Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Hjemreisen havde jeg tænkt at gjøre over det sorte Hav og op ad Donau, men en Deel af Rumelien og Bulgarien var i Oprør, det hed, at flere tusinde Christne vare myrdede; alle mine Medreisende i Hotellet, hvor jeg boede, opgav aldeles deres Reiseplan paa Donau, som jeg havde den inderligste Lyst til at prøve; Alle raadede mig at gjøre som de og gaae tilbage igjen over Grækenland og Italien. Jeg var i en svær Kamp med mig selv. Jeg hører ikke til de Modige, det er tidt sagt mig, og jeg troer det selv, dog maa jeg, erklære, at det kun er smaa Farer, som ret ængste mig, derimod under de større, og naar det virkeligt er et Udbytte, da har jeg en Villie, der trænger igjennem, en Villie, der Aar for Aar er bleven fastere, jeg skjælver, jeg frygter, men jeg gjør dog det, jeg anseer for at være det Rigtige; og jeg skulde troe, at naar man har medfødt Feighed, og dog af egen Drift bekæmper denne, saa har man gjort Sit og kan nok være sin medfødte Svaghed bekjendt. - Det var min inderligste Lyst at kjende lidt til det Indre af Landet, see i hele sin Udstrækning Donaufloden og dens af Fremmede dengang saa lidt seete Kyster. Jeg var virkelig i en stor Sjælekamp; min Phantasie udmalede mig de frygteligste Begivenheder, jeg tilbragte en tung, søvnløs Nat, men om Morgenen gik jeg til Baron Stürmer, bad ham raade mig, og da han nu meente, at jeg kunde vove det, især da to af hans militaire Landsmænd, der, da de toge alle Depescher med sig til Wien, vilde paa Veien selv, om det gjordes nødvendig, kunne erholde Hjelp og Eskorte, besluttede jeg mig til Donaureisen, og fra det Øieblik jeg havde bestemt mig, var ogsaa Frygten borte og min Tro og Hengivelse i Guds Villie aldeles Betryggelse.

Den fjerde Mai om Aftenen gik jeg ombord i Skibet, der laae ud for Serailets Have; da vi i den tidlige Morgenstund løftede Anker, fik vi den sørgelige Efterretning, at det forventede store østerrigske Dampskib, som skulde møde os, netop i denne Nat, i taaget Veir var stødt paa en Klippe i det sorte Hav og totalt forliist; derud gjennem det underdeilige Bosporus fløi vi nu afsted, prøvede Sø og Taage, laa et Døgn i Byen Kostendsche tæt ved Trojans forfaldne Vold, og kjørte saa i store Kurvevogne, trukne af hvide Oxer, hen over den øde Landstrækning, hvor vilde Hunde drev om, og hvor kun de
omstyrtede Gravstene af to Kirkegaarde viste her havde staaet Byer, dem Russerne afbrændte i Krigen 1809. Det var Dobrudscha. Den hele nu mærkelige Krigs Skueplads for Russerne og Tyrkerne tilbagelagdes i et Par Dage. I mine Tanker har jeg saaledes det bedste Kort over Donaustrækningen, den klareste Forestilling om de usle Smaabyer, de forfaldne Fæstninger, idetmindste viste de sig saaledes dengang, jeg saae hele Ruiner eller Fæstningsværker af Jord med Kurvefletning. - Til Urolighederne i Landet hørte vi først, da vi nærmede os Rustschuk med dets mange Minareter. Strandbredden var opfyldt med Mennesker, to frankisk klædte unge Mænd bleve kastede ud i Donau, de svømmede mod Land, den Ene kom op, den Anden, som Mængden kastede Stene paa, svømmede ud mod os og raabte: »Hjelp, de myrder mig!« vi laae stille midt i Floden, fik ham op, Signaler med Skud bleve givne ombord og besvaredes i Land, Byens Pascha kom ombord og tog den stakkels Franker under sin Beskyttelse. - Næste Dag saae vi fra Skibet de snebedækkede Balkanbjerge, mellem dem og os rasede Oprøret; vi hørte derom i den paafølgende Nat, en væbnet Tartar, der fra Widdin gjennem Landet førte Breve og Depescher til Constantinopel, var bleven overfalden og dræbt, en anden, troer jeg, var det ikke gaaet bedre. Den Tredie havde seet sin Eskorte splittet og dræbt, selv var han undsluppen, og kommen ned til Donau, hvor han skjult i Rørene havde oppebiet vort Dampskibs Komme; Mennesket. i sine Faareskinds Klæder, kommende op af Dyndet, og dernæst væbnet, som man siger, til Tænderne, saae ganske forfærdelig ud, da vi ved Lampelys saae ham hos os ombord, han fulgte omtrent en Dagsreise med os op ad Donau. I Widdin, Tyrkernes stærke Fæstning, var vi i Land, efter først at blive vel gjennemrøgede, for ikke at bringe dem Pestsmitte fra Constantinopel. Husein Pascha, som residerede her, sendte os alle de nyeste Nummere af »Allgemeine Zeitung«, saa at vi fra tydsk Side fik vore bedste Meddelelser om Landets Forfatning.

Som et Ur-Skovland aabnede sig Servien; vi passerede, paa smaa Baade, den mange Mile styrtende og brusende Donau, det var gjennem Jernporten, som den et Par Dagsreiser Lange Strækning kaldes; jeg har søgt at give et Billede heraf i »en Digters Bazar«. Ved Gammel-Orsova forestod Qvarantainen; Bygningen var kun indrettet til at tage mod wallachiske Bønder og ikke bedre vante Reisende, næsten alle Stuer var med Brolægning; Føden aldeles forfærdelig, Vinen endnu værre, om den kunde det; jeg deelte Stue med Englænderen Ainsworth*) en broder til Digteren , der da vendte hjem fra sin Reise i Kurdistan.

Da senere »En Digters Bazar« udkom i London, skrev Ainsworth i »The literary Gazette« af tiende Octb. 1846, paa Opfordring af Redacteuren, en Notice om vort Samliv i Qvarantainen, hvor hans Opfatten af min Personlighed viser det hjertelige Sindelag, der sætter mig i et altfor godt Lys; han fortæller dernæst, at jeg var » - very skilful in cutting out paper. The drawings of the Mewlewis, or turning dervishes, in my Asiatic travels, are from cuttings of his.«

Efter endt Qvarantaine gik det gjennem Militairgrændsen, under prægtige Castanietræer, forbi Minder fra Romernes Tider, Ruiner af Broer, Taarne og den storartede »Trajans Tavle« i Klippemuren; maleriske Grupper af wallachiske Bønderfolk vexlede med osterrigske Soldater i Mxngde og Zigeuner-Bander leirede i Klippehuler, Billed paa Billed fulgte, men da Dampskibet igjen optog os, overfyldtes dette i en saadan Grad, at man neppe kunde røre sig; det var det største Marked i Pesth, Alle strømmede derhen; det var en besværlig søvnløs, Lang Tour, men frembød Skuet af det ungarske Folkeliv; Egnen blev imidlertid mere og mere flad og havde ikke længer sin tidligere rige Afvexling eller som den siden igjen frembød op imod Presburg. Byen Theben stod i Flammer, da vi seilede forbi. Een og tyve Dage ialt havde vi været paa Donaufloden, da vi ved Prateren steg i Land og kjørte ind i Keiserstaden. Gamle Venner besøgtes, og snart over Prag og Dresden gik det mod Hjemmet. Characteristisk forekom det mig, at medens paa den hele Reise fra Italien over Grækenland og Tyrkiet til Hamborg min Koffert kun to Gange var efterseet, nemlig ved den østerrigske og ved den tydske Toldgrændse, blev den det ikke mindre end fem Gange, før jeg kom i min Stue i Kjøbenhavn, først eftersaae man den ved Indtrædelsen i Holsteen, derpaa ved Årøsund, og nu igjen da jeg steg i Land i Fyen, derpaa i Slagelse, idet jeg forlod Deligencen, og endelig, da jeg med Dagvognen kom til Kjøbenhavn; det var den Tids Skik og Brug.

Ved min Ankomst til Hamborg var just den store Musikfest; en Mængde Landsmænd traf jeg ved Table d'hôte ; idet jeg der til Vennerne ved Siden af mig talte om det deilige Grækenland, om det rige Orient, henvendte sig en gammel kjøbenhavnsk Dame til mig med de Ord: »Har De nu, Hr. Andersen, paa Deres Lange og mange Reiser seet Noget ude, der er saa deiligt, som vort lille Danmark? « - »Ja, det veed Gud jeg har!« svarede jeg, »jeg har seet Meget smukkere! « - »Fy! « udbrød hun, »De er ikke Patriot! « Jeg kom gjennem Odense netop ved St. Knuds Marked. »Det var kjønt af Dem,« sagde en skikkelig fyensk Dame, »at De har indrettet Deres store Reise saaledes, at De ogsaa fik Markedet med; ja De holder dog af Odense, det har jeg altid sagt!« - See der saae jeg ud som Patriot!

Sært greb det mig, da jeg udenfor Slagelse, min gamle Skoleby, overraskedes ved et gammelt Møde. Medens jeg var Discipel der i Skolen, saae jeg den værdige Pastor Bastholm med sin Kone stadigt hver Aften gaae samme Vandring; fra Baglaagen af deres Have hen ad Stien over Kornmarken og hjem ad Landeveien. Nu kom jeg, flere Aar efter, fra Grækenland og Tyrkiet, og idet jeg kjører paa Slagelseveien, seer jeg det gamle Ægtepar gaae den sædvanlige lille Vandring gjennem Kornmarken; det greb mig forunderligt; de gik endnu der Aar ud og Aar ind den lille Vei, og jeg havde fløiet saa langt, saa vidt omkring; den store Modsætning mellem os lagde sig forunderlig i min Tanke.

Det var midt i August, jeg kom til Kjøbenhavn, og dennegang uden Angest og Liden, som Tilfældet var ved min første Hiemkomst fra Italien; jeg glædede mig ved at see alle mine Kjære, og det var mig et naturligt Udbrud: »Hjemkomstens første Øieblik er Bouquetten af den hele Reise!« »En Digters Bazar, som snart udkom, er deelt i forskjellige Afdelinger: Tydskland, Italien, Grækenland o.s.v.; paa de forskjellige Steder, saavelsom i Hjemmet, havde jeg Enkelte, jeg følte mig taknemlig forbundne, og hvis Navne særlig knyttede sig til disse Egne. En Digter er som en Fugl, han giver hvad han har, den giver en Sang, jeg vilde give en saadan til hver af disse Kjære; det var en pludselig opstaaet Tanke, født ene og alene af et taknemligt Sind. - I den samlede Udgave af mine Skrifter har jeg udeladt alle tidligere Dedicationer, og saaledes ogsaa de mange i »en Digters Bazar, uagtet disse, som man vil forstaae, havde deres Betydning.

Rantzau-Breitenburg, der havde levet i Italien, elskede dette Land, og var ved min »Improvisator« bleven mig en Velgjører, en Ven, dedicerede jeg den Deel af Bogen, der handlede om Italien; den Lærde, Digteren, Minister i Grækenland Prokesch-Osten, og Archæologen, Professor Ross i Athen, de to Mænd mellem de Mange, som der gjorde mig mit Ophold kjært, bragter den Afdeling, som omfattede Grækenland. Til hvad jeg havde givet om Orienten var Dedicationen:»til den østerrigske Internuntius, Baron von Stürmer i Constantinopel, ved hvis Gjestfrihed jeg i Orienten fandt mit Norden, og Skandinaviens store Digter Adam Oehlenschläger i Kjøbenhavn, ved hvis »Aladdin« og »Aly og Gulhyndy« jeg tidligt i mit Norden fandt Orienten, bringer jeg med taknemmeligt Hjerte disse Billeder«. Foran »Donaufarten« skrev jeg: Pianoets Fyrster, mine Venner, Østerrigeren Thalberg og Ungareren Liszt, foredrager og indvier jeg dette »Donau-Thema med Kyst-Variationer« »Hjemreisen« var bragt »den elskværdige Forfatterinde til Teckningar ur hvardagslifvet, Frøken Fredrika Bremer i Stockholm og min Velgjører, Conferentsraad Collins aandrige Datter, Fru Ingeborg Drewsen i Kjøbenhavn, hvis ægte søsterlige Sindelag og Deltagelse for mig ofte drog mine Tanker til Hjemmet«.

Man vil vistnok nu let forstaae min Tanke med disse Dedicationer, men da Bogen kom ud, vilde man det ikke; disse Tilegnelser dvælede man især ved og havde her et fornyet Beviis paa Forfængelighed; jeg vilde, sagde man, prale med Navne og Forbindelser, nævne betydelige Personer som Venner. Bogen blev imidlertid læst, men nogen egentlig Critik over den kom der ikke; kun et Par Dagblade udtalte sig; man havde iøvrigt meest at anke over, at Bogen var for rig: »den Bog skulde have udgaaet i mindre Afdelinger, saa at den langsommere kunde fordøies!« sagde en klog, beregnende Forfatter til mig, »den vilde da anderledes have behaget«.

Fortsættes her