H.C. Andersen: "At rejse er at leve"

H.C. Andersen i "Maxen"

H.C. Andersen i Weimar

Ettersburg og H.C.Andersen

H.C.Andersen og "Prindsesse Wilhelmina" 1831

Rejsebogen ” En Digters Bazar”

”At rejse er at leve”

 H.C. Andersen var mere rejsende end andre kulturpersonligheder i samme periode. Andersen begyndte på rejserne, da han var 25 år og sluttede, da han var 68 år. Han rejste ofte i længere perioder end andre og  rejste ikke kun i de traditionelle rejselande i Centraleuropa, som f. eks i Italien, England, Frankrig, Spanien, og Schweiz, men besøgte også mere ”oversøiske” steder som Skotland, Tanger i Afrika, Portugal og Balkanlandene. Andersen rejste ikke kun i det sydlige udland, men også i Sverige. Danmark gennemrejste han fra Skagen, Åbenrå, Amager til Falster samt mange andre steder.

 Andersen var en ivrig nedskriver af, hvad han foretog sig på sine rejser og derfor har vi i dag et godt indtryk af hans rejseaktivitet fra hans dagbøger, almanakken samt fra utallige rejsebeskrivelser. Hans første rejsebog er ”Skyggebilleder” fra 1832.

 Andersen vurderede altid om han havde penge til at gennemføre rejserne og desuden blev der lagt nøjagtige planer og ruter for rejserne. H.C. Andersen hentede stor inspiration på sine rejser. Hans første Italiensrejse fandt sted 1833-1834. Formålet med rejsen var en stræben efter udvikling og modenhed og den findes blandt menneskene ude i verdenen, mente Andersen.. At rejse er ikke kun  for at leve, at elske, men også for at lære.

Andersen var en skarpsindig iagttager af naturen og folkene og hans rejseprojekter gik ud på at undersøge, hvor grænserne for naturen går i mennesket og dets nære og fjerne omgivelser. Andersen havde det nemt med andre folkeslag, religioner, kulturer og politiske systemer. Vi ved dog fra Charles Dickens familie, at hans sprogfærdigheder i bl.a. engelsk ikke var store, men han klarede sig alligevel.

 Tiden 1800-1850 betegnes Guldalderen. Det var en periode med stor kulturel rigdom selvom landet var ved at gå bankerot. Kontrasterne med det bundfattige land og den kulturelle rigdom var store og den kulturelle rigdom kom let til at fremstå meget harmonisk og idyllisk. Thorvaldsen skabte sine skulpturer, Bournonville sine balletter og Grundtvig og Ingemann deres salmer. Ligesom H.C. Andersen, C.F. Hansen og Lundbye frembragte deres kunstneriske præstationer. Det var almindelig i Guldalderen at kunstnere, videnskabsmænd, erhvervsfolk m.fl. søger viden og udvikling uden for landets grænser. Teknikken bød på nye muligheder, således også et telegrafkabel ”Den store Søslange” på bunden af Atlanterhavet mellem Europa og Amerika.

 I 1842 udkom rejsebogen ” En Digters Bazar”. Denne rejsebog og den første ”Skyggebilleder” i 1831 var udtryk for det fælles Europa, der bygger på den samlende ånd i naturen, der drømmer om et fælles Europa, der mere bygger på de kulturelle og sproglige fællesskaber end politiske og statslige grænsedragninger.

 At rejse er udtryk for H.C. Andersen tanke at mennesket altid er i bevægelse dette kan være fysisk eller psykisk. Ligeså var naturen udtryk for en kontinuerlig proces, således solen, månederne, årstiderne, dagen. I sin første rejsebog ”Skyggebilleder udtrykker Andersen det at rejse på følgende måde:

” O reise! Reise! Det er dog den lykkeligste Lod! Og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt Reiser i det hele Univers! Selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, ”reise”, det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi vil endogsaa lege ”At rejse” midt under vores og Tingenes store naturlig Reise.” .

lb

Foto: Lars Bjørnsten Odense