Studenterforeningen blev stiftet søndag den 16 juli 1820 og havde sit første hjemsted på hjørnet af Trinitatis Kirkeplads og Store Købmagergade, hvor de ri dag skal være opsat en mindeplade med påskriften "Her havde Studenterforeningen sit hjem fra 1820 -1824" Herfra flyttede man til "Røde Gaard" i Boldhusgade på hjørnet af Admiralgade. Formålet med foreningen var at danne et sammenhold »til videnskabens og brodersindets fremme« ved at samle studenterne om den videnskabelige dannelse og sikre dem mod farlige, uvedkommende adspredelser.

 

Platte udgivet af Royal Copenhagen i anledning Studenterforeningens 100-års jubilæum. 1820 - 1920. 16 juli.

På billedet ses Studenterforeningens bygninger i København i den 100 årige periode. Foto: Jammerantik.dk

 

H.C. Andersen blev student  den 22. oktober 1828. Der går dog to år før han melder sig ind i Studenterforeningen. Ifølge en senioratsprotokol er det den 28. oktober 1830. Ganske vist melder han sig igen ud og ind foreningen p.g.a. rejseaktivitet til udlandet eller andre steder. Det var almindeligt at gøre det dengang. Da han var medlem var han villig til at optræde både som oplæser, digter og skuespiller.

 

Studentereksamensbevis for H.C. Andersen 22. oktober 1828

Efter sin indmeldelse i Studenterforening  i oktober 1830 oplæste cand. phil. H.C. Andersen «den skjønne Grammatica som claurensk Novelle og nogle smaa Digte*.

Hna blev på et tidspunkt tillige efor, dvs. et af de 7 medlemmer som hvert kvartal blev valgt til at møde på sin ugeaften og holde opsyn med foreningen samt meddele til protokollen. Hvor lang tid H.C. Andersen var efor vides ikke.

 

Den 29. januar 1831 meddeler efor H.C. Andersen følgende til protokollen:

Den 29. Januar højtideligholdtes vor elskede Konges Fødselsdag ved et
Middagsgilde, hvorved en Sang af Cand. Hillerup blev afsjunget og Skaaler ud
bragte for den faderlige Monarks Sundhed og Lykke; siden fandt en lystig
Kompotation Sted, og under Dans og Klang udtalte sig den hjertelige glade
Stemning, vi Alle føle paa denne kjære Dag. Gud lade Kongen leve mange
lykkelige Aar endnu!!!
H.C. Andersen.
 

H.C. Andersen var til karneval  fastelavnsmandag 1831 i Studenterforeningen. Studenterforeningens stuer var omdannet til en kopi af Dyrehavsbakken og mange medlemmer mødte op i diverse forklædninger. H.C. Andersen trådte op forklædt som Jesuit og holdt tale på vers, men vandt ingen proselytter. Fastelavnsfesten er i øvrigt omtalt i romanen O.T. Andersen havde desuden lavet en studentersang til denne fastelavnsfest. Det var en parodi på Chr. Winthers sang "Herrer, vi er ere i Aandernes Rige". H.C. Andersens sang blev efterfølgende trykt i Kjøbenhavnsposten. Andersens sang begyndte med "Herskere i Aandens Rige er Studenterne forvist" og endte med "Ingen stand er som Studentens, han har valgt den bedste Vej". Mere klart kan det vel ikke siges!

Forestillingen i Studenterforeningen juleaften 1836 havde samlet mange tilskuere. Først blev der spillet et stykke af H.C. Andersen, en Lokalisering
af Theodor Heil' s da bekjendte Lystspil: «Die Benefice vorstellung». Det drejer sig om intrigerne mod en Benefice for teatersuffløren, hvis rolle blev spillet godt af N. Suenson.

Den 4. februar 1837 oplæste H.C. Andersen sit Eventyr «Den lille Havfrue» og i november et brudstykke af «Kun en Spillemand».

Selvom H.C. Andersen skrev mange sange blev han dog ikke en af Studenterforeningens visedigtere og fik først i 1937 fik han optaget et par sange i foreningens visebog. Sangene var: " I Danmark er jeg født.." og " Jylland mellem tvende Have..."

I 1835 flytter Studenterforeningen igen denne gang til Holmens Kanal ( Den nuværende Danske Bank). Her optræder H.C. Andersen for første gang som oplæser med nogle af sine egne eventyr.

Andersen skriver desuden en dramatisk spøg (studenterrevy)  "Langebro" som opføres juleaften 1837 . Indholdet af « Langebro* var følgende: To unge Mænd bejlede til en ung Pige. Hendes Moder, der holdt meget af Studenterforeningen, lovede da sin Datters Haand til den, der kunde finde en ny Idee, man kunde bruge til et Skuespil, da Foreningen trængte til et saadant til Juleaften. Derefter præsenteredes Langebro, hvor de to Elskere gav Møde. Den Ene, der troede, at Kina laa lige under Broen, iførte sig Brødrene Müllers Dykkerapparat og steg derpaa ned for i dette Land at finde en Idee. Den Anden blev imidlertid staaende fortvivlet paa Broen. Da Klokken slog 12, saa han en hvidklædt Dame komme spaserende. Han antog, at hun hørte hjemme i det nærliggende Druknehus, men hun oplyste ham om, at hun kom fra "Svend Dyrings Hus", og at hun var Fru Helvig.

H.C. Andersen var ikke tilfreds med fremførelsen og  beklagede sig i et brev til Ingemann over, at stykket blev spillet dårligt, at hele scener blev sprunget over, og at andre blev gentagne, hvorfor han ærgrede sig meget og gik utilfreds bort.

Den 3. Marts 1838 var der atter bud efter H.C.Andersen og Studenterforeningen bød på en dektamatorisk - musikalsk aftenunderholdning, der begyndte med, at H. C. Andersen oplæste første kapitel af sit nye eventyr « Lykkens Galosker»;

I 1838 viser H.C. Andersen igen sit talent som visedigter ved Thorvaldsens optagelse som æresmedlem i Studenterforeningen og som skuespiller, i en studenterkomedie af Frederik Fabricius. Den første sang, der blev sunget var skrevet af H. C. Andersen; den blev sungen med beejstring, «som om alle Studenterne vare Visens Forfattere». Særlig vandt følgende vers bifald:

Oktober bliver man Student
At sige, naar man staar sin Prøve,
Kan Græsk og Romersk excellent,
Samt Archimedes' Kunst udøve;
Fortælle snildt, hvad Klio skrev —
Alt har vi skikkeligt forklaret,
Men du fik stoltest Borgerbrev,
Thi du i Marmor svared'!

Du blev Student, og du kan tro,
Just i Oktober maa det være.
Du hugged' dig igjennem jo
Saa Talemaaden kom til Ære.
«Hvad giver op du af Homer?«
Blev spurgt, og man jo vented' Blade:
Da formed* du til Liv i Ler
Den hele Iliade.

Det Sprog, Praxiteles har talt,
Det talte du som ingen Anden,
Hvad Flaccus har i Toner malt,
Du plastisk gav, du fatted' Manden.

Du dristig Skjønhedscirklen slog,
Beregned alle Former nøje.
Og i Historien du tog
Jo Klio selv den høje,
 

En juleaften (1838) spillede man i Borups selskabslokale på Østergade Fabricius' gamle stykke "List og Magt", der nu blev kaldet "Det var som Fanden" eller «En Kriminalproces», og som var blevet pudset op med nye hentydninger og nye vittigheder. H. C. Andersen spillede den ene af to Assessorer og skrev i et brev til sin veninde Frøken Henriette Hanck i Odense, at han skulle være blond og friseret å la Pechena.

Generelt følte H.C.Andersen sig bedst tilpas som oplæser, som f.eks i 1839 ved en velgørenhedsforestilling til fordel for de vandlidte i Jylland på Hofteatret. Her fortalte H. C. Andersen sit eventyr "Svovlstikken". Han var iført silkestrømper, hvid atlaskes vest og havde en fransk hat i hånden. At han var smukt friseret, følger af sig selv.

For øvrigt gik livet i Studenterforeningen de første åringer af 1840'erne aldeles i den gamle gænge med skovture om sommeren, forestilling juleaften eller nytårsaften, aftenunderholdninger ofte i forening med små forestillinger på salen, større koncerter, fastelavnsløjer osv.

Studenterforeningen havde den 28. Januar 1840 hædret mindet om sin velgører, den afdøde Konge, ved en sørgefest. Da forsamlingen, der talte et par hundrede ældre og yngre medlemmer, trådte ind i salen, begyndte præludiet til den af Hartmann komponerede kantate. H. C. Andersen havde skrevet teksten, der udelukkende handlede om Kong Frederiks fortjeneste af bondestandens frigjørelse.

Fastelavnsmandag 1840 gav man i Borups Selskabs Lokaler en Aftenunderholdning, bestående af "Maa jeg ha'e Nattero", dramatisk Situation i een Akt oversat efter det franske, samt "Ingenting", Ingenting i een akt med sang og kor. Senioratet havde anmodet H. C. Andersen om at skrive en komedie, men da han samtidig skulde levere et digt til H. P. Holst's aftenunderholdning, en epilog til Fru Nielsen og en vaudevillemonolog til Phister, nøjedes han med at udkaste en Plan og at skrive nogle scener. Resten måtte de spillende selv udfylde, og foreningens vittige hoveder som Arnesen, Philipsen, J. Lorck, H. P. Holst o. s. v. skrev sange, der drøftede dagens begivenheder. Hver af de spillende, der optrådte under eget navn, gav her sit gode råd.

H. C. Andersen sang var således:

1.

Om Madam Bishop vi optog**
Til Medlem hvad? Den Kone
Maaske dog kunde hjælpe lidt
Iler paa den gode Tone.

Kor:
Det var ej saa ilde.
Tror I, at hun vilde?
Hvad blev saa af Bochsa
Den Oxe! (Rimer det sig ej paa Navnet,
saa rimer det sig paa Personen.)

2.

Af Embedsmænd har vi alt nok,
Gud ved, de sjældent due.
Dog, tror jeg, til Udsmider nok
Vi Manden kunde bruge.

Kor:
Aah ja, saamænd ja,
Aah ja, saamænd ja,
Aah ja, saamænd ja,
Saamænd ja!


** En Sangerinde, der gav Koncerter i Kjøbenhavn i Forening med Harpe-
nisten Bochsa, en høj og stærkt bygget Mand
 

Den 8. Marts 1840 var der om  forestilling til fordel for det tilkommende Thorvaldsens Museum. « Studenterforeningens Muser» var et slags parodi paa
Bournonvilles « Fædrelandets Muser », hvormed Det kongelige Teater i marts havde modtaget Christian VIII første gang, han efter sin tronbestigelse besøgte det. H. C. Andersen havde oprindelig udkastet nogle Ideer til « Studenterforeningens Muser », men senere kom han i tanker om, «hvor let det Uskyldigste kan misforstaas», hvorfor han skrev til Senioratet, at det var
ham meget imod, at « Foreningen giver en Ballet, der paa nogen Maade kan faa Udseende af at være en Parodi paa et Arbejde, der paa den danske Scene er fremstaaet i en høj Festanledning».
Senioratet og de ledende mænd var imidlertid af anden mening, og man kan være sikker på, at den uskyldige spøg ikke i nogen måde gik ud over det tilladelige, når man hører, at H. P. Holst påtog sig at udføre de ideer, som
Andersen, der jo ofte så spøgelser ved højlys dag, ikke længere ville kendes ved.
Det Hele blev nu en broget sammenstilling af Andersenske Eventyr, Bournonvilleske Balletter og politiske hentydninger. F. L, Høedt foredrog teksten, og i en række af danse og mimiske scener fremvistes der da, hvorledes en mand ved navn Møller, der ønsker at blive adlet, ser sine fornemme børn optræde i fremtiden.

Der var fest i Studenterforeningen den 20. November 1841, for at også medlemmerne kunne få lejlighed til at hilse på jubilaren Adam Oehlenschläger. H.C. Andersen og andre digtere havde ydet en skærv til æresmedlemmets og jubilarens forherligelse. Desuden havde Andersen skrevet en sang til lejligheden: "De tre nordiske Rigers Skaal for Adam Oehlenschläger". Den indeholder de senere så bekendte linjer:

Skarpt som et Sværd laa Øresund
Imellem Nabostrande.
En Rosengren en Morgenstund
Forened' disse Lande;
Hver Rose aanded' Poesi,
Hver Blomst var Sangens Bæger,
Hvo mægted' dette Trylleri?
Du, Adam Oehlenschläger!

H.C. Andersen havde i gennem året været aktiv i foreningen , som bl.a. oplæser. Han var meget følsom om hvordan publikum modtog hans oplæsning. Han var ofte nervøs inden starten af oplæsningen. En gang havde han en disputs med senioratet og skriver et brev og slutter brevet med "Jeg har altid vist Foreningen min Iver og Beredvillighed, hvad Senioratet maa vide fra den lange Tid jeg har været Medlem. Striden må være blevet bilagt, for Andersen fortsætter med sine aktiviteter i Studenterforeningen efter ren lang pause.

 

Derefter kom der til at gå en lang periode ca. 14 år før H.C. Andersen igen stod på talerstolen i Studenterforeningen. Det er en periode i hans liv hvor han får større anerkendelse og bliver modtaget med den største begejstring og hjertevarme i Studenterforeningen. Andersen erklærer i et brev , at han aldrig har mødt et mere forstående publikum end netop her og at han fra af er villig til at komme og oplæse enten sine lige udkomne eller endnu utrykte eventyr. Studenterforeningens dagbøger fortæller, at der hvert år er "Stopfuld Sal og Hurraraab", når H.C. Andersen er på programmet. En gang imellem deltager han i "hyggemøderne" efter oplæsningen, men han kan ikke tåle tobaksrøgen og trækker sig derfor hurtigt tilbage.

I 1858 oplæste H. C. Andersen fire nye fortællinger, nemlig « Suppe paa en Pølsepind*, « Egetræets Drøm», « Noget maa der gjøres» og «ABC-Bogen». Der var mødt så mange medlemmer, at de aldeles fyldte festsalen og stod helt ind i Biblioteket. Efter Oplæsningen takkede den ledende Senior Andersen,
« hvorefter tre kraftige Hurraer fra Tilhørerne viste, at man med Erkjendelighed havde nydt denne Aften».  Andersen selv var meget glad herover og skrev til en veninde: «For omtrent tre uger siden blev jeg smukt og hjerteligt anmodet om
at læse de nye Eventyr i Studenterforeningen, hvor Oehlenschläger tit læste, men hvor jeg i omtrent fjorten år ikke har læst. Jeg havde særdeles stor glæde deraf og må sige, at jeg aldrig har mødt et modtageligere publikum ; man forstod så ypperligt, og jeg modtog det varmeste udtryk af tilfredshed. »

Den 17. April 1858 oplæste han « Dyndkongens Datter» og den 19. Februar 1859 følgende nye Historier: « Vinden fortæller om Valdemar Daas Døtre », « Historien om en lille Pige, der traadte paa Brødet » og «Børnesnak». Begge gange havde han mange tilhørere, og den 19. Februar var der sold oven
på. Til dette havde Vinhandler Mønsier i overensstemmelse med et løfte fra julegildet året i forvejen sendt et lille anker vin, der blev udskænket til alle deltagere i gildet, og i hvilket Andersens skål blev drukket.

Den 15.december 1860 læste H.C. Andersen om aftenen i Studenterforeningen: Hjertesorg. Godt Humeur. Hvad Fatter gjør er det rigtige. Den lykkelige Familie, Sommerfuglen og Toppen og Bolden. Han blev vel modtaget med klap og ved slutningen også stort bifald.

I September 1861 udstedte en del personer og H. C Andersen en Indbydelse
til en Bazar til Indtægt for Byggefondet. Bazaren blev afholdt 8 — 11. November i det forenede borgerlige Selskabs Lokaler Holmens Kanal 12. Komiteen havde modtaget betydelige gaver, således fra Professor Jerichau en gruppe i
terrakotta, fra Fru Heiberg en kikkert, der havde tilhørt hendes Mand, fra Boghandler Reitzel bøger til en Værdi af 200 Rbd., fra Fabrikant Holmblad 100 Pd. Stearinlys o. s. v. En del skuespillere og digtere optrådte herunder .H.C. Andersen som oplæste eventyr og fortællinger.

 I 1862 i november var der koncert for damerne.  Frøken Lange sang, jeg læste: Verdens deiligste Rose, Sommerfuglen, den lykkelige Familie, og Det er ganske
vist. Jeg blev modtaget med bifald ved starten og efter de tre sidste historier.   

I 1863 flytter Studenterforeningen til det nye sted på hjørnet af Holbergsgade og Holmens Kanal (der hvor det gamle forsikringsselskab Hafnia havde hovedkontor). Tanken var at H.C. Andersen skulle indvi den nye festsal, men han rejse så meget i udlandet og bagefter flyttede han på landet, så denne tanke måtte opgives.

25. nov. 1863 skriver Andersen i dagbogen: "Hver Dag gaaer jeg i Studenterforeningen; jeg lever i Avislæsning og kan ikke ellers bestille Noget."

I dagbogen onsdag 16 marts 1864 skriver H.C.Andersen om Studenterforeningen: "Meldals Fødselsdag, jeg gratulerede ham, men kunde ikke tage mod Middags Indbydelse hos hans Svigermoder Fru Ræder, ja gik ikke engang til Ørsteds, da jeg skulde læse i Studenterforeningen, hvor der gaves Concert  til Indtægt for Soldaterne; igaar stod derom i Berlings Tidende,  og mit Navn nævnet, der var mig meget imod, da jeg har sagt til de Mange som plage mig om at læse for dem i velgjørende Øiemed, at naar de saae mig eengang gjøre det, skulde jeg ogsaa være villig for dem. Ved denne Concert  sang fra Kongens Theater, Hr Chr: Hansen og Fru Zink, Vilhelm Viehe decalmerede; jeg var meget forkjølet men det gik godt i første Afdeling hvor jeg læste: Den lille Pige med Svovlstikkerne, Den lykkelige Familie, og Hvad Fatter gjør & — I anden Afdeling læste jeg med udmærket Humeur: Sneemanden, Svinedrengen og Det er ganske vist. Jeg blev meget beklappet og hver Gang jeg traadte frem, modtaget, jeg var deri den eneste af dem som asisterede! Jeg kom tilfreds hjem."

I dagbogen: lørdag 3. dec 1864 skriver Andersen: "Sendt Brev til Forfatteren af Kroinos; læser daglig i Hauchs Fortælling om Haldur. Hos Fru Ørsted til  Middag var hun, Dalstrøms og selv Mathilde meget ivrige og meente at jeg burde nægte at læse i Studenterforeningen, efter hvad der var skeet ved Mantius. Der var meget Partitagen. .."

Studenterforeningen ændrer stil med arrangementerne for man kan læse følgende i Studenterforeningens historiebog:  Hvad foredrag og oplæsninger angår, kan det ikke nægtes, at der fra 1865 til 1870 bødes medlemmerne langt flere og i det hele taget værdifuldere ting end i den nærmest foregående tid.

H.C.Andersen melder sig ud og ind af foreningen. Måske er det for at spare penge eller også har det en anden ikke oplyst årsag. I dagbogen. 23.maj 1865 "mældt mig ud af Studenterforeningen, siddet for Photographen " og den14. oktober 1865 "Gik hen og indskrev mig i Studenterforeningen, kjørte saa ud til Fru Ingeborg Drevsen, traf hende Viggo og Harald.."

I 1865 oplæste H.C. Andersen eventyr og historier, som udkom nogle dage efter, nemlig «Lygtemændene er i Byen», «Guldskat», «I Børnestuen» og »Stormen flytter Skilt» og i 1866 eventyrene « Portnerens Søn», « Moster» og «Skruptudsen»

Selvom Andersen har læst op utallige gange er han alligevel nervøs han skriver således 3 dec 1866 "Følt mig mindre vel og var meget nerveus for
Læsningen iaften i Studenterforeningen".

H.C.Andersen skriver i sin dagbog om onsdag 5. december 1866. "Jeg gik derpaa i Studenterforeningen og hørte Professor Høedt oplæse de tre første Acter af Hamlet, det humoristiske læste han bedst, saaledes Polonius og de sarcastiske Replikker af Hamlet, men til det Pathetiske mangler han aldeles Organ, han hører slet ikke hjemme i Tragedien; derimod Polonius og de sarkastiske Replikker vare fortræffelige; han blev ret venligt modtaget og takkede derfor; første Act vakte ikke Bifald, derimod anden og efter det Hele stærkt Bifald. Han begyndte under megen Angst og saae daarlig ud; men kom tilsidst i Livlighed." 

Den 30. Januar 1867 hjalp Høedt senioratet, idet han ved en aftenunderholdning oplæste « Jacob og Lone» af Chr. Winther, « Løveridderen» af Oehlenschläger og «Skriftemaalet» af Hertz. H. C. Andersen som havde været blandt Tilhørerne, deltog senere i et lille Gilde i Senioratsværelset.

Den 9. Februar 1867 kom Høedt igen og læste op da bifaldet var stormende, fortalte Høedt som dacapo nummer «den lykkelige Familie» (H. C. Andersen) morsomt og med stor opfindsomhed. Sneglefader og Sneglemoder gaves
som to tydskaccentuerende Aristokrater, Myren som en forsoren Skomagerdreng o. s. v. Da Senioratet derefter samledes med Høedt og H. C. Andersen til aftensmad, var H.C. Andersen så begejstret, at han lovede at skrive en studenterkomedie, hvorpaa Høedt tilbød at ville spille i den. Løftet blev imidlertid ikke senere indfriet. Da medlemmerne ønskede sold, måtte de to gæster med op på den store sal, hvor Andersen drak sin punch og sang med i « Nu er det stille ». Han havde ikke været til sold i Studenterforeningen, siden den gamle forening blev sammensmeltet med Akademicum. Senior V. Topsøe udbragte hans skål, men da tobaksrøgen begyndte at blive for stærk, trak Andersen sig tilbage under et nifoldigt hurra.

I 1868 oplæste H.C. Andersen  både forår og efterår nye fortællinger og eventyr, sidste gang Dryaden.

Oplæsningerne med Andersen sker hvert år fra talerstolen, skønt alderdommen med alle dens besværligheder melder sig og han havde nogle gange svært ved at beherske sit nervøse temperament. I 1866 er han trådt op på talerstolen og forlader den øjeblikkelig og iler med et lommetørklæde for øjnene ind i et sideværelse.Da Senioratet forhører sig om grunden siger H.C. Andersen, at da han for nylig havde indfundet sig som tilhører stod der på talerstolen en kandelaber. "Nu, hvor H.C. Andersen kommer står der kun et tællelys". Senoriatet forklarer omgående, at foredragsholderen havde været meget nærsynet, men "Professoren har jo aldeles udmærkede Øjne. Ja naturligvis, hvorpå H.C. Andersen trøstet vender tilbage og læser op til alle store glæde.  

Året 1867 var et betydningsfuldt år på flere måder. Skuespilleren ,professor Frederik Høedt havde stor succes med på dramatisk vis at oplæse H.C. Andersens eventyr. Andersen høstede store komplimenter fra Høedt efterfølgende som "En frisk og ung student og muligt endnu mere end nogensinde før". 

Ved æresborgerfesten på Odense Rådhus den 6. december 1867 fik han det første telegram fra Studenterforeningen, det løftede og lyste.  H.C.Andersen fornemmede, at den akademiske ungdom tog del i min glæde og undte mig den, Andersen blev beroliget og meget glad og udtrykte dagen efter i et brev sin store taknemmelighed " Det er mig en Stolthed, i god Betydning en Ære, en uendelig Glæde, at være erindret og afholdt af den unde Slægt, der som Mænd vokser op til Danmarks Styrke og Hæder".

Onsdag 30. december 1867 skriver H.C.Andersen i dagbogen om en kocert for damer: "...Mørkt, taaget Veir! følte mig syg, frøs og varaldeles hæs. Sendt Afbud til Fru Ørsted og taget imod at gaae over at spise Middag hos Henriques. Laae paa Lænestolen, den hele Formiddag og blev hjemme, gik saa Klokken fire til Henriques og halv otte i Studenterforeningens Consert for Damer; Schram sang, Professor Høedt fremsagde Winthers Jakop og Lone, Øehlenschlægers Løveridderen, Hertz s Skriftemaalet, Andersens Sommerfuglen og da Høedt blev kaldt frem, sit Digt: Amors Vinger. Efter Concerten blev jeg bedet ned med i Senioratet hvor der var stor Opdækning, min Skaal blev to Gange udbragt, men nu sagde Høedt at han just vilde have udbragt den; at han i et Stykke af mig: Langebro, første Gang havde betraadt Bræderne, at Meget laae imellem siden den Tid, at han nu ved igjen at optræde i  Studenterforeningen, nødigst vilde have opgivet at sige et Eventyr af Andersen, at det var en gammel Gjæld, at Andersen var blevet en Foreningens Student, saa frisk og ung og maaske just nu mere ung end ved Indtrædelsen han foreslog tre Gange Hurra! jeg takkede ham hjerteligt, bad ham ikke at afslutte men begynde et nyt Livs Afsnit med [at] optræde igjen i Studenterforeningen og derfra indtage sin Plads der hvor han kunde ophjælpe et gammelt Huus. Senere fik vi Placaterne frem over de tidlige Studenterforestillinger. Jeg gik hjem halv 12 de andre først imod Kl 2..."

H.C.Andersen må have forbyttet sin hat for han skrive ri dagbogen torsdag 27 februar 1868..."I Berlingstidende skal staae om en Hat forbyttet i Theatret; jeg søgte i Studenterforeningen Nummeret og saae at Forbytningen var skeet i første Etage, det kan altsaa ikke være min..".

Den 6. september  1869 var det 50 årsdagen for hans ankomst til København, som en fattig dreng. I den anledning fremførte han tidligere overfor familien Collin at han godt kunne tænke sig et fakkeltog og få måske få opstillet en buste af sig selv. Studenterforeningen seniorrat fandt anledningen temmelig tilfældig og da den dag var optaget af en anden fest blev festen for H.C. Andersen den 4. september 1869. Da Andersen kom til festen lå der en rosenbuket , omgivet af laurbær på talerstolen. Digteren oplæste i Studenterforeningen tre utrykte Eventyr og Historier, nemlig «Hønsegrethe», «Solskinshistorier» og cHvad man kan hitte paa», og han gjorde det aldeles fortræffeligt. Efter Oplæsningen traadte den ledende Senior P. Hansen op paa Talerstolen og rettede en smuk og fortrinlig holdt Tale til ham. Han takkede ham fra Studenterne for hans hele store Virksomhed, mindede om Dagens Betydning for ham og om hans vidunderlige Liv, og meddelte ham, at fra idag af vilde hans Buste findes imellem de andre store Mænds, som smykkede foreningen. Busten var en gipsafstøbning af Bissens buste af H.C. Andersen og stod i den store konservationsstue på 1. sal. i Studenterforeningen. Senere på året kom H.C. Andersen og kunne ikke finde busten og troede at den var fjernet med vilje, men senioratet beroligede ham med at samtlige gipsbuster i øjeblikket er ved at blive børste rene. 

Den 13. december 1871 var der endnu en oplæsning af H.C. Andersen. Den sluttede med oplæsning af "Den grimme Ælling". Da han senere på aftenen sad nede i senioratsværelset var han efter dagbogen "barnlig elskværdig som sædvanlig og lovede snart at komme igen". Dette skete ikke og den 13. december 1871 var sidste gang han stod på talerstolen i Studenterforeningen i København.

Kilder:

• Kronik af bibliotekar Carl Dumreicher 2. april 1960 Dagens Nyheder

• H.C. Andersens Dagbøger

• H.C.A. Lund: Studenterforeningen historie 1820-70. Dansk studenterliv i det 19. aarhundrede. Del 1-2. Gyldendal, 1896-98
   

Lars Bjørnsten 8. august 2009