Igjen aabnede Italien hele sin maleriske Herlighed for mig; Foraaret havde kysset alle Frugttræerne, saa at de vare sprungne i Blomster, hvert Straa i Kornmarkerne var fyldt med Solskin, Elmetræerne stode som Charyatider med opbundne Viinranker, der skøde de grønne Blade, og over Fylden af det Grønne hævede sig de bølgeformede, blaa Bjerge med deres hvide Sneelag. Med Grev Wenceslaus Paar fra Wien, en af de fortræffeligste Reisekammerater, jeg endnu er truffen paa, og en anden ung Adelsmand fra Ungarn, gik det med Veturin i faa Dage fort. Ungareren, der som alle Reisende, naar de første Gang komme til Italien, vente Overfald, hvilket jeg ogsaa tidligere havde frygtet, førte Vaaben og Pistoler med: »Jeg, har dem
dobbelt ladte!« sagde han, og »hvor« spurgte jeg, da jeg ikke kunde opdage dem. »Jeg har dem i min Vadsæk!« og denne laae under mig, hvor jeg sad; da jeg ikke holdt af det, og tillige kunde forsikkre, at Roverne neppe ventede, til jeg havde reist mig, han faaet Vadsækken aabnet og de morderiske Vaaben frem, saa bleve de nu tagne op og heftedes oven over os i Vognen, og foran os i alle Vertshuse paa Veien. Vi besøgte Loreto, saae de Fromme knæle der i det hellige Huus, som Engle skulle have baaret gjennem Luften; vi kom giennem vilde, romantiske Egne, her midt inde i Apenninerne; Røvere saae vi ikke til, uden lænkede paa en Vogn og eskorterede af Soldater.

Endelig laae foran os Campagnen med sit tankevækkende Øde. Det var den 31te Marts 1846, jeg skulde gjensee Rom; for tredie Gang i mit Liv komme til den rige Verdensby; jeg følte mig saa lykkelig, saa gjennemtrængt af Tak og Glæde; hvor Meget gav ikke Gud mig, fremfor Tusinde og atter Tusinde! og selv i at føie dette ligger en Velsignelse; naar Glæden er uendelig stor, har man, som i sin dybeste Sorg, kun Gud ret at holde sig fast ved! det første Indtryk, jeg veed intet andet Ord derfor, var Andagt, og alt som Dagene oprullede i mit kjære Rom, følte jeg, hvad jeg ikke kortere og bedre kan sige, end jeg skrev i et Brev til en af mine Venner:

»Jeg voxer her fast i Ruinerne, jeg lever med de forstenede Gader, og altid blomstre Roserne og altid ringe Kirkeklokkerne, og dog er Rom ikke Rom, som for tretten Aar siden, da jeg første Gang var her, det er, som om Alt var moderniseret, selv Ruinerne; Græs og Buske ere lugede bort, Alt er gjort nettere, Folkelivet synes traadt tilbage; jeg hører ikke Tambourinen, klinge i Gaden, seer ikke de unge Piger, der dandse deres Saltarello; selv paa Campagnen er Forstanden paa usynlige Jernbaner fløien ind; Bonden troer ikke længere saaledes som før; ved Paaskefesten saae jeg store Skarer af Folket staae foran Peterskirken, staae, som den protestantiske Fremmede, da Pave, gav sin Velsignelse. Det var min Følelse imod, jeg følte Trang til at knæle for det usynlige Hellige. Da jeg var her for tretten Aar siden, knælede de Alle, nu har Forstanden overvundet Troen. Om ti Aar, naar Jernbanerne rykke Byerne endnu nærmere sammen, vil Rom være endnu mere forandret. Dog det Bedste kommer ud af Alt hvad skeer, man maa og vil altid elske denne Stad; Rom er som en Eventyr-Bog, man opdager der stedse ny Under og lever i Phantasien og Virkeligheden!«

Da jeg første Gang reiste til Italien, havde jeg endnu ikke Øie for Billedhuggerkunsten; i Paris drog de rige Billeder mig fra Statuerne; føist, som tidligere er sagt, da jeg kom til Florents, foran den medieæiske Venus gik der en ny Kunstverden op for mig, jeg kan bruge Thorvaldsens Ord: »Sneen tøede mig fra Øinene!« og nu ved det tredie Ophold i Rom, ved de gjentagne Vandringer i Vaticanet, kom jeg til at elske Statuerne langt høiere end Malerierne; men i hvilke andre Stæder end i Rom og tildeels Neapel træder denne Kunst mere storartet ind i Livet! man bliver reven med, man lærer i Kunstværket at beundre Naturen Formskjønheden bliver sjælelig.

Iblandt det meget Dygtige og Skjønne jeg saae paa den romerske Udstilling og i de unge Kunstneres Værksteder, bleu ogsaa i Sculptur et Par Arbeider de, som meest fæstede sig i min Erindring, og det var hos vor Landsmand Jerichau; da jeg forrige Gang var her i Rom, sygnede han hen, det var hans tungeste Tid, Ingen, kjendte ham, han kjendte sig ikke selv, nu var han i sin Erkjendelses Opgang, jeg saae hos ham Gruppen »Herkules og Hebe« og dernaest hans seneste Arbeide: Pantherjægeren, paa disse fik han netop, i de Dage jeg var her, Bestilling af en russisk Fyrste. Dr. Stahr fra Oldenborg opholdt sig paa den Tid i Rom, han havde i »Allgemeine Zeitung« især vakt den almindelige Opmærksomhed for Jerichaus Genie; Erkjendelsen deraf opfyldte mig, jeg saae i ham en ny Hæder for vort Fædreland; jeg havde kjendt ham som Dreng, vi bleve begge fødte i Fyen, vi mødtes i Kjøbenhavn i Fru Læssøes Huus, Ingen, ikke engang han selv, vidste da, hvad der rørte sig i ham, og halv i Spøg halv i Alvor talte han om sin Kamp med sig selv, enten at gaae til Amerika for at leve mellem Huronerne eller reise til Rom og blive Kunstner; Penselen havde han lagt hen og formede i Leret; min Buste var det sidste Arbeide af ham her i Kjøbenhavn, han vilde have en Fortjeneste af den, jeg skulde sende ham Pengene, men det gik ikke, Ingen brød sig naturligviis dengang om, at have et Arbeide af Jerichau, dertil en Buste af Andersen.

Nu, som sagt, var hans Sol i Opgang, og han var lykkelig, idet han var gift med den tydskfødte Elisabeth Baumann, den hjertefulde, geniale Kunstnerinde, hvis kjække Billeder erkjendtes og beundredes; netop i de Dage arbeidede hun paa sit store Stykke »italienske Qvinder ved Brønden«, som Baron Hambro i London kjøbte. Bestillingen paa »Pantherjægeren« satte Jerichau istand til med sin Kone at tilbringe Sommermaanederne i Danmark; hans Sundhed trængte dertil, og faa Dage efter vare de paa Reisen derhen.
 

Jeg sad igjen hos den gemytfulde Küchler, og saae de naturtroe Billeder springe frem fra Lærredet; jeg levede ikke blot med Landsmænd og Svenske, men ogsaa med de tydske Kunstnere, der hjertelig modtog mig, som en halv Landsmand. Jeg sad igjen med Romerfolket i det morsomme Dukketheater og hørte Børnenes Jubel; der var Balletdands med Been-Spræt, som svarede til Personerne. Min Fødselsdag, den anden April, blev smukt feiret; Fru Goethe, som var i Rom og tilfældigviis boede i det Huus (Hjørnet af via felice og piazza barbarina) hvor jeg har ladets min »Improvisator« fødes og tilbringe sine Bardomsaar, sendte mig derfra en stor ægte romersk Bouquet, et heelt Blomster-Mosaik, med Paaskrift: »fra Improvisatorens Have«. Danske, Svenske og Norske indbød mig om Aftenen til et muntert Lag, hvor man drak min Skaal, som den svenske Maler Sødermark smukt og hierteligt udbragte. En af mine Landsmænd vidste ved denne Leilighed Forundring og Uvenlighed over, at man gjorde saameget af Andersen, det kunde han ikke forstaae, og Sødermark, som hørte det, svarede høit, at han som Svensk forstod, hvorfor man gjorde af den danske Digter; jeg fik et Par smukke Billeder og venlige Erindringer fra Vennerne i Rom; Billedhuggeren Kolberg formede min Buste; der blev giort et Par Tegninger af mit Ansigt, men som sædvanlig uden Held, kun Daguerreotyppen og Photographien ere de eneste, som give det rette Udseende.

Bestandig i Bevægelse, altid higende efter at benytte hver Time, see Alt, følte jeg mig under den idelige Scirocco tilsidst meget angreben; den romerske Luft var mig ikke god, og derfor strax efter Paaske, da Kuppelbelysningen og Girandola var seet, skyndte jeg mig afsted over Terracina til Neapel: Grev Paar gjorde Reisen med, vi flyttede ind paa St. Lucia, Havet laae foran, Vesuv lyste; det var deilige Aftener, maaneklare Natter, det var, som Himlen var løftet høiere, Stjernerne gaaet endnu længere bort. Hvilken Lys-Effect! - I Norden strøer Maanen Sølv paa Vandet, her var det Guld; Fyrtaarnets dreiende Lanterne viste, snart sit brændende Lys, snart syntes det ganske at være slukt. Fiskerbaadenes Blus kastede deres obeliskartede Skjær hen over Vandfladen, eller ogsaa skjulte Baaden dem, som en sort Skygge, under hvilken da Vanddybet blev belyst, man troede at see til Bunden, hvor Fiske og Planter rørte sig. Paa Gaden selv brændte tusinde Lys foran de Handlendes Boutiker; nu kom en Skare Børn med Lys og gik i Procession til St. Lucias Kirke; et Par af de mindste faldt over deres egne Been og laae og væltede om med Lyset, og imedens, over det Hele, som en Heros i det store Lys-Drama, stod Vesuv med sit blodrøde Blus og de belyste Røgskyer.

Solvarmen blev meer og meer trykkende, Sciroccoen blæste tørre, hede Luftbølger; jeg tænkte som Nordbo at kunne for kommende Tider have godt af al Varme, kjendte ikke til dens Magt, og naar Neapolitaneren klogeligt holdt sig inde eller sneg sig langs Husets smalle Skygge, løb jeg dristig omkring til Molo, til Musæo Bourbonico, men een Dag, midt paa Largo di Castello, var det, som Aandedrættet med Eet veg bort, som om Solen sank glødende ned i mine Øine, dens Straaler gik mig gjennem Hoved og Ryg, og jeg sank besvimet om; da jeg kom til mig selv, var jeg bragt ind i en Cafe, man havde lagt mig Iis paa Hovedet, jeg var som lammet i alle Lemmer, og fra den Tid vovede jeg mig kun om Aftenen ud, den mindste Anstrengelse angreb mig, kun Aftenerne hos den preussiske Gesandt, Baron Brockhausen, paa hvis store, luftige Terrasse ved Søen, eller en Promenade til Vogns op paa Camaldoli kunde jeg udholde; Capri og Ischia havde jeg besøgt; min Landsmandinde, Dandserinden Jomfru Fjeldsted, besøgte der Badene, og var
ved disse bleven saa vel, at hun om Aftenen under - Orangetræerne med de unge Piger dandsede Saltarello, til saadan Henrykkelse for Ungdommen, at den bragte hende en Serenade; Ischia har imidlertid aldrig i den Grad tiltalt mig, som andre Reisende, her brændte Solen ogsaa altfor hedt, Alle raadede mig til at søge Hvile og Skygge i Sorrento, Tassos By. Med en engelsk Familie, jeg havde lært at kjende i Rom, leiede jeg et Par Værelser udenfor Sorrento i Calmella, tæt ved Havet, der rullede sine Bølger ind i Hulerne under vor lille Have. Hele Dagen maatte jeg for Varmens Skyld være ind, her skrev jeg flittigt paa »das Märchen meines Lebens«; i Rom ved Neapels Bugt og inde i Pyrenæerne skrev og endte jeg de første Gang nedskrevne Livsbilleder, der skulde belyse mine Skrifter i den tydske Udgave; i Breve gik Ark for Ark til Kjøbenhavn, hvor en af mine dygtigste Venner havde fri Haand over det Nedskrevne og efter at have læst samme, sendte det til min Boghandler i Leipzig, og ikke et Blad forkom paa den lange Reise.

Opholdet i Calmella var hyggeligt og Udsigten smuk fra Vinduer og Loggia, jeg saae Vesuv og hele Havet foran, men der var ingen anden Spadseregang end den lange, smalle Vei mellem høie Mure, der indeslutte og saa godt som skjule Steenhaverne; man maatte i Solvarmen der være et Firbeen for at kunne aande vel, og man maatte anskaffe sig Stylter, skulde man see sig lidt om over Murene, jeg flyttede derfor ind i Sorrento selv, hvor Componisterne, den svenske Josephson og den hollandske Verhulst, begge To mine Venner, levede og holdt deres Sommer Villagiatura. - Dagen jeg kom paa var her netop stor Festlighed: tre unge Piger, Døttre af en rig Kjøbmand, bleve indviede til Nonner. Kirken var paa det meest Brogede pyntet, et Orchester herinde opførte Musik, og det Opera Buffa, vi fik af »Barberen i Sevilla« hele Don Baziles Arie om Bagtalelse, og imedens knaldede Kanonerne udenfor. Det overveiende Grelle forstyrrede den fromme Stemning, jeg havde medbragt! en gammel, komisk Officer, der havde saa besvaerligt ved at knæle, gjorde mig ikke høitideligere; først da Messen læstes af en af de unge Piger, og Stemmen klang skjælvende og blød, kom jeg igjen i Kirke-Stemning.

Hos Josephson var der, foruden hans personlige Elskværdighed, endnu Eet, som drog os nærmere, vort fælles Venskab for Jenny Lind; hun havde, da han som Israelit gik over til den christne Tro, staaet Fadder til ham, og siden altid viist ham sand Deeltagelse og Venskab; paa hans Reise til Udlandet havde han i Berlin besøgt hende og var dagligt kommen i hendes Huus; han blev kaldet »en svensk theologisk Candidat«, og snart fik man deraf »ein Landprediger«; Rygtet forlovede ham med den svenske Nattergal; hvem har ikke hørt og læst den Historie! det var ham, den var om, reent greben ud af Luften; vi spøgte tidt over Rygtets Geni og Opfindsomhed.
 

Fortsættes her