En Begivenhed, i sig selv saa ganske lille, men for mig et nyt Fingerpeg paa min Lykkestjerne i Stort og smaat jeg maa jeg dog fortælle. Jeg havde under mit sidste Ophold i Neapel kjøbt en simpel Palmestok, den var fulgt mig paa et Par Reiser og saaledes ogsaa til Skotland; da jeg med Hambros Familie kjørte over Heden mellem Loch Katrine og Loch Lomond, havde en af Sønnerne den at lege med, og da vi øinede Ben Lomond, løftede han den iveiret og raabte: »Palme, kan Du see det høieste skotske Bjerg? Kan Du see der den store Sø?« og saaledes fort, og jeg lovede, at Stokken, naar den igjen kom til Neapel med mig, skulde den fortælle Kammeraterne der om Taagelandet, hvor Ossians Aander boede, om Landet, hvor den røde Tidselblomst var den hædrede, idet den prangede i Vaabenet for Folk og Rige. Dampskibet kom hurtigere, end vi havde ventet, vi bleve i Hast kaldte ombord. »Hvor er min Stokl« spurgte jeg. Den var glemt oppe i Vertshuset; da Skibet, efter at have med os været ved Søens nordligste Bred, vendte tilbage, og Puggaard steg i Land, bad jeg ham, at tage Stokken med til Danmark. Jeg kom til Edinburgh, og den Morgen, jeg stod paa Banegaarden, for at gaae derfra til London, kom, faa Minutter før vort Togs Afgang, Trainet fra Skotland; Conducteuren steg ned, kom hen mod mig, syntes at kjende mig og overrakte mig min Palmestok, idet han med et Smiil sagde, »den har reist ganske godt alene!« En lille Seddel var heftet ved den med Paaskrift: »den danske Digter, Hans Christian Andersen!« og en saadan Orden og Omhu havde der været, at Stokken var gaaet fra Haand til Haand, først med Dampskibet paa Loch Lomond, saa med Omnibusfører, derpaa med Dampskib igjen og nu med Banetog, blot ved sin lille Anbefaling; den kom i Mine Hænder, idet Signalet lod til at flyve fra Skotland; Stokkens Eventyr skylder jeg endnu at fortælle, gid jeg engang maa gjøre det saa godt, som den alene gjorde sin Reise!

Over Newcastle og York gik det Syd paa. - I Vognen traf jeg den engelske Forfatter Hook med sin Kone, de kjendte mig og fortalte, at der i alle de skotske Aviser havde været talt om, mig og mit Ophold hos Dronningen! - jeg, som slet ikke havde været der; Aviserne vidste Besked, et Blad sage jeg senere, som meddeelte, at jeg havde læst høit af mine Eventyr, og ikke eet Ord var sandt. Jeg kjøbte paa et af Holdestederne det nyeste Nummer af »Punch«; jeg stod omtalt deri; det var et Udfald, en lille Bemærkning over, at jeg, den Fremmede, en Digter fra Udlandet, hædredes af Englands Dronning med en Indbydelse, som ikke var tildeelt nogen engelsk Forfatter. Dette og den forskjellige Omtale af et Besøg, der slet ikke var blevet realiseret, piinte mig, hvad Vittighedsbladet »Punch« angik, da sagde mine Medreisende, »det er et Tegn paa at være populair, naar man kommer i det Blad, mangen Englænder vilde give mange Pund for at opnaae det!« - jeg vilde dog helst være fri; forstemt og trykket ved denne Omtale, dette saaledes at tilhøre Offentligheden, kom jeg ganske syg til London. Grev Reventlow lovede paa det Bedste at udtale sig for mig hos den høie, ædle Dronning og Prinds Albert.

( 1 ) Jeg blev et Par Dage i London; endnu havde jeg Intet der seet, uden »high life« og nogle af Landers udmærkede Mænd og Qvinder, derimod Galleries, Museer, alt Sligt var mig fremmed, ikke engang Tunnel'en havde jeg faaet Tid til at besøge, til at see denne blev en Morgenstund bestemt, man havde raadet mig at gaae med et af de mange smaae Dampskibe, der fare op og ned ad Thentsen inde i London, men jeg følte mig saa stærkt angreben, saa ilde just idet jeg vilde afsted, at jeg opgav den Lange Fart til Tunnel'en, og maaskee herved - reddede Livet, thi netop samme Dag og Time, som jeg vilde have gaaet ombord paa et af disse smaa Skibe, sprang eet af dem, »Criquet«, i Luften med 100 Mennesker; Rygtet om Ulykken lød øieblikkelig gjennem hele London, og uagtet det slet ikke var afgjort, at jeg netop var kommen paa dette Skib, Muligheden, ja Rimeligheden var dog saa nær, at jeg blev højtideligt, taknemlig stemt og takkede min Gud for den Sygelighed, der i en tiltagende Grad, virkelig kort for det afgjørende øieblik til at komme ombord, havde overvældet mig.

London nu var forladt af hele den fornemme Verden, Operaen ophørt, de fleste af mine Omgangs-Venner vare gaaede til forskjellige Badesteder eller over til Fastlandet. Jeg længtes efter Danmark, efter mine Kjære der, men før jeg forlod England, var jeg indbudt at tilbringe endnu nogle Dage paa Landet i »Seven-Oaks« hos min Forlægger Richard Bentley; den lille By, tæt op til Knole berømte Park, ligger kun en kort Vei fra Jernbanen til Canalen; det var altsaa et for mig beqvemt og kjært Besog paa Hjemtouren. - Jeg havde tidligere været i Seven-Oaks, der er en heel lille Stad. Denne Gang gik det paa Jernbanen til Tunbridge, hvor Bentleys Vogn afhentede mig. Dansk Natur omgav mig; Markerne vare saa grønne med smukke Høider, og spredt paa disse stode flere gamle Træer, der gav det hele Landskab noget Parkmæssigt; skaarne Hækker eller et Jernstakit dannede oftest Skjelnet. - Prægtige og solid comfortable Stuer, Roser og Evigtgrønt i Haven og tæt op til den bekjendte Knole-Park, hvis gamle Slot tilhører Earlen af Amhorst. Een af de tidligere Besidderes Forfædre har været Digter, og til Ære for ham pranger der een Sal under Navnet Digtersalen; der hænger den gamle, høiadelige Herre, Digteren, overst og i heel Størrelse, alle berømte Poeters Portraiter pynte de andre Vægge som Selskab for den her regjerende Poet. - I et af Nabohusene var en Marchandiserbod, saa complet the old curiosity shops, som Dickens maler den i »Master Humphrys Clock«. Som en Fest gik Dagen her hos de mange kjære Mennesker; jeg blev hjemme i dette ægte gammelengelske, fortræffelige Familieliv, hvor der fandtes al Comfort og Hyggelighed, som Formue og Elskværdighed kan skabe. Paa de mange Stambogsblade, jeg her maatte nedskrive, udtaler eet til Bentley selv ganske min Tanke og Stemning.

Med Længsel, hvori dog sig Angest blanded',

Jeg gik til Shakspeare's Land, min Barndoms Hu,

Og dansk, med Mark og Skov, sig hæved' Landet,

Jeg var som hjemme, strax i første Nu;

Og om sig Sproget ei for Læben føied',

Jeg Hjertets Sprog forstod igjennem Øiet,

En Solskins-Dag saa rig mig England gav,

I Blomst sprang Hverdagslivets Aronstav.

I hvor meget jeg trængte til Ro og Hvile efter de store Anstrengelser, Opholdet havde foraarsaget i England og Skotland, denne Tid stod dog for mig som mit Livs rigeste Solskinsdage, Hæderens og Erkjendelsens fuldeste Maal; om end træt og udmattet heraf, var let saa naturligt, at jeg med Veemod forlod saa Mange, der kun havde gjort mig Glæde og alt Godt, og mellem de Mange, jeg elskede og ikke mere, idetmindste for lang Tid, skulde see, var Charles Dickens; han havde siden vort Bekjendtskab hos Lady Blessington besøgt mig uden at træffe mig, vi mødtes ikke mere i London, jeg havde der modtaget et Par Breve fra ham, og selv bragte han mig alle sine Værker, den smukke illustrerede Udgave, og havde foran i hvert Bind hædret mig ved at skrive: Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens. Jeg hørte, at han med sin Kone og Børn brugte Søbadene et Sted ved Canalen, men hvor vidste man ikke; jeg vilde fra Ramsgate gaae over Ostende hjemad; i Haab om at et Brev med Dickens's Adresse fandt ham, skrev jeg ham til og sagde Dag og Time, jeg vilde indtræffe i Ramsgate, om han da i Hotellet, hvor jeg steg af, vilde have afgivet sin Adresse; boede han ikke for langt derfra, vilde jeg opsøge ham for endnu engang at samles med ham. I Royal Oaks laae Brev fra Dickens, han boede omtrent en dansk Miil derfra i Broadstaer, og han og hans Kone ventede mig til Middag; jeg tog en Vogn og jog afsted til den lille Stad, tæt ved Havet. Et smalt lille Huus, men nydeligt og net, blev heelt beboet af Dickens, der med sin Kone paa det Hjerteligste og Gladeste kom mig imøde; der var saa prægtigt hos dem, at jeg lang Tid ikke lagde Mærke til, hvor smukt Skuet var fra Spisestuen, hvor vi sad; Vinduerne vendte ud til Canalen, det aabne Hav rullede næsten lige under dem; medens vi spiste, blev det Ebbe, Vandet veg forunderligt hurtigt, den store Sandbanke der, hvor saa mangen strandet Sømands Been hvile, hævede sig mægtigt fremad, Fyrtaarnet tændtes. Vi talte om Danmark og dansk Literatur, om Tydskland og Sproget, det Dickens vilde lære; en italiensk Liremand kom tilfældigt og spillede udenfor til vort Maaltid; Dickens talte Italiensk med Manden, hvis Ansigt straalede af Glæde ved at høre sit Modersmaal. - Efter Maaltidet kom Børnene ind. »Dem have vi fuldt op af!« sagde Dickens; der var ikke færre end fem, det sjette var ikke hjemme, alle Børnene kyssede mig, og det Mindste kyssede sig selv i den flade Haand og rakte saa mig den. Ved Kaffen kom en ung Dame som Gjest, en af mine Beundrerinder, sagde mig Dickens; det var et Løfte, at hun skulde indbydes, naar jeg engang kom. Aftenen fløi hen. Mistress Dickens syntes omtrent paa Alder med sin Mand, lidt corpulent, og med et saa inderligt godt Ansigt at man strax fik Tiltro til hende. Hun var i høi Grad opfyldt af Jenny Lind, ønskede saa gjerne at eie hendes Haandskrift, men denne var det saare vanskeligt at erholde, jeg havde det lille Brev, hvormed Jenny Lind havde hilset mig velkommen i London, og sagt mig sin Bopæl, det fik nu Mistress Dickens. Sent paa Aftenen skiltes vi, og Dickens lovede mig Brev i Danmark.

Men endnu engang for min Afreise skulde vi mødes, Dickens overraskede mig med at være tagen til Ramsgate næste Morgen og stod paa Skibsbroen, idet jeg kom for at gaae ombord. »Jeg maatte sige Dem endnu et Levvel!« sagde han, fulgte mig ombord og blev der hos mig, til Skibsklokken gav Signal til Afreisen. - Vi trykkede hinandens Hænder, han saae mig med de kloge, hjertefulde Øine saa venligt ind i mine, og idet Skibet gik, stod han yderst ved Fyrtaarnets Rand; saa kjæk, saa ungdommelig og smuk! han svingede med Hatten, Dickens var den Sidste, der sendte mig Hilsen fra det kjære Englands Kyst.

Jeg steg i Land ved Ostende, de Første, jeg her mødte var Kongen af Belgien
og hans Gemalinde, de fik paa Fastlandet min første Hilsen og gjengældte den venligt, ikke set Menneske ellers kjendte jeg, de To vidste jeg dog hvem var - samme Dag gik jeg paa Jernbanen til Gent. Der, i Morgenstunden, medens jeg paa Banegaarden ventede Toget, der gik til Cöln, kom flere af de Reisende, som vilde med, de presenterede sig de sagde, de kjendte mig efter mit Portrait, en engelsk Familie nærmede sig, een af Damerne kom hen til mig, hun var Forfatterinde, sagde hun, og havde et Par Gangs i London været i Selskab med mig, men jeg var da, sagde hun, saa omringet og søgt, hun havde henvendt sig til Reventlow om at præsenteres for mig, men han havde svaret: »De seer, det er mig umuligt!« - Jeg loe, det havde virkeligt været Tilfældet, jeg var jo i Mode, saalænge det stod paa, nu var jeg ganske til hendes Tjeneste. Hun var naturlig og venlig, priste min Lykkestjerne at være saa berømt! - »Hvor lidet er det!« sagde jeg og tilføiede: »hvorlænge vel!« - men fornøiet mig har det dog, uagtet det er ængsteligt saaledes at løftes, uden maaskee at kunne holde sig oppe! - Jeg var saa taknemlig, saa opfyldt af den Hæder og Lykke, jeg havde vundet; - gjennem Tydskland, hvor der fra England var læst om den Ære jeg havde vundet, viste man mig saa megen Venlighed og Agtelse. I Hamborg traf jeg Landsmænd og Landsmændinder: -

"Gud! Andersen., er De her!« var Modtagelsen, »nei, De skulde see, hvor morsomt Corsaren har gjort Løier med Deres Ophold i England, De er tegnet af med Laurbærkrands og Pengeposer! Gud, hvor det er morsomt!«

Fortsættes her