For at stille Læserne paa deres rette Sted havde jeg, som sagt, betitlet de første Hefter: »Eventyr, fortalte for Børn«, jeg havde sat mine Smaafortællinger paa Papiret ganske i det Sprog, med de Udtryk, i hvilke jeg selv mundtlig havde, fortalt dem, for de Smaa og var kommen til den Erkjendelse, at de meest forskjellige Aldere gik ind herpaa; Børnene morede sig meest ved, hvad jeg vil kalde Staffagen, den Ældre interesserede sig derimod ved den dybere Idee. Eventyrene bleve en Læsning for Børn og Voxne, hvilket jeg troer, i vor Tid, er Opgaven for Den, der vil skrive Eventyr. De begyndte at finde aabne Døre og aabne Hjerter; og nu udslettede jeg: »fortalte for Børn« og lod følge tre Hefter »nye Eventyr«, hvilke jeg alle selv havde opfundet, og som bleve optagne herhjemme med al Erkjendelse, jeg kunde ikke ønske en større, og følte ordenlig Angest derved, en Frygt for, ikke at kunne ved hvert nyt Hefte hævde en saa opmuntrende Dom. Det var »Fædrelandet«, der først af alle danske Blade og Skrifter gav mig en hædrende, erkjendende Anmeldelse, da første Hefte af nye Eventyr med »den grimme Ælling«, »Nattergalen« etc. udkom, det var »Fædrelandet«, som senere omtalte Udlandets store Velvillie for disse mine Digtninger; saaledes meddeelte det 1846 - donske Blad, »The Atheneum«, der er bekjendt for Upartiskheden af sine Critiker over engelske Skrifter, anmeldes oversættelsen af Andersens Eventyr paa følgende Maade: Skjønt det vel vilde synes en Grille, kunne vi dog nok forsvare den Paastand, at den meest passende Form for en Anmelde af dette Værk vilde være en Alfemelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans Oberon, eller som Liszt improviserende kan hviske i en mild, begeistret Stemning. E almindelig Cheapside-Anmeldelse er for fiirkantet, for skarp for »ugracieus, til at indbyde fiintfølende Læsere til Blader der ere saa fulde af Fortryllelse, som disse. Kan Verden blive gammel, kan Digteren (som Nogle klage over) være udartet til et Maaneskinsvæsen, der spilder sin Tid med at rode i »Forfædrenes Grave efter deres skjulte Rigdomme, naar Skatte, der ere saa udsøgte som disse, endnu fra Tid til anden komme »frem for Dagens Lys.« c. s. v.

Hvilken Modsætning, mellem den første Dom hjemme og den første Dom ude! Det var den aandfulde P. L. Moller, som her i Danmark varmt og levende udtalte sig om Eventyrene, ja var saa godt som den Eneste, der paa den Tid vovede paa Tryk at udtale sig rosende over mig som Digter; i dansk Pantheon, hvortil han skrev de fleste Biographier, stillede han mig høit og hæderlig; men hans Dom i det Hele, og over mig, var ikke dengang stort respecteret, man var ham imod, da han i mange Anskuelser slet ikke fulgte Øjeblikkets Strømning; imidlertid, det var en offentlig Stemme for og ikke imod, om mine »Eventyr« taltes godt hjemme og ude, og derved efterhaanden vandt jeg Kraft til at modstaae de Krænkelser, der kunde komme, jeg havde faaet fast Fod. Der strømmede et vederqvægende Solskin ind i mit Hjerte; jeg følte Mod og Glæde, opfyldtes af en levende Trang efter endnu mere at udvikle mig i denne Retning, trænge ind i Eventyrets Natur, end mere at lægge Mærke til den rige Kilde i Naturen, jeg havde at øse af, og man vil vist, følger man den Orden, hvori mine Eventyr ere skrevne, føie en Fremadskriden, see en mere klar fremtrædende Ides, en større Maadehold i at benytte Midlerne, og om jeg tør sige det, mere Sundhed og Natur-Friskhed.

Som naar man Skridt for Skridt hugger sig en Vei opad en steil Klippe, havde jeg i Hjemmet fra en Side hugget mig fremad, og saae mig nu indrømmet og erkjendt en bestemt, sikker Plads i mit Fædrelands Literatur. Denne Erkjendelse og Mildhed hjemme udrettede mere hos mig end al haard skaanselløs Critik. Inden i mig selv blev det klar Dag, der kom en Ro, en Erkjendelse af, at Alt, selv det Bittre i Livet, havde været nødvendigt for mig til min Uddannelse og Lykke.

Eventyrene gik over i de fleste europæiske Sprog, flere Udgaver og Oplag paa Tydsk, ligesom ogsaa paa Engelsk og Fransk, fulgte og ere vedblevne indtil den sidste Tid; Oversættelser ere udkomne ogsaa paa Svensk, Flamsk, Hollandsk o. s. v. og det har saaledes viist sig, at jeg ved at gaae den mig af vor Herre viste Vei, er gaaet rigtigere end ad den Critiken anviste mig, »at studere franske Mønstre«; havde jeg fulgt disse, var jeg neppe bleven oversat paa Fransk og som Tilfældet er, i en af de franske Udgaver, stillet sammen med Lafontaine og mine Eventyr med hans »fables immortelles«; » - nouveau Lafontaine, il fait parler les bêtel avec esprit, il s'associe à leurs peines, à leurs plaisirs, semble devenir leur confident, leur interprète, et sait leur créer un langage si naïf, si piquant et si naturel qu'il ne semble que la reproduction fidèle  de ce qu'il a veritablernent entendu»; Heller ikke vilde jeg have opnaaet, i det mindste i een Retning, at øve nogen Indflydelse paa mit Fædrelands Literatur, hvilket jeg haaber at have gjort; Udlandet selv tillægger mine Digtninger et saadant Værd for dets Literatur, jeg sigter her fornemlig til den dygtige Critiker Julian Schmidts: »Geschichte der deutschen Nationalliteratur, Leipzig 1853,« hvor han omtaler dette og særlig fremhæver »Eventyrene« og »Billedbog uden Billeder«. Ved den nyere Tids Stræben efter - siger han - at gjengive den reelle Verden i bestemte og tiltrækkende Omrids, var det naturligt, at Poesien kastede sig i den phantastiske Verden, for i den at finde en Natur, man kunde have Glæde af, og fordybede sig i Detaillen, i Det, der var Smaat i Naturen og Menneskene.

»Diese Freude am Detail, dieses sinnige und geistvolle Auge für das Kleinleben der Natur und der Seele ist es, was Andersen eine berechtigte und werthvolle Stellung in der Entwickelung der neueren Literatur giebt. In der Regel finden Dichter deren Virtuosität  in's »Kleine geht, bei einer fremden Nation schwer Eingang, weil in ihrem Detail eine Menge von Beziehungen vorkommen müssen, die dem Fremden nicht verständlich sind. Andersen aber hat in Deutschland so viel Wohlwollen gefunden dass er hier fast ebenso zu Hause ist, wie in seinem Vaterland Seine Poesie kam gerade zur rechten Zeit für Deutschland um zu zeigen, dass man noch Freude an den Gegenständen haben könne. Seine Märchen sind mit Recht in alle Kreise des Volks eingedrungen. Ihre humoristisch - phantastische Färbung ist ganz frei von aller Geziertheit, und nur sehr selten wird der Dichter sentimental, die Einfälle sind überall ebenso zierlich als überraschend; seine zahlreichen, bunt ausgeführsten
»haben ebensowenig von dem bittern Ernst des wirklichen Lebens, all von dem farblosen Idealismus eines aus Modejournalen copirten Märchenbildes. Allerliebst ist es, wie Dichter mit dem Pantheismus einer gemüthvollen Kinderseele die ganze Welt humanisirt, von der Sonne und den Planeten bis herab zu einem Pantoffel und einer schmutzigen Gaslaterne. Es ist nicht die bequeme Manier, einem beliebigen, belebten oder unbelebten Gegenstand, Worte in den Mund zu legen und wohl oder übel einen Dialog zwischen vernunftlosen Wesen hervorzuspinnen; wir werden ernstlich in die Seele der Tische Stühle, Violinen, Elfen, Kobolde versetzt, wir fühlen des Dichters psychologischen Blick bis in die alte abgebrochene Stopfnadel hinein; wir empfinden lebhaft, wenn dieser Kater, dieser Contrabass, dieses Immergrün Gedanken hätte, so müssten sie »so, und nicht anders denken. Selbst dem, alten Peter Schlemihl und seinem verloren gegangenen Schatten weiss Andersen eine neue humoristische Seite abzugewinnen. Andersen ist eine ächte Dichternatur, welche die verkehrte Welt der Romantik mit Anmuth und Grazie zu einem harmonischen Bilde umschafft.« o. s. v.

Fra 1834 til 1852 fulgte »Eventyr« i forskjellige Hefter og flere Oplag, da udkom de samlede i en illustreret Udgave, den senere nye Række er fremtraadt under Benævnelsen »Historier«, et Navn, der ikke vilkaarligt er valgt, men herom, ligesom om »Historier og »Eventyr«, senere endnu nogle Ord.
Forfatteren til »Neapel und die Neapolitaner«, Dr. C. A. Mayer har, allerede 1846, i en temmelig omfangsrig Anmeldelse i »Jahrbücher der Gegenwart«, September og October Heftet, under Overskrift: »Andersen und seine Werke,« med stor Interesse udtalt sig om mine Eventyr; denne Afhandling, der i alle Tilfælde er hædrende for dansk Literatur, synes ikke bemærket eller kjendt herhjemme, den slutter med at stille mine Eventyr-Digtninger paa deres Plads i den tydske Literatur.

»Das Märchen Andersens in seiner vollsten Entfaltung füllt »die Kluft zwischen den Kunstmärchen der Romantiker und den »Volksmärchen, wie es die Brüder Grimm aufgezeichnet haben! «

Den Plads, Anmelderen her saaledes indrømmer mine Eventyr, er saa stor, saa hædrende, at jeg kunde ønske, at den i Tiden maatte hævde sig som sand, dog det tør jeg troe, man vil altid indrømme, at der, hvor han peger hen, stæbte jeg efter. *) Bilag IV.
 

Fortsættes her