Se originalmanuskript nedenfor ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Med Banetoget gik vi i nogle faa Minutter til Edinburgh; Toget standsede foran en Tunnel under Bjerget, opad hvilket ligge flere af ny Edinburghs Gader, de Fleste steg ud, »er vi alt ved Maalet,« spurgte jeg. »Nei,« sagde min Ledsager, idet vi alt sattes i Bevægelse igjen, »men kun Faa gaae længere med, man har Frygt for, at Tunnel'en her ikke er stærk, at den med hele Gaden ovenpaa kan styrte sammen, og saa stige de Fleste hellere ud her; den styrter ikke, medens vi kjøre, tænker jeg!« og vi foer ind i den lange, mørke Hvæving - og den styrtede ikke dengang, men hyggeligt var det ikke; dog gjorde jeg altid Farten med frem og tilbage, hvergang jeg med Banetoget besøgte Edinburgh.

Udsigten fra den nye By til den gamle er imposant og prægtig, og frembyder et Skue, der stiller Edinburgh i malerisk Gruppering sammen med Constantinopel og Stockholm; den lange Gade, næsten kan den kaldes Quai, hvis Kløften, hvor Jernbanen løber, betragtes som et Flodleie, har hele Panoramaet af den gamle By, med sit Castel og Heriots Hospital; hvor Byen helder ned mod Havet, staaer Bjerget: »Arthur's Seat« bekjendt fra Walter Scotts Roman

( 1 ) »Fængslet i Edinburgh«; den hele gamle By selv er som en stor Commentar til disse mægtige Digtninger for alle Lande; derfor staaer ogsaa Walter Scotts Monument smukt, her hvor man fra den nye Deel af Byen seer Panoramaet af det gamle Edinburgh, det er i Form af et mægtigt gothisk Taarn, under dette sees Digterens siddende Portrait-Statue, hans Hund Maida ligger ved hans Fødder, og i Taarnets øverste Buer vise sig de nu verdenskjendte Skikkelser fra hans Skrifter, Meg Merrilies, the last Minstrel, o. s. v.

Hen over Kløften, hvor dybt nede Jernbanen er lagt mellem den gamle og nye Stad, fører en mægtig Bro, der mod Gaden berører de øverste Etager af de dybt nedefra reiste Bygninger. - Den berømte Læge, Dr. Simpson, var min Fører herinde; Hovedgaden løber hen ad en Bjergryg; de mange Sidegader fra den ere smalle, skidne og med sex Etages Huse; af sværc Kampestene synes de ældste reist; man maa tænke paa de italienske smudsige Byers mægtige Bygninger; Fattigdom og Elendighed syntes at kige ud af de aabne Luger, der som oftest tjene som Vinduer, Laser og Klude hang ud for at tørres; i eet af disse Stræder viste man en mørk, skummel, en hestestald lignende Gaard, det havde eengang været Edinburghs eneste og betydelige Hotel, hvor Konger toge ind, og hvor Samuel Johnson lang Tid havde boet. - Jeg saae Huset, hvor Burke havde levet, hvor de ulykkelige Offere bleve lokkede ind og qvalte for at sælges som Cadavere. - I Hovedgaden stod endnu, men faldefærdig, Knox's lille Huus; hans Billed udhugget, talende fra en Prædikestol, pranger paa dets Hiørne. - Forbi det gamle »Fængsel i Edinburgh«, der ikke ved sit Ydre, men ved Walter Scotts Digtning drager Øinene til sig, gaaer det ned mod Holyrood House, der ligger i den vestlige Udkant af Byen. - En lang Riddersal med slette Portraiter, kjedelige Værelser at gaae igjennem, og hvor Carl den Tiende har boet, saae jeg her; først i Maria Stuarts Sovekammer blev det mig »Holyrood House«; Betrækket derinde viste »Phaetons Fald« det har hun altsaa stadigt havt for Øie, som var det en Forudmindelse om hendes eget. Ind i det lille Værelse tæt ved var den ulykkelige Rizzio bleven slæbt for at myrdes, Blodpletter sees endnu paa Gulvet; paa hver Side var et skummelt Taarnkammer; udenfor laae Kirken, nu en deilig Ruin; Epheu, der i England og Skotland udvælder med Fylde, som jeg kun har seet det i Italien, dækker her Kirkens Mure, det seer ud som et heelt rigt Tapet; det evige Grønne snoer sig her op om Vinduer og Søiler, Græs og Blomster skyde op om Liigstenene.

Man kalde ikke disse Billeder fra Edinburgh Stykker af en Reisebeskrivelse, de ere virkeligt Dele af mit Livs Historie, de have saa levende afspeilet sig i mit Sind og Tanke, at de kun der saa ganske for mig høre hjemme; de ere ligesom Resultatet af de Dage, jeg der henlevede.

( 2 ) Under denne Beskuen af By og Bygninger, knytter sig dertil en Scene, der overraskede og fyldte mig. - Vi vare et heelt Selskab komne op i »George Heriots Hospital«, en storartet, slotsmæssig Bygning, hvis Stifter, Guldsmeden, vi ved Walter Scotts Roman »The Fortunes of Nigel« Alle kjende. Den Fremmede maa medbringe en skriftlig Tilladelse og derpaa hos Portneren selv nedskrive sit Navn, jeg skrev mit heelt ud »Hans Christian Andersen«, saaledes som jeg i England og Skotland altid nævnes. Den gamle Portner læste det og fulgte med egen Velvillie stadigt den gamle Hambro, der havde et godt, jovialt Ansigt og sølvhvide Haar, og spurgte da: om han ikke var den danske Digter. - »Saaledes har jeg netop tænkt mig ham, dette milde Ansigt, disse ærværdige Haar!« - »Nei!« svarede man og pegede paa mig, »der er Digteren« - »Saa ung!« udbrød den Gamle, »ham har jeg læst, og ham læse Drengene her! Det er mærkeligt at see en saadan Mand, ellers ere de altid gamle eller døde, naar man hører om dem!«
 

Man fortalte mig det, og jeg gik hen til den gamle Mand, trykkede hans Haand; han og et Par af Drengene, der kom til og bleve udspurgt, vidste god Besked om the ugly duck og the red shoe! - Det overraskede mig, bevægede mig, at jeg her oppe var kjendt og havde Venner blandt de fattige Børn og deres Omgivelse. Jeg maatte træde tilside for at skjule mine Taarer, Gud kjender mit Hjertes Tanker.
 

»This is indeed popularity!« siger den engelske Forfatter Boner, som i Fortalen til »the dream of little Tuk and other tales« omtaler dette Træk.
 

Redacteuren af »Literary Gazette, Jerdan, havde givet mig Brev med til den bekjendte Medarbeider af »Edinbourgh Review«, Lord Jeffrey, hvem Dickens har dediceret sin »the cricket on the hearth«; han boede udenfor Edinburgh paa sin Landeiendom, et sandt gammelt, romantisk Slot, hvis Mure og Vægge næsten skjultes af Evigtgrønt. Der brændte en mægtig Ild paa Kaminen i den store Sal, hvor Familien snart samledes, hvor Unge og Gamle kjærligt sluttede sig om mig. Børn og Børnebørn kom; jeg maatte skrive mit Navn foran i hver af de forskjellige af mine Bøger, de eiede; vi vandrede om i den store Park hen til et Punkt, hvorfra man oversaae Edinburgh, der herfra ikke er ulig Athen, her var ogsaa et Lykabettos at see, og et Akropolis. - Et Par Dage efter gjengældte hele Familien mit Besøg, de kom til »Mount Triniti«. Ved Afskeden sagde Lord Jeffrey: »Kom snart til Skotland, at vi kunne mødes, jeg har ikke mange Aar at leve i!« Døden har alt kaldt ham, vi mødtes ikke mere paa denne Jord.

Flere berømte Personligheder samledes jeg med i Selskabslivet hos Forfatterinden Miss Righby, som har besøgt Kjøbenhavn og skrevet om den, og hos den udmærkede Læge Simpson; jeg lærte at kjende de meest forskjellige Personligheder. - Jeg mødtes med den joviale Critiker Wilson; han var Liv og Lune, kaldte mig spøgende »Broder«; de meest forskjellige critiske Partier mødtes i at vise Velvillie mod mig. »Den danske Walter Scott« var det Æresnavn, Mange beærede mig uværdigt med. Forfatterinden Mrs. Crowne bragte mig sin ogsaa paa Dansk oversatte Roman »Susan Hopley«. Vi mødtes hos Dr. Simpson, hvor i den store Aftencirkel blev gjort flere Forsøg med Æther-Indaanding; det var for mig uskjønt, især at see Damer komme i denne Drømme-Ruus, de loe med aabne, døde Øine, der var noget Uhyggeligt deri, og jeg udtalte det, erkiendende, at det var en ypperlig og velsignet Opfindelse, til at benytte ved en smertelig Operation, men ikke til at lege med, gjøre Spørgsmaal, det var en Uret, var som at friste Gud; en gammel, værdig Mand sluttede sig til mig, udtalte det samme; Jeg syntes ved min Paastand at have vundet hans Hjerte; og da vi nu et Par Dage efter, tilfældigviis, mødtes paa Gaden, hvor jeg, meest for at eie en Erindring fra Edinburgh, havde kjøbt den hele hellige Bibel, en billig, smuk Udgave, blev han mig endnu mere god, klappede mig paa Kinden og udtalte sig saa varmt om mit fromme Sind, som jeg slet ikke fortjente det. -Tilfældigheder stillede mig i det Lys, han fandt smukt.

En otte Dages Tid var gaaet, jeg vilde see noget af Høilandet; Hambro, der med sin Familie skulde til et Bad paa den skotske Vestkyst, foreslog mig at være deres Gjest med paa Reisen gjennem en Deel af Høilandet og med dem see de Steder, Walter Scott har malet os i »Lady of the Lake« og i »Rob Roy«; først i Dumharton skulde vi skilles.

Paa den modsatte Side af Stirling Fjord ligger den Lille By Kirkcaldy, hvor der paa det skovbegroede Fjeld ligger en mægtig gammel Ruin, Strandmaager omflagrede den og dykkede skrigende Vingerne i Vandet, man sagde mig først, at det var Ruinen af Slottet Ravenswood, men en gammel Herre fra Byen kom til og forklarede, at det var Noget, man havde fundet paa at sige Fremmede, fordi det Navn ved »Bruden fra Lammermoor« havde faaet en mere almindelig Interesse, men i og for sig var Navnet Ravenswood et Phantasienavn af Digteren, det virkelige Sted for Begivenheden laae længere oppe i Skotland, ogsaa Navnet Ashton var et opdigtet Navn, idet den virkelige Familie levede endnu og hed Star.

( 3 ) Ruinen selv med sine skumle Fængsels-Hvælvinger, og sit yppige Evigtgrønt, der som et fast Tæppe laae hen over Muurresterne og hang sig fast ned over den ved Havet fremspringende Klippe, var saa malerisk, saa eiendommelig her, netop idet Havet ved Ebben var traadt bort, Skuet herfra over til Edinburgh saa storartet, saa uforglemmelig.

Med Dampskib sejlede vi op ad Stirling Fjord, en Nutids Minstrel sang skotske Ballader og spillede dertil paa sin Violin, det klang saa sørgeligt, og under disse Toner nærmede vi os Høilandet, hvor Klipperne laae som Forposter, Taagen lagde sig over dem, løftede sig igjen, det var som et Arrangement i Hast for at vise os Ossians Land i dets rette Belysning. Stirlings mægtige Castel, høit paa en Klippe, der synes som en gigantisk Steenfigur at være skudt ud fra den flade Slette, behersker Byen, hvis ældste Gader ere smudsige, slet brolagte og ganske som om de vare fra gammel Tid. Skotterne fortælle gjerne af deres Lands Historie, siger man; her kom ogsaa virkelig strax i Gaden, hvor Darnley' House ligger, en Skomager med Skjødskind for og gav os Oplysninger og Forklaringer om Darnley og Maria Stuart, om gamle Tider og Skotternes Bedrift. Det er en ganske storartet Udsigt, man har fra Castellet ud over den historisk berømte Slette, hvor Slaget stod under Eduard den Anden og Robert Bruce; vi kjørte hen til Høien der, hvor Kong Eduard plantede sin Standart; Efterkommerne have hugget saa mange Stumper og Stykker af Stenene, mellem hvilke den stod, at der nu, for at forhindre Fortsættelsen heraf, er lagt et Jerngitter over Resten af dem. - Nær derved ligger en fattig Smedie, det var her Jacob den Fjerde flygtede ind, sendte Bud efter en Præst og skriftede, og da Præsten hørte, at det var Kongen, stødte han ham en Kniv i Hjertet. Smedens Kone viste os i sin lille Stue, at der i Hjørnet, hvor hendes Seng stod, var det netop, at Mordet var skeet. - Den hele Egn saae iøvrigt dansk ud, men mere fattig, og som i en koldere Aarstid end egentlig Tiden var. Lindetræet blomstrede nu her, medens det hjemme bar store Frøknopper.

 Fortsættes her