Jeg kom til Kjøbenhavn, faa Timer efter stod jeg ved mit Vindue og saae ud, da kom to velklædte Herrer forbi, de saae mig, standsede, loe, og den Ene pegede op og sagde saa høit, at jeg kunde høre hvert Ord: »Vil Du see, der staaer vor udenlandske berømte Ourangoutang!« - Det var Raat - det var Ondt - det naaede mit Hierte det glemmes ikke!

Ogsaa deeltagende Venner traf jeg, Mange, der glædede sig over den Hæder, der var forundt mig, og i mig den danske Nation, i det dygtige Holland og det mægtige England. En af vore ikke unge Forfattere rakte mig venligt Haanden og sagde aabenhjertigt og smukt: »jeg har ikke rigtig læst Dem før, nu vil jeg gjøre det; Folk har talt ondt og nedsættende om Dem, men De er Noget, maa være Noget, mere end de her hjemme ville indrømme; saaledes som De er bleven modtagen og optagen i England, bliver man ikke, er man et ubetydeligt Menneske! Jeg tilstaaer Dem ærligt, jeg har ganske skiftet Tanker om Dem!«
 

Anderledes lød, hvad en af mine kjæreste Venner sagde mig og viste mig skriftlig. - Han havde sendt til en af vore første Bladredacteurer et Par engelske Aviser, i hvilke stod om al den Hæder, jeg nød i London, dertil omtalte særdeles rosende »true story of my Life«. Men Manden havde ikke villet optage, hvad der stod om mig, thi, sagde han: »Folk vilde jo troe, at de
gjorde Nar af Andersen derovre!« Det var ham utroligt, og han vidste, at det ogsaa vilde være det for Massen af - Landsmændene.
 

I eet Blad hed det, at jeg havde Penge af Staten til denne Reise, og det tydede hen paa, at jeg aarligt reiste, - jeg sagde Kong Christian den Ottende, hvad der stod skrevet. »De har, hvad nok Faa vilde have giort,« sagde han, »afslaaet mit velmeente Tilbud! Man er uretfærdig mod Dem herhjemme! man kjender Dem ikke!«

Den første lille Bog, jeg skrev efter min Hjemkomst, et Hefte »Eventyr«, sendte jeg til England, de udkom der ved Juletid: A Christmas greeting to my english friends, dedicerede:

Charles Dickens:
 

»Jeg er igjen i min stille danske Stue, men min Tanke daglig i det kjære England, hvor for faa Maaneder siden Vennerne der forvandlede for mig Virkeligheden til et smukt Eventyr.

Under Beskjæftigelsen med et større Arbeide, fremsprang, som Blomster springe frem i Skoven, fem smaa Historier. Jeg føler en Lyst, en Trang til at bringe i England som Julehilsen det første Fremsprungne fra min Digterhave, og jeg bringer det til Dem, hvem jeg alt i Deres Værker havde faaet kjær, og som, efter at vi mødtes, er voxet for altid fast i mit Hjerte, min kjære, ædle Charles Dickens. De gav mig det sidste Haandtryk paa Englands Kyst, De tilraabte mig fra denne det sidste Levvel, det er saa naturligt, at jeg sender Dem fra Danmark min første Hilsen igjen, saa inderlig, som et hengivent Hjerte kan bringe den.

Hans Christian Andersen.«

Kjøbenhavn, 6. Decbr. 1847.
 

Den lille Bog blev særdeles vel optagen og for mig høist smigrende anmeldt, dog, som en sand Solstraale lyste mig ind i Sjæl og Hjerte det første Brev fra Dickens selv, det bragte mig hans Tak og Hilsen. - Hele hans kjærlige Sind lyser ud derfra, det aander en Godhed for mig, der gjør mig rig. Jeg har forud viist alle mine bedste Skatte, hvorfor da ikke vise denne! Dickens vil ikke misforstaae mig.

»Tusind Tak, min kjære Andersen! for Deres venlige og høist skattede Erindring om mig i Deres Jule-Bog. Jeg er meget stolt deraf, føler mig dybt æret derved, og jeg kan ikke nok sige Dem, hvor høit jeg sætter et saa hjerteligt Tegn paa »Erkjendelse af en Mand, med den Genius, De besidder.
Deres Bog gjorde min Jule-Arne lykkeligere. Vi ere Alle henrevne af den. Den lille Dreng, og den gamle Mand, og Tinsoldaten ere især mine Yndlinger. Jeg læste dette Eventyr gjentagne Gange, og læste det med den meest uudsigelige Glæde. Jeg var for uger siden i Edinburgh, hvor jeg saae nogle af Deres Venner, der talede meget om Dem. Kom til England igjen, - snart! Men hvad De end gjør, hold ikke op med at skrive, for vi kunne ikke taale at miste en eneste af Deres Tanker. De ere altfor sandt og simpelt skjønne, til at De maa beholde dem i Deres eget Hoved. Vi ere for længe siden komne tilbage fra den Søkyst, hvor jeg sagde Farvel til Dem, og ere igjen i vort eget Huus. Min Kone siger, jeg skal hilse Dem kjærligt fra hende. Det samme siger hendes Søster. Det samme sige alle mine Børn. Og da vi Alle have det samme Sindelag, beder jeg Dem modtage Summen, i en kjærlig Hilsen fra Deres oprigtige og beundrende Ven
 

Charles Dickens.

Ved denne Juletid udkom paa Dansk og Tydsk min Digtning: Ahasverus.
Allerede Aaringer forud, da Ideen hertil opfyldte mig, talte Oehlenschläger til mig derom. »Hvad er det!« sagde han, »man siger, at De skriver paa et Verdens-Drama, med alle Tiders Historie! Det forstaaer jeg ikke?« Jeg udviklede Ideen, 11, som jeg tidligere her har udtalt den. »Men i hvilken Form kan De magte alt det?« spurgte han.

»Jeg vexler med dem alle, lyrisk, episk, dramatisk, snart i Vers og snart i Prosa!«

»Det kan man ikke!« udbrød den store Digter ivrig, »jeg veed ogsaa, hvad det er at digte! der er Noget, som hedder Form og Grændse, og det skal man agte! det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! - Ja, kan De svare mig herpaa!«
»Svare kunde jeg nok!« sagde jeg ganske godmodigt, uagtet en lille Lystigheds - Djævel kildrede mig, og jeg maatte lyde ham; »svare kunde jeg nok! men De bliver vred, om jeg svarer, hvad jeg nu kunde sige!«

»Ved Gud i Himlen, jeg tager Dem det ikke ilde op!« sagde han.

»Nu, det er ogsaa meest kun for at vise, jeg har virkelig et Svar, jeg holder mig til Deres Ord, det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! - Det er nu saadan lignelsesviis sagt: det brændte Kul for sig! De kunde ogsaa blive ved og sige Svovlet for sig og Salpeteret for sig, men saa kan der jo komme Een, der slaaer alle tre Dele sammen, - saa har han opfundet Krudtet! «

»Andersen! Det er skrækkeligt at høre, opfinde Krudtet! - De er et godt Menneske, men De er, som Alle sige, alt for forfængelig!«

»Men hører det ikke til Haandværket!« led Lunets overgivne Dæmon mig svare!

»Haandværket! Haandværket!« gjentog den kjære, herlige Digter, som, her slet ikke forstod mig.

Da nu »Ahasverus« udkom, læste han den, og efter mit Ønske at vide, om han nu havde forandret sin tidligere Mening, tilskrev han mig et Brev saa velmeent og ærligt, sagde mig aabenbjertig, hvor lidet denne Digtning tiltalte ham, og da hans Ord til alle Tider ville have Interesse, og Fere vistnok opfattede mit Digt paa samme Maade, vil jeg ikke skjule hans Dom.

+

»Min gode Andersen!

- - Deres skiønne Talent til naivt og aandfuldt at fortælle Eventyr med Originalitet, som og at skildre det Liv der møder Dem, i Novellen og Reisebeskrivelsen, har jeg altid erkiendt og paaskiønnet. Ogsaa i Dramaet har jeg glædet mig over Deres Talent, f. Ex. i »Mulatten«, skjøndt Stoffet var Dem givet og allerede digterisk bearbeidet, og Skjønhederne meest vare lyriske. Men allerede for et Par Aar siden, da De forelæste mig Noget af Ahasverus, yttrede jeg Dem ærligt, at denne Plan og Tonen i Digtet ikke huede mig.- Ikke desmindre syntes De høist ubehageligt overrasket, da jeg, sidst vi taltes ved, gientog Dem det, med den Anmærkning, at jeg endnu kun havde læst mig lidet ind i Bogen. 

Jeg har nu læst den med Opmærksomhed heelt igiennem, og kan ikke forandre min Mening. Bogen gjør et uhyggeligt og forvirret Indtryk paa mig, De maa tilgive, at jeg siger det reent ud! De forlanger jo at vide min Mening, og jeg er nødt til at sige Dem den, naar jeg ikke falsk vil afspise Dem med høflige Talemaader.

Dersom jeg forstaaer mig paa dramatisk Composition, saa er Ahasverus intet Stof til et Drama. Goethe opgav det vel og af denne Grund. Den eventyrlige barokke Legende maatte vel behandles paa en umoristisk Maade som et Eventyr. Skomager maatte han blive; det er Skomageren, der ikke vilde blive ved sin Læst, og som var for hovmodig til ei at ville troe, hvad han ikke kunde begribe. At gjøre ham til et abstract Begreb for speculativ Poesie - derved bliver han ingen Gienstand for sande Poesie, mindre for et Drama. Til et Drama udfordres nødvendig en sammentrængt, fuldstændig overskuelig Handling, der yttrer og udfolder sig i Characteer. Dette er i Deres Stykke ikke Tilfældet: »Ahasverus« fremtræder hele Stykket igiennem, som tilbagetrædende, betragtende Tilskuer. De andre Personer handle ligesaalidet, det hele Digt bestaaer i lyriske Aphorismer, Fragmenter, undertiden Fortælling. Alt løseligt sammenholdt. Der forekommer mig at være lidt formegen Prætention og for liden Præstation i dette Digt. Det indbefatter hverken meer eller mindre end hele Verdenshistorien fra Christi Fødsel til vore Tider. For Den, som grundigt og troligt har studeret Historien, med dens Scener og herlige Characterer, kan det ikke være vederqvægende at see disse lyriske Aphorismer ofte af Nisser, Svaler, Nattergale, Havfruer etc. Det forstaaer sig, at der undertiden ere smukke lyriske, eller beskrivende Steder, f. Ex. om Gladiatorerne, Hunnerne, de Vilde; men det er ikke nok.

Det var nu fra Formens og Stoffets Side; men fra den digteriske Aands Side savnes ogsaa den ægte Dybde og Høide, som hører til det Store og Sublime. Det Hele er som en Drøm; Deres naturlige Tilbøielighed til at skrive Eventyr viser sig ogsaa her; thi alle Billederne fremtræde næsten som eventyrlige Drømmebilleder, Historiens Genius fremtræder ikke i sine store Forskielligheder; Tanken beskjeftiger for lidet Billederne ere ikke nye og originale nok, og der er Intet, som rører Hjertet; tvertimod har Barnabas noget Oprørende paa den Maade, han efter sin Forbrydelse kommer til Ære og Værdighed; thi uden at vi siden see ham i Handling og Charakteerudvikling, høre vi kun fortalt, han først myrder en gammel Qvinde, og at der siden er Glæde i Himlen over hans Omvendelse. Dette var nu min Mening! maaskee jeg feiler, men jeg taler ærligt efter min Overbeviisning, og kan ikke forandre den af Høflighed eller Smiger.

Tilgiv altsaa, hvis jeg uskyldig har krænket Dem, og vær forsikkret om at jeg forresten i Dem erkjender og agter en genialsk og original Digter i andre Retninger."

Deres hengivneste
A. Oehlenschläger.

D. 23de December 1847.

Der er saa meget Sandt og Rigtigt i dette Brev om min Digtning, men jeg seer og stiller den dog anderledes, end den ædle, store Digter gjorde det. »Ahasverus« er af mig ikke kaldt et dramatisk Digt, skal slet ikke stilles paa denne Digtarts Plads; her er ikke og kan ikke være den dramatiske Forvikling, ikke heller dennes Farve i Characteertegning. »Ahasverus« er en Digtning, der i vexlende Form skal vise og forklare den Idee: Menneskeslaegten forstøder det Guddommelige, men skrider dog frem mod Fuldkommenhed og Erkjendelse. Dette har jeg villet give kort, klart, rigt, og troede at opnaae det i den vexlende Form; Bjergspidserne af Historien have tjent mig som Scenerie. - Man maae ikke stille det sammen med et Drama af Scribe eller et Epos af Milton, man maa gjennem min Digternatur see, hvorvidt Ideen gjennem den valgte Form er bleven beskuelig De aphoristiske Enkeltheder er som Mosaikstykkerne, der saaledes danne det hele Billede. - Man kan sige om enhver Bygning, det er Steen paa Steen jeg seer, hver kan tages enkelt for Sig, men saaledes maa man ikke see, men derimod Heelheden", som deres Sammenstillen bevirker.
I de senere Aar have imidlertid hævet Sig flere Stemmer, mere sarnmensmeltende med de Forhaabninger, jeg havde og tildeels endnu har om denne Digtning, der vistnok altid betegner et fremtrædende Overgangspunkt i mit Digterliv.
Den Første, og hasten kan jeg sige den Eneste, der strax og i høi Grad følte Sig tiltalt af min Digtning, var Historikeren Ludvig Müller, han betragtede »Ahasverus« og »Eventyr«, som de to af mine Bøger, der udgjorde min Betydning i dansk Literatur.

Fra Udlandet er naaet til mig en lignende Erkjendelse. I »Bildersaal der Weltliteratur«, hvori der fra den ældste Tid til Vor, gives et værdifuldt Udvalg af den lyriske og dramatiske Poesi i alle Lande, fra Indiens Drama, fra Hebræernes Psalmer, Arabiens Folkedigtere til Troubadourerne og vore Dages Digtere, optoges under Afdelingen: »Skandinavien« af danske Forfattere foruden Scener af »Hakon Jarl«, »Kong Rene's Datter« og »Tiber« ogsaa et Par Scener af »Ahasverus«.

Her hjemme, netop idet disse Blage sluttes, altsaa otte Aar efter at Digtningen første Gang udkom, er det i »Dansk Maanedsskrift«, i en mig velmeent og grundig Anmeldelse af: samlede Skrifter, at ogsaa »Ahasverus« forundes en større Opmærksomhed end før; den erkjendes, for hvad jeg selv anseer den, et Tilløb, ell Henpegen til en fremtidig Udvikling hos mig som Digter.

Fortsættes her