Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks ( 1 )

Over Stettin gik det i et stormende Veir til Kjøbenhavn. Livsglad saae jeg alle mine Kjære og reiste atter nogle Dage efter til Grev Moltke-Hvitfeldt i Fyen, for paa det kjære Glorup endnu at nyde nogle smukke Sommerdage, her fik jeg Brev fra Ministeren Rantzau-Breitenburg, der med Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalie var ved Badet paa Föhr - Han havde hos Majestæterne talt om mit lykkelige Ophold i Tydskland, om den høist naadige Modtagelse, jeg havde fundet ved Hoffet i Weimar, og da min Konge og Dronning vare mig venlige og gode, vilde de ogsaa forunde mig nogle lyse, afvexlende Dage i deres Omgivelse paa det eiendommelige Föhr; det var Rantzau overdraget at melde mig deres allernaadigste Indbydelse.

Den fremmede Natur der og paa de lave Halliger, som Biernatzki saa beskueligt har skildret i sine Noveller, ligesom ogsaa Amrom med sine Sandklitter, har jeg søgt at male i Romanen: »De to Baronesser«, den Bog, hvis bedste og meest særegne Naturskildringer saaledes skyldes min Konge og Dronnings Indbydelse. Jeg var meget lykkelig over den Naade, der vistes mig, og glædede mig til at være sammen igjen med den kjære, humane Grev Rantzau-Breitenburg, det blev den sidste Gang, vi mødtes.

Det var netop fem og tyve Aar siden, at jeg som en Dreng, ene og hjælpeløs reiste til Kjøbenhavn, netop Dagen skulde saaledes feires, jeg skulde være hos min Konge og Dronning, hvem jeg trofast hænger ved, og som jeg da fik Lejlighed til end mere at kjende, og just da da ret med hele min Sjæl at holde af. Den hele Omgivelse, Menneskene og Naturen, afspeilede sig uforglemmeligt i mig, jeg følte mig ligesom ført hen paa et Høidepunkt, hvorfra jeg end klarere kunde skue tilbage over de fem og tyve Aar, med al den Lykke og Glæde, der i dem havde udfoldet sig for mig, og hvorledes Alt var skeet og gaaet frem til det Bedste. Virkeligheden overgaaer tidt de smukkeste Drømme.

Jeg var fra Fyen reist til Flensborg, hvis Skove og Banker med den maleriske Fjord jeg første Gang saae, jeg prøvede den langsomme Fart paa Heden, hvor kun Skyerne have Flugt; eensformigt gik det i det dybe Sand, eensformigt peb en enkelt Fugl i Lyngen, det var til at sove ind ved; og dog blev det langsommeligere og besværligere endnu, ja næsten halsbrækkende, idet Heden slap, og det ved Regnen dyndbløde Marskland tog fat. Det vedvarende Regnskyl havde forvandlet Enge og Kornmarker til store Søer; Digerne vare Mosegrund, Hestene sank dybt i, og paa flere Steder maatte den lette Vogn understøttes af Bønderne, for ikke at vælte ned paa de lave Huse nedenfor Digerne; hver Miil tog et Par Timer, endelig naaede jeg Dagebüll, og foran laae Vesterhavet med dets Øer langs Kysten her, denne er selv et Dige, kunstigt gjort, belagt milelangt med Halmfletninger, over hvilke Bølgerne brydes. Jeg indtraf til Flodtid, Vinden selv var gunstig, og neppe en Time var gaaet, for vi naaede Föhr, der efter den besværlige Reise syntes at være et heelt Feeland. Byen Wyck, den største paa Øen, hvor Badene findes, er ganske hollandsk bygget, alle Husene kun een Etage med Straatag og Gavlen udad, det Hele saaledes smaat og ringe kun, men de mange Fremmede her i Badetiden, det hele kongelige Hof med Alt hvad der sluttede sig hertil, gav en Livlighed, en Søndags-Festlighed, der især pulserede i Hovedgaden. Næsten i hvert Huns vare Fremmede indqvarterede, fra alle Vinduer i Stuen og i Gavlen tittede bekjendte Ansigter; de danske Flag vaiede, Musiken klang; det var, som jeg kom midt under en Fest; Matroserne fra Skibet har mit Tøi til Bade-Hotellet; ikke langt fra Landingsstedet, i Nærheden af den den Etages Bolig, hvor Kongeparret boede, saae vi i et stort Plankehuus ved de aabne Vinduer, Damer bevæge sig, de saae ud og raabte: »Andersen! Velkommen! Velkommen! Matroserne bøiede sig dybt, tog Huerne af, jeg havde længe, været dem en ubekjendt Gjest, de havde sluttet paa deres Viis om Stand og Vilkaar, nu blev jeg dem en Person af Betydning, thi de mig velkommen bydende Damer var de unge Prindsesser af Augustenborg og deres Moder Hertuginden. Jeg havde netop i Hotellet faaet min Plads ved Table d'hôte, og var som ny Gjest Gjenstand for Nysgjerrigbeden, da en kongelig Laquai kom og kaldte mig til Taflet, der var begyndt, men Kongen og Dronningen havde hørt om min Ankomst, og en Plads ventede mig. »Nu blev jeg først interessant!« sagde en Landsmand mig, som ogsaa var ved Bordet i Hotellet. Paa det kongelige Herskabs Befaling var der blevet sørget for mig med Bopæl; Frokosttiden, Middag og Aften tilbragte jeg under hele Opholdet sammen med det høie Herskab og Rantzau-Breitenburg. Det var deilige, lyse digteriske Dage, som aldrig saaledes kunne komme igjen. - Det gjør saa vel at see ædle Mennesker aabenbare sig der, hvor man ellers kun seer Kongekrone og Purpurkaabe. Faa Mennesker kunne i deres private Liv være elskeligere, end det da regjerende danske Kongepar; Gud unde dem Glade for det Solskin, de kastede i mit Hjerte!
 

Om Aftenen læste jeg sædvanligt et Par Eventyr; »Nattergalen« og »Svinedrengen« syntes at være Kongen de to kjæreste og bleve derfor flere Aftener gjentagne; mit Talent til at improvisere kom frem ved, at en Aften en af Hofcavalererne i Spøg sagde et Slags Tanke-Riim for de unge Prindsesser af Augustenborg; jeg stod derved, og tilføiede i Spøg: De siger ikke Deres Vers rigtigt, jeg kjender det bedre, De maa sige: og nu lavede jeg et Impromptu; man spøgte og loe, det hørtes ind i Stuen tæt ved, hvor Kongen sad ved Spillebordet, han spurgte, hvad det var, og jeg gjentog det Impromptu, jeg havde tillagt en Anden. Nu vilde de Alle improvisere, og jeg skulde hjelpe dem, jeg forsøgte det, eftersom jeg havde opfattet hver. - »Og har da jeg alene ikke gjort et Digt!« spurgte General Ewald, der spillede Kort med Kongen; »vil De ikke sige for mig set af mine bedste?« »Ewalds Digte kjender Kongen og hele Landet!« sagde jeg og snoede mig derfra, da sagde Dronning Caroline Amalie, »husker De Intet, jeg har tænkt og følt!« - Jeg ønskede at sige nogle værdige Linier og svarede, »jo, Deres Majestæt! jeg har det opskrevet, gjemmer det og skal i Morgen brings Afskriften«. »De erindrer det vist!« gjentog hun - man trængte ind paa mig, og jeg improviserede efterfølgende Strophe, der er aftrykt mellem Smaaversene i mine Digte:
 

Bøn.
Han, som i Stormen er vor faste Borg,

Hvis Sollys spreder dette Jordlivs Skygge,

Han styrke Kongens Hjerte i hver Sorg,

Han give altid Danmark Fred og Lykke!

Han hænge Seierskrandsen om vort Flag,

Om Kjærligheden, om hver ædel Villie;

Naar alle Riger dømmes paa hiin Dag,

Gid Danmark staae i Havet som en Lilie!

Jeg gjorde i Kongens og Dronningens Følge Touren med til den største af Halligerne, disse Græsruner i Havet, der melde om et sjunket Land; de stærke Bøger have forvandlet Fastlandet til Øer, igjen sønderrevet disse og begravet Mennesker og Byer; Aar for Aar rives Stykker bort, og vist er det, at om neppe halvtredsindstyve Aar er her kun Havet. Halligerne ere nu flade Holme med en mænk, skarp Grønsvær, hvor nogle Faarehjorder græsse; stiger Havet, da drives disse op paa Husets Loft, Bølgerne vælte over det lille Land, der ligger milevidt fra Kysten.

Biernatzki har i sine Fortællinger fortræffeligt gjengivet denne Natur; her paa selve Stedet læste jeg hans Skildringer, de vare saa troe, saa sande, de syntes næsten Stykker af mine egne Optegnelser her, af hvad jeg havde for Øie. Det vil ikke kunne gjøres bedre eller sandere; at jeg imidlertid i Romanen: »De to Baronesser« har tegnet samme Sted og Natur, er at betragte som et Bilag kun, den samme Naturafspeiling hos en anden Digter.

Oland, som vi besøgte, har en lille By; Husene staae tæt op til hinanden, som ville ogsaa disse i Nøden slutte sig sammen, de ere alle reiste paa et Bjelkelag, og have smaa Vinduer som Skibskahytter; her i den panelede, lille Stue sidder halvaarsviis ensomt ved deres Spinderok Konen og Døttre; her er altid en lille Bogsamling, jeg fandt danske, tydske og frisiske Bøger; og medens de herinde læse og arbeide, stiger tidt Havet rundt om Husene, der da ligge som henkastede Vrag; stundom, i Natten, driver et Skib herhen, støder paa og strander. I Stormfloden 1825 bortskylledes Huse og Mennesker, halvnøgne sad de i Nætter og Dage paa Tagene, til disse sank; Ingen fra Föhr eller Fastlandet kunde bringe Hjælp; Kirkegaarden er halv bortskyllet, Kister og Liig stikke nu i Brændingen, det er et rystende Syn, og dog elske Halligebeboerne Deres lille Hjem, kunne ikke udholde at blive paa Fastlandet, de drives derfra tilbage, lidende af Hjemvee.

Med de kongelige Herskaber besøgte jeg Øen; Dampskibet, som førte os, blev liggende langt ude, kun et Par Baade var der at føre os i Land; jeg havde beskedent holdt mig saa længe tilbage, at jeg nær ikke selv var kommen med den sidste Baad, og naaede saaledes netop Oland, idet Kongen vendte tilbage. »Først nu kommer De? « sagde han venligt »men iil ikke, see Dem ret omkring, lad Baaden kun vente! see den gamle Kirkegaard og, gaae ind i Huset der og see en smuk, ung Kone.« - Alle Beboerne vare netop da paa Søfart tit Grønland og Holland, ikkun Piger og Konen modtoge os; det eneste Mandfolk paa Øen var nylig steget fra Sygeleiet. Foran Kirken havde reist en Æresport af Blomster, hentede fra Föhr, men den var saa lille og lav, at man maatte gaae uden om den; men den gode Villie saae man. Øens eneste Træ, en Rosenhæk, havde de skaaret at for at lægge den over et sumpet Sted, hvor Dronningen skulde gaae; det rørte den gode Dronning dybt. - Smukke ere Pigerne og halv orientalske klædte; de regne sig ogsaa i Slægt - linie fra Grækerne. Ansigterne ere næsten halvt tilhyllede og under Linet bære de en rød græsk Fesz, om hvilken Haaret er lagt i Fletning.

Jeg saae Kirkegaarden, saae den smukke Kone i sit Huus, og da jeg igjen naaede Dampskibet, gik vi til Taflet; da det var endt, og vor Seilads gik mellem et Archipelagus af Øer, blev, ved den deilige Sol-Nedgang, Skibsdækket ihast indrettet til Dandsesal. Gamle og Unge dandsede; Lakaierne bevægede sig med Forfriskninger mellem de Dandsende, Matroser stode paa Hjulkassen og loddede, og raabte, i eensformigt Raab, hvor mange Fod dybt Vandet var; Maanen gik op saa rund og Stor, Sandklitterne paa Amrom syntes at løfte sig som en sneebedækt Alperække.

Disse øde Sanddynger besøgte jeg senere. Kongen tog derover paa Jagt efter Kaniner, der i tusindviis opfylde Øien, og det kun nogle Aaringer efter at denne Slægts Adam og Eva kom her, de to eneste fra et strandet Skib. -Prindsen af Noer var foruden mig den Eneste, som slet ikke tog Deel i Jagten, vi To vandrede om mellem Klitterne, ved hvis Udseende man kommen til at tænke paa Vesuvs Asketop; ogsaa her synker man ved hvert Skridt; det stride Marehalm mægter ikke at holde det løse Lag sammen. Solen brændte mellem de hvide Banker, det var som en Vandring i Afrikas Sand, i Dalene mellem Klitterne voxte en egen Slags Rosen; Lyngen blomstrede; andre Steder vare aldeles uden Vegetation, og tæt ved i det vaade Sand havde Bølgerne efterladt Aftryk, Havet havde, ved sin Bortgang, skrevet selsomme Hieroglypher.

Prindsen og jeg sad paa en af de høieste Klitter, det var i Ebbetiden; vi saae ud over Nordsøen, den var i Ebben gaaet over en Miil længere ud, og Skibene laae som døde Fisk paa Sandet og ventede Floden; enkelte Matroser gik langt derude paa Sandbunden, bevægelige sorte Punkter syntes de; hvor Havet selv endnu stille rørte den hvide Sandflade, hævede sig en Lang Banke, »den danske Lods« melder om den, vi øinede dens opreiste høie Bjælketaarn, der giver den Strandede et Rum at være i, og gjemmer til ham en Tønde med Vand, en Kurv med Brød og Brændeviin, saa at han dog i nogle Dage midt i den svulmende Sø kan friste Livet, til det bliver muligt at bringe ham Hjelp. -Ind mod Amrom og Föhr var nu ganske landfast, fra den ene Ø til den anden kjørte Folk over den vaade Sandbund, en heel Række Vogne saae vi, de fremtonede paa det hvide Sand og mod den blaa Horizons meer end dobbelt saa store; det var som om de gled gjennem Luften. - Men rundt om i Sandet viste sig, som Traadene i et Net, smalle Vandrevner, det var, som om de holdt fast paa Sandbunden, der tilhørte Havet og snart skulde overskylles af dette.

At vende fra en saadan Natur tilbage tit et kongeligt TaffeI, en smuk Hofconcert og Bade-Salonens smaa Baller, gaae i Maaneskinnet paa den med Badegjester opfyldte Promenade, en Boulevard i det Smaa, havde noget eventyrligt, selsomt afvexlende.

Rantzau -Breilenburg vidste, hvilken Betydning den sjette September havde for mig, at just denne Dag, jeg oplevede her, var, som sagt, fem og tyve Aars-Dagen efter at jeg første Gang kom til Kjøbenhavn. Da jeg sad ved det kongelige Taffel om Middagen, rullede i mine Tanker hele mil Liv op for mig, jeg maatte samle al min Kraft, for ei at briste i Taarer; der ere Øieblikke fulde at Taknemlighed, i hvilke vi ligesom have Trang til at trykke Gud til vort Hjerte; hvor dybt følte jeg ikke mit Intet, at Alt, Alt var fra ham.

Efter Taflet lykønskede Majestæterne mig - naadigt er for fattigt et Ord - saa hjerteligt saa deeltagende. - Kongen lykønskede mig til, hvad jeg havde overstaaet og vundet, spurgte mig om min første Optræden, og jeg fortalte ham et Par characteristiske Træk fra hiin Tid; i Samtalens Løb spurgte han mig, om jeg ikke havde noget Vist aarligt; jeg sagde ham denne Sum: 200 Species. »Det er ikke Meget! « udbrød han. »Men jeg behøver heller ikke Meget! « svarede jeg, »og mine Skrifter forskaffe mig jo ogsaa Noget!«

Kongen gik deeltagende ind i min Leven og Virken. »De skulde nu have det lidt bedre end før!« var hans Ord, og han endte Samtalen med: »Kan jeg nogen Tid være Dem til Gavn ved at fremme Deres literaire Virksomhed, saa kom til mig!« Om Aftenen ved Hofconcerten fortsatte Kongen denne Samtale, mit Hjerte var dybt bevæget.

Siden var der et Par af dem, som havde hørt Kongens Yttringer denne Dag til mig, som bebreidede mig, at jeg uklog ikke havde benyttet det mig gunstige Øieblik, »Kongen lagde Dem jo lige i Munden«, sagde de, »at De skulde udbede Dem af ham noget Mere at leve af; han sagde jo selv tydeligt, at det var for Lidet, De havde, og at De nu skulde have det mere godt og beqvemt.«
 

»Hvor kunde jeg«, svarede jeg dem, »i det Øieblik, jeg her behandles, om jeg tør bruge det Udtryk, som Gjest, i det Øieblik Kongen og Dronningen ere saa deeltagende, saa hjertelige mod mig, hvor kunde jeg da gribe et venligt sagt Ord og benytte mig deraf! det er maaskee ikke klogt, jeg bærer mig ad, men jeg kan ikke handle anderledes! finder Kongen, at jeg behøver lidt mere, end jeg har, saa vil han ogsaa af sig selv give mig det! «

Det var mig en Festdag den sjette September, og foruden min Konge var det de tydske Badegjester, der den Dag gav Beviis paa Deeltagelse. I Badesalen, ved Middagsbordet, medens jeg sad ved Kongens Taffel, udbragte de en Skaal for den danske Digter, hvis Skrifter de kjendte fra deres Hjem, men nu ogsaa selv havde lært at kjende; en af mine Landsmænd reiste sig og takkede i mit Navn for Skaalen. Saa Meget kan let fordærve et Menneske, gjøre ham forfængelig - men nei, man fordærves ei derved, bliver ikke forfængelig, Sligt gjør just god og bedre, det luttrer Tanken, og man føler Trang og Villie til at blive det værd.

Ved Afskeds-Audiensen skjænkede hendes Majestæt Dronningen mig, til en naadig Erindring om disse Dage paa Föhr en kostbar Ring, Kongen udtalte sig atter saa velvilligt, ædelt og deeltagende. - Med hele mit Hjerte sluttede jeg mig til de ophøiede To.

Hertuginden af Augustenborg, hvem jeg daglig saae og talte med i det kongelige Hjem, indbød mig paa det Naadigste og Hjerteligste at lægge min Vej hiem over Augustenborg og blive der nogle Dage. Selv Kongen og Dronningen gjentoge det for mig.

Jeg reiste altsaa fra Föhr til Als, vist en af de smukkeste Øer i Østersøen, det lille Land er som en blomstrende Have; de frodige Korn - og Kløvermarker staae indhegnede med Nøddehækker og vilde Roser; ved Bonderhusene strække sig store æblehaver, Skov og Banker vexle; snart har man det aabne Hav med Angelens Skovhøider, snart det smalle, en Flod lignende, lille Belt, og fra det smukke Slot strækker sig Haven ned til den bugtede Fjord. Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, fandt et smukt Familieliv; der taltes kun Dansk og det med dansk Tunge, ikke en Tanke om de kommende onde, mørke Tider, der skulde opgaae, vaktes hos mig. Hele fjorten Dage, under Afvexling af Kjøretoure og Vandringer i den rige Natur, blev jeg der og begyndte paa Romanen: »De to Baronesser«. Hyggelige Aftener tilbragtes, de fleste ved Musik; Kellermann opholdt sig her i flere Dage og spillede sine bløde, vuggende Phantasier, Romanesca og Alpemelodier. Hertugindens Fødselsdag feiredes, »Liedertafel« bragte under Fakkeltog deres Sang, paa Slottet var Bal og Festligheder; de augustenborgske Væddeløb, der altid vare satte i Forbindelse hermed og varede tre Dage, havde samlet, i Slot og By, en Mængde Mennesker; saa godt som hele den holsteenske Adel var her; ved Taflet reiste, Hertugen sig og udtalte den danske Literaturs Betydning for Øieblikket, den Dygtighed og Sundhed, som viste sig der ligeover for den nyere tydske, og tog derved Anledning til at udbringe min, den tilstedeværende danske Digters Skaal. - Jeg saae da paa Augustenborg kun venlige, glade Mennesker, et lykkeligt Familieliv, fandt Alt saa dansk og syntes her hvilede en Fredens Aand over dette smukke Sted, og det var i Høsten 1844. - Hvor snart saae jeg ikke Alt anderledes!
 

Fortsættes her