Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Jeg var just Ugen forud i Besøg hos Baron Wrangels i Skaane; de svenske Naboer modtog mig saa hjerteligt, saa inderligt velvilligt, at Erindringen herom aldrig er udslettet i mit Bryst, da modtog jeg ude den første offentlige Hædersbeviisning, der har gjort et dybt, uforglemmeligt Indtryk paa mig. Fra de Studerende i Lund blev jeg indbudt at komme til deres gamle By, her var et Festmaaltid arrangeret for mig, Taler bleve holdte, Skaaler udbragte, og da jeg ud paa Aftenen var i en Familiekreds, underrettede man mig om, at de Studerende vilde bringe mig en Serenade. Efterretningen alene overraskede mig i den Grad, at jeg skjelvede over alle Lemmer. Jeg kom ganske i Feber-Tilstand, da jeg saae den tætte Skare, Alle med deres blaa Møtser paa Hovedet, Arm i Arm at nærme sig Huset; ja, jeg havde en Ydmygheds-Følelse, en saa levende Erkjendelse af mine Mangler, at jeg ligesom følte mig trykket til Jorden, idet man hævede mig; da de Alle blottede deres Hoveder, idet jeg traadte frem, havde jeg hele min Kraft nødig for ikke at briste i Graad. I FøleIse af at være en saadan Hyldest uværdig, speidede mit Øie, om ikke hos Nogen gik Smiil om Munden, men jeg saae kun velvillige Ansigter, ellers vilde i dette Øieblik et tvivlsomt Smiil have slaaet mig den dybeste Vunde. Man gav mig Hurra, og af Talen, der blev holdt, husker jeg levende, at der sagdes: »Naar Deres eget Fædreland og Europas Lande bringer Dem Hyldest, vil De ikke glemme, at den første, der bragtes Dem, var af de lundske Studenter.« Naar Hjertet er varmt, veies ikke det stærke Udtryk, det erkjendte jeg dybt og svarede, at fra dette Øieblik følte jeg, at jeg maatte hævde et Navn, for at gjøre mig værdig til denne Hædersbeviisning. Jeg trykkede de Nærmeste i Hænderne, takkede dem saa dybt, saa inderligt, som vist nogen Tak er given, og da jeg kom ind igjen i Stuen, søgte jeg hen i en Krog for at græde ud denne Spænding, denne Overvælden af Følelsen.

»Tænk ikke mere paa det! vær glad med os!« sagde et Par af de svenske Venner, de vare Alle saa muntre, men der var kommet en Alvor i min Sjæl; tidt er Erindringen om denne Aften vendt tilbage, og intet ædelt Menneske, der læser disse Blade, vil see Forfængelighed i, at jeg har dvælet saalænge ved dette Livs-Moment, der mere udbrændte Hovmodens Rødder, end nærede dem. Mit Drama »Mulatten« skulde derpaa opføres i Malmø, Studenterne vilde see det, men jeg ilede med min Afreise for ikke da at være i Theatret. Med Tak og Glæde flyver min Tanke til den svenske Universitetsstad, men jeg selv har aldrig siden været der; de unge, fra hiin Festdag for mig begeistrede Venner, ere nu spredte over hele Landet, min Hilsen naaer til dem, som min smukkeste Hyldest knytter sig til den gamle Universitetsstad.

I svenske Aviser omtaltes den mig viste Hæder, og »Dagen« af 30te April 1840 giver et Referat fra »Malmö nya Allehanda« om Andersen, der paa en for ham og den danske Nation smigrende Maade blev modtaget af de Studerende i Lund, Langfredag, om den paa Raadhuussalen arrangerede Diner. Den svenske Anmelder slutter med:

»Vi kjende vel de hæse Stemmer, som af Misundelse og Kammeratskab hæve sig i det gode Naboriges Hovedstad mod en af dets ypperste Sønner; men disse Røster maa forstumme, Europa lægger sin Opinion i Vægtskaalen og dets Dom er endnu aldrig forkastet. Andersen tilhører som Digter ikke blot Danmark, men hele Europa, og den Hylding, som den svenske Ungdom, ved Sverrigs søndre Universitet, bragte ham, turde vel - saa haabe vi - gjøre den Braad uskadelig, hvormed Smaalighed og Misundelse i hans eget Fædreland søger at gjøre hans Laurbær til en Tornekrands. Og hermed sige vi den elskelige Skjald et hjerteligt Farvel, og forsikrer ham om, at sand Beundring og broderlig Trofasthed altid skal komme ham imøde, hvorsomhelst han sætter sin Fod paa vort Fædreland, det gamle Sverrigs, Jordbund.«
 

Da jeg kom hjem igjen til Kjøbenhavn, mødte jeg hos enkelte af mine ældre, prøvede Venner, den inderligste Deeltagelse, jeg saae Taarer i deres Øine; de sagde mig, at især glædede det dem, at see Maaden jeg optog den nydte Hæder paa; for mig er der kun een Maade, netop i Glæden flyver jeg med Tak til Gud, blød og ydmyg, bedende ham om Kraft og Dygtighed til at fortjene Sligt.

Enkelte smiilte over Enthusiasmen, Een og Anden vilde gjerne have draget det over til den lystige Side. Digteren Heiberg sagde ironiserende til mig: »naar jeg reiser til Sverrig, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faae lidt saadan Hyldest!« jeg syntes ikke om Spøgen og svarede: »Reis derover med Deres Kone! og De vil komme til det meget lettere.«

Fra Sverrig lød kun Enthusiasme for Mulatten, medens her hjemme et Par Stemmer hævede sig mod den; Stoffet var laant, hvilket ikke stod nævnt paa det trykte Titelblad; Tilfældet var Skyld heri; jeg havde skrevet det paa Manuskriptets sidste Blad, men da Dramaet selv sluttede et trykt Ark, maatte et nyt begyndes for at give denne Note, man spurgte mig fra Trykkeriet, om den ikke kunde falde bort; en af vore Digtere, jeg raadførte mig med herom, meente, at det var aldeles overflødigt, da Novellen »les epaves« var meget læst; Heiberg selv havde, da han omdigtede Tiecks »Alferne«, ikke med et eneste Ord omtalt sin rige Kilde. Paa mig tog man nu fat her; den franske Fortælling blev nøiagtig gjennemgaaet og sammenlig. net med Stykket, en Oversættelse af »les epaves« sendtes til Udgiveren af »Portefeuillen« med paatrængende Forlangende om, at den optoges, Redacteuren lod mig det vide, jeg bad ham naturligviis om at optage den. Paa Scenen vedblev Stykket at gjøre stor Virkning, men Critiken forringede mit Arbeides til. deelte Værd; den altfor store Roes, jeg havde faaet, gjorde mig Ømskindet for den, som jeg ansaae, ubillige Dadel, jeg kunde mindre taale den end før, og meente, at det ikke var Interesse i det Skjønnes Tjeneste, men kun Lyst til at ærgre mig, og at sætte mig som Forfatter ned igjen i Middelmaadighedens Digter-Sump. Ogsaa i den udkomne nye Novelle af Forfatteren til »en Hverdagshistorie«, var Begeistringen for »Mulatten« gjort latterlig, Ideen over Aandens Seier, som jeg havde udtalt der, betragtet som Pjat. Det var som bekjendt J. L. Heiberg, der besørgede Udgivelsen af disse Noveller, næsten Alle antog, at de bleve til i hans Huus, og at han maatte staae nær i Forhold til Forfatteren; vi saae, at ved første Forestilling af Dramaet »Magt og List« *) satte Heiberg paa

*) 13. Januar 1832.

Placaten sit Navn som Forfatter, men da Stykket ikke behagede, traadte han tilbage og erklærede, at det var af Forfatteren til en Hverdagshistorie, mellem hvis Skrifter det ogsaa senere er optaget; det Sidehug, her var gjort imod mig, optog jeg da, som om det udgik eller idetmindste adopteredes af Heiberg; meer og meer blev det mig en Vished, at han slet ikke syntes om mig, og jeg tog mig det nær, jeg, som saa gjerne sluttede mig til ham, erkjendte det Dygtige hos ham og desuden i den Omgivelse, jeg levede, ofte førtes sammen med ham. Beskeden og med Inderlighed nærmede jeg mig ham, der var Dagens Stjerne her hjemme, men følte mig koldt stødt tilbage. Det forekom mig i det Mindste saa, og da jeg eengang var bleven mistænksom, hvor let sammensætter man da ikke hvert let henkastet umildt Ord, seer det med det vrede Øies Mikroskop; maaskee var jeg den, der gjorde meest Uret. Den Beundring, min nærmeste Omgivelse nærede for Heiberg som Digter og Smagsdommer, havde naturligviis Indvirkning paa deres Dom over mig - og jeg var tidt nær ved at slippe mig selv, idet jeg troede, saa godt som Ingen holdt paa mig. Det er ikke Misundelse og Forfængelighed, men det er et Saar, der bløder, naar kun Eens Uvenner stadigt citeres og opløftes.

Mit Sind var iøvrigt friskt og elastisk, jeg fik just den Tid Ideen til: »Billedbogen uden Billeder« og udførte den; en lille Bog kun, men vistnok den af alle mine Bøger, ja selv mere end Eventyrerne, der efter Anmeldelser og Opslag i Tydskland synes meest at have gjort Lykke og faaet en utrolig Udbredelse. Een af dem, som der først omtalte den, tilføiede: »Mange af disse Billeder frembyde Stof til Fortællinger og Noveller, ja, en begavet Phantasie vil herfra kunne skabe Romaner; « en saadan er senere virkelig hentet herfra, idet den aandfulde Fru von Göhren har til sin første Roman: »die Adoptivtochler« laant, som hun selv vedkjender sig, Stoffet fra »Billedbog uden Billeder«, den tredie Aften, hvor Maanen fortæller om sin »Rose fra Præstegaardens Have«.
 

Ogsaa i Sverrig blev min Bog oversat, hvor den ved en tilføiet »Aften«, er dediceret mig; her hjemme blev den mindre bemærket, og saavidt jeg erindrer, var det alene Hr. Siesby, der i »Kjøbenhavns Morgenblad« forundte den nogle venlige Ord.

I England udkom et Par Oversættelser, og den engelske Critic hævede den lille Bog meget, kaldte den

»en Iliade i en Nøddeskal! «
 

Fra England har jeg seet et Prøveblad paa samme Bog som Pragtværk, den blev derved rigtignok, ligesom senere i Tydskland, »Billedbog uden Billeder« med Billeder.

Fortsættes her