Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)

Da jeg næste Morgen skulde forlade Haag, bragte Vertinden mig en Mængde Aviser, hvori allerede Festen for mig stod omtalt. Til Jernbanen fulgte mig et Par af Vennerne, jeg her havde faaet kjær, og som jeg med Veemod skiltes fra, uvis om vi nogensinde oftere i denne Verden mødtes.

Rotterdam var mig den første rat levende hollandske By, langt mere, end Amsterdam er det. Mange og store Fartøier laae i de brede Canaler; jeg saae, som tidligere, smaa hollandske brogetmalede Jagter, hvor Konen stod ved Roret, om ikke med Tøfler og Sporer, ligesom i Visen om »den unge Hr. Pedersen«, men dog ved Roret, og Fatter laae og røg sin Pibe. Alt syntes her Handel og Vandel. Et af de ældste hollandske Dampskibe, en sand Dampsnegl, »Batavier«, gik næste Morgen tit London, jeg tog Plads med; Skibet var stærkt ladet, og høit op over Relingen stod opstablet store Kurve fulde af Kirsebær; en Mængde Udvandrende til Amerika vare Dækspassagerer, Børnene legede nok saa glade: her gik en Tydsker tyk som Falstaff, op og ned med sin tynde, allerede saa godt som søsyge Kone, der gruede for det Øieblik, vi skulde ud af Maasfloden i den store Nordsø, hendes Mynde skjælvede ligesom hun og havde dog et Dækken over sig, bundet fast med store Sløifer, Ebben var indtraadt, der gik hele otte Timer, før vi kom ud i Nordsøen; det lave Holland syntes at synke dybere og dybere i den graagule Sø, og idet Solen sank, gik jeg til Køis. Da Jeg i Morpenstunden kom op paa Dækket igjen, kunde jeg øine den engelske Kyst; ud for Themsens Munding laae i Tusindeviis Fiskerbaade som en uhyre Kyllingeflok, som sønderrevne Papirstykker, som et heelt Marked eller en Leir med Telte. Themsen forkynder rigtignok, at England er Havets Behersker, her flyve dets Tjenere ud, hele Skarer af talløse Skibe; hvert Minut kommer der, som Staffet, Dampskib paa Dampskib, en Løber var det med tungt Røgflor i Hatten, hvor øverst den røde Ildblomst blussede. Brystende sig som en Svane gled det ene store Seilskib os forbi efter det andet; Lystjagter med rige, unge Gentlemen viste sig, Fartøi fulgte paa Fartøi, jo høiere vi kom op ad Themsen, tog Vrimlen til; jeg havde begyndt at tælle, hvormange Dampskibe vi kunde møde, men jeg blev træt af at tælle Mængden. Ved Gravesend saae det ud, op ad Themsen, som skulde vi ind i en stor rygende Mosebrand, og det var kun Damp af Dampskibe og Skorstene, som laae foran os. Et stærkt Tordenveir stod over Landet, det blaa Lyn gnistrede mod den begsorte Skygrund, et Jernbanetog jog forbi, dets blaa Røg bølgede, og som en Salve af Kanoner rungede Tordenbraget.

»Man veed, De er her, og hilser Dem Velkommen!« sagde i Spøg en ung Englænder til mig. »Ja,« tænkte jeg, »Vor Herre veed det!«
 

Themsen blev, man skulde ikke troe, det var muligt, endnu mere et Røre af Dampskibe, Baade, Seilfartøier, en med Trængset overfyldt Gade, jeg begreb ikke, hvorledes disse Masser bevægede sig mellem hverandre uden at støde paa; snart sporedes en, den dyndede slimede Bund kom frem ved Bredderne, jeg tænkte paa Quilp i Dickens »Nelly and her grandfather«, tænkte paa Marryats Skildringer af Livet her paa Floden.
 

Ved »Custom-House«, hvor vi landede, tog jeg en Cap og kjørte og blev ved at kjøre, det holdt ikke op i denne uendelige By; større og større blev Trængselen, Vogn ved Vogn i to Rækker op og ned, alle Kjørearter: Omnibusser fyidte uden paa og indeni, store Vogne, egentlig Kasser kun til at fremvise paaklistrede Placater med Dagens Nyheder, Mænd med store Skilte paa Stænger, som de løftede over Vrimlen, og hvorpaa man, kunde læse sig til Eet og Andet, der var at see eller tilkjøbs. Alle vare i Bevægelse, som strømmede det halve London til den, ene Side af Byen, det andet til den anden Side. Hvor Gader krydse hinanden, er midt imellem disse et ophøiet Sted, med store Stene om, derhen styrtede Folk fra det ene Fortog ind imellem den nærmeste Vognrække og ventede saa paa Fristedet, til der paa den anden Side var Leilighed til at slippe mellem Vognene der og over paa det modsatte Fortog. London, Byernes By! ja, det følte jeg øieblikkelig den var, det lærte jeg Dag for Dag siden at erkjende. Her er Paris i en høiere Potents, her er Neapels Liv, men ikke dets Larm. Alt suser travlt, halvt stille, forbi, Omnibus paa Omnibus, 4000 siger man der er, Arbeidsvogne Pakvogne, Caps, Droscher og stadselige Eqvipager rumle, slæbe, rulle og jage afsted, som var der en vigtig Begivenhed i hver Ende af Staden, de alle maatte til. Og altid gaaer denne Sø! Altid! naar engang alle disse Mennesker, vi nu see færdes, ere i deres Grave, rører sig endnu her den samme Travlhed, altid de samme Bølger med Omnibus, Caps, Karrer, de vandrende Mand med Skilter for og bag, Skilter paa Stager, Skilter paa Vogne med Annoncer om Luftbaloner, Buskmænd, Vauxhall, Panoramaer og Jenny Lind. Endelig naaede jeg Hôtel de Sablonière i Leicester Square, som H.C. Ørsted havde anbefalet mig, og fik et Værelse, hvor Solen skinnede lige ind paa min Seng, for ligesom strax at vise mig, at der nok kan være Solskin i London, men det var lidt rødgult, som faldt det gjennem Glasset af en Ølflaske, men da siden Solen var nede, blev Luften deilig klar, og Stjernerne blinkede ned i de ved Gas straalende Gader, hvor Vrimlen stadigt bølgede, brusede og stille summede. Træt sov jeg ind uden endnu at have seet nogen Bekiendt. Aldeles uden Anbefalingsbrev var
jeg kommen til London, den Eneste, jeg havde henvendt mig til her hjemme om et saadant, en høifornem Mand, der havde engelske Forbindelser, og ved hvem jeg ønskede, for en enkelt Gang at giøre et Indblik i Londons high life, havde intet sendt mig. »De behøver ikke noget Anbefalingsbrev her! « sagde vor danske Gesandt, Grev Reventlow, som jeg strax næste Morgen besøgte, »De er kjendt og anbefalet i England ved Deres Skrifter. Netop iaften er en lille udsøgt Kreds hos Lord Palmerston, jeg vil skrive til Lady Palmerston, at De er her, og jeg tør troe! at De vil faae en Indbydelse!« en saadan erboldt jeg faa Timer efter, og med Grev Reventlow kjørte jeg da om Aftenen derhen.

Englands høieste Adel var samlet, Damer i de rigeste Toiletter, der var at see Silke med Blonder, funklende Diamanter og deilig, Blomster-Bouquetter; saavel Lord Palmerston som Lady Palmerston tog meget venligt mod mig, og da Arvestorhertugen af Weimar, som som var her med sin unge Gemalinde, hjertelig hilsede mig, og førte mig frem for, jeg troer, Hertuginden af Suffolk, der udtalte sig levende om »Improvisatoren«: »Den første Bog over Italien!« som hun behagede at udtrykke sig, blev jeg snart omringet af Englands høifornernme Ladys, alle vidste de om den danske Digter, kjendte »Toppen og, Bolden«, »den grimme Ælling« o. s. v. Mange venlige Ord bleve sagt mig. Jeg syntes ingen Fremmed. Hertugen af Cambridge talte til mig, om Christian den Ottende; den preussiske Gesandt Bunsen, der i en tidligere Tid har viist de Danske i Rom mange tjenester og var Reventlows Ven, kom mig med sin Gemalinde saa hjertelig imøde; Mange gav mig deres Kort, de fleste indbøde mig. »De har iaften.« sagde Grev Reventlow, »giort et Spring, ind i den høie Verden, som Mange bruge Aaringer til! kun vær ikke alt for beskeden, her maa man træde frem, vil man frem!« og nu med denne Mands kjække Humor, vedblev han paa Dansk, som jo Ingen af Selskabet forestod, »imorgen see vi Kortene efter og, vælge de bedste!« - »Nu har De talt rigeligt med Denne, herhenne er en Anden. De vil have endnu mere Gavn af at føres til; hos Denne finder De et godt Bord, hos denne et udsøgt Selskab, ja her give endogsaa Mange Ansøgninger om at faae en Indbvdelse!« og saaledes gik Talen fremdeles; ieg var tilsidst saa udmattet af at bevæge mig paa det blanke bonede Gulv, klattre aandelig i forskjellige Tungemaal, jeg ikke kunde; Heden var trykkende, jeg maatte tilsidst rive mig løs og søge ud paa Gangen, for at aande og hvile, idetmindste støtte mig op til Rækværket - og som denne Aften gik det nu fremdeles i hele tre Uger, det var Saison, den varme Sommersel-kabstid. som vi kun kjende om Vinteren, indbudt blev jeg til hver Middag, til hver Aften, og efter dem til Baller om Natten; overalt Trængsel i Sale og paa Trapper, og da hele Ugen forud var besat med Udvalg af Indbydelserne, maatte jeg ogsaa til Frokost; det var ikke til at holde ud, en festlig Summen, Surren og Brusen, en eneste lang Nat og Dag fast i tre Uger; jeg har derfra kun endnu Momenter, enkelte Partier klart i Erindringen. Næsten overalt var  de samme Hovedfigurer, som traadte frem i vexlende Guld, Atlask, Blonder og Blomster. Smukt til Decoration i Værelserne var især Roser anvendt, med disse vare som bedækkede hele Vinduer, Borde, Trapper og Nicher; de stode alle i Vand, baade i Glas, Skaaler men det saae man ikke uden ved Undersøgelse, for Øiet dannede de hele Tæpper, saa duftende og friske. Jeg boede, som sagt, i Leicester Sqare i Hotel de Sabloniere, hvor H. C. Ørsted havde boet og anbefalet mig Stedet, men det var, sagde Grev Reventlow, ikke fashionabelt nok, og her gik Alt efter Fashion; han paalagde mig ikke at nævne Leicester Square, det vilde være, sagde han, som om en Fremmed i Kjøbenhavn vilde sige i fornemt Selskab, »jeg boer i Peer Madsens Gang«, jeg skulde svare, at jeg boede hos ham. Og dog boede jeg tæt ved Piccadilly, paa en stor Plads, hvor Grev Leicesters Marmor-Statue stod mellem grønne Træer, ligeud for mine Vinduer; for sex à otte Aar siden havde her ogsaa været Fashion at boe, nu var det ikke. »Ritter« Bunsen, Grev Reventlow og flere af Gesandterne besøgte mig dog her, men det var ikke Fashion. Alt er i England Etikette, selv Dronningen er bunden til den i sit eget Huus. Man fortalte mig, at hun en Dag var ude i en af de dejlige Parke og maaskee gjerne var bleven der lidt længere, men præcis Klokken 8 var Middagstiden, og da maatte hun være hjemme, man vilde ellers i hele England opholde sig derover. I Frihedens Land kan man være nær ved at døe af Etikette; dog det er en ringe Sag kun, her hvor saa meget Ypperligt findes. Her er man hos en Nation, der i vor Tid maaskee er den eneste ret religiøse: her er en Agtelse for Sæderne, her er Moral; der kan ikke dvæles ved enkelte Udvæxter og Afstrømninger, som altid findes i en stor By. - London er Høflighedens By, og Politiet foregaaer den med sit Exempel, man behøver kun at henvende sig paa Gaden til en af dets Betjente, de ledsage En, vise En til Rette; i hver Boutik faaer man det venligste Svar. Og hvad det angaaer, om Londons evige graa Luft og Steenkulsdamp, da har man overdrevet dette; vel findes deraf i enkelte tæt beboede gamle Qvarterer, men den meest udstrakte Deel er luftig og fri, saa godt som Paris er det. Jeg har i London seet flere smukke Solskinsdage og mange stjerneklare Nætter. Det er iøvrigt høist vanskeligt, naar man er Fremmed i et Land og i en By, at give et sandt, tro Billede af den, efterat have været der en kort Tid. Det erkjender man bedst ved at læse andre Forfatteres Skildringer og Opfatten af vort eget Hjem, hvor vi ere inde i det meeste og fortrolige dermed. Touristen nedskriver, hvad enkelte Individer fortælle, opfattet fra deres interesserede Standpunkt, selv seer han igjennem
Reiselivets zittrende Briller; han tegner Landskaber og Figurer som paa Jernbane-Flugt og ikke engang Enkelthederne saa. For mig er London Byernes By, Rom ufortalt; dens-Basrelief af Natten, hvori selve Carnevalet er en brusende, lystig Drøm, Pius den Niende selv kun en stor Tanke i Drømmen, London er Verdens-Basrelief travle Virksomhed, den lynflyvende Livets Væverspole. Dagens Thema her var iøvrigt: Jenny Lind og kun Jenny Lind. For nogenlunde at undgaae hyppigt Besøg og for at boe i den meest friske Luft i London havde hun leiet sig et Huus i Old Bromton; det var Alt, hvad jeg kunde erfare i Hotellet, hvor jeg boede og hvor jeg strax spurgte om hende. For at finde Stedet søgte jeg strax hen til »den italienske Opera«, hvor hun sang, ogsaa her var Gadepolitiet min sikkreste Hjelp, det førte mig til Theaterkassereren, men hverken han eller de forskjellige Portiers der, vilde eller kunde give mig Oplysning, jeg skrev da paa et af mine Visitkort nogle Ord til Jenny Lind, skrev, at jeg var kommen til London, sagde hvor jeg boede, og bad hende ufortøvet om hendes Adresse, og næste Morgen havde jeg en glad, hjertelig Skrivelse til »Broderen«. Jeg orienterede mig paa Kortet, saae i hvilket Qvarteer af London Old Bromton laae, og satte mig saa i en Omnibus, hvor Conducteuren gav mig god Besked om, hvor langt jeg kunde kjøre med ham, hvor jeg skulde dreie af, og hvilket Huus jeg da havde at gaae til, for at finde »den svenske Nattergal«, som han med et Smiil kaldte hende.

Et Par Dage efter kom jeg, mellem de Tusinder af Omnibusser London har, ind i een, det var netop den samme, jeg kjendte ikke Conducteuren igjen, men han kjendte mig og spurgte, om jeg saa fandt »Nattergalen Jenny Lind«. Det var langt ude i et Hjørne af Byen, hun boede i et lille, nysseligt Huus, med en lav Hække foran ud til Gaden, her stod udenfor, og det næsten altid, en Flok Mennesker og saae paa Huset, i Haab om at faae Jenny Lind at see; i Dag vare de heldige, thi da jeg ringede paa, og fra Vinduerne kjendte mig, løb hun ud til Vognen, trykkede begge mine Hænder, saae med søsterligt Sind og Glæde paa mig, og glemte de mange Mennesker rundt om, der trængte paa; vi maatte skynde os ind i Huset, og der var nydeligt, rigt og hyggeligt; en lille Have aabnede og sig med en stor Græsplet og mange Løvtræer, her boltrede sig en lille bruun, langhaaret Hund, der sprang op paa sin Herskerindes Skjød, blev klappet og kysset. Paa Bordet laae elegant indbundne Bøger, hun viste mig min »true story of my life«, som Mary Howitt havde dediceret hende; der laae paa Bordet et stort Blad, det var en Caricatur over Jenny Lind, en stor Nattergal med et Pigeansigt, Lumley stod og strøede hende Sovereign paa Halen, for at hun skulde synge. Vi talte om Hjemmet, om Bournonvilles og Collins, og da jeg fortalte hende om Hollændernes Fest for mig, bvorledes de der havde udbragt den gamle Collins Skaal, klappede hun i Hænderne og raabte: »det var bra!« hun lovede mig derpaa, at jeg skulde faae Billet til Operaen, hver Gang hun sang, men jeg maatte ikke tale om at betale den, det var for naragtigt dyrt, sagde hun, lad mig der synge for Dem, De kan siden hjemme læse et Eventyr for mig igjen!« Kun to Gange tillod mine mange Indbydelser mig at benytte den tilsendte Billet, jeg saae hende først i »la Sonnambula«, der vistnok er hendes Glandsrolle. Den jomfruelighed, den Reenhed, der ligesom gennemstraalede hende, gav Scenen noget Helligt. Den Maade, hvorpaa hun i sin Søvnvandring, i sidste Act, tager Rosen af sit Bryst, løfter den i Veiret og uvilkaarligt taber den, havde en Ynde, en Skjønhed, noget saa forunderligt Gribende, at man fik Taarer i Øinene; der var ogsaa en Jubel, et Bifald, som jeg ikke har hørt stærkere hos de heftige Neapolitanere. Blomster regnede ned til hende; Alt saae saa festligt ud; man veed, hvor
pyntelig Enhver maa være i den store Opera i London: alle Herrerne paa Gulvet og i første Rang møde med hvide Halstørklæder; Damerne sidde der i største Selskabs-Pynt, hver med en stor Bouquet i Haanden. Dronningen og Prinds Albert vare her, ligesom ogsaa Arvestorhertugen af Weimar og Gemalinde. Det italienske Sprog klang mig fremmed fra Jenny Linds Læber, og dog sagde man, at hun heri, ligesom i Tydsk, var correctere end mangen Italiener selv, dog Aanden var den samme, som naar hun sang i sit smukke Modersmaal. Af Componisten Verdi var for denne Saison og for Jenny Lind componeret en ny Opera »I Masnadieri«, Texten efter Schillers »die Räuber«; jeg hørte den engang, men selv Jenny Linds Spil og Sang kunde ikke løfte denne døde Tonedigtning. Amalies Partie ender med, at hun tilsidst i Skoven dræbes af Carl Moor, idet Røverbanden er omringet. Lablache udførte den gamle Moor, og det blev i høieste Grad komisk at see den colossale, tykke Mand komme ud af Taarnet og sige, at han segnede af Sult, hele Huset loe da ogsaa deraf. Ved samme Forestilling var det, at jeg for første Gang saae den berømte Dandserinde Taglioni, hun traadte op i »le pas des déeesses«, før hun traadte ind, havde jeg formelig Hjertebanken af Forventning, som jeg altid faaer det, naar Forventningen hos mig er stærkt spændt efter noget Herligt og Stort. Hun kom, - det var en ældre, noget stærkt bygget, ret smuk Kone, hun vilde være en nydelig Frue i en Selskabssal, men som ung Gudinde - fuimus Troes! - tænkte jeg og sad kold og ligegyldig ved denne gratiøse, ældre Dames Dands. Ungdom maa der være, og denne havde Cerrito! det var mageløst skjønt, det var Svaleflugt i Dandsen, Psyches Leg, Flyven! den saae man ikke hos Taglioni; fuimus Troes! Vor Landsmandinde, Jomfru Grahn, var ogsaa her i London og af Alle høit beundret, men hun dandsede ikke, hun var syg i Foden. En Aften under »Elisire d'amore« lod hun mig kalde op til sig i sin lille Loge, hvor hun med Liv og Lystighed udviklede for mig Verden bag Coulisserne, fortalte om hver især; hun syntes ikke at høre til Beundrerne af Jenny Lind; naturligviis, under Dagens Jubel for denne Ene, blandede sig ogsaa lidt Modstand, den alt Stort og Godt maa prøve. Jenny Linds Fremstilling af »Norma«, den krænkede, ædle Qvinde, som i høi Grad tiltalte mig, og som jeg har udtalt mig tidligere om, behagede i Almindelighed ikke Englænderne, der tidligere, ved Grisi og hendes Efterlignerinder, havde seet den givet som en lidenskabelig Medea; Forfatteren til »Oberon« og flere Textbøger, Planche, var en ivrig Antagonist; men disse smaa Pust forsvandt i Jubelens og Erkjendelsens Herlighed, og lykkelig var hun i sit stille Hjem under de skyggefulde Træer; jeg kom en Middag der, træt og ødelagt af de idelige Indbydelser, den overvældende Hyldest! »Ja, nu kan De prøve, hvad det er at gjøres af!« sagde hun, »man bliver som slidt op! og hvor tomt, hvor uendelig tomt er det med alle de Talemaader, som siges En!« Da jeg siden kjørte hjem i hendes Vogn, trængte Folk sig tæt op til den, de troede, at Jenny Lind sad deri, og de fandt kun mig, der var dem en fremmed, ubekjendt Herre. Gamle Hambro havde ved mig indbudt Kunstnerinden til en Dînée paa sit Landsted, men hun var ikke at bevæge til at tage derimod, ikke engang, da det overlodes hende at bestemme de Indbudnes Antal, ja selv at være sammen kun med den gamle Mand og mig, hun vilde ikke forandre sin Maade at leve paa, men tillod mig at bringe den gamle, hæderlige Mand ud til sig, det gjorde jeg, og de To kom ypperligt ud af det sammen, de talte endogsaa om Penge og loe af mig, der forstod mig saa lidt paa disse og paa at omsætte mit Talent i Guld.

Fortsættes her