I Bonn, hvor jeg overnattede, besøgte jeg næste Morgen den gamle Moritz Arndt, der senere blev os Danske »saa gram«; jeg kjendte ham da kun som Digteren til den skjønne kraftige Sang:

»Was ist des Deutschen Vaterland!«

Jeg traf en kraftig, rødmusse Gubbe med sølvhvidt Haar, han talte Svensk med mig, det svenske Sprog havde han lært, da han, som Flygtning for Napoleon, gjestede vort Naboland; der var Ungdom og Raskhed i Gubben; jeg var ham ikke ubekjendt, og det lod til, at det, at jeg var fra et af de skandinaviske Lande, gav ham større Interesse for mig. Under Samtalens Løb blev en Fremmed meldt, Ingen af os hørte ret Navnet; det var en ung, smuk Mand met et solbrændt, kjækt Ansigt, han satte sag stille ned indenfor Døren, og først idet Arndt fulgte mig ud, og Manden reiste sig, udbrød den Gamle fornøiet: Emanuel Geibel! - ja, det var ham, den unge Digter fra Lübech, hvis friske, deilige sange i kort Tid klang gjennem de tydske Lande, og hvem ogsaa Kongen af Preussen havde givet en Slags Pension ligesom Freiligrath; til ham, i St. Goar, vilde just Geibel, og der tilbringe flere Maaneder. Nu kom jeg ikke strax bort, det nye Digterbekjendtskab blev gjort. Geibel var saa smuk, kraftfuld og frisk; saaledes som han der stod, ved Siden af den kjernesunde Digtergubbe, saae jeg i de To, den unge og gamle lige friske Poesie. Rhinskviin blev hentet fra Kjælderen, den grønne Bokar svømmede deri, det var »Maitrank« og til Mai, til Vaarens Priis, gav den gamle Skjald mig et Vers med paa Veien.

Drum, mein Lenz, sollst Du nicht schweigen,
Klinge, Mai, mit Freudenschall!

Klingt mit Pfeifen, Flöten, Geigen,

Kuckuk. Lerch und Nachtigall!

Deutschlands Frühling, er wird kommen!

Fur die Wälschen klingt Schassab!

Allen Guten, Tapfern, Frommen,

Leg' ich diesen Wunsch auf's Grab.

Mit diesem meinen letzten Vers grabe ich

einem frommen, kindlichen, nordischen

Mann meine Erinnerung ein.

E. M. Arndt aus Rügen.
 

Bonn, den 19. Mai 1843.

»The child of fortune«, har engang en engelsk Forfatter kaldt mig, og taknemlig maa jeg erkjende det meget Glædelige, jeg har modtaget i mit Liv; det Held at mødes med og kjende til de Ædleste og Bedste i min Tid; jeg fortæller dette, som jeg tidligere har fortalt om det Fattige, det Ydmygende, det Trykkende, jeg har prøvet; denne Meddelen om Glæde og Hæder have Nogle kaldt hos mig Hovmod, Forfængelighed, hvor aldeles urigtig er det at 1ægge det hen under disse Benævnelser.

Det er udefra, at al den omtalte Erkjendelse og Hæder er bragt mig, man vil maaskee spørge herhjemme, om jeg da aldrig blev angreben i Udlandet? Og jeg maa svare »Nei!« egentligt Angreb havde jeg dengang endnu aldrig truffet paa, man havde herhjemme Intet viist mig, og saa maa der vist endnu Intet have været, et eneste undtagen, vel givet i Tydskland, men født i Danmark, netop født, medens jeg dennegang var i Paris. En Tydsker, Hr. Boas, bereiste da Skandinavien og skrev en Bog derom, han gav i den en Slags Udsigt over dansk Literatur og lod samme ogsaa aftrykke i »Grenzboten«, deri er jeg som Digter og Menneske bleven, syntes det mig, temmelig haardt medtagen. Flere danske Forfattere, f. Ex. Christian Winther, havde ogsaa Ret til at beklage sig. Af Smaalivets Snik-Snak i Kjøbenhavn havde Hr. Boas øst; hans Bog vakte Opmærksomhed her, men Ingen vilde gjælde for at have været hans Meddeler; ja, Digteren H. P. Holst, med hvem man af hans Bog seer, at han har reist i Sverrig, og som i Kjøbenhavn modtog ham, gav i denne Anledning i »Fædrelandet« den Erklæring, at han ikke havde nogen Forbindelse med Hr. Boas. Denne unge Mand skal her i Kjøbenhavn, er der sagt mig, have sluttet sig til nogle af de unge Mennesker, som dengang hørte til en bestemt Clique, og hvad de i muntert Lag snakkede, Løst og Fast, om danske Digtere og deres Skrifter, har Hr. Boas gaaet hjem, skrevet op og fortalt i sin Bog; imidlertid er der dog nogen Sandhed heri, han giver et Udtryk af, om ikke alle, Danskes, saa dog Mængdens Dom over mig dengang, den er noget ukjærlig og haard, ikke blot over mig som Digter, men som Menneske. At det i Udlandet ogsaa var Landsmænd, som først gjorde mig opmærksom paa det, Hr. Boas havde sagt, er jo ganske characteristisk; Tydske, mellem disse Ludwig Tieck, søgte derimod at udviske den ilde Stemming, det Skrevne satte mig i: man forsikkrede, at jeg alt havde et stort Publicum i Tydskland, og at den opfattede god, Mening om mig ikke kunde lide, ved at Hr. Boas nedsatte mig med Attester fra Kjøbenhavn. Jeg har i »das Märchen meines Lebens« udtalt mig herom og der tilføiet, hvad jeg ogsaa her kan gjentage, at jeg er vis paa, var Hr. Boas kommen et Aar senere til Kjøbenhavn, da vilde maaskee hans Dom om mig lydt anderledes. I et Aar vexler meget, just Aaret efter steg min Bølge, da udgav jeg »nye Eventyr«, der bragte en, indtil dette Øieblik, fast og hædrende Mening om mig i mit Fædreland, ja fra den Tid at regne, har jeg Intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhaanden faaet og faaer al den Erkjendelse og Gunst, jeg kan fortjene, ja maaskee lidt Mere endda.

Det er mine »Eventyr«, der ubetinget i Danmark sættes øverst af Alt, hvad jeg har leveret. Jeg maa derfor dvæle lidt ved disse Digtninger, der ved deres første Fremtrædelse slet ikke her blev opmuntrende modtaget, men først siden, som sagt, erholdt deres store Erkjendelse.

I »Harzreisen« finder egentlig mit første »Eventyr« under Afdelingen Braunschweig, hvor det fremtræder ironiserende med Dramaet »drei Tage aus dem Leben eines Spielers« i samme Bog sees ligeledes Elementerne til »den lille havfrue«; Beskrivelsen af »Alferne paa Lyneborghede« hører ganske til eventyrdigtningen, Noget, Anmelderen i »Jahrbücher der Gegenwart 1846« alt bemærker og fremhæver.

Kun et Par Maaneder efter at »Improvisatoren« 1835 udkom, fulgte det første Hefte »Eventyr«, der ikke blev stort anseet, ja, som sagt, man beklagede endogsaa, at en Forfatter, der nylig havde gjort endog et Slags Skridt fremad i »Improvisatoren«, strax igjen sank tilbage og kom med Noget saa barnagtigt som disse Eventyr. Her hvor jeg vistnok fortjente Roes, Erkjendelse og Opmuntring, idet min Productivitet brød frem i en ny Retning, fik jeg kun Dadel; Flere af mine Venner, hvis Dom jeg satte Priis paa, raadede mig ogsaa aldeles fra at skrive Eventyr, man sagde almindeligt, at jeg ikke havde Talent derfor, og at det ikke var Noget for vor Tid, Andre meente, at vilde jeg forsøge mig deri, burde jeg studere de franske Eventyr-Mønstre. »Maanedskrift for Litteratur« omtaler aldeles ikke mine Eventyr og har aldrig nogensinde gjort det, Tidsskriftet »Dannora«, for Critik og Anticritik, redigeret og udgivet af Joh. Nik. Høst, var 1836 det eneste, som gav en Anmeldelse, der nu lyder ganske morsom, men dengang naturligviis bedrøvede mig; Anmelderen siger, »at disse Eventyr ville kunne more Børn, men det er saa langt fra, at disse, deri ville kunne finde nogen Opbyggelse, at Anmelderen end ikke tør indestaa for denne Læsnings Uskadelighed. Idetmindste vil vist Ingen paastaae, at Barnets Tact for Sømmelighed skærpes, naar det læser om en Prindsesse, der sovende rider paa en Hunds Ryg hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortæller denne smukke Tildragelse »som - en underlig Drøm; o. s. v.« Eventyret »Prindsessen paa Ærten« finder Anmelderen savner Saltet og del forekommer ham, - »ikke blot udelicat, men endog uforsvarligt, forsaavidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at »saa høi en Dame altid maa være forskrækkelig ømskindet.« Anmelderen slutter med det Ønske, at Forfatteren »ikke fremdeles vil spilde sin Tid paa at skrive Eventyr for Børn. Disse paatrængte sig mig imidlertid saa levende, at jeg ikke kunde opgive det. Jeg havde i det først udkomne Hefte ligesom Musæus, men paa min Maade, givet gamle Eventyr, hvilke jeg havde hørt som Barn; den Tone, hvori de endnu klang for mig, var mig den naturligste, men jeg vidste nok, at den lærde Critik vilde dadle dette Sprog; for altsaa at stille Læseren paa et Standpunkt, kaldte jeg dem »Eventyr, fortalte for Børn, uagtet min Mening var, at de skulde være baade for Børn og Ældre; det første Hefte sluttedes med eet originalt: »lille Lises Blomster«, dette havde man mindst at udsætte paa, uagtet det dog er temmelig beslægtet med Hofmann, og har allerede ogsaa sin Rod i »Fodreisen«.

Min Lyst og Trang til at skrive Eventyr tog til, jeg kunde ikke lade del være; det lille Glimt Venlighed, Enkelte viste ovennævnte selvopfundne Eventyr, fik mig til at forsøge mine Kræfter i saaledes at digte flere; Aaret efter udkom et nyt lille Hefte og snart et tredie, hvori endnu var del største af de opfundne, nemlig »den lille Havfrue«. Ved dette Eventyr især blev Opmærksomheden vakt, denne tiltog ved de følgende Hefter, hver Juletid udkom eet, og snart hørte det næsten til, at paa et Juletræ maatte mine Eventyr ikke savnes. Hr. Phister og Jomfru Jørgensen gjorde endogsaa Forsøg paa at fortælle enkelte af Eventyrene fra Theatret, det var noget Nyt og en Afvexling for de til Overmættelse hørte Declamationsnumere. Det tog sig ud, og blev især i den seneste Tid særdeles vel optaget, derimod ikke strax. En af Tydsklands betydeligste Æsthetikere talte engang med mig om disse Fortællinger fra Scenen og skattede det høit, idet han derhos tilføiede, at det danske Publicum maatte være et meget dannet, smagfuldt Publicum, som saaledes kunde nyde Kjernen uden al Glimmer-Skal, jeg kunde have svaret, men gjorde del ikke: det er neppe Eventyrene, man der giver Bifald, men den høitskattede, Kunstner eller Kunstnerinde, der fortæller dem.
 

Fortsættes her