Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)

En ung Billedhugger, Durham, ønskede at modellere hendes og min Buste, Ingen af os havde Tid at sidde længe for ham; ved et Par Ord fra mig fik den unge Mand imidlertid Tilladelse, en halv Time at komme til hende og omforme den Leerbuste, han efterat have seet hende i Theatret, alt havde udkastet; jeg gav ham dobbelt saa lang Tid, og i denne ene Time frembragte han en, efter Tiden, mærkelig god Buste. Den har, med Jenny Linds, været paa Udstillingen i Kjøbenhavn, hvor begge blev meget for strengt bedømte; thi der var Lighed og aandelig Opfatten i begge, og hvilken dansk Kunstner havde vel i saa kort Tid som Durham kunnet frembringe mere, end hvad her er givet. Siden ere Aaringer gaaede, før jeg igjen saae Jenny Lind, hun forlod, som vi vide, under Triumph og Jubel, England og gik til Amerika.

Grev Reventlow førte mig til Lady Morgan, han havde alt et Par Dage forud sagt mig, at den gamle Dame ventede os, men at hun havde udsat det til en bestemt Dag, da hun, betroede han mig, nok kjendte mig af Navn, men aldrig havde læst Noget af mig, og nu i Hast først vilde gjøre sig bekjendt med Improvisatoren, Eventyrene o. s. v. Hun beboede et Huus med smaa, brogede Værelser, fulde af Rococo, Alt havde et fransk Anstrøg, og især den gamle Dame, hun var Liv og Munterhed, talte Fransk, var selv ganske Fransk og uhyre sminket; hun citerede af mine Bøger, som jeg vidste, hun havde læst i Hast, men altid dog af en stor Høflighed mod mig; paa Væggen hang en Haandtegning af Thorvaldsen, det var »Natten og Dagen«, som vi have dem i Basrelief, og som hun i Rom havde faaet af ham. Hun sagde, at hun til Ære for mig vilde indbyde alle Londons berømte Forfattere, da skulde jeg lære at kjende Dickens, Bulwer o. s. v.; og straxæ om Aftenen førte hun mig til Lady Duff Gordon, der havde oversat mit Eventyr »den lille Havfrue«, og er en Datter af Forfatterinden Fru Austen; her skulde jeg træffe en Mængde Berømtheder, og det var ogsaa Tilfældet; men en endnu større udvalgt Kreds modtoges jeg i hos en anden engelsk Forfatterinde, til hvem min Ven Jerdan, Udgiver af »Literary Gazette« førte mig, nemlig til Lady Blessington. Hun boede i en Udkant af London i sit Palais »Gore house«. Hun var en blomstrende, noget corpulent Dame, særdeles elegant klædt og med glimrende Ringe paa Fingrene. Hun tog saa hjertelig imod mig, som var jeg en gammel Bekjendt, trykkede min Haand, talte om »en Digters Bazar, og sagde, at deri var en Skat af Poesi, som der ikke fandtes i mange Bøger tilsammen, at hun i sin sidste Roman havde nævnet den; vi gik ud paa den store Altan til Haven, den var rigt omvoxet med Epheu og Viinløv, en stor sort Fugl fra van Diemens Land og to hvide Papegøier gyngede derude, den sorte Fugl blev klappet og maatte slaae sin Triller for mig: under Altanen voxte mange Roser, der var deilig Grønsvær og to prægtige hængende Grædepile, lidt længere henne, paa et Stykke Eng, græssede til Stads en Ko, det Hele saae saa landligt ud. Vi gik sammen ned i Haven, hun var den første engelske Dame, jeg ret forstod, men hun talte ogsaa med Flid saa langsomt, holdt mig dertil fast om Haandleddet, saae mig bestandigt ved hvert Ord lige ind i Øinene og spurgte da, om jeg nu forstod hende. Hun fortalte mig Ideen til en Bog, den hun gjerne vilde, at jeg skulde skrive, en Ide, hun syntes voxte ind i mit Rige. Det var om en fattig Mand, som kun eiede Haabet, og en rig, som eiede det Reelle, men ikke Haabet, og jeg skulde da vise hvor ulykkelig han var, medens den Fattige var lykkelig. Hendes Svigersøn Grev d'Orsay kom til, Londons eleganteste Herre, der, som man sagde mig, ved sit Toilet bestemte Englands Modedragt. Vi traadte ind i hans Atelier, hvor i Leer stod modelleret af ham en næsten færdig Buste af Lady Blessington, ligesom der ogsaa var et Oliemaleri af Jenny Lind, som »Norma«, males af Grev d'Orsay efter Hukommelsen. Han syntes en meget talentfuld Mand, ligesom han ogsaa var høist høflig og elskværdig. Lady Blessington førte mig derpaa gjennem alle sine Værelser, Napoleons Buste eller Portrait fandtes næsten i de fleste. Tilsidst kom vi i hendes Arbeidsværelse, her laae paa Bordet en Mængde Bøger opslagne, og, som jeg saae, alle om Anna Boleyn. Vi talte om Poesi og Kunst, og med Kjendskab og stor Kjærlighed berørte hun mine Arbeider, i hvilke, sagde hun, fandtes Meget af det, der især greb hende hos Jenny Lind, en vis Inderlighed og Natur. Hun talte om denne Kunstnerindes Fremstilling af »la Sonnambula«, den Reenhed og Jomfruelighed, som her aabenbarede sig, og Taarerne stod hende i Øinene ved Talen derom. To unge Piger, jeg troer hendes Døttre, bragte mig en Haandfuld af de deiligste Roser; Jerdan og jeg indbødes til een Dag at tilbringe en Middag her, da vilde hun føre mig sammen med Dickens og Bulwer. Da vi til den Tid kom, fandt jeg det hele Huus i festlig Pragt; Tjenere i Silkestrømper og med puddret Haar stode paa Gangen, Lady Blessington selv var i Glands og Herlighed, men med det samme milde, straalende Ansigt; hun sagde mig, at Bulwer ikke kom, han levede i denne Tid kun for Valgene og var ude at samle Stemmer; hun syntes ikke særlig stemt for denne Digter som menneske, sagde ogsaa, at han stødte fra sig ved sin Forfængelighed, og var dertil temmelig døv og meget vanskelig at underhoIde sig med; om hun saae gjennem et falskt Glas, veed jeg ikke, anderledes varmt talte hun, og det gjorde Alle, om Charles Dickens; ogsaa han havde lovet at komme, ham skulde jeg lære at kjende.

Jeg sad just og skrev mit Navn og et Par Ord foran i »True story of my life«, da Dickens traadte ind, ungdommelig, smuk, med klogt, venlige Udtryk og et stort kjønt Haar, der faldt til begge Sider. Vi trykkede hinandens Hænder, saae hinanden dybt ind i Øinene, talte og forstod hinanden. Vi vare komne ud paa Verandaen, jeg var saa bevæget glad ved at see og tale med den af Englands nu levende Digtere, jeg elskede høiest, Taarerne traadte mig i Øinene. Dickens forstod min Kjærlighed og Beundring. Blandt mine Eventyr nævnede han »den lille Havfrue«, som Lady Duff Gordon havde oversat i Bentleys »Magazine«, ogsaa »en Digters Bazar« og »Improvisatoren« kjendte han; ved Bordet fik jeg Plads nær ved Dickens, kun Lady Blessingtons unge Datter sad imellem os. Han drak et Glas med mig, det gjorde ogsaa den nuværende Hertug af Wellington, dengang Marquis af Duero; for Enden af Bordet var et stort Billed, Napoleon i Legemsstørrelse, det hang stærkt belyst af mange Lamper. Her var Digteren Milnes, her var Postchefen for hele England, Forfattere, Journalister og Adelsmænd, men for mig var Dickens den Fornemste. En stor, rig Kreds af de hæderligste Mænd saae jeg, men foruden de to Døttre kun Mænd; ingen Andre kom i Lady Blessingtons Huus, disse søgte det ubetinget, mig, blev det af Grev Reventlow og Flere indpræget, at jeg i de store Saloner ikke maatte sige, at jeg kom til Lady Blessington, det var ikke Fashion, hun var i høieste Grad der i Miscredit. Grunden man gav, om den er sand veed jeg ikke, var den, at Svigersønnen, Grev d'Orsay, fandt sig hellere i sin Svigermoders, end i sin Kones Selskab, og at den unge Kone, iøvrigt Steddatter af Lady Blessington, derfor havde forladt Mand, Huus og Hjem, og levede hos en Veninde, medens Gemalen blev tilbage. Paa mig havde Lady Blessington gjort et høist behageligt Indtryk, og jeg kunde ikke lade være i de store Kredse, naar om Aftenen en Flok af de høiere Damer spurgte mig, hvem jeg havde besøgt, da at nævne Lady Blessington; da blev der altid en Pause, spurgte jeg saa om Grunden, hvorfor man ikke kunde komme der, eller hvad der hos hende ikke var som det burde være, fik jeg kun en kort Affærdigelse, at hun ikke var god; en Dag talte jeg om hendes personlige Elskværdighed og om hendes Gemyt, fortalte, hvorledes hun var greben ved at omtale Jenny Linds Fremstilling af »Sonnambula«, hele den Qvindelighed, hun derved aabenbarede; jeg havde seet hende fælde Taarer derved! »Skabning!« udbrød indigneret en gammel Dame, »Lady Blessington græde ved Jenny Linds Uskyld!« Et Par Aar efter læste jeg om Lady Blessingtons Død i Paris, Grev d'Orsay var Den, som sad ved hendes Dødsleie. Blandt andre literaire Damer maa jeg nævne Qvækerinden Mary Howitt, ved hvis Oversættelse af »Improvisatoren« jeg blev indført og kjendt i England. Ogsaa hendes Mand, Charles Howitt, er bekjendt som Forfatter, de udgav paa den Tid i London »Howitts Journal«; netop i Nummeret, der udkom Ugen før min Ankomst her, var leveret en Slags Berømmelses-Tale over mig, samt mit Portrait, der stod rundt om i Vinduerne i flere Bogudsalg. Jeg blev strax den første Dag, jeg kom, opmærksom herpaa og gik ind i en lille Boutik og kjøbte det; »ligner det nu Andersen?« spurgte jeg Madamen, som solgte det; »o, det er ganske frappant!« sagde hun, »De vil kjende ham efter Billedet!« - Men hun kjendte mig ikke, uagtet vi længe talte sammen om Ligheden. - »True story of my life, en Oversættelse af »das Märchen meines Lebens«, havde Mary Howitt nylig udgivet paa Brødrene Longmanns Forlag, Bogen var, som sagt, dediceret Jenny Lind og er ogsaa senere udkommen i Boston. Strax ved min Ankomst havde Mary Howitt med sin Datter besøgt mig og bedet mig ud til sig i Clapton udenfor London; det var vistnok to danske Miil derud, jeg foer med Omnibus, den var belæsset ude og inde, Veien fik aldrig Ende. Howitts boede godt, her var Malerier og Statuer, en net Have. Alle toge venligt imod mig. Nogle Huse derfra boede Freiligrath, den tydske Digter, som jeg engang havde besøgt i St. Goar ved Rhinen, da sang han de varme, malende Sange; Kongen af Preussen havde givet ham en aarlig Livrente, og den stødte han igjen tilbage, da Herwegh spottede ham som pensioneret Digter; skrev derpaa Friheds-Sange, gik til Schweiz og derfra til England hvor han ernærede sin Familie ved at være paa et Handelscontor; en Dag, inde i London, havde jeg mødt ham i Trængselen, han kjendte mig, jeg ikke ham, thi det tykke sorte Skjæg, jeg før havde seet ham med, var raget af. - »Vil De ikke kjendes ved mig?« sagde han og loe, »jeg er Freiligrath!« og da jeg havde draget ham fra Trængselen hen mod en Dør, sagde han i Spøg: »De vil ikke tale med mig i Mængden, De, Konge-Ven!« - Der var venligt i den lille Stue, mit Portrait hang paa Væggen, Maleren Hartmann, der engang paa Gravensteen havde tegnet det, traadte just ind i Stuen, vi talte om Rhinen, om Poesien, men jeg var lidende af Livet i London, af Touren herud, imidlertid stolede jeg paa, at Aftenen blev kolig og tog igjen Plads i Omnibus'en, men før jeg var vel ude af Clapton, sank alle mine Lemmer sammen, jeg følte mig syg, mat i en Grad, som jeg havde været det i Neapel, jeg var nær ved at besvime, og altid blev Omnibus'en fuldere og mere varm, hvert øieblik holdt den og fyldtes nu ogsaa ovenpaa; bestøvIede Been hang ned for de aabne Vinduer. Flere Gange var jeg ved at sige til Conducteuren: »Før mig ind i et Huus, hvor jeg kan blive, thi jeg holder det ikke ud.« Vandet sprang mig ud af alle Porer. Det var rædsomt! og altid langsomt fremad; mig forekom det tilsidst, som Alt flød bort omkring mig. Da jeg endelig naaede Banken, steg jeg ud i en Droschke og nu, jeg sad ene og fik det mere luftigt, kom jeg til mig selv og naaede Hjemmet, men en mere qvalfuld Fart, end den fra Clapton, har jeg sjelden prøvet. - Imidlertid havde jeg dog lovet at komme derud igjen og blive der et Par Dage, det var dette længere Ophold der, som gav mig Mod til at begynde samme Reise igjen og i Omnibus. Det skulde være stille, nydende Dage derude, men Venner ville tit gjøre det mere end godt. Man skal altid føres fra det Nære til det, der er længere borte, og saaledes allerede den første Dag gik det efter Middag afsted i en Eenspænder, fem Personer indeni, tre udenpaa, Vi skulde til et Landsted hos en gammel Frøken; det var en rædsom Hede, den hele Udflugt var complet til et Capitel i en af Dickens Romaner.

Endelig naaede vi da til den gamle Frøken, der nok var literair; midt paa Græsplainen foran Huset legede en Mængde Børn, det saae ud som en heel Skole eller Pensionsanstalt, de dandsede rundt om en stor Bøg midt paa Marken og havde Alle Krandse af Bøg eller Epheu om Hovedet. De sang og sprang. Man kaldte dem hen til mig, sagde dem, at jeg var den Hans Christian Andersen, der havde skrevet Eventyrene, som de kjendte, og de trængte dem Alle omkring mig og rakte mig Haanden; sprang og sang saa igjen paa den grønne Mark. Der var rundtom smukke Høie og store Træpartier, der kastede deilig Slagskygge; jeg skottede derhen, for vi maatte sidde i den lille Have i et solhedt Lysthuus; her kom en døv Forfatterinde, som skrev politisk, en Mængde Digtere, hvis Navne jeg ikke kjendte, jeg blev mere og mere udmattet og maatte tilsidst søge Hvile, hele Eftermiddagen ligge stille hen i en eensom Stue, jeg mægtede ikke at røre mig. - Da Solen gik ned, og det luftede lidt, blev jeg glad ved igjen at kunne aande; paa Hjemtouren til Clapton saae vi det belyste London udstrakt under os, det var som en storartet Illumination, som et transparent Grundrids i det Gigantiske; man saae i Ildcontour ved de mange Gaslygter flere bugtede Gader, nogle strakte sig lige ud mod den fjerne Horizont, et phosphorisk Hav med tusinde Ildfyr.

Fortsættes her