Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )  

Den joviale Alexander Dumas fandt jeg sædvanlig i Sengen, om det endogsaa var langt over Middag, her laae han med Middag, Pen og Blæk og skrev paa sit nyeste Drama; een Dag fandt jeg ham saaledes, han nikkede venligt og sagde: »sid ned et Minut, jeg har just nu Visit af min Musa; hun gaaer strax!« han skrev og talte høit; raabte derpaa viva, sprang ud af Sengen og sagde: »tredie Act er færdig!« Han boede i Hotel des Princes i Rue Richelieu, hans Kone var i Florents, Sønnen, den unge Dumas, der senere er traadt i Faderens literaire Fodspor, havde sin egen Leilighed i Byen. »Jeg lever ganske som Garçons,« sagde Dumas, »saaledes maa De tage, tiltakke med mig!«
Een Aften førte han mig om paa forskjellige Theatre, for at jeg kunde see der Livet bag Coulisserne; vi vare i Palais Royal, talte med Dejazet og Anais, vandrede saa Arm i Arm ad den brogede Boulevard hen til Theatre St. Martin; »nu er de just i de korte Skjørter!« sagde Dumas, »skal vi gaae derop!«
det gjorde vi, og bag Coulisser og Tæpper, skrede vi igjennem Havet i »mille et une nuits«; der var en Vrimmel af Mennesker, Maskinfolk, Choristinder og Dandserinder, Dumas førte mig midt ind i den surrende Mængde. Paa Boulevarden, da vi gik hjem igjen, mødte vi en ganske ung Mand, som standsede os, »det er min Søn!« sagde Alexander Dumas, »ham havde jeg
alt da jeg var atten Aar, og han er nu i samme Alder og har ingen Søn!« Det var den senere noksom bekjendte »Dumas fils«

Alexander Dumas skyldte jeg mit Bekjendtskab med Rachel; eg havde endnu ikke seet hende spille, da han en Dag spurgte mig, om jeg havde Lyst til at gjøre hendes Bekjendtskab. Det var mit høieste Ønske. En Aften, hun optraadte i »Phædra«, førte han mig op paa Scenen i Théâtre français. Paa de andre Theatre havde han uden videre strax taget mig med ind bag Coulisserne, her bad han mig vente lidt udenfor, og kom derpaa tilbage for at føre mig til Scenens Dronning. Stykket var begyndt; han gik med mig frem til en af de første Coulisser, bag hvilke var, ved et Skjærmbræt, indrettet ligesom et Værelse, hvor der stod et Bord med Forfriskninger og nogle Tabouretter, her sad den unge Pige, der, som en fransk Forfatter har sagt, veed at hugge levende Statuer ud af Ravines og Corneilles Marmorblokke; hun var særdeles mager, fiint bygget og saae meget ung ud; her, og senere i sit Hjem, forekom hun mig et Billede paa Sorgen, hun syntes en ung Pige, der netop har udgrædt sin Smerte og nu lod Tanken stille hvile over det Forbigangne. Hun tiltalte os venligt; det var en dyb, mandig Stemme. I Samtalens Løb med Alexander Dumas glemte hun mig, det var, som om han følte det, og vendte sig mod mig, idet han sagde til hende: »det er en sand Digter og en sand Beundrer af Dem! veed De, hvad han sagde til mig, da vi gik opad Trappen: »jeg er ved at faae ondt, saaledes banker mit Hjerte, ved at jeg nu skal tale med Den, som taler smukkest Fransk i Frankrig!« hun smilede, sagde nogle venlige Ord, og jeg tog Mod til at blande mig i Samtalen, jeg sagde, at jeg havde seet meget Interessant og Herligt i denne Verden, men at jeg ikke havde seet Rachel! og at det meget var for hendes Skyld, jeg havde foretaget Reisen her til Paris, den, jeg anvendte hele Indtægten til af et af mine seneste Arbeider. Jeg undskyldte imidlertid mit daarlige franske Sprog - hun smilede og sagde: »naar De siger en fransk Dame noget saa Galant, som det De der siger mig, saa finder hun altid, De taler vel!« Jeg fortalte hende, hvorledes hendes Navn lød til Norden. »Kommer jeg engang,« sagde hun, »til Petersborg og Kjøbenhavn, til Deres By, da maa De være min Beskytter, De er nu den Eneste, Jeg kjender der, dog for at vi mere kunne kjendes, og da De, som De siger, meget er kommen til Paris for min Skyld, saa maae vi oftere sees! De vil være velkommen hos mig! jeg seer altid mine Venner hver Torsdag! men - Pligten kalder!« udbrød hun, rakte os Haanden, nikkede venligt og stod nu nogle Skridt fra os inde paa Scenen, større, ganske anderledes, med et Udtryk, som den tragiske Musa selv. Det jublende Bifald for hende Lød op til os.

Jeg kan, som Nordbo, ikke vænne mig til den franske Maade at spille Tragedie paa; Rachel spiller ligesom de Andre der, men hos hende synes denne Maade at være, Natur, det er, som om de Øvrige kun stræbte at efterligne hende! hun er den franske tragiske Musa selv, de Andre ere kun stakkels Mennesker. Naar man seer Rachel spille, troer man, at al Tragediespil maa være som hendes. Der er Sandhed, der er Natur, men i en anden Aabenbarelse, end vi oppe i Norden kjende den.

I hendes Bolig fandt jeg Alt rigt og prægtigt, maaskee lidt for arrangeret; det forreste Værelse var blaagrønt med matte Lamper og Statuetter af franske Skribenter; i den egentlige Salon var Purpuret det fremherskende i Betræk, Gardiner og Bogskabe; selv var hun klædt i Sort, omtrent som paa hendes Billede i det bekjendte engelske Staalstik. Selskabet bestod af Herrer, meest Kunstnere og Videnskabsmænd, ogsaa et Par Titler hørte jeg; rigtklædte Tjenere opraabte de Fremmedes Navne. Der blev drukket Thee, givet Forfriskninger, mere paa tydsk end paa fransk Maade. Jeg hørte hende ogsaa tale Tydsk; Victor Hugo havde sagt mig, at han havde hørt hende tale det med Rothschild, jeg spurgte hende ad, og hun svarede paa Tydsk: »jeg kan læse det! jeg er født i Lothringen, jeg har tydske Bøger; see her!« og hun viste mig Grillparzers »Sappho«, men fortsatte derpaa strax Samtalen paa Fransk. Hun yttrede Lyst til at spille Sapphos Rolle; talte derpaa om Schillers »Marie Stuart, hvilken Rolle hun havde udført. Jeg saae hende deri og uforglemmelig er mig især den kongelige Storhed, hun næsten blev høiere og mægtigere derved, idet hun i Scenen med Elisabeth sagde:

»Je suis la reine! - tu es - tu es - Elisabeth!« den Haan, der laae i Betoningen af Ordet Elisabeth, var mere end Lange Vers og Ord kunne udmale. Iøvrigt var det især hendes Fremstilling i sidste Act, som overraskede mig, hun gav denne med en Sandhed, en Ro, som en nordisk eller germanisk ægte Kunstnerinde vilde give den, men just i denne Act behagede hun mindre Franskmændene. »Mine Landmænd« sagde hun til mig, »ere ikke vante til denne Maade, og dog kun paa den alene kan den gives; man kan ikke være en Rasende, idet Hjertet er ved at briste af Sorg, og man for evig tager Afsked med sine Venner!«

Hendes Salon var meest decoreret med Bøger, og disse vare alle, prægtigt indbundne, opstillede i rige Glasskabe. Paa Væggen hang et Maleri, der forestillede det Indre af Theatret i London, hvor hun stod forrest paa Scenen, og Blomster og Krandse blev hende tilkastede; under dette Maleri hang et smukt lille Bogskab med, hvad jeg kalder »den høie Adel blandt Digterne«, der var Goethe, Schiller, Calderon, Shakespeare etc. Hun gjorde mig mange Spørgsmaal om Tydskland og Danmark, om Kunst og Theater, og med et venligt Smiil omkring den alvorlige Mund og en hjertelig Nikken opmuntrede hun mig, naar jeg, i min Klattren i det franske Sprog, et Øieblik holdt op for at samle mig og finde Udtrykket. »Bliv kun ved!« sagde hun. »De taler ikke godt Fransk! jeg har hørt Fremmede tale mit Sprog bedre, men det har tidt ikke interesseret mig saameget som her; jeg forstaaer hos Dem fuldkommen Sjælen, og den er Hovedsagen, den interesserer mig just hos Dem.«
Da vi sidste Gang skiltes, skrev hun i mit Album:

L'art c'est le vrai.
J'espère que cet aphorisme ne semblera pas paradoxal a un écrivain aussi distingué que Monsieur Andersen.

Paris le 28 Avril 1843.

Rachel.

Fortsættes her