Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)

Næste Dag var jeg igjen i London. - 
»High life« har jeg her seet og - »Armo«, disse ere de to poler i min Erindring. - »Armod« saae jeg personificeret i en bleg, udhungret ung Pige, i slidte, elendige Klæder, skjule sig i Hjørnet af en Omnibus, »EIendighede« saae jeg, og dog sagde den ikke et Ord i al sin Jammer, det var den forbudt; jeg erindrer Tiggerne, Mænd og Qvinder, de bare paa Brystet et stort, stivt Papir med de skrevne Ord: »Jeg døer af Sult! Forbarmelse!« De tør ikke tale, det er dem ikke tilladt at betle, og saa glide de som Skygger forbi. De stille sig foran En, og stirre med Hungerens og Sørgmodets Udtryk i det blege, mange Ansigt; de stille sig udenfor Cafféer og Conditorier, vælge een mellem Gjesterne, som de uafladelig stirre paa med et Blik, o et Blik, som Elendigheden kan have det; hun peger paa sit syge Barn og paa det skrevne Blad paa sit Bryst; der staaer: »Jeg har ikke spiist i to Dage.« Jeg saae Mange, og man sagde mig, at i mit Qvarteer var kun Faa, i de Riges aldeles Ingen, det var lukket for den stakkels Parias SIægt. Alt i London bliver Industri, ogsaa Betleriet, det gjælder om bedst at kunne drage Opmærksomheden hen paa sig, og jeg saae et Arrangement, hvorved det tilfulde opnaaedes. Her stod midt i Rendestenen, thi paa Gade og Fortog vilde han have spærret Passagen, altsaa midt i Rendestenen, en reenligkIædt Mand med fem Børn, det ene Barn mindre end det andet, alle i Sorg, med et langt Sorgeflor fra Hat og Kaskjet, alle reenligklædte i Rendestenen, og hver holdt et Knippe Svovlstikker til Salg, betle maatte de jo ikke. En anden meget hæderligere og høist indbringende Industri er at være Gadefeier, og paa de fleste Hjørner seer man en saadan med sin Kost; han feier stadigt Overgangsstedet fra Gade til Gade eller en vis Deel af Fortoget, og hvem der vil, giver ham en Penny; der skal være Qvarterer, hvor disse i Ugens Løb opsummere sig til en Formue; det er Bulwer, troer Jeg, som har skrevet en lille Fortælling om en saadan Mand, hvis Haandtering Ingen i hans Qvarteer kjender, han forlover og gifter sig med en hæderlig ung Pige, hver Dag er han borte fra sit Huus Ingen veed hvor, og bringer derpaa hver Løverdag blanke Sølvstykker hjem; Familien er i Angest og Uro, troer han er Falskmyntner, passer ham op og opdager da, at han er Gadefeier. Jeg saae selv et af Afrikas Børn, en Neger med Turban paa, øve her den ædle Feiekunst. - Det var Livet i London, jeg saae,- jeg fik et Indblik i »high life«, i de rige Sale og Trængselen paa Gaderne, Jubelen i Theatrene og, hvad der er en Deel af Nationen, Kirkerne; dog Kirker skal man see i Italien. Paulskirken i London seer betydeligere ud udenfra end indeni; den er lille imod Peterskirken, har ikke det Høitidelige som Maria Maggiore og Del Angeli i Rom. Den gjorde det Indtryk paa mig, som et herligt Pantheon, med rige, marmorne Monumenter. Over dem alle, over hver Statue herinde laae lig, som et sort Flor, det var et Slør af Kulrøgen, der var trængt herind og gav hver Statue et eget silkeagtigt Overtræk. - Paa Nelsons Monument staar en ung Figur, den strækker Haanden hen mod een af de fire Seierindskrifter, netop mod »Kjøbenhavn« som Dansk havde jeg den Følelse, at det var, som om han vilde slette den ud af sin Triumph. - Westminster gjorde paa mig et ganske anderledes storartet Indtryk, og det i sit Ydre, som i sit Indre, det er en Kirke! Skade, at der, for Englændernes Comfort, inden i den store Kirke er bygget en mindre, hvor Gudstjenesten holdes. Da jeg første Gang, gjennem er, Sidedør, traadte ind i Westminster, stod jeg netop i »the poets corner«, det første Monument, mit Øie faldt paa, var Shakespeares; øieblikkelig glemte jeg, at hans Støv ikke hvilte her, en Andagt, en Alvor fyldte mig, og jeg heldede Panden mod det kolde Marmor, ved Siden er Monument eller Grav for Thomson, til Venstre for Southey, og under Gulvets brede Stene ligge Garrick, Sheridan og Samuel Johnson. - Som bekjendt har Geistigheden ikke tilladt, at Byrons Monument fik Plads herinde. »Jeg savnede det her !« sagde jeg en Aften til een af Englands Bisper og lod, som jeg ikke vidste Grunden, »hvor kan det vare, at et Monument af Thorvaldsen, formet for Englands største Digter, ikke opstilles der?« - »Det har andetsteds en fortræffelig Plads!« svarede han undvigende. - Mellem de mange andre Monumenter i Westminster over Konger og Mægtige var der især eet, jeg altid maatte standse ved, idet jeg der, paa een af Marmorskikkelserne, saae, forunderligt ligt, bedre end endnu nogen Billedhugger eller Maler har giver det, mit eget Ansigt. Ja, det var mærkeligt ligt min Buste. En Skare Fremmede, som en Dag tilfældigviis, da jeg ogsaa stod der, saae paa den og mig, studsede og betragtede mig med Forundring; det var dem, som om den høie Herre i Marmoret gik levende i Kjød og Blod gjennem Kirkens Gange i min Skikkelse.

Allerede tidligere har jeg sagt, at det netop var i Valgtiden, at jeg opholdt mig i London, den var Skyld i, at jeg ikke traf sammen med Bulwer, Valgtiden, med alle dens Arrangementer og Udskeielser, dem vi i vort Land nok ogsaa komme efter, er første Gang seet ganske folkelig og broget. - Paa flere, Pladser og Gader vare Tribuner for Talerne opreiste. I Trængselen gik Folk med Valglister paa Bryst og Ryg, for at man kunde læse Navnene; Faner vaiede, Faner bares i Tog omkring; fra Vogne, opfyldte med Vælgere, vaiede Tørklæder og store Flag med Indskrifter. Syngende og skrigende kom mange daarligtklædte Folk i elegante Vogne, tidt med meget pynteligt Tjenerskab; det var, som Herskaberne havde ladet deres ringeste Tyende hente, som var det den gamle hedenske Festtid, hvor Herskabet selv opvarter sine Slaver. Om Tribunen er der en Trængsel, en Murren, her flyve stundom fordærvede Appelsiner, ja endogsaa Aadsler i Hovedet paa Taleren. - Jeg saae i et af de elegantere Qvarterer to unge, velkædte Mænd nærme sig Tribunen, men idet den Ene vilde stige op, sprang der Nogle til, trykkede dem begge hver Hatten ned over Øinene, dreiede dem om, og nu bleve de af hele Folkemassen, fra den Ene til den Anden, puffet og stødt fra Trihunen, ja ud af hele Gaden, saa at de slet ikke fik Lov at stille sig. - Ude i Londons Omegn, flere Mile bort, hvor jeg til Vogns gjorde et Par Udflugter, var dette Øieblikkets Opgave endnu mere fremtrædende og ene raadende. I hele Optog, saae jeg, kom de forskjellige Candidat-Partier, med stor Fane foran sig og paa hver de meest virkende Indskrifter. De Fleste vare for en Hr. Hodges, hans Navn især prangede rundtom; det ene Partie havde mørkeblaa Faner med Orange, det andet lyseblaa, og Indskrifter som: »Hodges for evig!«, »Rothschild, de Fattiges Ven!« o. s. v. Der var Musik med hvert Tog og al mulig Pøbel. En gammel syg, rystende Mand blev kjørt paa en Trillebør hen for at give sin Stemme. Paa Torvet samledes Stemmer; der var ved denne Leilighed ligesom heelt Marked, med Træ,- og Lærredstelle, hvori fandtes alskens Ting tilkjøbs; et heelt Theater blev reist op, jeg saae dem bære Skov-Coulisserne over Gaden ind i den store Thespis-Halle. - Hvad her imidlertid tog sig pynteligt ud og var som Stof til en heel Digtning, var de nydelige vandrende, eller rettere kjørende, Bissekræmmer - Huse. Den hele Huusholdning paa en Karre, med to Hjul, trukken af een Hest. Det var complet et Huus med Tag og Skorsteen; det Hele deelt i to Rum, hvoraf det bageste dannede et Slags Stue eller Kjøkken, med Talerkener og Kasseroller; her midi i Døren, udad, som paa en Omnibus, sad Konen og spandt paa sin Rok; for det aabne Vindue hang et lille rødt Gardin. Manden og Sønnen red, men styrede tillige Hesten foran det vandrende Huus.

Nuværende Baron Hambro havde udenfor Edinburgh ved Stirling - Bugten leiet et Landsted, hvor han tilbragte Sommeren, for at hans syge Kone kunde nyde Strandbade; han skrev til sin Fader, at han maatte overtale mig til at komme til ham, da jeg i Skotland eiede saa mange Venner, som der glædede sig til at see mig; jeg frygtede for at gjøre den Lange Reise, da jeg ikke talte godt nok Engelsk til saaledes ene at vove mig ud i Landet; en fornyet Indbydelse og Brev til Faderen om, at han skulde følge med, bestemte mig, og i gamle Hambros Selskab gik det nu paa Jernbanen fra London til Edinburgh; vi deelte Reisen i to Dage og gjorde York til vort Natteqvarteer. Det var »expres train«; i flyvende Flugt, uden Rast eller Hvile, der var ikke paa hele Farten Tid at komme ud af Vognen. Før sang man: »Gjennem Dale, over Bjerge«, her maatte man Synge: »Over Dale, gjennem Bjerg"! vi fløi som den vilde Hær; Landskaberne rullede sig ud om os og under os, Egnene ligne Fyen og Als, stundom gik det ind i Jorden, i uendelige, mile. lange Tunneler, hvor der for Lufts Skyld flere Steder ovenover var gjort Aabning; vi mødte uendelig mange Tog, der som Raketter susede forbi, og atter kom nye Landskaber, af mere Bjergnatur, med Teglbrænderier, hvor Ilden lyste ud af Skorstenene. - Paa Banegaarden i York hilste en Herre paa mig og presenterede to Damer, det var den nuværende Hertug af Wellington, som kjendte mig, han kom med sin Brud. - I »Black Swane« i York blev overnattet; jeg saae den gamle By med sin prægtige Kirke; saadanne maleriske Huse, med udskaaret Bjælkeværk i Gavle og Karnapper, som her, havde jeg endnu ikke seet. - Svalerne fløi i store Skarer omkring i Gaderne, og over mit Hoved min egen Fugl, Storken. - Fra York gik vi med Banetog næste Dag til Newcastle, der laae nede i en Dybde i Røg og Damp. Viaduct og Bro ved Byen vare ikke færdige endnu, vi maatte derfor Alle i Omnibus og gjennen, Staden til Jernbanen hiinsides Byen.

( 1 ) - Her var en Trængsel og Uorden. - Man faaer ikke i England, som i andre Lande, et Tegn for sit Tøi, dette maa man selv passe paa, og det var ved de forskjellige Steder, hvor der skulde ompakkes, en heel Plage. - Trængselen her var netop den Dag meget stor, vi vare saa mange Reisende, og tidligt om Morgenen var her just gaaet et Expres-Tog for Gentlemen, der med Deres Hunde droge paa Jagt i Skotland; alle Vogne til første Classe vare tagne, vi kom Een og Hver ind i anden Classe, der er saa slet den kan vare, med Træbænke og Træskodder, som man i andre Lande har dem for fjerde Classe.

Over to forskjellige dybe Dale var Veien ikke færdig, men dog istand til at kjøres paa, her var Broernes Bjælkeværk lagt paa de mægtige Colonner, og Skinnerne slaaet paa, men for Øiet var det, da al Brædeværk manglede, som foer vi hen ad et Bro-Gelænder, man saae gjennem hele det aabne Bjælkeværk ved i Dybet under sig, hvor Folk gik og arbeidede ved Flodbredden. - Endelig vare vi ved Floden, der giør Grændsen mellem England og Skotland; Walter Scotts og Burns Rige laae for os, Landet begyndte at blive bjergrigt, vi saae Havet, Jernbanen løber langs Kysten, en Mængde Baade laae derude, og endelig naaede vi Edinburgh. Ved en smal, dyb Dal, som var det en udtørret Voldgrav i stor Stiil, deles den i den gamle og den nye Stad, og nede i denne Dal gaaer Jernbanen fra London lige til Glasgow. Det nye Edinburgh har lige Gader, moderne kjedelige Bygninger, den ene Linie skærer den anden eller løber parallel med den, den har intet andet Skotsk, end at den, som Skottens Plaid, har sine regelmææssige Qvadrater, men det gamle Edinburgh er en Stad saa malerisk prægtig, saa gammel, saa skummel, saa eiendommelig. Husene, som i Hovedgaden have en to à tre Etager, vende Bagsiden ud til den Dybde, der skiller den gamle og den nye By, og her faae de samme Huse ni til elleve Etager; naar nu om Aftenen Lysene der ere tændte hos de forskjellige Beboere, Etage over Etage, og de og det stærke Gaslys straaler over Tagryggen af de andre Huse i den høitliggende Gade, da er det et eget, næsten festligt Skue, med Lys høit oppe i Luften, der just maa sees nede fra Jernbanevognen, idet man ruller ind under Edinburgh. Ud paa Aftenen kom jeg med gamle Hambro hertil; Sønnen holdt med sin Vogn i Banegaarden; glad og jublende var Modtagelsen, og i Gallop gik det igjen ud af Staden til det Lyssted i »Mount Triniti«, hvor jeg nu hos Hambros Familie skulde finde mit Hjem i Walter Scotts Land, i Burns Bjerge! en Mængde Breve laae som Bouquet til mig, Alt var rigt, hyggeligt og med den Comfort, et engelsk godt Hjem kan byde; kjære, venlige Mennesker saae jeg, deeltagende ende og hjertelige stemte for mig. Det var en lykkelig Aften i mit Liv.

Vort Huus laae midi i en Have, omgivet med lave Mure; Jernbanen fra Edinburgh løb tæt derved ud til Havbugten. Fiskerleiet her er en anselig By, men meget lig de sjællandske Fiskeres. De skotske, Fruentimmers Klædning var end mere malerisk end de Danskes; et bredstribet Skjørt var nok saa pynteligt altid heftet op, og man saae det brogede underskjørt.

Alt næste Dag var jeg som level ind i Familien; hvor man veed, naar man er en kjær, velkommen Gjest, der bliver man snart hjemme. - Livlige, elskværdige Børn fandt jeg der, den gamle Bedstefader var glad i dem; atter var jeg igjen traadt ind i et lykkeligt Familieliv, var imellem kjærlige, dygtige Mennesker. Husets Skik og Brug var i Alt ganske engelsk; om Aftenen samledes Familie og Tyende til Husandagt, en Bøn blev holdt, et Stykke af Bibelen læst for, som jeg siden saae det overalt i Familier, hvor jeg kom; det gjorde et smukt og godt Indtryk paa mig.

Hver Dag var rig paa Afvexling paa Nyheder for mig; allerede den første Formiddag begyndte det med Besøg og med at see og kjende Alt rundt om, jeg trængte vel til legemlig Ro og Hvile, men hvor kunde man hengive sig til den her, hvor der var en saadan Mængde at tilegne sig.

Fortsættes her