Det er dyrt at reise i England og Skotland, men her faaer man Noget for sine Penge, Alt er fortræffeligt, her er sørget for En, her er Comfort, selv i den mindste Landsbyes Vertshuus, saaledes viste det sig for mig. - Callender er ikke stort andet end en Flekke, men man boede her som paa et greveligt Slot, bløde Tæpper laae op ad Trappen og hen ad Gangene, Ilden blussede saa lysteligt i Kaminen, og den trængte man til, skjøndt Solen skinnede ude, og man saae alle Skotterne gaae med de bare Knæ, der jo rigtignok ogsaa er deres Vintercostume; de svøbte sig i deres brogede Plaid, selv de fattige Drenge havde en saadan, om kun en Las; udenfor mit Vindue bugtede sig en Flod om en gammel Høi som vore Kæmpegrave; der var en hvælvet Bro med det yppigste Evigtgrønt, og tæt ved løftede sig Klipperne, Bjerglandet aabnede sig for os. I den tidlige Morgen kjørte vi afsted for at komme betids nok med
Dampskibet over Loch Katrine; Veien blev mere og mere vild, Lyngen kom frem, den stod i Blomster, enkelte eensomme Huse, opførte af Steen, kom vi forbi; Loch Katrine, lang og smal, med et dybt mørkt Vand, strakte sig mellem brungrønne Bjerghøider; Lyng - og Kratskov dannede Kysterne og saa langt jeg saae, var Indtrykket det: er Jyllands Hede et Hav i Blikstille, saa er denne Egn Heden i Storm! dødgjorte staae de store Bjergbølger, men alle grønne, med Kratskov og Græs; til Venstre for os i Søen laae en lille tæt skovbegroet Ø, det var Ellens Ø, hvorfra »the Lady of the Lake« havde styret sin Baad, Øen, som Walter Scott ved sin Digtning har gjort os, kjendt og interessant.

Ved Søens modsatte yderste Pynt, hvor vi steg i Land, laae et fattigt Vertshuus, et Slags improviseret Natteqvarteer, stort og udstrakt vel, med Seng ved Seng, vist et halvt Hundrede Stykker, men lavt til Loftet, Rørmaatter paa Gulvet, smaa bitte Vinduer, som et Græstørvs-Huus saae dette Natteqvarteer ud, hvor de Reisende, der kom over Loch Lomond fra »røde Robins« Land, kunde finde Ly til den følgende Morgen, at Dampskibet gik over Katrinesøen. - Vi blev her ikke længe; alle Passagerer begave sig afsted, de fleste til Fods, nogle til Hest; Hambro havde skaffet en lille Vogn for mig og for sin Kone, idet vi begge vare for svage til at gjøre den anstrengende Fodvandring gjennem Hedelandet. Her var ingen ordenlig Vei, kun en
Sti; vi kjørte, hvor Vognen bedst kunde, over Høider og Dybder, over Knolder og Steen, der ved Mærker var antydet, som en tilkommende Landevei; Kudsken gik ved Hesten; i svinglende, vild Fart rullede vi snart nedad, snart slæbtes vi langsomt opad, det var en egen Fart. Ikke et Huus var at see, ikke et Menneske mødte vi, rundt om laae stille, mørke Bjerge, svøbt i Taage; eensformigt altid det samme; en eenlig Faarehyrde, som forfrossen svøbte sig i sin graa Plaid, var den første og eneste levende Gjenstand, vi milevidt saae. Stilhed hvilede over det hele Landskab. Ben Lomond, det høieste Bjergpunkt, brød endelig gjennem Taagerne, og snart nede under os saae vi Lomond-Søen. Nedfarten til den var, uagtet her løb et Slags Vei, saa Steil, at det var et halsbrækkende Arbeide at komme her med Vogn, denne maatte blive og til Fods nærmede vi os det vel indrettede Vertshuus, hvor en Mængde Mennesker afventede Dampskibets Komme; ombord paa dette var den Første, jeg mødte, en Landsmand, Møens geologiske, fortræffelige Fremstiller: R. Puggaard. Alle ombord vare vi svøbte i vor Plaid; i Regn og Rusk, Taage og Blæst gik Dampskibet heelt op til den nordligste Pynt af Søen, der her ender i Udløbet af en lille  Flod, Passagerer kom og gik; vi vare i Landet for hele Sceneriet i »røde Robin«,

»Land of brown heath and shaggy wood,

»Land of the mountain and the flood!«

som det klinger fra »the last Monstrel«; her til Høire, idet vi seilede ned ad Søen tilbage, passerede vi »røde Robins« Hule, store Klippestykker laae styrtede ned; en Baad bragte os her et heelt Selskab, i dette var en ung Dame, som saae stift og gjennemtrængende paa mig, kort efter traadte en af Herrerne hen til mig og sagde, at der var en ung Lady, som troede at kjende mig efter et Portrait, om jeg ikke var den danske Digter Hans Christian Andersen? jeg sagde Jo, og den unge Dame fløi hen imod mig, glad og inderlig, med en Tillid, som til en gammel Bekjendt, trykkede min Haand og udtalte naturligt og smukt sin Glæde ved at see mig; jeg bad hende om een af de mange Bjergblomster, hun bragte fra »røde Robins« Fjeld, og hun udsøgte de bedste og smukkeste, hendes Fader og hele Familie omringede mig, bad mig følge med dem til deres Hjem, være deres Gjest, men jeg hverken kunde eller vilde forlade mit Selskab; Hambro morede den Hyldest, der vistes mig, snart var alle Passagerers Opmærksomhed henvendt paa mig, og det var overraskende, hvor stor Vennekredsen blev. Det er en forunderlig glad Følelse, saaledes langt fra Hjemmet at føle sig vel seet og modtagen, at ligesom tilhøre saa mange venligt stemte Mennesker.

I Balloch step vi i Land, rullede afsted forbi Smollets Monument i hans lille Fødeby, og var mod Aften i Dumbarton, en ægte skotsk By tæt ved Clyde. Om Natten rasede en Storm med Lange kæmpestærke Stød, det var som om man under den ideligt hørte Havets Rullen, Alting knagede, Vinduerne klapprede, en syg Kat mjavede i et Væk, det var ikke til at lukke et Øie, i Morgenstunden blev det stille, gravstille just oven paa en saadan Nat, det var en Søndag, og det vil sige Noget i Skotland, Alt hviler da, selv Jernbanetogene tør ikke gaae, kun det fra London til Edinburgh standser ikke til Forargelse for de strengt hellige Skotter. - Alle Huse ere lukkede, Folk sidde inde og læse Bibelen eller drikke sig fulde - det har man almindelig sagt mig.

Det var min Natur ganske imod at sidde inde en heel Dag, slet Intet at see af Byen, jeg foreslog en Spadseretour, man sagde mig, at det gik aldeles ikke an, det vilde forarge; hen imod Aften gik vi dog Alle en Tour ud af Byen, men der var en Stilhed, en Speiden fra Vinduerne, en Seen ud efter os, saa at vi snart vendte om. - En ung Franskmand, jeg talte med, forsikkrede, at han med to Englændere fornylig havde en Søndag-eftermiddag været ude med en Medestang, en gammel Herre kom forbi og havde med de allerhaardeste og vrede Ord bebreidet dem deres »Ugudelighed«, at more sig paa en Søndag, ikke at sidde ved Bibelen, idetmindste skulde de dog ikke forarge og oprøre Andre! En saadan Søndagsfromhed kan ikke være almindelig sand; hvor den er det, agter jeg den, men som nedarvet Vane bliver den Maske og giver kun Anledning til Hykleri!

Med Hambro traadte jeg ind i en lille Boglade, for at kjøbe Bøger og Landkort.- »Har De den danske Digter Hans Christian Andersens Portrait?« spurgte Hambro i Spøg; »Ja!« svarede Manden og tilføiede: »Digteren selv skal være her i Skotland!« - »Vilde De kunne kjende ham?« - Manden saae paa Hambro, hentede mit Portrait, saae stift paa ham og sagde: »det er nok Dem!« saa godt lignede Billedet! Jeg fik ikke Lov at være ukjendt, og da den gode Mand i Dumbarton hørte, at jeg var Forfatteren, glemte han Alt, bad, om han maatte kalde sin Kone og sine Børn ind for at see mig og tale med mig; de kom, de syntes lykkelige ved at møde mig, jeg maatte trykke dem Alle i Haanden. Jeg følte og forstod, at jeg virkelig, idetmindste mit Navn, var kjendt her oppe i Skotland. »Det troer nu Ingen hjernme!,« sagde jeg til Hambro, og tilfojede: »nu lad saa være, det er ogsaa Mere, end jeg fortjener!« - Jeg blev blød, jeg fældede Taarer, som altid, naar jeg overraskedes ved noget Uventet, noget altfor Meget, man saae i mig som Digter. Det Hele overgik jo mine dristigste Ungdoms-Drømme og Forhaabninger; tidt syntes jeg selv, er det ikke kun en Drøm, en forfængelig Drøm, jeg ikke engang tør fortælle mine Venner, naar jeg vaagner.

I Dumbarton tog jeg Afsked med Hambro, hans Kone og Børn gik til et Badested ved Havet, jeg med Dampskibet op ad Clyde til Glasgow; Afskeden stemte mig inderlig veemodig, jeg havde hele min Tid i Skotland levet med de kjære Mennesker; Hambro selv havde været som en hjertelig omhyggelig Broder for mig, Alt hvad han troede kunde glæde mig, erholdt jeg, mine Ønsker ligesom aflurede han mig, og hans fortræffelige Kone var fuld af Aand og Følelse, saa inderlig deeltagende, Børnene saa fortrolige, saa livlige. Jeg har siden Ingen af dem seet, Moderen vil jeg først see hos Gud, hvorhen hun gik fra sine Kjære her paa Jorden; med taknemmeligt Sind flyver min Tanke mod hende. Det er trøstende og godt, at have Venner og Kjære paa Jorden og Himlen.

( 1 ) En Kamp havde jeg endnu med mig selv, før jeg forlod Dumbarton, den, om jeg skulde gaae tilbage til London og hjem, eller forlænge Opholdet i Skotland, altsaa gaae endnu nordligere op til »Loch Laggan«, hvor Dronning Victoria og
Prinds Albert opholdt sig, og af hvem, som der i Brev var sagt mig, jeg vilde blive naadigt seet.

Da jeg under Slutningen af mit Ophold i London i høieste Grad var lidende og angreben ved det overanstrengende Selskabsliv, modtog jeg en naadig Indbydelse at komme til Dronningen og Prindsen paa Øen Wight, jeg var da saa lidende og udpiint, at jeg aldeles ikke følte mig istand til at gjøre Reisen derhen for at fremstille mig; og ligesaa smigret jeg var ved den usædvanlige Naade, ligesaa fortvivlet var jeg over ikke at have Sundhed og Kræfter til at kunne modtage den, jeg raadførte mig med vor danske Gesandt, Grev Reventlow, og han, der vidste hvor afficeret og ilde jeg følte mig, sagde, at det blev bedst, jeg ligefrem udtalte det i et Brev, og da jeg gik til de skotske Bjerge, for der at hvile og aande friere, og Dronningen netop ogsaa kom til Skotland, da udbad mig den Naade, om jeg der kom i hendes Nærhed og var rask og vel, jeg da turde forestille mig. Fra en af Hoffets Herrer fik jeg et privat Brev, hvori blev sagt mig, at de høie Herskaber vare mig naadige og gode, og at kom jeg til Loch Laggan, vilde Hendes Majestæt der modtage mig.

Opholdet i Skotland blev ikke en saadan Udhvilen, som jeg havde troet, jeg var ikke meget mere styrket nu efter tre Ugers Ophold her, end da jeg reiste herop, og dertil kom hvad Folk, som jeg troede velunderrettede, sagde mig, at jeg der i Miles Afstand ikke fandt noget vel indrettet Vertshus, at jeg nødvendigviis maatte træde op med Tjener, kort sagt, vise mig lidt rigere, end min Kasse tillod det; skrive til Kong Christian den Ottende, der velvillig havde tilbudt selv at understøtte mig, kunde jeg efter min Følelse ikke, da jeg mundtligt havde vægret mig, for at modtage denne Naade, desuden vilde der gaae Uger hen, før jeg kunde have Svar tilbage. Det var mig en Lidelse! jeg skrev derfor Brev igjen, sagde, hvorledes jeg havde det, og at jeg troede det bedst for mig, at vende hjem, som jeg da strax gjorde, men opgav derved tillige de forskjellige Indbydelser, jeg havde fra et Par af Skotlands rige og høie Herrer til at komme i deres Hjem, og jeg mistede at see Abbotsford, hvorhen jeg havde Anbefalingsbrev. Walter Scotts Svigersøn, Lockhart, hvis Gjest jeg i London havde været, havde saa hjerteligt og deeltagende modtaget mig, hans Datter, Bedstefaderens Yndling, havde fortalt mig om den kjære Bedstefader, med hende havde jeg seet Vaaben og andre Erindringer, der havde tilhørt den store Digter, hans herligt lignende Billede, hvor han sad med Hunden Maida, saae lyslevende paa mig, og af Miss Lockhart fik jeg en Haandskrift af ham, den eengang kaldte: store Ubekjendte. Abbotsford maatte opgives, som »Loch Laggan«, og nedslaaet herover foer jeg med Banetoget hjemad, fra Glasgow først til Edinburgh.

Fortsættes her