H.C. Andersen skriver om sin barndom i Odense.

H.C. Andersen skriver: At som brogede, halv glemte drømme står de første erindringer for mig. Således står spaniernes ophold i Odense 1808 fjernest. Jeg ser endnu, hvor de kørte forbi med kanoner og husker en soldat, der tog mig på sin arm, dansede og græd i det samme. Han havde vist selv børn i Spanien.

H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense . Gouache af J.H.T. Hanck 22. november 1836

Jeg erindrer, at en blev skudt på Heden. Jeg stod oppe i et vindue og så på det, men af hele processionen erindrer jeg kun tømmermændene med deres lange skæg, der især gjorde indtryk på mig.

I min tidlige barndom havde Odense endnu mange gamle skikke og folkefester. En del er siden er forsvundet, de gamle skikke og folkefesterne havde vist nok har virket meget ind på mit hele væsen, og givet min barndom en forunderlig poetisk kolorit. Det er som jeg havde levet langt tidligere tilbage.

Alle disse scener udgjorde de mest levende og tidligste erindringer. Min gamle farmoder, der elskede mig så usigelig, tog mig altid med for at se på det, bar og førte mig til enhver glæde, der kunne fås uden penge. Således så jeg to gange murermestrenes flotte skilt. Det vil sige, skifte herberg. En gammel skarnager, Hans Strue, med en frygtelig stor næse, var klædt som harlekin. Ansigtet var sort, men næsen rød. Med en brik i hånden åbnede han toget. Svendene var i skjorteærmer med silkebånd og bar skiltet og andre havde kårder. På spidsen sad appelsiner eller citroner og hele lauget fulgte efter under fuld musik. Så snart skiltet var slået op uden på huset, trådte en af svendene ud og holdt en tale på vers til alle folk. Jeg begreb intet deraf og kan kun huske, at der blev sagt: "Vulkanus var den første smed", hvilket forekom mig meget interessant. Det fik mig til at spørge en dreng i latinskolen om navnene på nogle flere guder, men han var ikke stiv i mytologien, og Odin, Jupiter og Rhea, blev hele udbyttet.

Odense Å med Sct. Knuds kirke ca. 1850
Fabritius de Tengnagel (1781 - 1849)

Tæt ved H.C. Andersens barndomshjem

Hver årstid bragte mig en festdag og således smelter hele min barndomserindring sammen til en cyklus af festdage. Regelmæssigt 2 gange om sommeren tog min fader og moder på skovtur. Smørrebrød svøbt i et stort klæde og en dunk med øl var provianten. Jeg var så usigelig lykkelig og samlede jordbær på et græsstrå og desuden lavede jeg både af siv, som sejlede ned af åen. Siden har naturen aldrig tiltalt mig som den gang og jeg havde megen fantasi. Hver blomst, hver fugl syntes tale til mig, jeg var digter uden at vide det.

På en sådan skovtur, en sommeraften blev det en frygtelig orkan. Det virkede således på min barnlige fantasi, at jeg endnu ret levende husker det, med det står tillige så skrækkeligt, at det vist har sin stærke kolorit fra barnet. Træer blev rykket op med rode og lyn fulgte på lyn. Min fader bar mig på sin ryg, men måtte flere gange lægge sig på jorden for de voldsomme lufthvirvler. Da vi kom til Munkemose, hvor vejen gik over til Odense måtte han vade i vand til over knæene med mig, men jeg sad imidlertid og så rundt om mig, underlig grebet af det store skuespil.

Borgerne havde skydelag ude på Heden, engang om året. Det var en almindelig fest, som havde sit højdepunkt netop da skydningen var forbi. Da blev der holdt auktion over skiven og denne skulle alle drengene bære hjem. Fire af de største tog den på deres skuldre og den største nogle gange to, steg op på den og nu gik det af sted, alle de andre drenge forsynede sig med grønne grene, sang og jublede. Æresportene blev nedbrudte, de to drenge på skiven pyntede sig med guirlander og inskriptioner. Alle mennesker fulgte dette baccantiske tog, der drog om i gaderne, til ud på aftenen. Jeg var dog aldrig med, men stod på en høj trappe og så den hele lystigheden.

Sankt Hans aften gik jeg til kilden med en lille spand, og skønt det var over en 1/2 mil udenfor byen bar jeg den hjem med vand i. Jeg var meget overtroisk og min moder ikke mindre. Der blev stukket sankt hans urter under bjælken og min groede frodigt og lovede mig en lang levetid.

Vinteren havde også mange glæder og festlige dage. Fastelavnsmandag gik jeg med gamle farmoder ud for at se lystigheden. Slagterne førte da en stor stud omkring, som var pyntet med fastelavns ris. En lille dreng med vinger på ryggen sad på den, og foran gik spillemænd. Det var også skik at søfolkene fra Stige kom i hvide skjorter med brogede bånd, og under fuld musik førte alle deres flag omkring i gaderne. Siden blev der lagt et bræt imellem to både og her var der brydekamp mellem to raske gutter indtil en af dem faldt i det iskolde vand. Siden er det blevet vedtaget, at begge skulle falde begge. Da en af dem tog sig det så nær, at han blev overvundet at han hemmelig forlod fiskerlejet og man så ham aldrig siden.

Borgerskabets musik i Odense, bestod kun af pibe og tromme. De musicerende var også borgere, men ved nytårstid drog de om fra dør til dør og "trommede nytår ind", som det kaldtes. De fortjente mangen skilling ved denne utålelige musik som den gang ret behagede mig. Så snart de havde trommet nytår ind i byen, drog de ud på landet, og trommede der tit til træerne sprang ud i foråret. De drog siden hjem, belæssede med mel, gryn, flæsk og pølse rundt om trommerne.

Således gav det lokale min fantasi næring og min barndom har mig noget romantisk, en københavner ikke kender til.

Foto: Lars Bjørnsten Odense