dampskibet kunde seile, naar det vilde! - jeg erklærede det for uærligt, vi havde jo sluttet Accord, de svarede ikke; den yngste Roerkarl var særdeles smuk, han loe og det klædte ham prægtigt, men bedre end den anden var han dog ikke; jeg var i deres Vold, og maatte love dem det Forlangte; de vilde have Pengene strax, det sagde jeg nei til paa det Bestemteste. Da vi saa kom til Skibet, fortalte jeg høit deres Færd, men gav dem den belovede Scudo, jeg havde givet dem mit Ord derpaa. - Det var den sidste neapolitanske Erindring.

Dampskibet var aldeles overfyldt med Reisende, hele Dækket besat med Reisevogne og under en af disse lod jeg min Seng gjøre istand, thi nede i Kahytten var der allerede ikke til at aande, Flere fulgte mit Eksempel, og snart var Dækket til begge Sider saa godt som een eneste lang Søsterseng. - En af Englands første Adelsmænd, Marquis Douglas, formælet med Prindsessen af Baden, var med sin Gemalinde ombord, vi kom i Samtale, han hørte, jeg var Dansk, men vidste ikke mit Navn, vi talte om Italien, og hvad der var skrevet om dette Land, jeg nævnte Fru Staël-Holsteins Corinna, han afbrød mig med: »De har en Landsmand, som endnu fortræffeligere har skildret os Italien!« »Det troe ikke vi Danske!« svarede jeg. Han talte høist rosende om »Improvisatoren« og dens Forfatter. »Det er Skade«, sagde jeg, »at Andersen havde været der saa kort, da han skrev sin Bog« - »Han har været der i mange Aar« svarede Marquis Douglas, »o nei«, forsikkrede jeg, »kun i ni Maaneder, jeg veed det vist« »Jeg gad kjende den Mand!« sagde han; »det kan let skee!« vedblev jeg, »han er her ombord!« og nu sagde jeg, hvem jeg var.

Veiret blev imidlertid haardt, Vinden tog til, jeg maatte til Køis; det blev i Nætter og Dage Regn og Storm, Marquien og jeg mødtes ikke mere; den anden og tredie Nat blæste det fuldkomment en Storm, Skibet kastedes til alle Sider som en Tønde i aaben Sø; Bølgerne kom os paa Siden, løftede deres brede, skummende Top op, høiere end Relingen, ligesom om de vilde see ind til os. Der var en Knagen og Bevægelse i Skibet selv og i Vognene, vi laae under, som om disse skulde synke og knuse os. Der var en Jamren; jeg laae stille og saae op paa de drivende Skyer, tænkte paa Gud og mine Kjære. Da vi endelig naaede Genua, gik de fleste Passagerer videre over Land, og jeg havde gjerne fulgt den almindelige Bestemmelse at holde sig til Landjorden, gaae over Milano til Schweiz og denne Gang opgive Spanien, men mit Creditiv lød paa Marseille og nogle spanske Havne; jeg opsøgte den danske Consul, for hos ham at løse en Sum af mit Creditiv, men han kjendte ikke til det kjøbenhavnske betydelige Huus, der havde udstedt det, han kjendte ikke mit Navn, kunde ikke indlade sig paa Pengesager, og saa blev jeg nødt til at seile idetmindste til Marseille. Veiret blev særdeles smukt; Luften var saa forfriskende, og alt, som jeg aandede lettere, kom igjen Længselen efter at see Spanien. Dette Land skulde, som min første Reiseplan var, blive Bouquetten af Reisen; dette, at jeg maatte med Skibet til Marseille, betragtede jeg som et Fingerpeg: Du skal dog denne Gang see Spaniernes. Hjem! og jeg optog igjen Villien at reise derhen. -

Fortsættes her