H.C. Andersen: "At rejse er at leve"
H.C. Andersen i
"Maxen"
H.C. Andersen i
Weimar
Ettersburg
og H.C.Andersen
H.C.Andersen og "Prindsesse
Wilhelmina" 1831
Rejsebogen ” En Digters Bazar”
”At rejse er at leve”
H.C.
Andersen var mere rejsende end andre
kulturpersonligheder i samme
periode. Andersen begyndte på
rejserne, da han var 25 år og
sluttede, da han var 68 år. Han
rejste ofte i længere perioder end
andre og rejste ikke kun i de
traditionelle rejselande i
Centraleuropa, som f. eks i Italien,
England, Frankrig, Spanien, og
Schweiz, men besøgte også mere
”oversøiske” steder som Skotland,
Tanger i Afrika, Portugal og
Balkanlandene. Andersen rejste ikke
kun i det sydlige udland, men også i
Sverige. Danmark gennemrejste han
fra Skagen, Åbenrå, Amager til
Falster samt mange andre steder.
Andersen var
en ivrig nedskriver af, hvad han
foretog sig på sine rejser og derfor
har vi i dag et godt indtryk af hans
rejseaktivitet fra hans dagbøger,
almanakken samt fra utallige
rejsebeskrivelser. Hans første
rejsebog er ”Skyggebilleder” fra
1832.
Andersen
vurderede altid om han havde penge
til at gennemføre rejserne og
desuden blev der lagt nøjagtige
planer og ruter for rejserne. H.C.
Andersen hentede stor inspiration på
sine rejser. Hans første
Italiensrejse fandt sted 1833-1834.
Formålet med rejsen var en stræben
efter udvikling og modenhed og den
findes blandt menneskene ude i
verdenen, mente Andersen.. At rejse
er ikke kun for at leve, at elske,
men også for at lære.
Andersen var
en skarpsindig iagttager af naturen
og folkene og hans rejseprojekter
gik ud på at undersøge, hvor
grænserne for naturen går i
mennesket og dets nære og fjerne
omgivelser. Andersen havde det nemt
med andre folkeslag, religioner,
kulturer og politiske systemer. Vi
ved dog fra Charles Dickens familie,
at hans sprogfærdigheder i bl.a.
engelsk ikke var store, men han
klarede sig alligevel.
Tiden
1800-1850 betegnes Guldalderen. Det
var en periode med stor kulturel
rigdom selvom landet var ved at gå
bankerot. Kontrasterne med det
bundfattige land og den kulturelle
rigdom var store og den kulturelle
rigdom kom let til at fremstå meget
harmonisk og idyllisk. Thorvaldsen
skabte sine skulpturer, Bournonville
sine balletter og Grundtvig og
Ingemann deres salmer. Ligesom H.C.
Andersen, C.F. Hansen og Lundbye
frembragte deres kunstneriske
præstationer. Det var almindelig i
Guldalderen at kunstnere,
videnskabsmænd, erhvervsfolk m.fl.
søger viden og udvikling uden for
landets grænser. Teknikken bød på
nye muligheder, således også et
telegrafkabel ”Den store Søslange”
på bunden af Atlanterhavet mellem
Europa og Amerika.
I 1842 udkom
rejsebogen
” En Digters Bazar”.
Denne rejsebog og den første
”Skyggebilleder” i 1831 var udtryk
for det fælles Europa, der bygger på
den samlende ånd i naturen, der
drømmer om et fælles Europa, der
mere bygger på de kulturelle og
sproglige fællesskaber end politiske
og statslige grænsedragninger.
At rejse er
udtryk for H.C. Andersen tanke at
mennesket altid er i bevægelse dette
kan være fysisk eller psykisk.
Ligeså var naturen udtryk for en
kontinuerlig proces, således solen,
månederne, årstiderne, dagen. I sin
første rejsebog ”Skyggebilleder
udtrykker Andersen det at rejse på
følgende måde:
” O reise!
Reise! Det er dog den lykkeligste
Lod! Og derfor reise vi ogsaa Alle;
Alt Reiser i det hele Univers! Selv
den fattigste Mand eier Tankens
vingede Hest, og bliver den svag og
gammel, tager Døden ham dog med paa
Reisen, den store Reise, vi alle
reise. Bølgerne rulle fra Kyst til
Kyst; Skyerne seile hen ad den store
Himmel og Fuglen flyver med over
Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de
Døde i deres stille Grave, flyve med
Jorden rundt om Solen. Ja, ”reise”,
det er en fix Idee hos det hele
Univers, men vi Mennesker ere Børn,
vi vil endogsaa lege ”At rejse” midt
under vores og Tingenes store
naturlig Reise.” .
lb
Foto: Lars Bjørnsten
Odense |