Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)

Hartmanns Opera »Liden Kirsten«, hvortil jeg havde leveret Texten, var under min Fraværelse bragt paa Scenen og havde vundet store Bifald, skrev man mig til; Musiken var erkjendt, som den fortjener det, en ægte dansk Bouquet, saa eiendommelig, saa gribende; Texten havde selv Heiberg syntes godt om, jeg glædede mig til at høre og see det lille Arbeide, og det traf sig saa, at netop den Dag, jeg kom hjem, opførtes »Liden Kirsten«. »Ja, nu skal Du faae Fornøielse!«« sagde Hartmann, »Folk er meget veltilfreds med Musik og Text!« Jeg kom i Theatret, man bemærkede mig, jeg saae det, og da »Liden Kirsten« var endt, blev der klappet, men tillige meget stærkt hysset. »Det er aldrig skeet før!« sagde Hartmann, »jeg begriber det ikke!« »Men jeg forstaaer det nok,« svarede jeg, »bryd Du Dig ikke derom, Dig gjaldt det ikke, det var mine Landsmænd, som saae, at jeg var kommen hjem, og nu hilsede de paa mig!«

Jeg var forresten endnu legemlig lidende, Sommeropholdet i Syden kunde jeg ikke forvinde, kun den forfriskende Vinterkulde holdt mig sammen, jeg var i en nerveus kraftløs Tilstand medens Sjælen derimod var virksom i høi Grad; jeg fuldendte paa den Tid Digtningen Ahasverus. H. C. Ørsted, for hvem jeg i de sidste Aaringer læste Alt, hvad jeg skrev, virkede ved sin levende Deeltagelse, sin aandfulde Tale, meer og meer mægtig ind paa mig. Saa stærkt som hans Hjerte slog for det Skjønne og det Gode, saa gjennemtrængt søgte hans Tanke altid deri det Sande. Klart og bestemt udtalte han dette, og i ethvert Digt var Sandheden Digtningens Sjæl. En Dag bragte jeg til ham en dansk Oversættelse, jeg havde leveret af Byrons Digt »Mørket«; jeg var da ganske opfyldt af det store Phantasie-Maleri, Digteren har givet her, og overraskedes derfor, da Ørsted erklærede det for et aldeles forfeilet Digt, thi det var helt igjennem Usandhed, den ere Tilsætning blev taabeligere end den anden. Ørsted beviste det, og jeg forstod og erkjender hans Sande Ord. »Digteren tør nok tænke Sig«, sagde han, »at Solen forsvinder fra Himlen, men han maa vide, at der kommer da ganske andre Resultater, end dette Mørke, end denne Kulde, disse Begivenheder, dette er en Vanvittigs Phantasie!« Og jeg følte Rigtigheden deri, optog i min Anskuelse allerede da de Sandheder, han i »Aanden i Naturen« udtaler for sin Tidsalders Digtere. At hvor de selv, som Høidepunkter i deres Tid, udtalte Sig, skulde de fra Videnskaben og ikke fra en forsvunden Tids poetiske Rustkammer bringe Billeder og Udtryk; skildrer Digteren derimod en svunden Tid, naturligviis da er dens Forestillinger og Begreber om Verden de, som der maa bruges af de
fremtrædende Characterer; dette saa Sande og Rigtige, som Ørsted siden i sit Værk udtalte, blev til min Forundring ikke forstaaet, selv af en Mynster. Flere at de tankerige Afhandlinger vi finde i det omtalte Værk, læste han da for mig; vi samtalede siden derom, og med sin uendelige Kjærlighed og Beskedenhed hørte han endogsaa paa en Indvending af mig, den eneste, jeg havde at gjøre, at Dialogformen, der minder om Campes Robinson, var nu forældet, den blev her, hvor der ikke var Leilighed til Characteer-Tegning, kun Navne-Overskrift, og man vilde uden denne kunne forstaae det Hele ligesaa klart. -
»De har maaskee Ret!« svarede han med al sin milde Inderlighed; - men jeg kan ikke strax ret bestemme mig til en Forandring med hvad der nu i Aaringer hos mig har stillet sig frem under denne Form, men jeg vil overveie Deres Ord og tp-nke d,rpaa, naar jeg nedskriver noget mere.«
 

Det var et Væld af Kundskab, Erfaring og Snille, der udstrømmede fra ham, og dertil en elskelig Naivetet, noget Uskyldigt, Ubevidst, som hos barnet; en sjælden Natur, med Guddoms-Præget af hvad den var, aabenbarede sig her, og dertil kom hans store Religiøsitet; gjennem Videnskabens Glas saae han den Guds Storhed, det er christeligt smukt at erkjende selv ved tillukte Øine. Om Religionens dybe, velsignede Sandheder talte vi oftere; første Mose-Bog gjennemlæste vi saaledes Sammen, og jeg hørte den barnlig religiøse og dertil som Mand udviklede Tænkers Afspeiling i sig om Oldtids Mythe og Sagn om Verdens Skabelse. Jeg vendte altid saa klar i Tanken, saa rig i Sindet fra den elskelige og herlige Ørsted, og i Miskjendelsens og Mismodets tungeste Timer var han, som jeg maa gjentage, Den, der holds mig oppe og forjættede en bedre Tid. - En Dag, jeg sjælelig lidende, ved Uret og Haardhed mod mig udenfra, var gaaet bort, havde han ingen Ro, før han, den ældre Mand, endnu engang og det seent paa Aftenen havde søgt mig i mit Hjem og der igjen udtalt Deeltagelse og Trøst; det greb mig saa dybt, at jeg glemte al min Sorg, min Smerte, ret græd mig ud i Tak og Velsignelse over hans uendelige Godhed; jeg vandt igjen Kræfter og Mod til Digtning og Arbeide.

I Tydskland blev ved »Gesammelte Werke« og de forskjellige Oplag af mine enkelte Skrifter, jeg mere og mere kjendt og mødte megen Velvillie: »Eventyrene« og »Billedbog uden Billeder« læstes meest, de første fandt endogsaa Efterlignere. Mangen Bog og Digtning sendtes mig, og smukt og venligt lod især »Herzlicher Gruss deutscher Kinder dem lieben Kinderfreunde in Dänemark H. C. Andersen«.

Ude fra kom Solstraaler, ogsaa i Hjemmet lyste fleer og fleer, - Tanken var frisk, Hjertet blev ungt - med sine Erindringer og Stemninger. I Livets store Cirkel, den man gjennemgaaer, har Glæden og Smerten hver deres Radier, den sidste har tidt forskjellige og mange, dem Verden ikke faaer at kjende.
Der er i det menneskelige Hjerte Aflukker, som Ingen, selv vore Kjæreste, faae Lov at see ind i, hos en Digter klinge tidt dybe Toner derfra; man veed ikke, om det er Digtning eller Virkelighed; ogsaa gjennem mit Livs Eventyr tone saadanne Melodier, de tilhøre mig selv saa lidt, at kun Poesien har her
Ord om, hvad der maaskee bevægede uendeligt dybt og var Dage og Nætters Liv og Tanke.

I.
 

Hvil sødt,
Som var Du lagt i Dødens Skrin,
Du min Erindrings Rose, faun og fiin!

Du er ei Verdens meer, Du er kun min,

For Dig jeg synger, mine Taarer trille -

Natten er smuk, Natten er stille; -

Dødt! - Alt er dødt.
 

II.
 

Chor.
Du Pebersvend! vor Sang Du veed:
»Gaa Du iseng, træk Nathuen ned,
»Spejl Du Dig ret i Drømmenes Elv.
»»Du seer helst Dig selv og drømmer Dig selv!«

Den Eensomme.
 

Ja, i mig selv ligger gjemt en Skat,
Hvad veed Verden om den derinde,
Hvad veed den om Tankerne mangen Nat,

Om Taarer, som lønligt rinde,
Den lydløse, bittre Taarernes Elv,
Der ruller saa tungt, uden Vove.
- En Pebersvend tænker kun paa sig selv,

Lad ham sove!

Fortsættes her