Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

(1) Fra dette Tidspunkt knytter sig et Venskab af stor aandelig Betydning; tidligere har jeg alt omtalt enkelte Personer af offentlig Characteer, som have været af Indvirkning paa mig som Digter. Ingen har i ædlere Betydning været det mere end Den, jeg her vil vende til, Den, ved hvem jeg lærte ligesom end mere at glemme mit eget Jeg og føle det Hellige i Kunsten, erkjende den Mission, Gud har givet mig som Digter.
 

Jeg gaaer tilbage til 1840. En Dag, i Hotellet i Kjøbenhavn, hvor jeg boede, saae jeg paa Tavlen antegnet mellem Fremmede fra Sverrig: Jenny Lind. Jeg vidste allerede dengang, at hun var Stockholms første Sangerinde; jeg havde samme Aar været i Nabolandet, nydt Hæder og Velvillie, jeg troede, at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var dengang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør troe, at selv i Kjøbenhavn kun meget Faa kjendte hendes Navn; hun modtog mig høfligt, men dog fremmed, næsten koldt; hun var, sagde hun, paa Reisen i den sydlige Deel af Sverrig med sin Fader taget et Par Dage herover til Kjøbenhavn for at see denne Stad. Vi skiltes igjen fremmede for hinanden, og jeg havde Indtrykket af en ganske almindelig Personlighed, der snart igjen udslettedes. I Efteraaret 1843 kom Jenny Lind igjen til Kjøbenhavn, min Ven Balletmester Bournonville, hvis elskværdige Kone er en svensk Præstedatter og Veninde med Jenny Lind, fortalte mig, at Denne var her i Byen, at hun venligt erindrede sig mig, og at hun nu havde læst mine Skrifter, det vilde fornøic hende at see mig; han bad mig følge med sig til hende og da, med ham, anvende min Overtalelse til, at hun gav nogle Gjæsteroller paa det kongelige Theater; jeg vilde, sagde han, blive ganske henrykt ved hendes Sang.

Vi kom op til Jenny Lind, og ikke som en Fremmed blev jeg nu modtaget, hjerteligt rakte hun mig Haanden, talte om mine Skrifter og om Fredrika Bremer, ogsaa hendes deeltagende Veninde; Talen kom snart paa Optrædelse i Kjøbenhavn, og Jenny Lind yttrede en stor Angest derfor: »udenfor Sverrig har jeg endnu aldrig sunget«, sagde hun, »i mit Hjem ere de Alle saa milde og gode mod mig, og om jeg nu optraadte i Kjøbenhavn og blev peben ud! - jeg tør ikke!« - Jeg sagde, at jeg naturligviis ikke kunde dømme om hendes Sang, den jeg aldrig havde hørt, vidste Keller ikke, hvorledes hendes dramatiske Fremstilling var, men det var jeg forvisset om, at saaledes som for Øieblikket Stemningen var i Kjøbenhavn, vilde hun med en nogenlunde Stemme og lidt dramatisk Spil gjøre Lykke! jeg troede, at hun turde vove det!
 

Bournonvilles Overtalelse bragte Kjøbenhavnerne en af de største Nydelser, de havde erholdt. Jenny Lind traadte op som »Alice« i »Robert«; det var en Aabenbarelse i Kunstens Rige; den ungdomsfriske deilige Stemme trængte til alle Hjerter! her var Sandhed og Natur. Alt fik Betydning og Klarhed. I en Concert sang Jenny Lind sine svenske Sange. Det var noget saa eiendommeligt, saa henrivende, man tænkte ikke paa Concert-Salen, Folkemelodierne øvede deres Magt, frembaarne af en saa reen Qvindelighed med Geniets udødelige Præg; der var stor Henrykkelse i Kjøbenhavn; at mange fornemme Kredse forsømte Jenny Lind for at besøge Italienerne, der var i Mode, og ikke gik til hende, der ingen Berømmelse endnu havde, var Jo ganske menneskeligt; men stor Begeistring vakte hun dog hos Alle, som hørte hende. Jenny Lind blev den første Kunstnerinde, hvem de danske Studenter bragte en Serenade. Fra Hotellet flyttede hun hjem til Bournonvilles, hvor hun som en kjær Slaegtning og Veninde levede i Familien, med denne var hun en Eftermiddag fulgt ud til Instructeur Nielsens, der dengang boede i Frederiksberg Allee, og her i den dæmrende Aften overraskedes hun ved Fakkelskjær og Sange, een af dem var af F. L. Høedt og een af mig. - Hun udtalte sin Tak ved atter at synge et Par af sine Sange, og jeg saae hende da skynde sig hen i den mørkeste Krog og græde sit Hjerte ud: »Ja, ja!« sagde hun, »jeg skal arbeide, jeg skal stræbe! jeg skal blive dygtigere, end jeg er, til jeg atter kommer til Kjøbenhavn!«

Paa Scenen var hun den store Kunstnerinde, der overstraalede hele sin Omgivelse, hjemme i sin Stue en bly, ung Pige med hele Barnets Sind og Fromhed. Hendes Optrædelse i Kjøbenhavn gjorde Epoke i vor Operas Historie, hendes Optræden og Personlighed viste mig Kunsten i sin Hellighed; jeg havde seet en af dens Vestaler. Hun reiste til Stockholm, og derfra skrev kort efter Fredrika Bremer til mig om hende: »som Kunstnerinde ere vi fuldkomment enige om Jenny Lind, hun staaer saa høit, som nogen Kunstnerinde i vor Tid kan staae, men De kjender hende dog ikke nok i hendes hele Betydning; tal med hende om hendes Kunst, og De skal forstaae hendes Forstand, see hendes Ansigt straale af Begeistring; tal dernæst med hende om Gud og Religionens Hellighed, og De skal see Taarer i de uskyldige Øine; hun er stor som Kunstnerinde, men endnu større som Menneske!«

Aaret efter var jeg i Berlin; en Dag da Componisten Meyerbeer besogte mig, kom vi til at tale om Jenny Lind; han havde hørt hende synge de svenske Sange og var forbauset derved. »Men hvorledes spiller hun, hvorledes siger hun en Replik?« spurgte han mig, og jeg udtalte min Henrykkelse, fortalte ham et Par Træk i hendes »Alice«, og han sagde mig, at det maaskee var muligt, at han fik hende til Berlin, men at Sagen endnu stod under Forhandling. Det er bekjendt nok, at hun optraadte der, forbausede og henrykkede Alle, vandt i Tydskland først et europæisk Navn.

I Efteraaret 1845 kom hun igjen til Kjøbenhavn, og Enthusiasmen var utrolig og almindelig, Rygtets Glorie gjor jo, at Geniet bliver anskueligt for Alle, Folk bivouaquerede formeligt udenfor Theatret for at face en enkelt Billet, Noget, som, gjentog sig siden gjennem Europas og Amerikas Stæder. Jenny Lind traadte op hos os, og forekom selv hendes tidligere Beundrere endnu større end for, thi man fik Leilighed at see hende i flere og høist forskjellige Partier. Hendes »Norma« er plastisk! hver Stilling kunde være den skjønneste Model for en Billedhugger; hvad der kunde synes et dybt tænkt Stadium er her Øieblikket, Indskydelse, og ikke det Studerede for Speilet, altid nyt og
altid sandt. - Jeg har seet Malibran, Grisi, Madam Schrødder-Devrient give »Norma«, og ihvor genial og gribende Enhver vidste at fremstille samme, Jenny Linds har dog meest fyldt og henrevet mig. Hendes Opfatning forekommer mig gribende og sand. Norma er ingen rasende Italienerinde, hun er den krænkede Qvinde, Qvinden, der har Hjerte til at opoffre sig for en uskyldig Medbeilerinde, Qvinden, hos hvem i Øieblikkets Heftighed Tanker kan opstaae at dræbe en troløs Elskers Børn, men naar hun seer de Uskyldige ind i Øiet er afvæbnet. »Norma du hellige Præstinde!« synger Choret og dette »hellige Præstinde« har Jenny Lind opfattet og viser os i Sangen: »casta diva!« - I Kjøbenhavn udførte Jenny Lind alle sine Partier paa Svensk, de øvrige Syngende gave Deres paa Dansk og de to beslægtede Sprog smeltede smukt sammen, der føltes Intet, som forstyrrede, selv i »Regimentets Datter«, hvor der er megen Dialog, fik det Svenske noget Characteristisk, noget yndigt Klædeligt; og hvilket Spil! ja Ordet selv er en Modsigelse! det var Natur! Noget mere sandt er aldrig gaaet over en Scene! hun viser os ganske det ægte Naturbarn opvoxet i Leiren, dog den medfødte Ynde, den medfødte Adel gaaer gjennem hver Bevægelse. »Regimentets Datter« og »Søvngængersken« ere vistnok Jenny Linds uovertræffeligste Partier, ingen Anden vil i disse kunde stilles ved Siden af hende. Man leer, man græder, man har godt deraf som af en Kirkegang, man bliver et bedre Menneske! man føler, at Gud er i Kunsten, og hvor Gud staaer Ansigt til Ansigt for os, der er en hellig Kirke. » Aarhundreder,« sagde Mendelssohn til mig om Jenny Lind, »fødtes ikke en Personlighed som hendes!« og hans, Ord er min Overbeviisning; man føler ved hendes Frerntræden paa Scenen, at den hellige Drik rækkes os i et reent Kar. »Hun vilde vaære en Fremstillerinde for min Valborg!« udbrød Oehlenschläger med lysende Øine, og skrev et smukt, dybt følt Digt til hende. Thorvaldsen erkjendte Geniets Glorie hos, hende alt ved første Optræden, og da jeg i Parquettet dengang presenterede dem for hinanden, bøiede han sig ned og kyssede hendes Haand, hun blev som et Blod, og vilde kysse hans igjen, og jeg stod forskrækket, da jeg kjendte Publikum, der har mere Critik end Gemyt.

Intet kan udslette Jenny Linds Storhed paa Scenen, uden hendes egen Personlighed hjemme; et klogt, et barnligt Sind øvede her sin forunderlige Magt; hun var lykkelig ved ikke længere ligesom at tilhøre Verden! et fredeligt eensomt Hjem var dengang hendes Tankers Maal, og dog elskende med hele sin Sjæl Kunsten, følte hun sin Mission i den og var beredt at følge den. Et ædelt fromt Sind som hendes bliver ikke fordærvet ved Hyldest! - Een eneste Gang hørte jeg hende udtale Følelsen af sit Talent, og Glæden over det. Det var under dette hendes sidste Ophold i Kjøbenhavn. Næsten hver Aften optraadte hun i Operaen eller Balletten, hver Time var optaget; da hørte hun om »Foreningen til forsømte Børns Frelse«, dens Virken og Fremgang, Midlerne vare da endnu meget ringe; jeg var Een af dem, der talte med hende derom: »Men har jeg da ikke een fri Aften!« sagde hun, »lad mig give en Forestilling til Indtægt for disse Børn, men saa ville vi have dobbelte Priser!« Dette var Noget, hun dengang ellers holdt strengt paa, der ikke maatte skee, naar hun sang. En Forestilling blev given, hun gav Scener af »Jægerbruden« og af »Lucia di Lammermoor, den sidste især var noget saa mægtigt gribende, at selv Walter Scott næppe i sin Tanke har seet et skjønnere, mere tro Billede af den ulykkelige Lucia. En betydelig Indtægt kom der ved denne Forestilling, jeg nævnede hende, denne Sum, sagde hende, at ved den var nu et Par Aar de stakkels Børn hjulpne. Da lyste hendes Ansigt, Taarerne stode i hendes Øine: »det er dog deiligt, at jeg saaledes kan synge!« udbrød hun.

Med en Broders hele Sind skattede jeg hende, var lykkelig ved at kjende og forstaae en saadan Sjæl. Under hele hendes Ophold her saae jeg hende daglig; hun var i Bournonvilles Huus, og der kom jeg min meeste Tid. Før sin Afreise gav hun i Hotel Royal en stor Middagsfest, hvortil Alle, som havde, hvad hun kaldte, gjort hende Tjenester, vare indbudne, og jeg troer Alle, paa mig nær, fik en lille Erindring om hende; Bournonville overrakte hun et Sølvbæger med Indskrift: Til Balletmester Bournonville, der har viist sig som en Fader imod mig, i Danmark mit andet Fædreland; i de Taksigelsens Ord Bournonville udtalte, lød det, at nu vilde alle Danske være hans Børn for at blive Jenny Linds Broder! »Det blev mig for Mange!« svarede hun spøgende, »jeg vil saa hellere vælge een for dem Alle som Broder! vil De, Andersen! være min Broder?« og hun nærmede sig mig, klinkede med det fulde Champagneglas, og Broderens Skaal blev drukket. Hun forlod Kjøbenhavn, Brevduen fløi stundom mellem os, hun var mig uendelig kjær - og vi mødtes igjen, som de følgende Blade ville fortælle; i Tydskland og England saae vi hinanden - der kunde skrives derom en Digtning, en Hjertets Bog, jeg mener mit, og det tør jeg udsige: at ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært, at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende, for en Tid, virket ind paa mig som Jenny Lind, og det er derfor naturligt, at jeg saalænge og levende maa dvæle ved Erindringen om hende.
 

Fortsættes her