Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide - det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.

»At reise er at leve«

(1) I Sommeren 1844 besøgte jeg igjen Nordtydskland, en aandrig, elskværdig Familie i Oldenborg, den nuværende Minister von Eisendecher og hans Frue havde bedet mig tilbringe nogen Tid i Deres Huus; Grev Rantzau-Breitenburg gjentog i sine Breve, hvor velkommen jeg var ham, at jeg dog maatte komme til ham i det smukke Holsteen, og jeg reiste; det blev om ikke en af mine længste, saa vistnok meest interessante Reiser.

Jeg saae det rige Marskland i sin Sommerfylde; til høit op paa Boven gik i Græs Køerne med Klokker om Halsen, som i Schweizer Dale. Alt var en Idyl, Breitenburg selv ligger midt i Skoven ved Floden Stør, for den løber forbi Itzehoe; Dampskibsfarten herfra til Hamborg gav Liv paa den lille Flod; Stedet selv havde udenom saa meget malerisk og i Slottet var hjemligt og godt, jeg kunde her ret hengive mig til at læse og digte, jeg var fri som Fuglen i Luften, og her var sørget for mig, som for en kjær Slægtning, der var til Gjest. Med Grev Rantzau gjorde jeg flere interessante smaa Udflugter og lære at kjende den holsteenske Natur. Hans Sundhedstilstand var imidlertid meget aftagen, det var hans sidste Sommer, der rullede op; det var sidste Gang, jeg skulde komme til det hyggelige, venlige Breitenburg. Selv havde han Forudfølelsen om sin nære Død. Een Dag, vi mødtes i Haven, greb han min Haand, trykkede den hjerteligt, udtalte sin Glæde over min Erkjendelse i Udlandet som Digter, sit Venskab for mig, og sagde tilsidst: »ja, min unge Ven, Gud vil vide det, men jeg har den visse Tro, det er i Aar sidste Gang, vi To samles her! min Tid vil snart være omme!« Han saae paa mig med et saa alvorligt Blik, det gik mig til Hjertet, jeg havde intet Ord at sige! vi vare just nær ved Kapellet; han aabnede en Laage mellem nogle Hækker, og vi stode i en lille Have med en græsbevoxet Grav foran en lille Bænk. »Her vil De finde mig, naar De næste Gang kommer til Breitenburg!« sagde han, og hans sørgelige Ord bleve sande, han døde Vinteren efter i Wiesbaden; jeg mistede en Ven, en Beskytter, et ædelt, fortræffeligt Hjerte.

Da jeg 1831 første Gang reiste til Tydskland og besøgte Harzen og det sachsiske Schweiz, levede endnu Goethe; det var mit inderligste Ønske at see ham. Fra Harzen var ikke langt til Weimar, men jeg havde intet Anbefalingsbrev til ham, dengang var endnu ikke en Strophe af mig oversat. Flere havde beskrevet mig Goethe som en meget fornem Mand, mon han vel vilde modtage mig? Jeg betvivlede det og besluttede først at komme til Weimar, naar jeg havde leveret et eller andet Arbeide, der kunde bære mit Navn ind i Tydskland, - det lykkedes ved »Improvisatore«, - men da var Goethe død; hans Svigerdatter, Fru Goethe, født Pogwisch, havde jeg senere paa Hjemreisen fra Constantinopel lært at kjende hos Mendelssohns, hun var, som hun sagde, for min Skyld taget med Jernbanetoget fra Dresden herhen, og med stor Hjertelighed kom denne aandfulde, hædrede Dame mig imøde; hun fortalte mig derhos, at hendes Søn Walther havde i flere Aar været min Ven, at han som Dreng havde gjort et heelt Drama af min Roman Improvisatoren, og at dette Stykke var spillet i Goethes Huus, at Walther een Tid var aldeles opfyldt af den Tanke at reise til Kjøbenhavn for at besøge mig; en dansk Reisende, han havde truffet i det sachsiske Schweiz, havde ogsaa givet ham Brev til mig, men ikke videre varmt talt om mig og været forbauset over den Betydning, den unge Goethe gav mig som dansk Digter.

I Weimar altsaa havde jeg jo nu Venner! En forunderlig Lyst drev mig til at see denne By, hvor Goethe, Schiller, Wieland og Herder havde levet, hvorfra saa meget Lys var strømmet ud over Verden. Jeg kom ind i det lille Land, der er helliget ved Luther, ved Sangerfesten paa Wartburg, ved ædle og store Erindringer. Den 24de Juni, den nu regjerende Storhertugs Fødselsdag, kom jeg til den venlige By. Alt tydede paa den Fest, der var, og i Theatret, hvor en ny Opera blev given, modtoge den unge Fyrste, Arvestorhertugen, med sand Jubel. Mindst tænkte jeg da paa, hvor inderligt alt det Herligste og Bedste,
jeg her saae for mig, skulde voxe fast til mit Hjerte, hvor mange tilkommende Venner her sad omkring mig, hvor kjær denne By skulde blive mig, ja i Tydskland mit andet Hjem. - Anbefalet Goethes værdige Ven, den fortræffelige gamle Cantsler Müller, fandt jeg hos ham den hjerteligste Modtagelse; tilfældigt, ved første Besøg her, mødtes jeg med Kammerherre Beaulieu de Marconnay, hvem jeg kjendte fra Oldenborg, han var fornylig ansat i Weimar og levede ugift; han indbød mig, at jeg, hellere end at boe i Hotellet, skulde flytte ind hos ham og være hans Gjest under hele mit Ophold her, og faa Timer efter var jeg indlogeret hyggeligt og godt. Der er Mennesker, man ikke behøver uden Dage til at kjende og elske; en Ven, jeg vil troe det, for alle Tider, vandt jeg i disse Dage i Beaulieu. Han førte mig omkring i alle de første og bedste Familier; den elskværdige Cantsler Müller tog sig ligesaa hjertelig af mig, og jeg, der ved min Ankomst troede mig ganske forladt, idet Fru von Goethe og hendes Sønner var i Wien, stod nu bekjendt og vel optagen i alle Kredse i Weimar.

Den da regjerende Storhertug og Storhertuginde modtoge mig med en Naade og en Hjertelighed, der gjorde et dybt Indtryk paa mig; efter at jeg var forestilt blev jeg tilsagt til Taffels og snart efter af Arvestorhertugen kaldet til ham og hans Gemalinde, født Prindsesse af Nederlandene; de opholdt sig paa Jagtslottet Ettersburg, der ligger høit tæt op til den udstrakte Skov. - Jeg kjørte derud med Cantsler Müller og Goethes Biograph Eckermann; lidt fra Slottet standsede Vognen, en ung Mand med et aabent Ansigt og prægtige, milde Øine standsede os og talte ind til os; »bringer De Andersen med? « spurgte han, og da han blev glad ved at see mig, trykkede jeg hans Haand; »det var prægtigt, at De kom!« sagde han, »jeg skal snart være hos Dem deroppe!« - »Hvem var den unge Mand? « spurgte jeg, da vi igjen kjørte. »Det var Arvestorhertugen!« sagde Cantsler Müller, jeg var altsaa allerede præsenteret. - Paa Slottet mødtes vi snart, her var og er saa hjemligt godt, milde Øine, Glæde og Livlighed lyste rundt om. - Efter Taflet gik det hertugelige Par og alle Gjesterne ud i Landsbyen tæt ved Slottet; Byens og den nærmeste Omegns unge Folk havde samlet sig her, for at feire den kjære Arvestorhertugs Fødselsdag, nu han var vendt tilbage til Ettersburg. Mats de Cocagnes med Tørklæder og flagrende Baand vare opreiste; Violinerne klang og Dandsen gik lystigt under det store Lindetræe. Der var en Søndagsglands over det Hele, en Tilfredshed, en Lykke. Det unge nygifte Fyrstepar syntes at være forbunden ved sand inderlig Følelse. Skal man i længere Tid føle sig lykkelig ved et Hof, da maa Stjernen glemmes for Hjertet, der slaaer bag ved den; eet af de ædleste og bedste, der slaaer, eier Carl Alexander af Sachsen-Weimar. Aar og Dage, glade og alvorsfulde Tider have forundt mig den Lykke at grundfæste denne min Tro. Jeg kom, under dette mit første Ophold, allerede flere Gange til det smukke Ettersburg; i Parken her, hvorfra man øiner Harzbjergene, viste Arvestorhertugen mig et gammelt Træ, i hvis Stamme Goethe, Schiller og Wieland havde skaaret deres Navne; ja, Jupiter selv havde villet tilføie sit, hans Tordenkile havde kløvet det i een af Grenene. Den aandrige Fru von Grosz (som Forfatterinde bekjendt under Navnet Amalie Winter), den elskværdige gamle Cantsler Müller, der levende vidste at oprulle for os Goethes Tid, og udviklede os hans Faust med lysende Commentarer, den barnligtsindede, grundtrofaste Eckermann, borte til Kredsen paa Ettersburg, hvor Aftenerne gik som en aandfuld Drøm; skifteviis forelæste Enhver, ogsaa jeg vovede her i det tydske Sprog at læse et af mine Eventyr: »den standhaftige Tindsoldat«. Cantsler Müller førte mig til »die Fürsten-Gruft«, hvor Carl August hviler ved Siden af sin herlige Gemalinde, ikke imellem Schiller og Goethe, som jeg troede, da jeg skrev: »Fyrsten har skabt sig en Regnbue-Glorie, idet han her staaer imellem Solen og den brusende Fos.« Tæt ved Kisterne, som indeslutte Carl August og Gemalinde, det Fyrstepar, der forstode og skattede det Store, hvile de udødelige Venner; visne Laurbærkrandse laae paa de simple brune Kister, hvis hele Pragt er de udødelige Navne: »Goethe« og »Schiller«. I Livet gik Fyrsten og Digterne med hinanden, i Døden hviler deres Støv under samme Hvælving. Et saadant Sted udslettes ikke af Tanken, men et saadant Sted holder man sin stille Bøn, som kun Gud alene faaer at vide!
Før min Afreise skrev jeg foran i et Album til den lille Prinds Carl August:

(Weimar.)

I Thüringerskoven ligger et Slot,
Derinde Hjerterne bygge,
Der er saa hjemligt, der er saa godt,

Der saae jeg Huuslivets Lykke!
Rundt om var Marmor - og Farve-Pragt,

Dog husker jeg bedst en Stue,
Et Thronkammer just for Hjertets Magt,

Der saae jeg det yndigste Skue.

Fyrstinden, Moderen, uskyldsglad,

I Legen sprang med sin Lille,
Som Rytter paa bendes Ryg han sad,

I Galop, i Galop han vilde.
Saa yndig, saa mild, saa moderglad

Hun smiilte; det var en Glæde! -
Hvad stille et trofast Hjerte bad,
Vil eengang Englene qvæede.

Du venlige Barn med de Øine blaa,

Med det yndige Smiil om Læben,

Din Faders kjærlige Hjerte Du faae,

Hans aabne Sind og hans Stræben.

Dig Videnskabens straalende Fyr

Skal lyse med evige Kjerter;
Naturen sin Bog med Eventyr
Dig aabnes og alle Hjerter.

O Thüringerskov! dit Navn har Klang,
I den er en Verdensstemme,

Hvor Luther talte, hvor Goethe sang

Der hører det Herlige hjemme!
Gud signe den Slægt, som i Stort og Godt

Vil fremad til Held og Lykke,

I Thüringerskoven ligger et Slot,

Derinde Hjerterne bygge!
 

Fortsættes her