"Mine Forældre var flyttede hen i Gaden, udenfor Munkemølle-Port, og vi havde der faaet en Have; den var meget lille og smal, den var egentlig kun et langt Bed med Rips- og Stikkelsbær-Hækker og saa Gangen, der tog ligesaa stor Plads op, men denne førte ned til Odense-Aa, lige bag Munkemølle; tre store Vandhjul drejede sig under det styrtende Vand og stode pludselig stille, naar Sluseportene bleve satte for; alt Vandet løb da af Aaen, der blev tør Bund, hvor i Vandhullerne Fiskene sprællede, jeg kunde tage dem med Hænderne, og under de store Vandhjul kom, ud fra Møllen, fedede Vandrotter, for at drikke; pludseligt løftedes Sluse-Portene, Vandet styrtede skummende og brusende, der var ingen Rotter mere at see, Aa-Lejet fyldtes og jeg, som stod der ude, løb pjaskende gjennem Vandet henimod Bredden, forskrækket som Ravsamleren paa Vesterhavets Kyst, naar han er langt ude og Floden kommer. Paa en af de store Stene, som min Moder brugte til Toe-Bræt i Aaen, stod jeg og sang i vilden Sky alle de Viser, jeg kunde, og tidt var der hverken Mening eller Melodie, men egen selvlavet Sangklang, som den bedst vilde komme; Nabohaven tilhørte Etatsraad Falbe, hvis Frue er af Oehlenschläger omtalt i hans Levnetsbeskrivelse, hun havde været Skuespillerinde og seet deilig ud som ,, Ida Münster" i Dramaet ,,Herman von Unna", den Gang hed hun Jomfru Beck. Jeg vidste, at naar i Haven derinde vare Fremmede, børte de altid efter min Sang. Alle Folk sagde mig, at jeg havde en deilig Stemme, og at jeg vist med den vilde gjøre min Lykke i Verden. Tidt tænkte jeg over, hvorledes denne Lykke skulde komme, og da det" Eventyrlige for mig var Sandhed, saa ventede jeg de forunderligste Ting. Jeg havde hørt af en gammel Kone, som skyllede Tøj i Aaen, at Keiserriget China laae lige her under Odense Aa, og nu ansaae jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os, høre mig synge og saa tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot; hele Aftener kunde jeg sidde og gjøre Tegninger og Grundrids deraf. Jeg var ganske Barn og siden, længe efter - da var jeg det ligesaameget, naar jeg i Kjøbenhavn traadte declamerende op og læste Digte; jeg ventede og troede endnu paa en saadan Slags Prinds i Kredsen, der skulde høre mig, forstaae mig og hjelpe mig frem; men det skulde nu ikke skee paa den Maade og dog skee!"

Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marscher og Krigslivet. En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre fra ham og at commandere selv. Min Moder sendte mig strax ud om Hjelp, men ikke hos Lægen, nei, hos en saakaldet ,,klog Kone", der boede en halv Miil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmaal, tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføiede: ,,Gaa nu hjem langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd!"

".....Jeg var eneste Barn og blev i høi Grad forkjælet, men høre maatte jeg det af min Moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et Grevebarn! -hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at betle, og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aa; min Barne-Tanke saae det saa tydeligt, og jeg græd derover; i gamle Domenica i Improvisatoren og som Spillemandens Moder i: »Kun en Spillemand« har jeg givet hendes Personlighed i to forskjellige Opfatninger... "

H.C. Andersens  eventyr "Klokkedybet" fra 1858 er skrevet med udgangspunkt i Andersens kendskab til åen i sin fødeby Odense.

I  H.C. Andersens  dagbøger er Odense Aa nævnt flere gange:

H.C. Andersens dagbog 9. november 1860:

"Fredag 9.......Eftermiddagen besøgte jeg Procurutar Hansen Moder, der er nu en Gade og en Landevei nede der over Aaen..."

H.C. Andersens dagbog 1. januar 1865:

"Søndag den 1ste... Brev fra en Hr. Chrone i Odense med et engelsk Digt om Odense-Aa...."

H.C. Andersens dagbog 12. april 1867:

Fredag 12...oppe før 7. Gik hen til Engelstoft, han var på Banegaarden at tage mod sine Smaapiger, men kom snart: vi spadserede sammen ud langs Odense Aa til Broen ved Slusen, mødte Geheimeraad Unsgaard , han havde Provste Møde ellers var han fulgt med os til Frokost..."

I  H.C. Andersens roman O.T. Original Roman i to Deele (1836) er Odense Aa nævnt :  

 »Jeg er nu saadanne altid paa Reise!« sagde Heinrich, »men saavidt jeg veed, er hun nok i Fyen. Ja, hun maa nu faae en af vor Lige, saadan en simpel Mand! Han kan tage sig en fiin Frøken. Det er at have Lykken med. Han bliver Herskab. Saa faaer den gamle Heinrich vel Lov til at gjøre Kunster paa hans Gaard? Men ingen af os ville snakke om gamle Dage! om den røde Gaard ved Odense Aa!« Det sidste hvidskede han ganske sagte. »Jeg faaer vel en Marks-Penge af ham?« spurgte han.
»Han skal faae mere!« sagde Otto og gav ham det. »Men jeg ønsker nok, at vi blive fremmede for hinanden, som vi ere det!«
 

I forbindelse med at H.C. Andersen blev æresborger i Odense den 6.december 1867 blev der ved aftenfesten på Odense Rådhus sunget en sang om H.C. Andersen, som også  omhandler Odense Aa.

Efter festmåltidet var der bal H.C. Andersen blev placeret i en lænestol midt i salen og par for par kom pyntede børn op , som dansede i kreds om digteren og sang en sang af Johan Krohn. Nedenfor bringes det uddrag af sangen om det vers der omhandler Odense Aa.: