Fra H.C. Andersens "Mit livs eventyr V"

Rejsen fra København til Lübeck over Travemunde 22-23. april 1833

Dampskibet her er "Prindsesse Wilhelmine", som Andersen rejse med på sin første udlandsrejse i 1831 !
 

H.C. Andersen rejser den 22. april 1833  med skib fra København til Travemunde og derfra til Lübeck med dampskibet "Britania".

Mandag den 22. April 1833 rejste jeg fra København. Jeg var uendelig dybt bevæget ved afskeden, og min bøn til Gud var så inderlig den, at jeg ude måtte vinde i udvikling og dygtighed, så at jeg kunne levere et hæderligt sandt digterværk, eller at jeg aldrig mere måtte vende tilbage, men døde i et fremmed land, langt fra Danmark.

Jeg så Københavns tårne forsvinde. Vi nærmede os Møns Klint, da bragte kaptajnen mig et brev og sagde spøgende: "Det kom netop nu ned gjennem Luften!" Det var endnu et par ord, en kærlig hilsen fra Eduard Collin. Under Falster kom et nyt brev fra en anden af mine Venner og ved sengetid indtraf et tredje, og i morgenstunden, foran Travemunde, kom endnu et fjerde, "alle gjennem Luften!" sagde kaptajnen. Vennerne havde venligt og deltagende forsynet ham til mig med lommen fuld. "Noch ein Striiusschen! und wieder noch ein Striiusschen ! "
 

Mødet med Lars Kruse i Hamborg

I Hamborg levede den danske digter Lars Kruse, som er forfatter til tragedierne: "Ezzelin", "Enken", "Klosteret", hvilke jeg havde set opført på Det kongelige Teater. Hans Roman "Syv Aar" var en læst og velomtalt bog. Tysklands musenalmanachen prangede årligt med hans fortællinger. Nu er han der, som her, så temmelig glemt. Jeg fandt i ham en venlig, velvillig mand af et godmodigt, triveligt udseende. Han udtalte sin kærlighed til hjemmet, og i mit album skrev han:

Laurids Kruse (1778-1839) alias Lars Kruse

Mødet med Wilhelmshöhe

Det var den første digtnings-hilsen, jeg fik i fremmed land og altså heftede den sig i tanken. Den næste ret levende rejse var indtryk af synet af et navn i halvt udslettede bogstaver. Det var i Kassel og der på et gadehjørne trængte igennem den overstrøgne farve Napoleons navn, som gaden eller pladsen havde båret. Det greb mig mere end al pragten på Wilhelmshöhe med dens kunstige ruiner og vande. Napoleon var jo min barndoms, mit hjertes helt.

Spohr, Louis (1784-1859) Kassel i Tyskland. Komponist og dirigent
 

H.C. Andersen møder Louis Spohr i Kassel i 1833

Her i Kassel så jeg for første gang Spohr og blev venligt modtaget af ham. Mange spørgsmål havde han om musikken i Danmark og komponisterne der. Noget kendte han til Weyses og Kuhlaus kompositioner. Et lille tema af "Ravnen", hvilket Hartmann havde nedskrevet i mit album, tiltalte ham særdeles og jeg ved, at han flere år efter satte sig i brevveksling med Hartmann og gjorde sit til, uden at det dog lykkedes, at bringe Ravnen på scenen i Kassel.

Ravnen eller broderprøven, trylleopera i tre akter efter Gozzis tragikomiske eventyr. Af H.C. Andersen. Musikken komponeret af J.P.E. Hartmann. 1832.

Om sine egne arbejder spurgte han, hvilke der gaves på det københavnske teater, og jeg måtte svare "slet ingen" og kan desværre sige det endnu. Hans opera "Lemire og Azor" syntes mest at optage ham mest og anbefalede især den. Af dansk litteratur kendte han kun lidt af Baggesen, Oehlenschläger og Kruse.

Bertel Thorvaldsen (Albertus Thorwaldsen) blev født den 19. november 1770 i København og døde i samme sted den 24. marts 1844.

Stor erkendelse ydede han i øvrigt mit fædreland, for det meget åndeligt dygtige, som her på en lille plet åbenbarede sig. Thorvaldsen havde hans højeste beundring. Da vi skiltes, blev jeg ganske blød stemt ved, som jeg troede, at sige lev vel for altid til en mand, der ved sine værker vil beundres gennem slægter. Jeg tænkte, vi aldrig mere mødtes, og dog skulle det ske, mange år efter i London mødtes vi som ældre venner, men derom
senere.

Ankomst til Frankfurt 1833 til Goethes fødeby

Den tyske digter Goethe. Født 1749 og død 1832

I vore Dage går det let af sted gennem Tyskland til Paris, men således gik det ikke 1833, da var der ingen jernbaner. Langsomt slentrede det fremad, trættende, støvende nat og dag. Der sad man stuvet ind i tunge, klodsede postvogne. Oven på denne rejseprosa fandt jeg et helt stykke poesi i at komme til Frankfurt, Goethes fødeby. Rothschildernes barndomshjem, hvor de rige, mægtige sønners moder, i from tro, for sine børns lykke, ikke forlod det lille hus i jødegaden, hvor hun havde født og opdraget de rige, lykkelige sønner. De gotiske, gamle, gavlede huse, det middelalderlige rådhus, dannede et helt billedblad for mig. Komponisten Aloys Schmitt, hvis opera "Valetia" er bekendt, var her den første i udlandet, som bad mig skrive en operatekst. Da mine smådigte, dem som  Chamisso havde oversat, gav ham forvisning om, at han udtrykte sig, at jeg var den digter han behøvede.

H.C. Andersens møde med Rhinen

Jeg så Rhinen! Dens bredder tage sig mindst godt ud ved forårstid, vinstokkene stod lave op mod borgruinerne. Jeg havde tænkt mig det hele langt mere storartet. Hvad jeg så var under min forventning, og som det gik mig, går det vist mange, som komme her. Det smukkeste punkt er unægtelig Loreley ved St. Goar. Donaufloden bar mere romantiske Bredder, selv Rhonen har punkter, der overgår Rhinens. Sagnkredsen er Rhinens største smykke. Sagn og sange, de dejlige sange, Tysklands digtere her have sunget om den havgrønne, herlige strøm, er dennes bedste skønhed.

Ankomsten til "Byernes By" Paris

Fugleperspektiv over det indre Paris. 

Fra Rhinen gik det, jeg tror i tre nætter og dage, af sted over Saarbruck gennem den kalkede champagnestrækning til Paris. Jeg stirrede så længe efter denne "Byernes By", som jeg dengang kaldte den, spurgte så længe, om vi dog ikke snart var der, at jeg til sidst opgav at spørge og for da over selve Boulevarden, før jeg endnu vidste, at jeg havde nået den mægtige Stad. Alle rejseindtryk fra København hertil er givne i hvad ovenfor er skrevet, så lidet mægtede jeg at gribe på denne flyvefart, og dog var der mennesker hjemme, som allerede af disse få rejsedage ventede en udvikling hos mig. Tænkte ikke på, at fordi forhænget ruller op, har man ikke straks skuet optaget og klaret inden i sig. Jeg var altså nu i Paris, men træt, udaset og søvnig, selv det at komme vel under Tag havde været en anstrengelse. Endelig var jeg i rue Thomas, Hotel de Lille, nærved Palais Royal . At komme i seng for at sove, var den første og kæreste herlighed, som jeg søgte og fandt. Men længe sov jeg ikke der, et frygteligt bulder vækkede mig. Alt lyste rundtomkring, jeg sprang til vinduet; lige overfor i den snævre gade lå en stor bygning. Jeg så gennem vinduerne der, en stimmel af mennesker stormede ned ad trapperne. Udenfor var en råben og skrigen. Det buldrede, rullede og blinkede og jeg, som endnu halvt sov, troede naturligvis, at hele Paris var i oprør. Jeg ringede på opvarteren; "hvad er det?" "C' est le tonnerre!" sagde han, "le tonnerre!" sagde pigen og da de på mit forundrede ansigt så, at jeg ikke forstod dem, rullede de med tungen "tonnerre-re-rrrr !" og viste, hvorledes lynet slog ned, og imidlertid lynede, buldrede og larmede det. Torden var det, og huset lige overfor var Vaudevilletheatret, hvor netop forestillingen var forbi, og folk myldrede ned ad trappen. Det var min første opvågnen i Paris.
 

H.C. Andersens beundring af tenoren Adolph Nourrit

Nu skulle jeg se dens Herligheder. Den italienske opera var allerede lukket, men den store opera glimrede med rige kræfter, Md. Damoreau og Adolph Nourrit sang. Han var da i sin kraft og parisernes yndling og han der i julidagene så tappert havde kæmpet og ved barrikaderne så sjælfuldt sunget de fædrelandske sange. Så at de kæmpendes begejstring tog til, ham hørte jeg, og alt var Jubel for ham. Fire år efter lød det til mig om hans fortvivlelse og død. Han rejste i 1837 til Neapel. Modtagelsen der var ikke den forventede, ja endogså en pibe lod sig høre, det rystede den altid hyldede sanger, sjælesyg trådte han endnu engang op i "Norma", den ene pibe lød igen. Trods hele det øvrige publikums stormende bifald. Nourrit var dybt rystet og han blev oppe den hele nat og i morgenstunden, den 8. marts, styrtede han sig ud fra vinduet i tredje etage. Enken og seks børn begræd ham. Det var i hans glans og livs lykke under beundringens jubel, som sagt i Paris, at jeg hørte ham som "Gustav den Tredje". Denne Opera opfyldte da alle. Enken efter den virkelige Ankarstrøm levede her og var en gammel Kone. Hun gav i en af de mest læste journaler en erklæring, at det kærlighedsforhold, hvori Scribe stiller Kong Gustav til hende, var aldeles falsk, at hun kun en eneste gang havde set kongen.

Adolph Nourrit, 1802-1839, tenor

I Theatre Français så Andersen tragedien "Les enfans d'Edouard"

I Theatre Français  så jeg tragedien "Les enfans d'Edouard". Den gamle Mademoisselle Mars spillede de unge sønners moder, og uagtet jeg kun lidt forstod det franske sprog, blev ved hendes spil alt mig forståeligt, så at tårene kom mig i øjnene. Et skønnere kvindeligt organ har jeg aldrig hørt før eller senere. Hjemme i København, i de første år jeg var der, optrådte endnu på den danske scene den da højt fejrede Jomfru Astrup, hos hvem københavnerne beundrede og særdeles fremhævede en evig ungdom. Jeg så hende med pietetens følelse. Hun optrådte i tragedien "Selim, Prinds af Algier", hvor hun gav moderen, men for mig var hun en gammel, meget snøret jomfru, stiv som en pind, med et ubehageligt, skrattende organ, om spillet kunne jeg ikke dømme. I Paris, hos Mademoiselle Mars, så jeg den sande ungdom, den bestod ikke i snørliv og knejsning, her var ungdommelige bevægelser, musik i stemmen, jeg forstod selv, uden at det behøvede at fortælles, at hun er en sand kunstnerinde!

De danske stemninger i Paris

Vi var en del danske sammen den sommertid i Paris, Vi boede i hotel sammen, gik på restauration, cafe og teater sammen. Altid taltes det kære hjemmets sprog, og helst hvad enhvers Breve meldte, det var hjerteligt. Det var godt, men ude dog ikke den rette art at tumle sig på. Dog dengang syntes jeg inderligt vel derom og ved en af vore danske festmiddage frembar jeg følelser af de danskes stemninger dengang i Paris.

Nu lød om møde og samliv, og dette sidste holdt stadigt ud. Alt blev set og måtte ses, derfor var man jo taget hjemme fra: Jeg erindrer endnu en af de kære venner, som i alvor takkede sin Gud, da han en aften aldeles udaset kom fra nogle museer og slotte, hvor han særdeles havde kedet sig, men "det må s'gu ses! " sagde han. "Det ville jo være en skam, når man kom hjem og blev spurgt af de andre derom, da ikke at have været der. Nu har jeg da kun det og det tilbage at se, men når det er gjort, så skal jeg også rigtig more mig! " Det var talen, og den vil rimeligvis endnu ofte gentages.

"Sang for de danske i Paris (Da Danmarks bøgeskov sprang ud)" Ved et Middagsgilde i Hotel Vivienne i Maj 1833

Besøget på slottet Versailles

 Jeg var på denne min første rejse med som de andre, så og så, men det meste er udvisket igen af erindringen. Det mægtige Versailles med dets rige sale, store billeder, blev hos mig straks fortrængt af Trianon. Med en from, hellig følelse betrådte jeg Napoleons soveværelse. Alt stod endnu der som da han levede. Væggene var med gult betræk, gule omhæng hang om sengen, til hvilken en lille trappe førte op, jeg lagde min hånd på et af trinene, som hans fod havde berørt, og på hans hovedpude. Havde jeg været alene havde jeg vistnok knælet ned. Napoleon var jo min barndoms og min faders helt. Jeg så op til ham, som katolikken til sin helgen. I lille Trianons have besøgte jeg mejeriet, hvor Maria Antoinette havde, klædt som bondepige, bestyret mælkestue og alt dertil hørende. Jeg tog herfra en Kaprifolie blomst, der hældte sig op mod ruden til den ulykkelige dronnings værelse. En lille gåseurt i sin ringhed blev, for kontrastens skyld gemt fra et mægtige Versailles.

Besøg hos vaudeville-digteren Paul Duport i Paris

Af berømte personer i Paris så eller rettere talte jeg kun med få. En af disse, til hvem jeg ved et brev fra balletmester Bournonville fik adgang, var vaudeville-digteren Paul Duport. Hans drama "Qvækeren og Dandserinden" havde vi på vort teater, det var der fortræffeligt udført og havde gjort stor
lykke. Dette fornøjede ret den gamle mand at høre ved meddelelsen herom og ved brevet, jeg bragte, syntes jeg ham en velkommen gæst. Der opstod imidlertid straks en ret komisk scene med os jeg talte dårligt fransk, han troede at kunne tale tysk, men således, som han udtalte det blev det mig aldeles uforståeligt. Nu troede han, at det lå i valget af ordene og fik frem et tysk leksikon, der lå på hans Skød, der søgte han stadig ordene, men at tale med leksikon går noget langsomt, og var hverken for en franskmand eller for mig.

Besøg hos Luigi Cherubini i Paris

Maria Luigi Carlo Zenobio Salvatore Cherubini, født 14. september 1760 i Firenze, død 13. marts. 1842 i Paris, boede i Paris fra 1788, hvor han fra 1822 var leder af Musikkonservatoriet

Et andet besøg var hos Cherubini, til hvem jeg egentlig sendtes i ærinde fra Weyse. Mange ville endnu erindre, hvor ringe den almene erkendelse var herhjemme for den geniale Weyses operakompositioner, og mellem disse var dog de melodirige værker "Sovedrikken" og "Ludlams Hule". Udelukkende levede og komponerede han dog kun for hjemmet, hvor han ikke kunne komme i mode kun som kirkekomponist indrømmede man ham en betydende plads, og især skattede og omtalte man hans "ambrosianske Lovsang". Denne var det, i klaverudtog han havde overdraget mig at bringe Cherubini, de to dages udødelige komponist og mesteren for så mange herlige "Reqvier". Netop i de dage var parisernes opmærksomhed henvendt på ham. Han havde da, efter lang Hvile og i sin høje alder, givet et nyt arbejde for den store opera: "Au Baba" eller "de fyrretyve Røvere". Lykke gjorde det ikke, men blev modtaget med pietetens hyldest.

Jeg kom til Cherubini. Den gamle mand var meget lig de portrætter, jeg havde set af ham. Han sad ved sit klaver og havde en kat på hver skulder. Om Weyse havde han aldrig hørt ikke engang hans navn, og bad mig sige noget om den medbragte musik. Den eneste danske komponist han vidste eksisterede var Claus Schall, der havde sat musik til Galeottis balletter. Schall havde han en tid levet sammen med, han interesserede ham. Weyse hørte aldrig fra Cherubini, og jeg så ham ikke siden.

Mødet med den tyske digter Heinrich Heine i "Europe litteraire" Paris

Heinrich Heine tysk forfatter 1797-1856. Litografi af Julius Giere 1838.

H.C. Andersen skriver i "Mit Livs Eventyr" 1855.

" Der bliver i mit Ungdomsliv......kun tre Forfattere, der ligesom aandelig ere gaaede mig over i Blodet. Forfattere som jeg for en Tid ganske har levet i, og det er Walter Scott, Hoffmann og Heine."

Navn: Heinrich Heine
Født: 13. december 1797 i Düsseldorf
Død: 17. februar 1856 i Paris.

En Dag trådte jeg ind i "Europe litteraire", et slags pariser "Athenæum", hvor Paul Duport havde indført mig. Der kom en lille mand af israelitisk udseende, mig venligt i møde. "Jeg hører, at De er dansk," sagde han, "jeg er tysk! danske og tyske er brødre, derfor rækker jeg Dem hånden !"
Jeg spurgte ham om hans navn, og han sagde: "Heinrich Heine!". Den digter altså, der nylig i den unge erotiske periode af mit liv så ganske havde fyldt mig, så ganske havde udsunget mine følelser og stemninger. Ingen ville jeg hellere se og møde, end ham. Alt dette sagde jeg ham.
"Det er talemåder!" smilte han, "havde jeg interesseret dem således, som De siger, da havde De besøgt mig!"
"Det kunne jeg ikke!" svarede jeg, "De har så megen sans for det komiske og måtte have fundet det komisk, om jeg, der er Dem en aldeles ubekendt digter, fra det lidet kendte Danmark, kom og præsenterede mig selv, som en dansk poet! Jeg ved også, at jeg ville have teet mig kejtet, og havde De da leet, eller måske spottet derover, da, just fordi jeg sætter Dem så højt, ville det have bredrøvet mig uendeligt, og jeg ville da hellere miste det at se Dem!"
Mine Ord gjorde et godt indtryk på ham, han var særdeles venlig og elskværdig. Straks dagen efter besøgte han mig i Hotel Vienne, hvor jeg boede. Vi mødtes oftere, spadserede nogle gange på Boulevarden, men jeg havde dengang endnu ikke ret tillid til ham, følte heller ikke den hjerteligere tilnærmelse, som han siden åringer efter, ved et følgende møde, da han kendte "Improvisatoren" og nogle af mine eventyr, viste mig. Nu ved skilsmissen, da jeg fra Paris drog til Italien, skrev han til mig:

H.C. Andersens møde med den franske digter Victor Hugo

Den første franske bog, jeg i originalsproget forsøgte at læse, var i Paris Victor Hugos Roman "Notre Dame". Jeg kunne dagligt besøge kirken selv og hele sceneriet for den givne digtning. Jeg var opfyldt af disse effektfulde skildringer, disse dramatiske karakterer, og hvad blev altså rimeligere, end at opsøge digteren, han boede i et hjørne af place royal. Der var gammeldags stuer og rundt om disse hang kobberstik, træsnit og malerier med "Notre Dame". Selv var han i slåbrok, underbenklæder og elegante morgenstøvler, da han modtog mig, og da jeg ved afskeden bad ham, den vistnok af rejsende plagede digter, at skrive sit navn på et papir til mig, opfyldte han også mit ønske, men satte navnet således øverst i randen, at den tanke straks faldt mig ind, han kender mig ikke og er forsigtig, at der ikke skal være plads ovenfor til at skrive en eneste linie, som hans navn da står som underskrift for, og det gjorde et ilde Indtryk på mig. Først ved et senere ophold i Paris kom jeg bedre til at kende digteren, men derom siden.
 

Victor Hugo. (1802-85. Berømt, fransk Digter. Her hans politiske Liv. 1846 Pair af Frankrig;

Medlem af den grundlovgivende og lovgivende Forsamling; først højre, senere yderste Venstre; mod Napoleon; forvist 2. Decbr. 1851; skrev "Napoleon den lille"; tilbage 4. Septbr. 1870; Deputeret og Senator; hædret som en Nationalpatriot, begravet i de fattiges Ligvogn.
 

Andersen modtaget anonymt smædedigt bragt i Kjøbenhavnsposten 13. maj 1833.

Under hele rejsen til Paris og hele den første måned her, hørte jeg ikke et ord fra hjemmet. Ingen skrev mig til. Forgæves spurgte jeg efter brev på Posthuset, der kom intet. Kunne mine venner måske intet glædeligt melde mig fra hjemmet, var jeg endnu misundt for den rejseunderstøttelse, mine mange Attester havde forskaffet mig. Det lå mig tungt på hjertet. Endelig kom da et brev, et tykt, stort ufrankeret brev, det var noget dyrt, men det var så dejligt stort, mit hjerte bankede af glæde og længsel efter indholdet. Det var det første brev hjemme fra. Jeg åbnede det, men ikke et skrevet ord så jeg, kun en trykt avis, en "Kjøbenhavnspost" med et smædedigt over mig :
 

Trykt sendtes det mig, vistnok af forfatteren selv; ufrankeret kom det den lange vej fra København til Paris. Det skulle være min første hilsen fra hjemmet. Jeg stod dybt rystet, bedrøvet i mit inderste, det var blodigt ondt!

Aldrig har jeg siden fået at vide, hvem forfatteren var, men hans vers synes at være fra en øvet pen; måske en af dem, som siden kaldte mig "ven" og trykkede min hånd, skrev digtet. Menneskene have onde tanker, jeg har også mine!

Kjøbenhavnsposten, udgivet af A. P. Liunge, Mandagen den 13de Mai 1833.

Afsløringen af Napoleons-søjlen på Vendome pladsen juli 1833

I Paris blev jeg julifesten over; denne var da i sin friskhed, og jeg var den første festdag øjenvidne til afsløringen af Napoleons-søjlen på Vendome pladsen. Aftenen forud, mens arbejderne endnu var deroppe og statuen skjultes af tæpper, folk stod i klynger på pladsen, hvor også jeg stod, kom en underlig, spinkel gammel kone hen til mig, og med latter og et  udtryk af vanvid sagde hun til mig; "der har de sat ham op! i morgen rive de ham ned igen, ha, ha, ha! jeg kender de franske!" uhyggelig stemt gik jeg bort. Dagen efter sad jeg i folkevrimlen, højt på et stillads ved hjørnet. Louis Philippe med sine sønner og generaler holdt foran, Borgergarden drog forbi med musik og havde blomsterkoste i geværpiberne; der blev råbt hurra, men også mangt et vredt "a bas les forts!".

Folkebal på Hotel de Ville

I Hotel de Ville var der et folkebal i stor stil. Alle klasser var samlet fra Kongehuset til fiskerkonerne. Trængselen var så stor, at Louis Philippe med gemalinde besværligt nåede hen til de for dem bestemte pladser; og hvad der gjorde et eget uhyggeligt Indtryk på mig var, at netop idet den kongelige Familie trådte ind, spillede orkesteret den dansemusik af operaen "Gustav den Tredie" i scenen hvor Kong Gustav bliver skudt. Jeg troede at se på Dronning Amelies ansigt et lignende indtryk derved, som det jeg følte; hun var dertil dødbleg, og knugede sig op til Louis Philippe, der med et jovialt smil hilste rundt om og trykkede flere personer i hænderne. Hertugen af Orleans, ung og blomstrende, højst indtagende, dansede med en fattigklædt ung pige, vist en af de allerringeste klasser. I flere dage var det fest og herlighed.

Stemningsbilleder fra julifesten 1833 i Paris

Om aftenen brændte sørgeblus på de faldnes Grave, som stod smykkede med immortelkranse. Turneringer i både gaves på Seinen. Dansk dyrehavslystighed i stor stil så man i Champs d'Elysees. Alle teatre i Paris var åbnede og det midt om dagen. Der blev givet forestillinger for åbne døre og enhver kunne komme og gå, som de ville. Midt under tragedie og opera faldt folket pludseligt ind og sang "la Parisienne" og "allons enfants". Ved aftenstid flammede i luften raketter og ildsole. Der var stor illumination og i dens stråleglans så man kirker og offentlige bygninger. Således endte mit første pariserbesøg, Finalen kunde Ikke være mere glimrende og festlig end den var.

Andersen lægger rejseplaner til Schweiz for at lære fransk

Hvad mit fransk angik, da havde jeg, under dette næsten tre måneders ophold her ikke gjort noget stort fremskridt. Thi som sagt, vi danske var for meget sammen; Jeg følte imidlertid, at det var nødvendigt at lære lidt mere af dette sprog og besluttede derfor at tilbringe nogen tid i en pension i Schweiz, hvor jeg var nød til at tale kun fransk, men et sådant ophold ville blive dyrt, sagde man. "Kunne De bekvemme Dem til at besøge en lille stad, højt oppe på Jurabjergene, hvor der allerede i august falder sne, da er det ikke dyrt og De vil der finde venner ! " sagde en fransk schweizer mig, hvem jeg af hans Slægt i København var bleven bekendt med. Ovenpå Paris ville just ensomheden i bjergene være mig dobbelt behagelig; jeg ønskede der i ro at kunne fuldende en digtning, som opfyldte mig. Rejseplaner blev altså lagt. Rejsen blev bestemt over Geneve og Lausanne til den lille stad Le Locle i Jurabjergene.

Mødet med digteren Peter Andreas Heiberg i Paris

Mellem landsmændene, som jeg forlod I Paris var der to der hørte til Danmarks navnkundige mænd. Begge var venligt og hjerteligt kommet mig i møde. Jeg må dvæle nogle øjeblikke ved de to. Den ene var forfatter til de "Vonner og Vanner" og til "Laterna magica". Digteren Peter Andreas Heiberg, der i en tid, så forskellig fra vor, var forvist fra Danmark og havde valgt Paris til sit nye hjem. Hans historie kender alle danske. Jeg opsøgte ham og han boede på et af de mindre hoteller og var en gammel, næsten blind mand. Sønnen Johan Ludvig Heiberg, havde da nylig ægtet Johanne Louise. Danmarks, ja, man kan vistnok sige, en af tiIdsalderens mest hædrede og vurderede skuespillerinder. Den gamle Heiberg var levende interesseret for at høre om hende, men jeg forstod, at han levede endnu i gammeldags eller måske parisiske anskuelser om en scenisk kunstnerinde. Det, som var ham mest imod sagde han var at hans søns kone skulle kunne kommanderes af en teaterdirektør. En sådan lod det til at betragtede som et stykke tyran, imidlertid var han glad ved mig og som han sagde, af alle danske at høre, det var en sådan en højest respektabel pige og et virkeligt talent. Skade, at han aldrig lærte at kende hendes geni. Hendes betydning for den danske scene, hendes høje åndelige rang! Han følte sig i øvrigt ensom, og det var sørgeligt at se ham hjælpe sig halv blind frem i Palais Royals bekendte buegange. Ved min afrejse skrev han i mit album:

H.C. Andersens møde med etatsråd Brøndsted i Paris

Min anden navnkundige Landsmand var etatsråd Brøndsted, hvem jeg kendte lidt til fra Admiral Wulffs hus. Han kom fra London til Paris, her læste han "Aarets tolv Maaneder", han havde ikke før læst noget af mig, mine vers tiltalte ham, han fik godhed for mig og blev mig en åndfuld leder og omgangsven.

 En morgen, kort før jeg tog bort, gav han mig efterfølgende digt, som han havde skrevet til mig:

Aarets tolv Maaneder tegnede med Blæk og Pen af H. C. Andersen 1833

Rejsen med diligencen fra Paris til Le Locle

I flere nætter og dage gik det nu af sted, klemt inde i den propfulde diligence. Rejselivets små-eventyr i Arabesk rullede op, som vi rullede frem, et par er blevet i erindringen, og af disse vil jeg give et. Vi var kommet ud af det flade Frankrig og ind i Jurabjergene. Her var en lille landsby og det var sent på aftenen, og jeg var den eneste passager inde i vognen, lod konduktøren to unge forpagterdøtre stige ind til mig, "Lod vi dem ikke køre med os" sagde han, "da måtte de så sent gå over to timers øde vej" Der blev en hvisken, en fnisen mellem dem, en nysgerrighed. De vidste, at en herre var i vognen, men de kunne ikke se mig. Endelig tog de mod til sig og spurgte, om jeg var fransk, og da de hørte at jeg var fra Danmark, vidste de besked.

Danmark var Norge huskede de fra geografien. Copenhauge kunne de ikke udtale, men sagde altid korporal, og nu gik de videre i teksten og spurgte om jeg var ung eller gammel, om jeg var gift, og hvorledes jeg så ud. Jeg holdt mig knuget ind i den mørke krog og gav dem en beskrivelse, så ideal jeg kunne give, og de forstod spøgen, og da jeg så spurgte om deres ydre, skildrede de sande skønheder. De bad på det anstændigste, at de måtte se mit ansigt ved næste station. Jeg indlod mig ikke derpå og hver af dem med lommetørklædet hængt over deres, steg de ud, leende og lystige rakte de mig hånden. De var meget unge, figurerne smukke. Som et leende billede i mit rejseliv står de to ubekendte, aldrig sete lystige piger .

Andersens beskrivelse af bjerglandskabet og Alperne

H.C. Andersen tegning af bjerglandskab med nåletræer, sandsynligvis fra området ved Le Locle.
 

Kilde: Odense Bys Museer

Vejen gik langs dybe afgrunde. Bønderhusene dernede syntes som legetøj, skovene som kartoffel-agere. Med et åbnede sig mellem to fjelde en udsigt til - ja mig forekom det som et tågespil, svømmende skybjerge og det var Alperne med Mont Blanc, som jeg så for første gang. Vejen drejede nedad, bestandig ved afgrunden. Det var, som fløj vi ned i gennem luften. Alt blev set i fugleperspektiv; der steg en stærk røg op, som jeg troede var fra en kulmine, men det var en sky, som løftede sig op til os, og da den var over os, lå foran Genf med Genfersøen, hele Alperækken, dens nederste del i en blålig tåge, de øverste bjergformer skarpe og mørke. Gletscherne skinnede i sol glansen og det var søndag morgen, en hellig søndagsandagt fyldte mit bryst her i naturens store kirke.
 

H.C. Andersen på besøg hos Puerari i Genf

I Genf, vidste jeg, levede med sin familie den gamle Puerari, der som emigrant kom til København, og længere tid opholdt sig der. Alle danske var hos ham kærkomne gæster. Jeg spurgte en mand på gaden om Pueraris hus, det var just en af hans venner, og denne bragte mig straks til de hjertelige og venlige mennesker. Døtrene talte dansk, kun om Danmark talte vi, om Henrik Hertz, der havde været Puraris discipel, blev spurgt og talt, om den særdeles lykke og opsigt "Gjengangerbrevene" havde gjort hjemme. Purari fortalte om sit ophold i København, hvor han havde ernæret sig ved at drive isenkramhandel og give informationer i fransk. Han talte om Louis Philippe's ophold der hos grosserer de Coninck, under navn af Hr. Muller, der som rejsende botaniker gik til Nordkap. Puerari blev en dag, som landsmand, indbudt af ham til middag i Hotel Royal, der var ingen tjener var i stuen, Louis Philippe arrangerede alt selv med hele anretningen.
 

Alperne syntes mig at ligge så nær ved byen, jeg ville gøre mig en morgenvandring derhen. Altid var det, som bjergene vege tilbage og jeg gik og gik. Det blev middag, før jeg nåede til foden af. de første klippehøjder, og det blev aften før jeg igen kom tilbage til Genf.

Marc-Nicolas Puerari var født i Genf  Schweiz i 1760 og døde i Genf 1845. Han var 26 år i Danmark og var bl.a. fransklærer for den kongelige familie, universitetet og familien de Coninck. Han emigrerede til Genf i 1794.

Besøg på slottet Chillon i Schweiz

Over Lausanne og Vevai nåede jeg Chillon, det gamle maleriske mordslot, som ved Byrons digt "The prisoner of Chillon", alt forude havde vakt min interesse. Den hele Egn her gjorde et indtryk på mig af Syden, uagtet Savoyens Bjerge foran skinnede med sne. Nede ved den dybe, grønne sø, hvor slottet lå, strakte sig vinagre og majsmarker. Prægtige gamle kastanietræer kastede skygge, og enkelte hældede i rig fylde grenene helt ud over søen. Jeg trådte over vindebroen ind i den skumle gård, så oppe i muren de smalle åbninger, hvoraf fordum blev hældt olie og kogende vand ned over de angribende. Inde i kamrene var faldgruber, som, idet de blev betrådte vippede omkring, og det ulykkelige Offer styrtede ned i den dybe sø eller spiddedes på  jernspiger, der nedenunder var slået fast i klippen.

I kælderen rustede nu jernringene, hvori fangernes klæder havde været gjort fast og en flad sten havde været sovestedet. I en af søjlerne havde Byron i 1826 hugget sit navn. Konen, som førte mig om, fortalte, at hun havde ikke kendt den mand og ville have hindret ham deri, men det kunne hun ikke, og nu så alle mennesker på disse bogstaver, for "det var en usædvanlig Person den Herre" sagde hun og nikkede med betydning.

H.C. Andersens hjem i Le Locle var hos familien Houriet august 1833

H.C.Andersens tegning fra Le Locle, Jurabjergene, Schweiz.
Dateret 5 september 1833
 

"Udsigt fra mit Vindue i Locle på Jurabjergene den 5 September 1833. Foran Huuset er vor lille Have, tæt ved Muren hæver Bjærget sig meget skraat opad."
 

Kilde: Odense Bys Museer

 

Fra Chillon gik det til Jurabjergene, bestandigt opad, og jeg nåede mit nye hjem, den lille urmagerby: Le Locle.
 

Den ligger højt på jura i en dal, som i forverdenens tid har været en sø, og endnu fremvises der forsteninger af fisk: Tit ligger skyerne under denne højde, her var en ro, en stilhed mellem de mørke Graner. Græsset så friskt grønt, og rundt omkring fra det skinnede de saftige, violetfarvede krokus.

Bønderhusene var så hvide og nette og hvert af dem opfyldt med ure, som folkene her forarbejdede. Rønnebærtræerne med deres røde klaser mindede om billederne i ABC'en - og bærrene var smukke røde og mindede om hjemmet. Le Locle selv er ret anseelig købstad. Og her var det, jeg fandt et velsignet hjem hos gode og kære mennesker, familien Houriet. Manden svoger til vor afdøde, dygtige Urban Jürgensen. Som en kær slægtning blev jeg modtaget, her var ikke tale om at være i pension og være på et sted, hvor jeg kunde betale. "Det er en indbydelse" sagde mand og kone. De trykkede venligt mine hænder og børnene, selv de små sluttede sig snart til mig, vi blev just gode venner.

To prægtige gamle tanter var der i huset, Rosalie og Lydia. Det blev mig en god øvelse i det franske at måtte fortælle dem om Danmark, om deres kære søster der som de ikke havde set, siden hun, som ganske ung drog bort med sin mand. Man talte heroppe kun fransk og kunne kun fransk, og jeg talte det slet, dog forstod man mig godt og jeg dem. Vi var i august måned, men her blev allerede morgen og aften lagt i min kakkelovn. Enkelte dage faldt der sne, men jeg vidste, at nedenfor Jurabjergene var der endnu en varm og dejlig sommer. Jeg kunne om et par timer komme ind i den. Her var om aftenen sådan en festlig ro i naturen, og ovre fra den franske grænse, hinsides floden lød aftenklokkerne op til os.

H.C. Andersens egen tegning af  Doub-faldet i Schweiz
Dateret 7 september 1833. Kilde: Odense Bys Museer

 

Et stykke fra byen stod et ensomt hus, hvidmalet og venligt; man gik derind, steg gennem to kældre og stod da, hvor en for verden usynlig flod skød gennem bjerget og her drejede hjulene for en mølle. Jeg besøgte oftere dette sted og det længere derfra maleriske Doubfald. I romanen "O. T." er givet og gemt erindringen om disse steder, om hele det smukke ophold i Le Locle.

Politisk røre i den lille by  Le Locle

Dog også til den lille by, så hørt på bjergene, så omsluttet af skove midt i stilhedens hjem, var det politiske røre nået hen. Kantonen Neuchâtel står som bekendt under Preussen og nu var der preussisk sindede og schweizisk sindede, der fra gamle, gode naboer med et stod ivrige mod hinanden, undgik at mødes, og hver sang sine sange. Det gik op i små drillerier, og som et sådant hørte jeg af en ægte schweizerere, at han i sin stue under glas og ramme havde billedet af Vilhelm Tell, der skyder æblet af sønnens hoved. Dette var blevet ødelagt af en af de preussisk sindede og denne havde ved et besøg trykket albuen mod glasset der var gået itu og havde ødelagt billedet og det var med ilde sind, det blev gjort, sagde han. Alle disse politiske luftninger gik imidlertid let hen over mig, jeg var i et lykkeligt familieliv og der en velkommen gæst, jeg fik Indblik i huslivet og landets skik og sæder. Bedre end rejsende ellers almindeligvis får det. Foruden dette havde jeg endnu beskæftigelse med en ny digtning.
 

Andersens færdiggørelse af "Agnete og Havmanden"

På rejsen hjemme fra og under hele mit ophold I Paris opfyldte mig ideen til en sådan, og alt som den voksede sig fastere og fastere i tanken, som alle enkelthederne klaredes, så håbede jeg ved dette arbejde at vinde mine uvenner, og af disse at måtte erkendes som en sand digter. Den gamle folkevise om "Agnete og Havmanden" ville jeg behandle. I Paris fuldendte jeg første del og i Le Locle den anden del, og begge sendtes herfra hjem med par forord. Som jeg nu ikke ville have skrevet således, men heller ikke behandlingen af Agnete ville nu være fremtrådt som dengang. Forordene er mig karakteristiske for den tid.

Forordene eller fortalen  til  "Agnete og Havmanden"

Udgivelsen af  "Agnete og Havmanden" i København 1834

Forside af  "Agnete og Havmanden". Dramatisk digt af H.C.Andersen. Trykt på forfatterens eget forlag hos Bianco Luno og Schneider 1834

Min digtning nåede København, blev trykt og kom ud, man lo af fortalen, af den tirade om Agnete: "Barnet voksede under mit hjerte, før jeg selv ret vidste det!"  Det hele blev koldt modtaget og det hed, at jeg for at ligne Oehlenschläger, der havde sendt mesterværker hjem, da han var ude, nu også uheldigvis ville efterligne ham. I samme dage Agnete udkom, var det netop, at Paludan-Müller udgav sin "Amor og Psyche". En digtning, der henrev og opfyldte alle. Svaghederne i min bog blev herved ligesom end mere følte, den anmeldtes i "Månedsskrift for Litteratur", rost blev den ikke. Heller ikke på H. C. Ørsted gjorde digtet den virkning, jeg dengang troede, at det måtte. I et længere, venskabeligt brev, dateret den 8. Marts 1834, som jeg modtog i Italien, udtalte han sig åbent og rigtigt, som jeg ikke dengang, men åringer efter har erkendt. Min digtning "Agnete" med alle dens fejl var dog et skridt fremad.

Min rent subjektive digternatur stræbte her efter at åbenbare sig objektivt. Jeg stod i en overgangsperiode, og dette digt ligesom sluttede mit rent lyriske stadium. Åringer efter udtalte kritikken sig anderledes erkendende, og sagde, at uagtet dette digt ved sin fremtræden vakte ringere opmærksomhed, end tidligere mindre fuldkomne arbejder, klang poesien her i dybere, fuldere, kraftigere toner. At det senere i forkortning og med enkelte forandringer blev bragt på scenen, var et forsøg til at bringe hus, som man kalder det, ved en sommerforestilling, det blev derpå givet et par gange. Jeg var også da i udlandet, men uagtet, som man har sagt, at fru Heiberg gav genialt og rørende Agnetes rolle, og Niels Gade havde komponeret en dejlig musik til de enkelte sange og kor, kunne det ikke holdes oppe.

H.C. Andersens manuskript til "Agnetes Vuggevise", som er en del af det dramatiske digt "Agnete og Havmanden".

"Agnetes vuggevise i havmandens slot" blev offentliggjort for første gang 12. december 1867. Niels W. Gade skrev musik til ”Agnetes vuggevise”,

Hør Niels W. Gades version af Agnetes Vuggevise sunget af Ingeborg Steffensen (1888-1964) akkomp. af violin og piano  (Kræver Real Player)   

Kilde: Odense bys Museer

H.C. Andersens egen tegning. Udsigten fra hans vindue i familien Houriets hus i Le Locle, Schweiz.

Motiv: "I Le Locle fra mit Vindue."
Datering 5 september 1833

Kilde: Odense Bys Museer

 

Andersens afsked med Le Locle og begyndelsen af et nyt liv i Italien

Dog alt det her sagte og givne lå da i min og min digtnings fremtid. "Agnete" blev sendt hjem og for mig dengang en dejlig statue kun set af mig og Gud. Håb og drømme knyttede sig til denne digtning. Den gik mod Norden og jeg dagen efter mod Syden, ind i Italien, hvor ligesom et nyt afsnit af mit liv skulle begynde.
Ved afrejsen fra de kære mennesker i Le Locle var formelig sorg. Børnene græd, vi var jo også blevet venner, uagtet jeg ikke forstod deres patois. De skreg det højt ind i mine øre i den tanke, at jeg måtte være døv, når jeg ikke straks forstod dem. Selv tyendet rakte mig med tårer hånden, og de gamle tanter havde strikket mig uldne muffediser, til at have på i kulden over Simplon.
 

For mig slutter "Agnete" og opholdet i Le Locle et afsnit af mit digterliv.

Hvis intet er nævnt er foto af Lars Bjørnsten Odense