Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Collin var ikke længer Theaterdirecteur; Molbech, var af Censor-Magten den meest skrivende, meest haarde; jeg vil troe, at i Tidens Løb, de skrevne Censur-Bøger, som Theatret opbevarer og hvori Molbech har udtalt sig over forkastede og antagne Stykker, vil give den mærkeligste Characteristik, og læser man saa, hvad han senere skrev og lod trykke, da han ikke længer var Theaterdirecteur, og Heiberg forkastede et Arbeide af hans Søn, hans Yttringer der om Pligter mod det unge Talent, saa har man den Stemme, der i høieste Grad kunde og burde have lydt til ham selv, i hans Vilkaarligheds Dage. At han brød Staven over Alt, hvad jeg skrev, maatte jeg vente, kun at det skete paa den sædvanlige og vistnok fra Theaterdirectionens Side rigtige Maade; naar et Arbeide forkastes, bruges den Form, at Directionen »ikke finder sig foranlediget til at antage vedlagte Arbeide! « den indlader sig ikke paa Grunde, og det vilde ogsaa i mange Tilfælde blive høist vidtløftigt: jeg derimod fik et langt Brev, der umuligt andet end maatte være dicteret af Molbech, ret, con amore, sat sammen for at sige mig - ikke Venligheder, som han kunde det; for nu at faae et Stykke paa Scenen, var der ikke andet for, end at give dette til Skuespillernes Sommer-ForestiIlinger. Til en Decoration, malet til Hertz's Vaudeville »Flugten til Sprogø«, som ikke gjorde Lykke, skrev jeg i Sommeren 1839 Vaudevillen »den Usynlige paa Sprogø«. Den overgivne Lystighed i Stykket tiltalte, det vandt saaledes Publicums Yndest, at det foranledigede Directionen til at optage det i Repertoiret, og det let skizzerede Arbeide fløi med Bifald over Scenen, og opnaaede en Række Forestillinger, jeg aldrig havde anet *)

*) I Vinteren 1855 er det paa Casinos Theater, givet med stort fornyet Bifald i gjentagende Forestillinger.
 

, men dette Bifald hjalp mig ikke det mindste hos Directionen, og jeg havde den Ærgrelse, at hvert nyt dramatisk Arbeide blev forkastet; desuagtet opfyldt af Ideen og Handlingen i den lille franske Fortælling »les épaves«, besluttede jeg at behandle samme dramatisk, og da tillige at vise, hvad man saa ofte havde villet negte mig, at jeg dog besad Stadighed til med Flid at gjennemarbeide et Stof; jeg skrev derfor et fem Acts Stykke paa rimede Vers, ja enkelte Steder deri paa Paludan-Müllers Maade i lyrisk Flugt tre fire Riim; jeg troede ogsaa nok at kunne, som en Fugl i Luften, bevæge mig i Sproget. Det var et fremmed Stof, en rig dramatisk Handling laae deri, og min Lyrik behang det saaledes med friskt Grønt, at det næsten ganske syntes fra min Urtegaard, og kan der i Vers lægges Musik, saa idetmindste forsøgte jeg her at underlægge Stoffet Sprogets Musik, og lade en andens Digtning ved denne i ny Form omplante paa Scenen; jeg følte, at den givne Fortælling var gaaet over i mit aandelige Blod, før jeg gav den for Scenen, jeg antog, at man skulde ikke paa den Maade som før, da jeg benyttede Walter Scotts Romaner, kunne sige, at det kun var »tilskaaret« eller »forskaaret« for Scenen. Stykket blev skrevet, og læst for flere ældre Venner, aandfulde Mænd, som gav det stort Bifald, et Par af de Skuespillere, som jeg ønskede skulde optræde i det, hørte mig læse det og fik stor Intesse derfor, især Hr. Vilhelm Holst, hvem jeg ønskede skulde udføre Hovedrollen; han var en af de Scenens Kunstnere, som venlig og deeltagende kom mig imøde, og som jeg skylder at udtale min Tak og Erkjendelse.

I Frederik den Sjettes Forgemak udtalte en af vore høiere Embedsmænd fra Vestindien sig mod Stykket, hvis Indhold han havde hørt om, at det var ikke af dem, man burde give paa et kongeligt Theater, da det vilde være af skadelig Indflydelse paa de Sorte paa vore vestindiske Øer; »men det skal heller ikke opføres paa de vestindiske Øer! « svarede man ham.

Stykket blev nu indleveret og naturligviis forkastet af Molbech; vel var det bekjendt nok i Publicum, at hvad han opelskede for Scenen, visnede snart, men hvad han smed som Ukrud hen i Gangen, tidt bleven Blomst for Haven; hans Forkastelse havde saaledes ingen skadelig Betydning, det var altid en Trøst. Meddirecteuren Geheime-Etatsraad Adler, en Mand med Smag og Billighed blev mit Arbeides Beskytter, og da der, ved de Flere der havde hørt mig forelæse det, allerede var en særdeles gunstig Dom om det i Publicum, blev det efter nogen Talen frem og tilbage, bestemt til OpføreIse. Dog før dets fuldkomne Antagelse kom, var en lille Scene, ligesaa characteristisk som komisk, og som jeg her vil opbevare.

Der var en Mand, meget brav, men ikke Æsthetiker, dog, hans Dom over Stykket vilde betydeligt gjøre Udslaget - han sagde mig, at han meente mig det godt, men havde endnu ikke læst mit Stykke; der ere saa Mange, der tale for det, men Molbech har skrevet et heelt Ark imod det - og nu maa jeg ogsaa sige Dem, det er jo skrevet efter en Roman, De skriver selv Romaner, hvorfor opfinder De da ikke selv en Historie til Deres Stykke. Dernæst maa jeg sige, at Eet er at skrive Romaner, et Andet Komedier, i dem maa der være Theater-Effect, er der nogen i Mulatten og nogen, som er ny. Jeg søgte at gaae ind i Mandens Fordringer og Ideer, og svarede, »der er et Bal!« »Ja, det er meget godt, men det har vi i »Bruden«, er der noget ganske Nyt?« - »Der er et Slavemarked!« sagde jeg. »Slave-Marked, det har vi nok ikke! ja det er Noget! jeg skal være retfærdig mod Dem. Det Slave-Marked tiltaler mig!« - og jeg tror, at dette Slavemarked lagde det sidste nødvendige Ja til Mulattens Antagelse.

Efter Læseprøven paa Scenen sendte Skuespiller Holst mig
efterfølgende smukke Digt til Taksigelse.

Til Digteren Andersen.
jeg hørte - og endnu for Øret toner
En sælsom Raslen, som da hist jeg sad,
Hvor lette Luftstrøm gjennem Palmens Kroner,
Kun Flippen løfte kan af brede Blad.
Jeg saae den yppige Natur i Skovens Skygge,
Paa Marken det af Solen brændte Straa.
Jeg Papegøjen hisset saae at bygge,
Og her Kaninen, som bag Sukkerrøret laae.
Jeg Hytten saae, som sorte Brødre huser,
I Pjalter laae de - - dog, for Hytten Døren luk!-

Jeg hørte Møllens Klappren, naar den Røret knuser,

Bombaiens Pidskeslag og Slavens Suk.
Jeg følte, hvad jeg ikke kan forklare,
Mit Hjerte blødte ved de Armes Nød,
Mens et usynligt Vingepar mig bare
Og Harpetoner for mit Øre lød;
Hvad var det da? - Kan man med Vellyst dvæle

Paa Steder, som kun Rædsler kalde frem ?
Hvor Solens Hede maa hver Livslyst qvæle,
Hvor Skovens Skygge er kun Slangens Hjem!
Jo - thi hvor Poesiens Almagt troner,
Der vige maa det Grelle i Natur,
Der hæves Sjælen op til Palmens Zoner,
Og skjønne Taager er selv Fængslets Muur!
Du, gode Digter! her et Værk fremtrylte.
Ved Kraften Gud har nedlagt i din Barm,
Med gamle Minder det min Sjæl her fyldte,
Og atter tropisk Sol mig gjorde varm.
Men Solen var din Digter-Ild, som flammed,
Var din Begeistrings-Funke, som slog ned,
Og hvad af Hverdags-Livets Tant var lammet,
Nyt Liv, nyt Lys og Næring fik derved.
Hvad Livets Vexlen mig har viist, Du tænkte,
Og stolt og djærv og sand var Tankens Flugt.
Og skjøn og saftfuld er den modne Frugt,
Som Du dit Fødeland til Smykke skjænkte.
 

W. Holst.

To Aftener før Opførelsen var bestemt, nød jeg den Ære at forelæse Stykket for daværende Prinds Christian og Gemalinde, der milde og elskelige modtoge mig, og hos hvem jeg fra den Tid har modtaget mange Beviser paa Naade og Hjertelighed.

Dagen kom, det var den tredie December 1839. Placaten var udhængt, hele Natten havde jeg af Uro og i Forventning ikke lukket et Øie. Folk stod alt i Række foran Theatret for at erholde Billet. Da joge Stafetter gjennem Gaderne, alvorlige Grupper samlede sig, Sørgebudskabet lød, at denne Morgen var Kong Frederik den Sjette død. Fra Amalienborg Slots Altan forkyndtes det, og for Christian den Ottende lød et Hurra; Byens Porte blev lukkede, Armeen toges i Ed, Frederik den Sjette hørte endnu til Folkenes patriarchalske Tid; den opvoxende Slægt havde ikke endnu mistet en Konge, Sorgen og Alvoren var stor og stærkt afpræget.

I to Maaneder var Alt som i et Sørgehuus, først efter den Tid aabnedes Theatret første Gang under Kong Christian den Ottendes Regjering med mit Drama »Mulatten«. Min Bog havde jeg tilegnet Kongen, der jo alt kjendte den og havde givet den sit Bifald:

Med Mildhed lytted Du til denne Sang,
Om Aandens Kamp og Seier høit den klinger;

Du hylder Aanden, som fra Gud udsprang,

Og derfor, Konge, Dig jeg Sangen bringer.

Stykket blev godt spilt og modtaget med det meest jublende Bifald, men jeg kunde ikke strax rumme Glæden derover, jeg følte mig kun befriet fra den Spænding, hvori jeg havde gaaet og lidt, jeg aandede lettere. Mit Stykke modtoges med samme Bifald i en Række af Forestillinger. De Fleste stillede dette Arbeide høit over Alt, hvad jeg nogensinde havde skrevet, og meente, at fra nu af begyndte min egentlige Digterbane; ingen af mine Digte, eller »Improvisatoren«, »Spillemanden« o. s. v. havde Betydning mod dette Værk, kort, det fik af en stor Mængde Mennesker en Roes, stor som jeg kun havde faaet ved min første Optræden med »Fodreisen«. Denne og »Mulatten«, var indtil da de to første Vurderings, vistnok Overvurderings, Momenter i mit Digterliv. Stykket blev snart oversat paa Svensk og opført med Bifald paa det kongelige Theater i Stockholm; den svenske Digter Ridderstad skrevet Slags Efterspil dertil, i hvilket Paleme søger Hevn over sin Herre. Reisende Skuespillere gav mit Drama i de mindre Stæder i Nabolandet, en dansk Troupe, Hr. Werlighs Selskab, spillede det paa Dansk ovre i Malmø, og en stor Skare af Studenter fra Lund modtog det med Jubel. Over Sundet klang til mig venlige Hilsener i Vers og Prosa:

Du Danmarks unge svan, du Nordens Lyra,

I velljud dränk en rå forbistrings tid,
Bygg åter upp ett ljusande Palmyra,
Men på Parnassen - fullt af sol och frid.

Fyll oss med skönhet! Likasom du ville

Från mörkrets makter återföra oss;
Och bada dig i morgonrodnan, snille !
Och skrif i den vår Nords apotheos.
 

C. Adlersparre.
 

Fortsættes her